Gys og gru i folketro og børnehøjde

18920810_2019727291589626_4821197946975947111_oKære læser – tekststykket er på 1475 ord og var tænkt som et bud på en gysernovelle til forlaget Petunia – men da jeg hele måneden kun har haft forberedelse, fest og efterveer i forbindelse med, at jeg i år rundede 3×25 leveår glemte jeg helt, at deadline var 1.juni, så nu kommer starten altså her – det er meningen at jeg vil bruge de facts, der er omkring Allehelgens dag i kirkeregi og den amerikanske Halloween som omdrejningspunkt.

 

 Umuligt men dog muligt

 

Gardinet bevægede sig sagte i luftstrømmen fra det åbne vindue. Udenfor begyndte bladene at rasle faretruende i det store kastanjetræ. De mørke skyer trak sig tættere og tættere sammen. Så brød et lyn gennem skydækket og ramte træet. Tiden stod stille.

En lille røgsøjle steg op fra træets stamme. Ringe af røg dannede større og større cirkler, som når sten kastes i vand. Flere lyn fulgte. Fra sky til sky. Fra sky til jord. Regnen kom. Store dråber slog mod ruden og trængte ind i vindueskarmen. Gardinet var stille.

Tordenbygen tømte sig over kastanjetræet. Men inde i træets stamme var alt forandret. Træets livsnerve, rødderne, der trak vand op til stammen kunne mærke, noget var galt. Transportbåndet fra rod til blad havde taget skade, vred sig i smerte. Bladene kunne se frem til at ældes før tid. De ville dø af tørst og falde til jorden, hvor deres eneste mission så var at omdanne sig til gødning for en ny generation af træer. Men det vidste de ikke.

Et par måneder senere havde træet tabt sine blade længe før nabotræerne i alleen. En lille dreng kikkede op ad stammen og fik øje på et stort sort ar, der havde form som et ansigt.

”Se træet græder” sagde han og pegede op. Pædagog Ilse fulgt hans blik og så den sorte plet på stammen.

”Det er nok blevet ramt af lynet”

”Kan jeg også blive ramt af lynet?”

”Nej, for du må ikke gå ud i tordenvejr!”

”Jamen hvad nu, hvis jeg er udenfor og ikke kan nå og komme ind?”

Den lille gruppe børn, der havde gået hånd i hånd hen ad fortovet, var nået frem til børnehavens trygge port. ”Sneglehuset” stod der med træbogstaver over lågen. En kæmpestor snegl med sit hus på ryggen skåret i træ og malet med akryl blinkede til Åge, da han gik gennem porten. Det var Åge i hvert fald sikker på.

Åges forældre gik ofte ture i de skove og parker, der var i nærheden af det parcelhuskvarter, de boede i. Åge var deres første barn, en gammelklog dreng født i tyrens tegn og med en nysgerrig indstilling til alt der voksede og kravlede. Han kunne sidde og kikke på en solsikke, og var sikker på, at han kunne se den vokse. Han fulgte opmærksomt en snegl, der trak sit slimede spor hen over havegangens fliser. Åge elskede at gå på jagt efter bænkebidere under sten og kasser på børnehavens legeplads.

Hver dag, når Åge blev hentet, gik han med sin far i hånden forbi træet med det sorte ansigt. En dag skulle han gå alene hjem. Åge løb glad hen ad fortovet, stoppede op ved træet og kikkede lige ind i det sorte hul.

”Hej kastanjemand!”

En lille vind fik bladene til at bevæge sig og Åge var sikker på, at træet svarede: ”Heeee…j”

Næste dag var far Franz med på hjemturen fra børnehaven. Åge stoppede op ved træet

”Træet kan snakke!”

”Det kan vi godt lege, at de gør”

”Hej med dig træmand!”

Bladene sitrede med en svag lyd.

