Læreplads

Kontorliv

Det var med stor vrede jeg som 15-årig måtte rette mig efter familiens beslutning om, at den der luksus med at gå så mange år i skole altså snart måtte slutte. Familierådet havde holdt møde, mine søskende havde sammen med min mor og vist nok også en farbror, som vi havde meget kontakt med, besluttet at jeg skulle i lære på kontor eller i en bank, for der fik jeg løn mens jeg var elev. Selv fik jeg forelagt beslutningen som absolut ikke var til debat.

Slut med det glade liv med læring til rådighed hver eneste dag. Slut med jævnaldrende kammerater og gratis kost og logi hos min mor. Begge skolekærester, som jeg havde overhalet med højere karaktere i både dansk og regning, kom på gymnasiet og tog den lille latinprøve mens vi gik i 4.mellem. Jeg var sur, bitter og blev temmelig vild og ligeglad med den skide skole. Den følelse tog det mig mange år at skubbe væk. Men efterhånden som jeg er blevet ældre har jeg godt kunnet se, hvor svær min mors situation må have været.

Resultatet blev så, at jeg i sommeren 1960 blev kontorelev ved Roskilde Kommune med tjeneste på biblioteket.  Nu var det selvfølgelig ikke det værste sted at havne, for en læseglad videbegærlig tøs på l6 år. Roskilde Bibliotek var nyt og moderne. Det var det første sted i landet, hvor et musikbibliotek med udlån af plader var etableret.

Dagene var ikke kedelige, jeg lærte hurtigt at få det bedste ud af situationen. Bedst af alt var, at jeg allerede efter en måned fik hele 300 kr udbetalt. Jeg kunne købe et par smarte spidse sko med pompadourhæl og sy en stram nederdel. Nu var jeg parat til at gå på arbejde med de flotte unge mandlige bibliotekarelever. Hver morgen inden dørene blev åbnet for publikum gik jeg en runde med vandkanden og lærte hvordan jeg skulle banke på potten for at høre om planten trængte til vand. Det var vigtigt ikke at overvande de mange store planteopsatser. Derefter var der som regel en vogn eller to med afleverede bøger, der skulle sættes på plads.

En dag om ugen skulle jeg afløse den sekretær, der sad udenfor overbibliotekar Oluf Abitz`s kontor. Der var et omstillingsbord, hvor der var hele tre linjer at holde styr på. En til udlån, en til læsesal og en direkte til overbibliotekarens kontor

 Vagten var en aftenvagt og der kom måske en enkelt eller to opringninger på sådan en vagt. Mens jeg så sad der uden andre pligter end at være indenfor hørevidde af telefonen kunne jeg læse hvad jeg ville. Bøger var let tilgængelige.

To andre aftener om ugen var jeg på Roskilde Handelsskole. Her skulle vi lære maskinskrivning, bogholderi og vigtigst af alt handelskorrespondance på engelsk og tysk. Brevene vi skulle oversætte skrev vi fra gang til gang derhjemme, så der var ikke megen fritid hjemme hos mor. Men det gjorde ikke så meget, jeg kunne bidrage til husholdningen og købe bøger og tøj til mig selv.

Harmen over, at jeg sådan skulle drive den af på et kedeligt kontor, lagde sig og det var let at få kærester, når man kunne valse rundt i stramme nederdele og små stiletter. Maskinskrivningen var lidt streng for mig at få lært. Biblioteket hyrede derfor en privatlærer, hvor jeg fik eneundervisning. Det var vigtigt at jeg kunne skrive bogkort og lommer til de nyindkøbte bøger. Hun satte en skærm over tastaturet og så skulle fingrene ellers bare lære, hvor tasterne var, uden at jeg kunne bruge øjnene til hjælp. En fantastisk ting som jeg den dag i dag nyder godt af, hvis bare tastaturet på computeren passer til min håndstilling. Dengang var tasterne meget hårde at slå op så de ramte papiret, jeg har stadigvæk en seneknude på den venstre lillefinger, fordi den ikke rigtigt kunne klare jobbet med at slå a z og q op med tilstrækkelig styrke.

Med tiden er min elevtid på Roskilde Bibliotek også et skønt minde. I dag 60 år efter bor jeg, så jeg kan kikke over på Esbjerg Bibliotek og gå derop, når jeg har behov for det. Så mindes jeg mine første år på arbejdsmarkedet og leger, at jeg er på højskole året rundt. Der er højskolesang omkring det store klaver , foredrag, forfatterbesøg, samtalesaloner , avislæsesal, hvor jeg kan mødes med andre læseglade. Få en sludder med den vagthavende bibliotekar om dit og dat – gå på kursus osv. Det er som om livet er gået i ring og jeg er havnet det bedste sted i verden. Nu kan jeg læse alt det jeg vil, så skidt pyt med at jeg ikke kom på gymnasiet og lærte latin og græsk.

Gulspurven

Guldspurven med et d – fordi min spurv bestemt havde guldstøv på sig.

Mit første hjem var et gammelt stråtækt hus, med det stolte navn ”Fanehuset”. Navnet havde huset fået, fordi det lå lige der, hvor rejsende på grusvejen kørte ind på de jorder, der tilhørte godset Basnæs. Når fornemme gæster skulle modtages på godset kom flaget frem i huset, som næsten var en slags portnerhus.

Køkkenet havde et komfur, der blev varmet op med brænde. Ringene afgrænsede de huller, der var ned til ilden.  Ringene bestemte størrelsen af hullet til ilden og gryden skulle naturligvis passe til åbningen.  Der var altid varmt i køkkenet og det var også stedet, hvor jeg blev vasket både foroven og forneden. Ilden knitrede lystigt i komfuret og der var altid gang i madlavningen. Duftene blandede sig i rummet til en intens atmosfære. Mad og varme.

Det meste af året løb jeg rundt udenfor og legede med katte, høns og min storebrors hund der hed ”Smut”. Men når efterår med blæst og kulde meldte sig, ja så havde jeg et hjørne af køkkenet med en bred vindueskarm som legehjørne. Herfra kunne jeg kikke ud på det store kastanjetræ, der stod tæt på huset.

En sensommerdag fandt jeg en fugleunge under træet, som levede, men havde skadet en vinge, så den ikke kunne flyve væk med sine forældre. Den lille fugl havde gule fjer på brystet og lå helt trygt og roligt i min barnehånd. Den lugtede ikke som høns og kyllinger, men var lige så fin og sart i sin duft som den var i sin fine bløde fjerdragt.

Min mor regerede i køkkenet og hun kunne bestemt ikke lide Pussi hunkat. Så den var hårdt opdraget til at blive pænt siddende udenfor vinduerne eller slange sig i en stol inde i den fine stue, når den kunne se sit snit til at komme derind. Min mor levede det meste af sit liv i køkkenet, så derinde kunne Pussi være i fred. Det var et held for den lille vingeskadede fugleunge, at min mor havde så bestemte meninger om dyr, en kat skulle fange mus ikke tigge i køkkenet. Jeg husker ikke hvor længe jeg havde den lille gule skønhed, kun at den efterlod et uudsletteligt minde om hygge og samhørighed med naturen udenfor.

Vindueskarmen, hvor Gulspurven boede, havde jeg dekoreret med grene og kastanjer fra træet udenfor. Mange timer blev tilbragt med at ordne det lille hjørne af huset, hvor jeg fik lov til at bestemme. Jeg hentede frø og forskellige plantedele fra haven og det lille kræ må have spist og drukket, for jeg havde den i noget, der for et barn føltes som hele vinteren.

Nu mere end halvfjers år senere husker jeg stadigvæk den lille fugl. Mine vinduer ud til kastanjealleen bliver jævnligt pyntet op med aktuelle ting fra naturen. Her i oktober er det blevet til græskarudstilling, for i de 22 år, hvor jeg har haft børnebørn er oktober blevet måneden, hvor Halloween og alle de skønne udsmykninger med farverige græskar og sorte edderkopper hersker i vinduet.

Marie

Min søster – det er Rie i den ternede kjole som 13 årig – vores mor og ældste søster ved siden af. Portræt ved jeg ikke rigtigt om det er, men den sidste halvdel er min erindring om min smukke søster og hvad jeg har fået fortalt om hende.

Det er julaften i det herrens år 1931. Smedens familie har gang i komfuret. Anden steger lystigt. Der er godt styr op ilden, smeden er vant til at holde essen i gang. Kartoflerne er kogt. Rødkålen klar. Oppe i sovekammeret ligger husets frue med veer. Smeden råber fra køkkenregionerne:

”jeg har hældt fedtet op i en gryde, hvad skal jeg så?”

”du skal komme mel i fedtet og hælde vand på!”

Smeden tager en skrå og forsøger at gøre som husmoderen siger. Det er håbløst for hans garvede fingre og håndværkerhjernen at forstå, hvad fruentimmeret mener.

Inger, Ida, Rita og lille Otto sidder betuttede rundt om det store egetræsbord. Otto har snittet et mærke, der hvor hans plads er. De store tøser har det med at skubbe ham væk. De kikker på hinanden og tænker hver for sig: ”Gad vide om vi får noget at spise?”

Gaver tænker de slet ikke på. Når mor råber og skriger og ligger deroppe og er ved at føde endnu en unge, er det bedst at forholde sig helt stille og afventende.

Nu lyder barneskrig fra fødesengen. Smeden lader sovs være sovs og skynder sig op ad trapperne. Han har prøvet situationen før og tager den som en mand. Agnes har født før og det er hver gang gået helt naturligt.

”Kom her op unger og sig goddag og glædelig jul til jeres nye lillesøster!”

”Hvor er hun sød!” siger den stille indadvendte Inger

Ida bider tænderne sammen og strammer forklædet om sin lille buttede mave.

Otto og Rita putter sig i benenden af sengen. Smeden skifter sengeklæderne og de snakker lidt om, hvad den lille nye skal hedde.

Navnet bliver Marie Sofie efterfulgt af slægtsnavnet. Barnemoderen slumrer lidt med sit nye barn ved sin side. Familien går ned til den lunkne and og de kolde kartofler med rødkål. Smeden har haft gang i essen og lavet legetøjsdyr af jern til de to ældste og ude i den store blodbøg hænger en splinterny gynge.

Marie bliver hurtigt alles yndling. Ikke nok med at hun er født samme dag som Jesus men hun er nem og smilende. Den lille pige er kommet ind i en kærlig familie. To år efter får hun en lillebror og 13 år efter får hun en lillesøster.

Det er hvad jeg, som er lillesøsteren har fået fortalt om min smukke smilende storesøster. Hun forsøgte aldrig at irettesætte mig sådan som de to ældste søstre. Hun boede sammen med mig og mor, da vi efter vores fars død flyttede fra det lille lerklinede ”Fanehus” på Sydsjælland til kongebyen Roskilde. Marie kunne bestemt ikke lide at hedde Marie Sofie, så hun slettede Ma og Sofie og kalde sig Rie. Hun var så ked af sit navn, at hun da jeg skulle kaldes Mariane efter vores mormor gjorde vrøvl og fandt et moderne navn til mig. Den lille prinsesse Margrethe var meget populær og jeg fik en omskrivning af dronningenavnet og kom til at hedde Merete.

I Roskilde kom jeg meget tæt på min søster Rie. Hun var smuk, solbrun og sportstrænet. Dengang var Miss Danmark et stort idol for mig. Jeg var hverken sportslig eller solbrun. Mit lange lyse hår var min eneste skønhed. Men Rie var gudesmuk i mine øjne, så jeg spurgte hende hvorfor hun ikke meldte sig til konkurrencen.

”Nej!” sagde hun med et smil ” – for så taber alle de andre!”

Sådan var min smukke søster. Altid med et glimt i øjet. Da hun havde fuldendt sin uddannelse til sygeplejerske på Roskilde Amtssygehus og Sct.Hans, som var et stort hospital for psykisk syge, der lå lidt udenfor selve Roskilde by, ville hun ud i verden.