Far og søn gik med hinanden i hånden. Sådan gik de hver dag hele ugen. Da det blev fredag skulle Åge for anden gang gå turen alene. Åge giver sig god tid og samler snegle i en lille pose undervejs. Da han kommer til kastanjetræet synes han noget bevæger sig inde i det sorte ansigt. Øjne kikker ud på ham, en mund bevæger sig og et par sidegrene lige under det sorte ar bevæger sig fra side til side. Åge stirrer på træet og det er som om grenene rækker ud efter ham og vil klappe ham på skulderen.

”Vil du være min ven?”

Kastanjen er tavs, men grenene kommer nærmere, eller også går Åge tættere på, for at høre om træet svarer ham. Sådan står de sammen i mange minutter. En due sætter sig i træets grene og magien brydes.

”Hej Donald Due, skal vi følges”

Duen flyver ned fra træet og tripper rundt på fortovet Åge følger fornøjet efter. Donald due flyver op over trækronerne. Åge kikker op og vinker til den.

”Hvor har du været?” mor er meget bekymret gået Åge i møde, for det er mere end en time siden han har forladt børnehaven.

”Jeg har snakket med træmanden og er blevet venner med en due, der hedder Donald!”

”Somme tider er jeg nervøs for din fantasi Åge, du må huske at gå lige hjem og ikke snakke med fremmede!”

Børnehaven skal på skovtur. Alle børnene får madpakkepose med og så går turen til den store skov udenfor byen.

”Hvor mange forskellige blade kan I finde?”

Ilse viser børnene et egeblad og fortæller, hvordan bladet kan ånde gennem nogen små usynlige spalter på undersiden af bladet.

”Træerne er vore venner, for de suger den luft vi ånder ud til sig, spiser kullet og spytter ilten ud.”

”Wauw, hvor smart!”

”Ja foruden ilt dør vi!”

Børnene ånder ud på de nederste blade, suger luft helt ned i maven, sådan som de har lært hjemme i Sneglehuset, man skal gøre for at slappe af, når man bliver vred og hidsig. De spiser deres medbragte mad og hygger sig med at samle forskellige blade sammen.

Åge er i sit allerbedste humør. Han spankulerer stolt rundt mellem træstammerne og klapper sine venner træerne på barken. Samler små grene op og plukker blade. Han glæder sig til at gå forbi hr.Kastanje undervejs hjem. Mon han vil snakke lidt med ham i dag?

Åge føler sig stolt og stor, fordi han sådan får lov til at gå vejen langs kastanjealleen alene. Naturligvis stopper han op ud for sin ven med det sorte ansigt. Tager en gren i hver sin hånd, putter posen med blade i lommen og vinker til kastanjen.

”Hej med dig kastanjemand! Skal vi danse?”

Åge er sikker på de to små grene nederst på stammen bevæger sig og han danser en lille dans foran træet. En dame med rollator går forbi og kikker undrende på den lille dreng, der med grene i hænderne tripper frem og tilbage i en trefjerdelstakt til en lydløs musik.

Hver uge går Åge forbi sin nye ven kastanjetræmanden. Det sorte hul kikker på ham og taler med ham. De to er fortrolige. En dejlig dag i oktober er næsten alle blade på nabotræerne blevet gule og røde. Åges træ har mistet sine allerede i foråret lige efter, at bladene var født. Lynet havde sendt sine elektriske impulser gennem stammen og gjort det umuligt for træet at sende vand og næring op til bladene.

Men Åge elsker sit nøgne skaldede træ og er helt fortrolig med hullet, der ligner et sort dødningehoved. I børnehaven har de lavet græskarmænd og koner. De er blevet sat ud på legepladsen med stearinlys i. Om aftenen den dag, det er alle helgeners aften, er forældrene inviteret på besøg. Legepladsen er kun belyst af de blafrende levende lys fra de mange udhulede uhyggelige græskarhoveder.

Der er en summen på legepladsen, det knitrer fra de mange små gnister, der danser i mørket som små lysende insekter. Ilse fortæller børn og voksne om, hvorfor vi fejrer Alle helgeners dag.

”I gammel overtro troede folk, at den 1. november var den dag, hvor de overnaturlige og døde kunne komme på besøg hos de levende. Det tror vi ikke på mere, men synes det er sjovt at klæde os ud som uhyggelige væsener!”