Rie rejste til Grønland og jeg blev alene med vores mor. Men heldigvis havde jeg min bror, der var math-elev i marinen og så elskede jeg min skole. Når Christian ikke var på langtur med flådens krigsskibe boede han hos os. Det var en meget ulykkelig lillesøster, der sendte julehilsen til Grønland i Danmarks radio den første jul, hvor Rie var deroppe i det kolde nordlige del af Danmark.

Da Rie fem år efter kom tilbage havde hun mand og søn og en stor gravid mave, men det er en helt anden historie.

Den hemmelige dal

Skyen

Liv vågnede fortumlet, gned sig i øjnene og prøvede at lokalisere, hvor i verden hun befandt sig. Det sidste hun huskede var en stor sky, der havde skjult solens lys. Himlen forsvandt, alt blev sort.

Ved siden af hende lå en sammenkrummet skikkelse iført noget, der mindede om et gult fåreskind. Fastelavn er ikke lige nu, tænkte Liv. Hvem er ”det”, hvor er jeg?

Hun så sig omkring og kunne skimte noget, der var tegnet på de mørke klippevægge. Det var vist en hule hun var i. Sådan en som hun havde set i Frankrig på ferien med onkel Georg sidste sommer. Da hendes øjne vænnede sig til det sparsomme lys i hulen kunne hun skimte, at det var billeder af dyr. Måske var hun virkelig i den hule i Frankrig, den der var en turistattraktion, fordi den var fra dengang menneskene var mere primitive og levede af jagt. Motiverne var helt sikkert dyr med horn og fire ben og stregerne var nok mennesker med spyd. Men hvordan i alverden var hun havnet her?

Liv kneb sig i armen og jo hun var vågen. Hun tænkte på sin gamle kloge bedstemor, der havde fortalt eventyr og historier for hende. Bedstemor, der drak kamillete og ingefærudtræk og fortalte om gamle dage. Tanken om bedstemors te, fik Liv til at blive tør i munden.

Liv prikkede forsigtigt til uldbylten, der lå ved siden af. Ud af pelsen kom et hoved med rødt strittende hår. Ansigtet var brunet i pletter, som en masse store fregner, men næsen og munden var pæne. Øjnene var smukke kunne hun se, da de endelig kom på klem og langsomt åbnede sig.

”Hvem er du?” hviskede Liv

”Ja hvem fanden er du?” gryntede ”uldbylten”

”Jeg hedder Liv og jeg kan mærke, jeg er vågen, for når jeg kniber mig i armen gør det ondt!”

”ok min far har kaldt mig Ulf, fordi han er jæger og syntes jeg skulle have navn som et klogt dyr!”

”Kender du og din far så noget til de billeder, der er tegnet på klippevæggen der?” Liv pegede på de streger, der helt tydeligt var en flok dyr og nogen mennesker med spyd.

”Næhh… dem har jeg aldrig set før, men flot maleri!”

Ulf var efterhånden vågnet helt op og var lige så forvirret som Liv. De kunne begge to huske noget med en stor sky, men så ikke mere. De var sultne og blev enige om, at de måtte finde en vej ud af hulen, for her inde i en gammel grotte i klippen var der vist ikke noget spiseligt.

Udenfor var lyset skarpt, øjnene blev blændet af det. Da deres unge øjne havde indstillet sig, kunne de se, at alt var brunt, brændt og øde. Sand og forkullede planterester var alt, hvad deres øjne kunne opfange. Alligevel begav de sig fortrøstningsfulde på vej. Travede derudaf, gættede på at det nok var en skovbrand, der havde hærget lige her og at der nok skulle dukke noget vegetation op og at de nok skulle finde vand og måske også andre væsener som dem selv.

 Liv og Ulf vandrede i mange timer, så mange at de mistede fornemmelsen for tid. Imens de vandrede på må og få var de alligevel på en kurs, der ledte dem direkte til havet. Herude skete sælsomme ting. Ved havet, hvor nogen af jordens oprindelige væsener havde overlevet ”skyen”. Ingen plantevækst havde overlevet, hvor Liv og Ulf kom frem, ikke engang kaktus som i en ørken. Ingen dyr, end ikke insekter. Endelig kunne de høre en svag lyd og de kikkede optimistisk på hinanden. Havet! Lyden og duften var ikke til at tage fejl af. Der var liv.

En skygge bredte sig over jorden omkring dem. Da de vendte ansigterne opad så de en kæmpeskildpadde. Det var den store krop på det vekselvarme dyr, der skyggede for solen og stod i vejen for synet af vand.  Skygge betød sol og i ørerne hørte de, den stille rullende lyd af bølger, næseborene indsnusede duften af saltvand og tang, noget børnene huskede fra deres ganske få år på den jord, der var engang.

Liv og Ulf tænkte hver for sig på deres liv før skyen. Ubevidst tog de hinandens hænder og så op på det store dyr.

”Hvem er du?” stammede Ulf, for han ville så gerne vise Liv, hvor modig han var.

”Jeg er et af jordens ældste dyr og har levet her så længe jeg kan huske”

”Hvad hedder du?” hviskede Liv usikkert, for når Ulf turde spørge, turde hun også.

”Jeg er en skildpadde og sådan nogen som jer to, kaldes mennesker, jeg plejer at kalde mig Morten!”

”Er du farlig?” Ulf slipper Liv og ser så truende ud, som han kan.

”Ikke hvis du opfører dig fornuftigt!”

”Kan du hjælpe os? Vi er faret vild og kan ikke finde noget at spise!”

”Når du spørger så pænt, så skal jeg gerne stå til tjeneste, men først skal jeg lige se, hvordan mine efterkommere finder vej.”

En skildpadde på størrelse med et hus, som kunne tale. Liv og Ulf var alt for overvældede af situationen til at undre sig. Meget mere skulle ske, det havde Liv på fornemmelsen.

Den tidlige morgens dæmpede lys gled som en fredelig tåge frem over det afsvedne landskab. Nede i sandet var en flok skildpaddeunger på vej ud til havet. Turen var lang, så lang at det var et mirakel, hvis enkelte af dem nogensinde nåede derud. Liv og Ulf kikker på de mange små og tænkte på deres egen lange vandring gennem et øde landskab. Uvilkårligt følte hun en slags samhørighed med de små væsener.

Sammen med Morten betragtede de to overlevere, hvordan de små kravlede målrettet ud mod det sted, hvor lyde og dufte fortalte sanserne om vand. De tre væsener havde det fælles, at deres hud ikke var helt nøgen. Skildpadden havde sit skjold af horn, som den kunne rulle sig ind i. Menneskebørnene havde sparsomme klæder fra fortiden bundet omkring deres sårbare hud. Ulf et fåreskind og Liv en tynd kjole af plantefibre.

Efter en rum tid kikkede Morten Skildpadde på de to, der havde ventet tålmodigt sammen med ham.

”I er sikkert sultne og her er intet for sådan nogen som jer, men hop op på mit skjold, så skal jeg finde et sted, hvor I kan finde føde og måske leve!”

Skildpadden gjorde sig så lav, som den nu kunne og Ulf klatrede op som på en klatrevæg, han havde øvet sig på i sit tidligere liv. Galant rakte han hånden til Liv, der besværligt fulgte efter. Hun fik skrapt sit ene knæ til blods, men sulten og nysgerrigheden overvandt strabadserne.  Snart sad de øverst oppe på det store skjold og kunne se langt ud over det øde landskab, se havets blågrønne overflade til den ene side og en mørkegrøn kant ude i horisonten til den anden.

”Jeg vil anbefale, at vi rejser ind i landet!” sagde den gamle kloge padde.

Som sagt så gjort og så begyndte rejsen. Som en stor ballon svævede den store krop hen over landskaberne. De nåede frem til det grønne og kunne se en skov eller en plantage med snorlige rækker af træer så langt øjnene rakte. Morten fortalte, at her i den gamle plantage med de store nåletræer lå et område, der var frodigt og som kun ganske få kendte til, måske havde netop det sted undgået skyens ødelæggende nedslag.

 Skildpadden Morten var stor som en elefant og kunne mere end mange andre dyr og mennesker. Nu tog han et par ekstra arme frem, som han havde haft inde foran de forreste ben frem og pegede ud over skoven.

”Hvorfor hjalp du os ikke op på dit skjold, når du godt kunne?” Ulf var lidt irriteret

”I er nødt til at lære at klare jer selv! Mine efterkommere har kun deres egne instinkter, deres egen nedarvede kunnen at forholde sig til. Det burde menneskebørn også lære.”

Oppe fra skjoldet havde Liv og Ulf udsigt til landskabet, der bredte sig foran dem. Inde mellem træerne var de i højde med fuglereder og egernhuller. Der var meget stille i skoven, ingen fugle sang, ingen mus eller egern, der puslede  i træernes mørke.

”Hvor er fuglene?” spurgte Liv

”Hvor er musene?” spurgte Ulf

”I denne ende af skoven er der ingen dyr” svarede Morten mut.

De to børn spurgte ikke om mere, men sad tavse og andægtige på det store brede skildpaddeskjold. De red uden sadler eller andre anordninger, så af og til, når Morten skulle over en ujævnhed i jordoverfladen, måtte de holde godt fast i kanterne på de knudrede plader skjoldet havde.

Efter et par timers ridt i total stilhed stoppede Morten Skildpadde op. Foran lå en grøn dal med et smukt snoet blågrønt vandløb lige midt i. Solen blinkede til dem i vandets overflade og det så ud som om noget bevægede sig lige under overfladen. Måske var der fisk? Eller mon dalen også var uden liv? Ulf kikkede på Liv, som så betuttet og ganske nuttet ud.

”Herfra må I klare jer selv! Beboerne her kan ikke lide sådan en stor kolos som mig!” sagde Morten med en røst, der ikke tålte modsigelse.

Ulf gled forsigtigt ned ad skjoldet og landede adræt på jorden. Så rakte han armene op og gav tegn til Liv, at hun også skulle glide ned på græsset. Liv tabte balancen undervejs ned og landede på maven. Græsset var blødt så der skete ikke noget. 

Morten vendte adræt sin kæmpekrop rundt og slog sine store vinger ud. Vippede et par gange med dem og hævede sig op over trætoppene. Da han var kommet op i højde vinkede han til dem med de arme, han ligesom vingerne ved første syn havde skjult for dem.

Liv og Ulf var spændte på, hvad den lysegrønne dal mon var for et underligt land. De var ikke bange, for indtil nu havde deres væren i verden efter skyen ikke indeholdt nogen alvorlige trusler. Bortset fra sult og tørst, som snart ikke var til at udholde længere.  Der var ingen voksne tilbage, alle var de forsvundet i en kæmpestor sky, der havde sendt sine virusbefængte data ned over jorden. Men de to var havnet i en dyb underjordisk hule smukt dekoreret med fabeldyr fra fortiden malet med jordfarver engang da menneskene ikke havde sprog men kommunikerede med tegn og fagter.

Stedet hvor de var sat af lå højt i forhold til vand. De kunne se, hvordan et vandfald sprang frem som en lille lysende kilde fra en stor klippeblok. Derfra løb vandet hastigt ned i bunden af dalen. I den flade dal begyndte det strømmende vand at bugte sig og vandet flød langsommere og mere adstadigt.

En stille susende lyd fik Liv til at kikke op. Over dem kredsede en stor fugl. Vingefanget sendte en skygge ned over bjergsiden. Liv prikkede Ulf på skulderen og pegede op. Solen var skarp og begge børn skyggede for den med hænderne. Da øjnene havde vænnet sig til det skarpe lys kunne de se, at fuglen havde ansigt og arme under vingefanget. Der hvor en fugl ville have halefjer havde den ben. Som en stor brunlig engel svævede dette forunderlige væsen beskyttende over dem. Mon alle dyrene her i den nye verden mon havde arme og ben?