Åge tænker på sit kastanjetræ og hvordan det døde træ måske kan blive levende for en enkelt aften. Far og mor er optaget af at snakke med de andre forældre om, hvordan børnehaven har alt for få pædagoger og hvordan deres børn har det. Åge leger med Iben og sammen går de ud af lågen ud i mørket. De tager hinanden i hånden og finder vej til kastanjealleen.

Alle træerne står næsten nøgne og tegner skygger på fortovet. Åge ved præcist hvor i alleen hans eget træ står. Der foran træet standser de op og tager hinanden i begge hænder, mens de lydløst danser en lille dans. Træet genkender Åge og sender tanker gennem mørket, der når ind til Åge.

Åge fører an i dansen og de to børn nærmer sig med andagt det døde træ. Træet står ganske stille og mærker livskraften fra menneskebørnene komme nærmere. Den livgivende kraft, som mangler i den døde stamme er uimodståelig for træet.

I ”Sneglehuset” er aftenen ved at være slut og de mange tændte græskarlygter slukkes. Lyset inde i huset tændes. Forældre og børn finder sammen, takker for samværet og går hver til sit. Franz og Grete kan ikke finde Åge. Ilse kan heller ikke finde Iben, men hun er optaget af at snakke med de forældre, der har brug for det. Til sidst er kun Franz og Grete tilbage sammen med Ilse. De kalder og leder på legepladsen. Men finder ikke hverken Åge eller Iben.

 

 

Reklamer

Det er ikke alt guld, der glimter

skildpaddecykel med indhold

 

 

Midt i Kongensgade lørdag formiddag stiller jeg mig op på en mælkekasse og vifter med et ef-flag

Jeg har øvet mig i at råbe højt og har også en megafon med i en skulderrem.

Blikket lader jeg vandre hen over de mange mennesker, der passerer forbi. De fleste er højere end mine 150 cm men den grønne mejerikasse giver mig ekstra 30 cm.

I en stor sæk har jeg nogen eksempler på hjemmelavet genbrug.

Så går jeg i gang:

Der er penge i affald

De gratis plastposer er sjove at sy og strikke af klip dem i stykker og lav hæklede net – eller byg drager af dem – brug dem flere gang og lim dem sammen til sjove duge – mens jeg taler viser jeg eksempler på hjemmelavede net og duge

Genbrug dit affald, der er penge i det

De kartoner du køber din mælk og juice i har en belægning, der gør dem vandfaste udnyt det og lave hængende haver i dine vinduer

Rundt om kassen har jeg stillet nogen tilplantede kartoner og et par er lavet til fuglefoder automater

Affald er guld værd

Saml skodder og lav smykker og forhæng af dem – det er bare at trække dem på snor ligesom perler

 

”Kan jeg købe den appelsinjuicekarton med morgenfrue i?” en gammel dame er stoppet op

”Så gerne” bare put et par mønter i min lomme og tag den med

Flere af de forbipasserende stopper op og i løbet af tyve minutter har jeg ikke flere eksempler på affaldsgenbrug.

Jeg tager mælkekassen under armen, stikker ef-flaget i baglommen og ser efter, at jeg ikke har glemt noget.

”Det er forbudt at lave gadehandel!”

To gadebetjente beder mig venligt men bestemt om at følge med. Bøden er på 500 kr for overtrædelse af en eller anden lov om gadehandel. I min lomme har jeg kun 90 kr i guld for salget af mine hæklede plastnet og planterne i juicekartonerne har kostet 50 kr. Dertil kommer udgifter til cigaretter, fordi jeg ikke kunne finde ”skod” nok på fortovet til at lave mig en flot lang ”perlekæde”

 

Historien stopper ikke her, men jeg skal lige ud og samle lidt hård plastic, så jeg kan få lavet et fuglebad, til det solsortepar, der bor i min ligusterhæk.