Terrænet skrånede så Ulf fandt en afbrækket gren, som han kunne støtte sig til. Liv fandt et stort blad, som hun satte sig ned på og skubbede sig frem som på en slæde. Sådan nåede de ned, hvor de bedre kunne gå oprejst og nemmere holde balancen i det, som efterhånden blev til almindeligt fladt terræn.

Undervejs ned i dalen mødte de endnu et underligt dyr. Kroppen var som en ged, men på hovedet voksede et kæmpestort gevir som på en elg.  Det så besynderligt ud med de store takkede horn på den lille gedekrop. Men elggeden bevægede sig naturligt og adræt på skråningen, der førte ned til dalen. Takkerne fungerede som balancestænger, som når en linedanser går med en stor tværgående stang. Når elggeden gik nedad dukkede den sit hoved nedad, når den gik opad lagde den takkerne tilbage. På samme måde kunne Ulf se, at den brugte takkerne til at navigere til højre og til venstre og styrede på den måde helt ubesværet udenom de forhindringer, der var i bjergsiden. Det så ud som om geviret også var en slags radar. Ulf kom uvilkårligt til at tænke på sin fjernstyrede bil, som han fik i julegave da han var fem.

Lige nu var Ulf mest interesseret i at komme ned til det vand, der strømmede gennem dalen. Mens Liv gerne ville blive for at undersøge mere om gedemutanten. Hun turde ikke slippe Ulf af syne, så hun fulgte ham i hælene hen over den grønne eng, som floden løb gennem. Helt henne ved vandkanten mødte et nyt forunderligt væsen deres blikke. En fisk lå i vandet og slog med halen. Med et dukkede hovedet af en smuk rødhåret kvinde op ved siden af. Ulf troede det var en smuk pige, der var ude at bade i det lækre klare flodvand. ”Hej” råbte han, men pigen svarede ikke. Dukkede bare hovedet under vand og fiskehalen baskede så kraftigt i vandet, at det piskedes til fint skum.

Vandet var friskt og smagte vidunderligt. Nu kunne de trætte kroppe fortsætte udforskningen af dette ny spændende men også uforståelige land.

Et flyvende, et springende og et svømmende væsen. Liv og Ulf tænkte ikke videre over sammenhængen. Men alt var ganske anderledes her i den hemmelige verden, der bredte sig ud foran dem.

Inde mellem nogle høje træer mødte de to overlevende fra den gamle verden endnu en overraskelse. Oppe i et træ var en slags hus. En tyk lian så tyk som en overarm, hang som en rebstige ned fra huset. Ulf var god til at klatre allerede som lille og så med det samme en chance for at imponere Liv. Han greb fat i lianen og bruge bladhjørnerne som trin. Velbeholdent oppe i træhuset vinkede han stolt til Liv.

”Det her skal være vores udgangspunkt, vores hjem!”

”Jeg er ikke så god til at klatre!” råbte Liv

”Du skal bare holde godt fast i lianen, så hiver jeg dig op!”

Som sagt så gjort og snart sad de to i deres nye lille højtliggende hjem. De kunne se ud over det meste af dalen. Bladene dannede en slags tag. Lianen blev rullet sammen på gulvet og en mosdækket gren så tyk som en elefantryg var en perfekt soveplads for de to overlevende. Den gamle verden var så småt ved at blive glemt, men på forunderlig vis huskede de af og til noget, der var brugbart her i deres nye liv. Ganske vist var deres kroppe var ikke så veltilpassede til livet i naturen, men deres unge muskler og stærke knogler var parate til omstilling.

Dagen var på sit højeste. Så nu firede de sig ned fra træet og begav sig videre ud i dalen.

”Hvordan finder vi tilbage?” Liv var usikker og en smule skræmt af alle de nye oplevelser.

”Vi kan lægge spor ud, ligesom i eventyret om Hans og Grete!” sagde Ulf og undrede sig lige et øjeblik over, at han kunne huske noget af det han havde hørt i den gamle verden. Mon jeg også kan huske andre brugbare ting? Tænkte han uden at sige mere til Liv, for han ville ikke gøre hende mere urolig end han fornemmede hun allerede var.

Liv plukkede blomster. Nogen blå klokker, som voksede overalt. Klokkerne var som fløjl og føltes som om de var stof, der nok kunne holde til at ligge på jorden dagen ud. Den perfekte afmærkning af vejen tilbage til huset i træet.

Ulf førte an i udforskningen af dalen. Liv dryssede en sti af blå kronblade efter sig. I historien om Hans og Grete spiser fuglene de korn, Grete har drysset ud, så de ikke kan finde tilbage. Men ingen dyr spiser vel blomsterblade tænkte Liv. Men hun skulle blive klogere.

I de næste par timer udforskede de dalen. Overalt var farverige vækster og mærkelige dyr. Biller så store som små biler, træer som bevægede grenene i takt til en lydløs musik. Fugle som hoppede rundt uden at bruge vingerne til at flyve med og mus med vinger og lange tynde snuder landede på store blomster, med kronblade så store som tallerkener.  Intet var som i den gamle verden.

Trætte og mætte af indtryk satte de sig på en bænk af sten. Kikkede på hinanden og mærkede på samme tid en overvældende sult, som de rent havde glemt i deres ihærdige  udforskning af dalen. Deres maver havde slet ikke fået noget at arbejde med siden skyen havde formørket alt . Ganske vist er faste sundt for kroppen, men nu var grænsen ved at være nået. Muskler blev trætte og sanser satte ud.

Træet lige ved siden af, hvor de sad, var fyldt med store blommelignende frugter. Liv rakte op for at plukke en, men et væsen over hende sendte signaler.  Hun huskede eventyret om Snehvide og det giftige æble, som sendte den, der spiste af det til drømmeland i lang tid. Liv kikkede op og så den store ørnelignende fugl, med arme og ben. Mon det var den, der sendte advarselssignaler? Fra nu af ville hun tænke på ørneenglen som om den var hendes egen personlige skytsengel. Liv ville kalde den for Anna efter sin mor.

Ulf kikkede under stenene de sad på. Han huskede noget om, at insekter var fyldt med proteiner og andre gode ting, der kunne spises for at overleve. Men standsede midt i en bevægelse, fordi også han modtog nogle underlige signaler til sin hjerne. Han huskede elggeden, de mødte undervejs ned ad bjerget og syntes elgtakkerne sendte radiosignaler.  Det måtte han finde tid til at efterforske senere. Lige nu var det absolut vigtigst at finde mad.

Selv om sulten var slem, rejste børnene sig og gik videre. Lidt længere fremme var et af de vandløb, som snoede sig mellem træerne. Vand kunne de overleve på i mange dage, så meget huskede de begge, fra deres tid i den gamle verden. De nikkede indforståede til hinanden og satte kurs mod vandet. Da de nåede der til, så de noget rødt glimte. Pigen med fiskehale dukkede op og havde favnen fuld af lange grønne blade, som hun helt sikkert havde samlet op til dem. I hvert fald rakte hun de grønne lange bånd frem mod de to børn mens hun smilede med en tandløs og ordløs mund. Kastede det hele op mod de to, der stod i vandkanten og forsvandt ned under vandoverfladen, mens hun slog smut med sin fiskehale.

Det grønne lignede båndpasta og smagte vidunderligt. Måske fordi det var det første de fik at spise efter mange timers rejse fra grotten, hvor de vågnede op og hele turen på skildpaddeskjoldet og deres egen vandring ned ad et bjerg, gennem en skov og over en eng. Mætte og trætte lagde de sig i græsset ved bækken og sov. Den lille rødhårede vandnymfe kikkede op til dem og viftede nysgerrige insekter væk med et åkandeblad.

Liv havde fået sig en menneskefugl som skytsengel og Ulf en elgged, en slags drone med indbygget radar. Vandnymfen var deres mor og beskytter i deres nye verden.

Drømmene myldrede frem under børnenes livgivende søvn. Trygt lå de der ved åen med Mia liggende som en smuk sælkvinde ved siden af dem. Ude i vandet var hun halvt menneske halvt fisk. På landjorden tog hun skikkelse af en smuk plettet sæl. Mia var deres første vejleder her.

De overlevende menneskebørn drømmer om den gamle verden, hvor de for ganske kort tid siden levede med far og mor, onkler og tanter, kæledyr og husdyr. Først og fremmest havde den gamle verden maskinerne. De havde computere og alle slags digitale skærme, som de brugte de fleste af døgnets vågne timer på at læse i og skrive på. Alt, hvad de skrev, kunne gemmes ude i ”skyerne”. Men en dag begyndte bogstaverne at regne ned fra disse skyer. De blev ved at regne ned og dræbte langsomt men sikkert det meste levende liv, der var tilbage på den gamle jord. Liv og Ulf dumpede ned i et jordfaldshul og huskede nu i drømme hvordan de var kommet derned, hvor de mødte hinanden og hvordan de dernede var vågnet op. Dengang for mindre end et par dage siden, kendte de ikke hinanden.

Liv vågnede fortumlet, gned sig i øjnene og prøv at lokalisere, hvor i verden hun befandt sig. Var hun i hulen igen? Så huskede hun drømmen, hun huskede paddehatteskyen, der havde formørket solens lys og havde sendt haglbyger af bogstaver og strømme af ufuldstændige sætninger på alverdens sprog ned over dem. Huskede hulen, hvor drengen Ulf også lå. Nu lå de på en smuk grøn eng, med et strømmende blågrønt vand foran og en masse træer, der dannede en eksotisk mangfoldig skov bag sig. En smuk sælkvinde lå ved siden af dem.

Ulf ville gerne kunne huske, hvor de havde færdedes her i deres nye land. Men han havde ikke hverken papir eller computer til at lave noter på. Den eneste kilde til at huske var hjernens kapacitet. Derfor tænkte han tilbage til tidligere på dagen, hvor skildpadden havde sat dem af på bjerget. Tænkte på turen ned ad skråningen, på hytten i trætoppen og på strækningen gennem engen til vandløbet, hvor de havde drukket vand og videre til stedet, hvor Mia havnymfe havde serveret tangpasta for dem.  Måske skulle han se om han kunne finde bark og grannåle, så han kunne ridse et kort i et stykke birkebark?

Overvejelserne sluttede brat, da han i sit øre kunne høre en stemme. Der var ingen væsener i nærheden, men Ulf var ikke et sekund i tvivl om, hvor stemmen kom fra. Det var elggeden, som han fremover ville kalde Egon som sin far. Nu havde han opdaget noget meget vigtigt. Han havde en hjælper en slags lykkevæsen, der fremover ville kunne tilkaldes blot ved at tænke på ham.

Trygge ved tanken om ”hjælperne” begav de to sig videre på deres opdagelsesrejse i dalen med de mange mærkelige væsener. Helt inde midt i dalen tronede et træ, som var så højt, at man ikke kunne se toppen med det blotte øje. I hvert fald ikke, når man som Liv og Ulf kom med sanser som i den gamle verden. Dette træ var en slags centrum for fugle og dyreliv. Det var gammelt og knudret som et egetræ. Det havde grønne gule og røde blade som om det var både forår, sommer og efterår på samme tid. Der var grene uden blade, som kunne bevæge sig og der var bløde løsthængende grene, der hængte nedad og så ud som tovværk.  Rundt om træet var der en summen af liv. Fuglereder kunne skimtes mellem bladhanget. Klatrende dyr af alle slags bevægede sig ud og ind på grenene. Ved stammens rod sad en forsamling af skabninger. Det så på afstand ud som om de talte med træet.

Liv fik øje på en hest med horn i panden. Endelig et væsen hun kunne huske fra den gamle verden. Selv om hun aldrig havde set sådan en ”enhjørning” i virkeligheden, så huskede hun en bog om sådanne væsener. Hun huskede også, at bogen fortalte om, at en enhjørning var en uskyldig pige, der var tryllet om, eller også var det kun en pige, der kunne komme i nærheden af det sky dyr. Det måtte udforskes, når hun nu endelig var kommet tæt på sådan en.