 

– mange tak til Jesper for endnu en god opgave her i maj, jeg ved ikke om jeg er vred eller begejstret – men i hvert fald handler alt omkring mig i øjeblikket om affald. Fysisk affald som jeg ikke kan komme af med f.eks. ti meter bobleplastic, fordi jeg har købt glasrammer på postordre. Cigaretskod som jeg er monsterirriteret over ligger overalt  i mellemrum på brosten og fortovsfliser. Emballage fra kød og frugt, som ikke bliver sorteret ordentligt i de dertil indrettede spande osv. osv. historien jeg satte ind om “Pensionisme”  i sidste uge er påbegyndt for ti år siden, men siden er mangelen på respekt for affald accelereret – skrækscenariet er at vi bliver kvalt i vores eget lort. Så her er mit “oprob” på denne dejlige 4.maj hvor planterne heldigvis får lidt regn fra oven. bil som urtepotte

Pensionisme

20190430_103837

Pensionisme

 

Jeg elsker min hule, som egentlig er en aflang grå vogn, med åbning i den ene ende. Her er ikke særlig højt til loftet, men det er mit domæne og ganske hyggeligt. Hver dag starter med at jeg sorterer og organiserer. På de ganske få kvadratmeter kan der være rigtig meget, hvis det bliver pænt ordnet.

Når jeg vågner er det altid spændende at se, hvad der er dumpet ned gennem hullet i loftet i nattens løb. I går fik jeg sådan en rigtig gammeldags dyne med fjer i. Sikke et snevejr. Den roder og sviner ikke så meget, når jeg samler fjerene sammen og putter dem tilbage i dynevåret, stopper hullerne og lægger den op langs den ene side af min metalvæg. Så er den en perfekt gave fra oven, som skabt til at isolere min lille bolig. Udenfor er det ved at blive rigtig koldt, det mærkes særligt om natten, når kulden kommer listende ind gennem de tynde metalvægge.

Forhåbentlig bliver det ikke frostvejr inden jeg har spist mig gennem al den nedfaldsfrugt, der kom ned til mig for en uge siden. Sådan en spand overmoden frugt tåler ikke så meget. Jeg sorterer lidt i æbler og pærer og spiser det, der næsten ikke kan holde sig først. Det bedste gemmer jeg til sidst og kommer der frost kan jeg lave frugtis. Især blommerne vil smage godt, hvis de får lidt frost.

Vinteren kan godt være streng herude i vores alternative ældreboliger. Det er lidt ligesom at bo i campingvogn hele året. Vi har ikke gas, det er for brandfarligt. Åben ild er for risikabelt. Vand og elektricitet har vi heller ikke. Det er som et kolonihavehus uden moderne bekvemmeligheder. En lommelygte med batterier er også god nok og nu, hvor jeg har en fjerdyne at rulle mig ind i kan Kong Vinter bare komme an.

På min ”vogn” står et tydeligt skilt: ”Kun til pap”, men det er der ingen, der rigtigt tager notits af. Jeg er glad for variation og hygger mig gevaldigt med at snuse rundt og sortere i samfundets overflod af affald. Ovre i vognen til blød plastic bor en pensioneret håndarbejdslærer. Hun har smuglet en saks og en hæklenål med, da hun stak af fra plejehjemmet. De bløde farvestrålende plasticposer bliver omhyggeligt klippet i strimler og hæklet til runde og aflange måtter. De går som ”varmt brød” her på genbrugspladsen, hvor de pynter og isolerer i mange af containerne.

Alle har noget at bytte med. De fleste vogne er beboet. Vi savner heller ikk underholdning. Når der er fred og ingen fare på pladsen signalerer vi til hinanden med morsealfabetet. F for frikadeller: prik, prik streg prik! Jo-jo vi kan godt huske vores spejderlærdom. Vi var børn inden trådløse telefoner og onkel google eksisterede.

I spanden til hård plast bor en musikalsk tømrer. Han er rigtig god til at spille rytmer på alle plastikbakkerne. Fyren i flaskecontainere akkompagnerer med at puste i flaskehalse – når han ellers er ædru. Det er ikke tilfældigt, at han med en fortid som alkoholiker valgte flaskecontaineren. Det kunne være, at der var slatter tilbage i de flasker, der blev smidt i. Valgte er måske så meget sagt, han dumpede i en formiddag, hvor han havde tømt sit rum på herberget for flasker og var for bedøvet til at kunne komme op igen. Siden har han boet der og har ligesom os andre indrettet sig efter forholdene.