Ulf spottede en elefant med helt kort snabel. Ligesom Liv huskede han en historie om, hvordan elefanten fik sin lange snabel. Den handlede om, at en krokodille fik fat i elefantens snabel, da elefanten ville drikke vand i en flod. Krokodillen holdt fast i næsen mens elefanten trak og trak, så næsen gav sig som en elastik. Dan krokodillen endelig slap var næsen blevet så lang, at den kunne bruges til en masse forskellige ting, der skulle vise sig at være meget praktisk for elefantens videre liv. Næsen var blevet en snabel.

Helt overvældede af det fantastiske skue satte Liv sig ned på en gren. Ulf blev stående med skrævende ben og åben mund. Efter en stund satte han sig på hug, fandt en gren og begyndte at tegne i jorden.

Helt henne ved træets rod lå en stor løve. Eller rettere et løvemenneske. Bagenden var en løve med fire ben og hale, men hovedet var en kvinde, halsen var smuk og på brystet strittede to yppige bryster frem. Hun gestikulerede ivrigt med et par smukke menneskearme.  Som en dronning lå hun lidt højere end de andre dyr og var sikkert en slags høvding.

Løvemennesket kikkede direkte på Liv, sådan fornemmede Liv det i hvert fald. Vinkede de to nyligt ankomne hen til sig og gav tegn til, at de skulle sætte sig ned og deltage i forsamlingen. Det sprog de havde lært i den gamle verden duede ikke til noget her, men tegn og fagter talte deres eget lydløse sprog, som alle tilsyneladende kunne forstå.

Løvinden kikkede ud over de forsamlede. Alle var på en eller anden vis mutanter. Alle havde fundet deres plads i dette samfund og alle havde udviklet en måde at leve på. Hvordan dette var sket kunne Liv ikke fatte med sin medfødte menneskehjerne. Løvinden så ud som om hun kunne høre, hvad Liv tænkte. Kun uforståelige lyde kom ud af hendes mund, men alle så ud som om de forstod. Hendes arme og mimik gav ordrer. Efter en tid hvor det ene væsen efter det andet rejste sig og bevægede noget på deres krop, rejste løvinden sig på alle fire, tog en bue, et pilekogger og en pose over skulderen. Beordrede Liv og Ulf op på sin ryg.

For anden gang indenfor et døgn red de to nu på et stort dyr. Turen gik langs vandløb, hvor store gamle træer hvælvede sig ud over vandspejlet. I træerne sprang små pelsklædte dyr med lange buskede haler rundt mellem kattedyr med fiskehaler og menneskehoveder. På jorden løb firben med fuglenæb og lange haler.

Liv syntes løvekvinden skulle have et navn. Selv om de ikke talte sammen syntes hun det for en nødvendighed, når hun tænkte på denne nye jægerveninde. Det første navn, der faldt hende ind var Luna. Luna betød måne på et eller andet sprog i den gamle verden. Luna kunne jage i mørke, så det måtte være et passende navn.

Luna viste dem, hvordan firbenene med de lange haler blev forskrækkede, når hun sneg sig ind på dem. Så tabte de deres lange haler, som en slags afledningsmanøvre for at undgå selv at blive fanget. Halerne samlede hun ind i sin pose og viste Liv og Ulf, hvordan de skulle gøre. De gled ned fra Lunas ryg og samlede på haler. Ulf var ligeglad med navngivning , men fulgte interesseret med i, hvordan jagten formede sig. De tabte haler var ikke specielt svære at få fat i. Mon de kunne spises?

Pludselig standsede Luna. Gav tegn til absolut stilhed. Tog med langsomme bevægelser sin bue og lagde en pil til rette. Ulf var benovet, det her ville han gerne lære. Han registrerede at Luna var helt lydløs og at al hendes opmærksomhed var koncentreret om byttet. Pilen forlod sin bue og havnede præcist i hovedet på et væsen, der øverst lignede en kæmpekanin men med ben som en frø. De lange ben sitrede i dødskrampe et øjeblik. Så blev byttet stille og Luna gik roligt hen til det, trak sin pil ud af dets hoved.

Kaninfrøen fik bundet de lange bagben sammen og så begav jægeren med sine to elever sig tilbage gennem skoven. Helt henne ved kæmpeegen havde nogle bjerggeder med menneskearme og hoveder vasket og renset en kurv med noget, der lignede rødder. De havde også bygget en bålplads og fundet kviste, tørreblade og små træstykker.  Først da Luna ankom startedes af bålet.

Ild var et farligt element, en ven, der hurtigt kunne blive en fjende. Tænding skulle foregå under absolut sikre forhold. Luna luntede hen til en stor sten, der lå centralt på bålpladsen. Kradsede med sine skarpe kløer på den. Gnisterne sprang og en af dem ramte de tørre blade. En lille lue voksede frem. Alle mutanterne sad andægtige og betragtede, hvordan ilden voksede som et lille dyr. Så begyndte dansen. Springende, hoppende, kravlende, gående bevægede alle levende væsener sig rundt om ilden, mens den voksede sig stor og stærk.

Benene var blevet skåret af dyret og hængt op på en lang gren. Grenen var nøjagtig så lang, at den nåede tværs over bålpladsen. Dansen stoppede og to udvalgte tobenede fik æren af at løfte grenspyddet og dreje det over den åbne ild. Snart bredte duften af stegt kød sig. Nogen væmmedes andre var nysgerrige og atter andre blev helt ekstatiske af sult og henrykkelse. Slut med at spise rødder og blade. Slut med kun at leve af planternes frugter og vandløbenes tangplanter. Men snart skulle bivirkningerne vise sig.

De sultne væsener slog kreds om bålet. Føden blev ligeligt fordelt og alle smaskede, tyggede, slugte hvad de fik alt efter hvilken måde de nu var bygget til at indtage føde på. De fleste havde en form for tænder. Liv og Ulf nød deres første større måltid i den nye verden. Indtil nu havde de kun fået vand fra vandløb og tangpasta. Med fyldte maver for første gang i flere døgn faldt Liv og Ulf i en dyb drømmeløs søvn.