Et par gange om ugen har vi en lille stump koncert. Vi slår rytmen med det vi lige har for hånden. Musik hjælper til med at holde humøret højt. Der kommer alt muligt ned til os i store usorterede affaldssække. Somme tider kommer indholdet af en spand eller en kurv bare ned til os. Alt er med til at sætte kolorit på hverdagen.  Vi har talt om at oprette en slags vagtværn, men det er lidt for risikabelt. Hvis det bliver opdaget, at vi er her, bliver vi bare indfanget og sendt tilbage på plejehjemmene.

– tak for læsning

Den lille historie her har jeg lavet for mere end ti år siden. Dengang jeg lige via saxo var begyndt at skrive. Min datter havde givet mig Julia Camerons bog om Kreativitet. Den forslår at man skriver tyve minutter hver morgen. Det havde jeg gjort og fyldt en hel kuffert med håndskrevne tekster og enkelte udprintede. Dengang kunne jeg ikke bruge en computer og slet ikke hente billeder fra nettet, men da historien havde levet et par år og jeg stadigvæk var glad for den, så stod den fint malede container her på Frederiksberg og pyntede op i den grå triste gade.

I sidste uge var der meget panik omkring affaldssortering i huset, hvor jeg bor og i en oprydning fandt jeg den gamle historie, der dengang hed “Containerkøping” et navn Livsglæde havde foreslået, men som jeg aldrig rigtig blev glad for.

I dag blev den skrevet om og fik et nyt navn. Jeg har skrottet en masse fra den oprindelige historie og er spændt på, hvad nye skrivevenner siger til den gamle historie. Den blev til på et tidspunkt, hvor jeg var meget ked af at mine børn hældte verbalt “skrald” ud over mig og pludselig befandt jeg mig i en container sammen med andre ældre, der må høre på de voksne børns brok. Ideen er jeg glad for og der hører meget mere til historien, men lige nu er det kun dette her, der kommer ind hos millemoses.

Dansetrin

forårsskov

i en online skriveskole forsøger jeg nu på 7. år at skrive om mor Agnes, som jeg kalder Anna fordi det eneste jeg ved om hendes liv, inden jeg selv kom til i 1944, er, at hun mistede sin egen mor i 1909 og fik et barn den 6.april 1920, som hun måtte efterlade hos en plejefamilie – det hele er altså opdigtet og er skrevet som en øvelse i at skrive om kærlighed – så her er, hvad jeg kunne forestille mig er foregået sådan en smuk midsommeraften i 1919:

 

Annas rytme og røde hår betager Jens. Hormonerne koger og smigeren flyder. Annas glæde over musik og bevægelse er grænseløs og sanselig. Anna nyder at svinge sig til spillemændenes muntre toner. Jens er skøn at danse med. De to forener sig i toner og rytmer.

Sammen går de hjem gennem Rold skov på selveste midsommeraften 1919. Anna mærker nærheden. Savnet af en menneskekrop. Det savn som lever dybt nede gemt siden fødslen. Signe på Hedegården gav nærhed og tryghed. Nærhed og tryghed er hvad Jens byder Anna på lige der i skoven, hvor mosset er blødt og indbydende.

Skovbunden hilser menneskene velkomne og lader dem opfylde deres behov for ro og blidhed. Stille og lykkelig lister Anna hjem og ind i alkoven, hvor hun begiver sig ind i en dyb, lykkelig drømmeløs søvn. Forude venter lykken, samværet trygheden, fællesskabet, sammensmeltningen med et andet menneske.

Anna arbejder i køkkenet, synger sine glade viser – går til bal i forsamlingshusene på egnen. Kjolelivet bliver strammere og strammere. De ældre piger på gården kikket skævt på forklædet, der strammer godt til over maven. Anna er svimmel og har kvalme om morgenen.

Det rygtes blandt folkene på gården og Anna sendes intetanende ind til godsforvalteren.

”Du venter barn?”

Anna nikker

”Hvem er faderen?”

”Jens fra nabogården!”

”Hedegården har ingen ansatte af det navn!”

Anna er stum for en stund.

”Hvis du ikke har en fader til dit barn, må du rejse uden at få din løn udbetalt!”

Annas hvide ansigt under det røde hår blive askegråt. Chokket lammer hende og i et glimt husker hun barnet på Hedegården der døde for ti år siden. Husker hvordan hun uden videre blev sendt hjem til far og Margrethe.

”Jamen så må du pakke dine ting og tage hjem til din far. Du har været vellidt i folkestuen, du er god til at lave mad”

Anna forstår ingenting, hvordan kan det hun har gjort være forkert? Hvordan kan varme, nærhed og tryghed forsvinde som dug for solen, som et fuglefløjt i asketræet?

Fra bande til band

efterskoleband

Fra bande til band

Den store lyse spisesal på Mellerup Efterskole summer som en bikube på en solskinsdag. Det nye elevhold flyver lystigt rundt mellem hinanden. Skaber nye kontakter på splitsekunder, flyver videre og bumper ind i hinanden.

Ditte er med sin hårløse isse let at spotte i mylderet. Hendes påklædning afviger også fra de andres. De hullede cowboybukser er flere numre for store, sweatrene er lag på lag for at dække over hinandens huller. Hun flakser rundt som en mariehøne i forkert flok.

De tre piger hun skal dele værelse med de næste mange måneder, har taget afstand fra hende. Ditte sætter sig i et hjørne alene med en portion gulerodssalat. Det eneste hun med sin indstilling til tilværelsen vil tillade sig selv at spise. Ditte er blevet vegetar.

Samtidig med den følelsesmæssige nedtur over veninden i kærestens seng har Ditte lovet sig selv, at hun aldrig mere vil tillade sig selv at blive forelsket. Fra nu af er alle andre potentielle fjender. Dyrene er de eneste rigtige venner er hendes konklusion. Kærligheden er flygtig og bedragerisk. Det samme er alt det junkfood og alle de tøjreklamer, der lokker.

Efterskolen er et fængsel, hvor forældre bestemmer børn skal være. Hun hader alle voksne og de skal ikke få lov til at påvirke hendes indstilling til tilværelsen. Ingen skal få hende til at bruge andet end genbrugstøj, at spise det, der kommer direkte fra naturen, at slå dyr ihjel er lige så forkert som at slå mennesker ihjel, ja det er værre for dyrene kan ikke forsvare sig.

Mens Ditte sådan sidder og opbygger sin egen verden af modvilje til alt omkring sig sætter en langhåret dreng sig ved samme bord. Ditte ignorerer ham bevidst og rykker så langt væk som muligt. Dennis spiser ærter og salatblade og det får Ditte til at skæve til hans tallerken. Mon han også er vegetar?

Skolens forstander holder tale, men Ditte hører ikke, hvad han siger. Han er fangevogteren, lejrkommandanten i camp Mellerup. Koncentrationslejr anno 1989, 50 år efter dem hun har læst om i Tyskland 1939. Hendes tanker går til værelset, hvor de tre piger hun skal dele ”celle” med sidder sammen lige i nærheden. I smug kikker Ditte dem ud og vurderer deres potentiale som ofre. Anne med den lange lyse hestehale er en ligegyldig lille barbiedukke, hun har sikkert en iq under 100. Bettina med tætklippet mørkt hår, lange øreringe og designerbukser er en udstillingsmannequin. Cecilie er den eneste, Ditte måske kan få et samarbejde i gang med.

Ditte vil væk og det kan ikke ske hurtigt nok, så hun har brug for at alliere sig med sine værelseskammerater, så de kan dække hende ind, så hun er hun nødt til at gøre sig fortrolig med dem alle tre.

Skolens musiklinje er et hit. Eleverne opfordres til at danne grupper og spille sammen. Den musik de skal øve bestemmer læreren, men der er mange muligheder i lokalområdet for at optræde med forskellige musiknumre.

En plan spirer frem i Dittes hjerne.

– i skriverejsen følger jeg nogen månedlige øvelser og denne her er en øvelse i at skrive “flow” – den går ud på at skrive løs uden at være kritisk over for det der skrives – bare lade det komme – noget jeg virkelig har brugt mange gange i DnS og tilbage i saxo-tiden – selvfølgelig er det rettet til, men ikke gennemgribende og ikke tilfredsstillende i sin nuværende form, hvis det skal trykkes. 

  • Punkertøsen Ditte som jeg har skrevet om adskillige gange danner baggrund for en længere historie om at være ung, som jeg prøver at stykke sammen. Denne her er helt ny, hvor jeg har haft som opgave at skabe en “skurk”

Hjemløs

pariserroser

 

Det er maj. Bøgetræerne danner lysegrønne kroner omkring den gulkalkede bygning, hvor ungdomshuset har lokaler. Ditte har frostknuder på sit kærlighedsliv. Den første spæde unge forelskelse er ødelagt. Det unge åbne sind kan ikke rumme jalousiens skarpe smerte. På ”Huset” har hun sammen med Roar pillet installationen med den parterede sorte mannequin ned. Pakket den ind i fiskenet og ruser og lagt den tilbage i den kasse, den blev transporteret i.

Efterskolen holder introduktionsdag for nye elever. Samme dag har Dittes far fødselsdag. Han bor i Århus og Ditte skal mødes med ham på stationen. Dagen tegner til at blive brændende hed. Den kølige forårsluft brændes væk i løbet af et par timer. Ditte køber lyserøde pariserroser hos 7/11 i den gamle smukke banegårdshal på Esbjerg station. Timerne og toget snegler sig afsted i den pludseligt opståede sommervarme.

I Århus står Aksel parat ved perronen. Hans glade smil fryser ved synet af datterens påklædning. Det glatbarberede hoved, den lurvede jakke og de hullede bukser afviger totalt fra de mennesker, der fylder perronen med sommerkjoler og shorts. Det er flere måneder siden, han sidst har set Ditte. Aksel fatter sig hurtigt, tager Ditte om skulderen og fører hende ud til bilen.

Hvis Ditte med sin lille lyserøde buket pariserroser, havde været iført en let hvid sommerkjole og måske en lille hat med slør på sin skaldede isse, ville far og datter for udenforstående have mindet om et brudepar. Men  nu er billedet af far og datter en pædagog med en misbruger.

På en lille kro mellem Århus og Randers stopper de op og bestiller dagens ret: Wienerscnitzel og varm kartoffelsalat. Roserne efterlades i bilens bagrude totalt drænet for saftspænding. En radio i baggrunden spiller dansemusik og Birthe Kjærs stemme fylder rummet med ”Pas på den knaldrøde gummibåd…” Ditte sidder på en stol midt i lokalet og ser ud som en fange, der lige har forladt en koncentrationslejr.

På Mellerup efterskole installeres Ditte på en firesengs stue. Aksel lover at besøge hende en gang om ugen. Alene mellem fremmede må Ditte starte forfra. Døgnets rytme sørger skolen for. Der er faste tider for alt. Morgenmad, undervisning, frokost, undervisning, fritid til lektielæsning, aftensmåltid, fritid til samvær og lektielæsning. Lyset slukkes klokken elleve, herefter må elever ikke forlade deres værelser.

Ditte tænker vemodigt tilbage på den enorme frihed hun havde i moderens lejlighed. Ditte hader sin mor, fordi hun stædigt holdt fast i at det planlagte år på efterskole skulle gennemføres.

”Det vil gøre dig mere moden og ansvarlig!”

Vorherre bevares, tænker Ditte. Hvis de voksne hun kender er modne og ansvarlige, så kan det være det samme. Sådan vil hun i hvert fald ikke håbe hun nogensinde bliver.

croquis

https://millemosesblog.wordpress.com/2019/02/25/1120/

 

Roar vågner blidt og ser forelsket på Ditte. Kasketten glider af Dittes skaldede hoved, Roar smiler

”Hvor er du smuk!”

De har ingenting at spise, men ænser det ikke. Roar finder sin barbermaskine og snart er hans hoved ligeså frigjort som Dittes.

Hånd i hånd går de ud på gaden og sætter kursen mod ungdomshuset. Der er ikke så mange derovre om formiddagen. Damen, der gør rent, kender dem.

”Hvorfor er du ikke i skole Ditte?”

”Vi er lige flyttet og min mor og jeg har ikke fundet ud af, hvilken skole jeg skal gå på.”

”Min søn har gået på ungdomsskolen i Østergade, den er rigtig god.”

Ditte svarer ikke. De to unge laver sig en kop te. Den korte samtale har mindet Ditte om virkelighedens verden. I næste uge skal klassen, som hun officielt går i endnu, på lejrskole. Hvordan skal hun kunne undvære Roar i en hel uge?

Roar er ved at lave en udstilling på ”Huset”. Sammen henter de en stige og åbner en stor papkasse, der står midt på gulvet i havestuen. Ditte hjælper Roar med at placere kunstværket. De henter ben, arme, torso og hoved op af kassen. Voksdukken er blevet skilt ad og malet sort. Nu hænges den op i sin parterede tilstand smukt garneret med fiskenet.

De næste dage dukker tanken om lejrskolen op med jævne mellemrum i Dittes forelskede hjerne. Hun må finde på noget helt specielt, for at undgå at tage af sted.

Dagene flyver af sted for de to unge elskende. Det er blevet maj og i næste uge skal lejrskolen forberedes. Ditte er nødt til at tage i skole. Den første forhindring er den antikverede kontaktbog, som nødvendigvis må forsynes med en forklaring på Dittes lange fravær.

Ditte finder skoletasken frem under køjesengen og heldigvis er kontaktbogen der. Mors underskrift er nem at kopiere. Ditte har flair for tegning og øver sig længe på at få det rigtige sving på underskriftens store bogstaver med skråskrift.

Ditte har haft influenza og høj feber. Venlig hilsen Mille Severinsen

Ditte inspicerer sit værk med detektivblik, i morgen vil hun tage i skole og indser modvilligt, at hun måske er hun nødt til at deltage i den irriterende lejrskole på Samsø i næste uge.

Der er dårlig telefonisk dækning på Samsø, så ugen med klassekammeraterne bliver lang og Ditte lider alverdens kvaler. Ganske vist betyder det en udskydelse af konfrontationen mellem mor og skolen. Men Ditte lider, fordi hun må undvære kontakt med Roar. De syv ugedage virker som syv år.

Endelig er Ditte i fuldt firspring på vej op ad de stejle trapper til Roars lille kvistkammer.

”Så er jeg her igen!” nærmest synger hun, idet hun uden at banke på, smækker døren op.

”neej… hvor har jeg…!” ordene bliver siddende i struben, for oppe i overkøjen på Roars seng sidder Susan fra parallelklassen. Roar står ved sit staffeli og tegner.

”Hej med dig!”

Ditte står ubevægelig

”Var det en god tur?”

Ditte synker sammen på sækkestolen

”Vil du ha`en joint eller en bajer?”

”Hva`fanden har du gang i?” hvæser Ditte

”Hvad mener du?”

Ditte rejser sig og går tungt og modløst hen mod døren.

”Hvornår kommer du igen?” hører hun Roar sige, inden hun smækker døren hårdt i bag sig.

Roar står i sit lille højloftede kvistværelse og kikker på sin kultegning. I overkøjen sidder en nøgen svulmende teenager. Susan ryster svagt, der et iskoldt i rummet. Hun tager langsom og alvorligt sit tøj på. Ditte har været hendes bedste veninde siden børnehaven.

”Nå, jeg må vist hellere gå!”

Roar svarer ikke, han er dybt koncentreret om sin croquistegning af kvindekroppen.

 

croquis model