Mens de sov løftede Luna dem op på sin ryg igen og løb i langsomt tempo tilbage ad den rute de var kommet af. Lunas evne til at se, hvad andre tænkte, gjorde det let for hende at finde hytten i træet. Snegleorme havde spist alle de kronblade fra de blå fløjlsblomster, som Liv omhyggeligt havde drysset ud, da de tidligt på dagen var draget ud på deres færd. De havde således umuligt selv kunnet finde vej tilbage til det, de havde regnet med skulle blive deres fremtidige hjem.

Liv vågnede,  gned sine øjne og følte noget ikke var som det skulle være. Hun var lige så målløs, som da hun vågnede i hulen. Hun huskede både hulen, rejsen med skildpadden og alt det andet, der var sket. Men hvordan var hun havnet her i det store træ?

Ulf sov tungt ved siden af hende. Hun kneb sig i armen, var det her en drøm? Måske var intet af det hun huskede fra de sidste dage virkelighed? Måske var hun stadigvæk inde i en drøm? Det gjorde ondt i armen, så hun måtte være vågen. Somme tider var drømme så tydelige, når hun vågnede, at hun stadigvæk var i tvivl. Hvad var det, der var sket? Tydelig var skyen og den regn af data, der formørkede solen. Tydelig var også grotten, hvor hun mødte Ulf. Men rejsen på skildpadderyg? Hmmm… hun måtte vække Ulf.

Det var lettere tænkt end gjort, for Ulf var som bedøvet. Små prik i siden på ham fik ham bare til at vende sig og grynte. Rusk i armen virkede heller ikke. Endelig fik Liv liv i Ulf. I den proces var de begge to ved at skvatte ned af træet, men fik heldigvis fat i de lianer, der fungerede som adgangsvej til træhulen. De kikkede hver især på den anden og begyndte så som på tælling at snakke i munden på hinanden.

”Husker du….”

”Hvor er vi ….”

Halvfærdige sætninger mødtes i luften mellem dem. De tav og rykke lidt væk fra hinanden. Så fulgte en stilhed indtil Liv forsigtigt sagde:

”Jeg har drømt så underligt om væsener, der var sat sammen af dyr og mennesker. Dyr, der havde hoveder eller haler fra andre. Der var en stor gyldenbrun løve, der bestemte over de andre. ”

Ulf kikkede på hende:

”Den drøm har jeg også haft. Vi gik ind i en dal og fik et totemdyr hver. Min var en elgged med indlagt radiosignal!”

”Så er det virkelighed!” Liv spærrede øjnene op og pegede.

Oppe over træets krone kunne de skimte en stor fugl, der cirklede rundt. Nede under træet gik et dyr og græssede. Bevidstheden vågnede hos de to. Drømmen var virkelig.

Bladene i træhulens vægge var fyldt med dug. Nogen rummede så meget, at det lignede små drinks. Den perfekte morgenmad. De fyldte sig med den livgivende væske, de anede ikke, at den havde en euforiserende virkning.  

Der lå de så, to bedøvede små menneskebørn. Intetanende var de bragt ind i en verden, hvor det var almindeligt at være anderledes. En verden der var i fred med sig selv og hvor alle væsener uanset deformitet eller psykisk sårbarhed var accepterede og velkomne. Hvor alle gjorde, hvad de kunne for fællesskabet og var hinandens venner. Måske en utopisk verden, men Egon Elgged og Anna Ørn var knyttet til Liv og Ulf med usynlige bånd og ville sikkert vejlede og guide menneskebørnene gennem deres tid i den hemmelige dal, hvor alle de væsener, der havde overlevet skyen, kunne leve sikkert for en tid.

Photo by David Selbert on Pexels.com

Med kærlig hilsen

Med kærlig hilsen

Da jeg endnu engang mødte kærlighed.

Toget forsvinder som en slange, der snor sig. Tårerne blænder mine øjne, for hvornår ser jeg dig igen? Tiden er gået i stå og jeg sidder tilbage på perronen uden fornemmelse for andet end min egen sørgelige forfatning. Hvordan skal jeg gå videre, hvad skal jeg gribe fat i for at få mig selv hevet op af den sump af selvmedlidenhed jeg er ved at forsvinde ned i?

Siden du kom ind i mit liv, har jeg besluttet mig for at skrive. Slægtshistorie, kvindehistorie, erindringer, sjove historier, fortællinger om dit, mit og vores liv. I toget for nu snart 22 år siden kørte jeg for første gang under Storebælt og da vi kom ud af tunnelen og op i lyset viste uret i kupeen 11.11 og jeg vidste, at nu var tiden kommet, hvor jeg skulle bruge min tid på noget, der kunne gives videre til den næste generation. Jeg havde set dig for første gang.

Der kom til at gå flere år, hvor fortællingerne var små dukker og sjove dyr, som blev fremstillet til ord du forstod. Minderne hobede sig op og forsvandt i en tåge af erindringer. Situationer fra egne oplevelser blandede sig med de oplevelser jeg med lange mellemrum fik med dig. Nu er tiden jeg har tilbage mere knap end nogensinde. Men hvordan tage fat på en fængende historie om et almindeligt liv?

Utallige er de dagbogsnotater, der nu ligger i en kurvekuffert og næsten er glemt. Mange ture er det blevet til tværs over landet. Først med tog og en overgang også med hurtigbusser. De sidste gav knap så god mulighed for at skrive notater undervejs. De glimt jeg får via erindringens lynild i min hjerne handler meget ofte om afsked. Du sidder i et vindue på 2.sal på Frederiksberg og syr på en dukke. Du cykler væk sammen med din far og din lillebror. Du vender dig om og vinker mange gange efter en hip-hop optræden i et mørkt lokale, hvor jeg ingen billeder kunne få med mig hjem. Din jakke er lyseblå og lyser op i det grå vejr.

Dine fødselsdage i den smukke farverige sensommer ligger nu som en perlerække i min erindring. Ligesom papirbillederne er udskiftet med digitale billeder, så er erindringen også blevet forvirret af den udvikling der er sket. Min hjerne kan ikke følge med. Jeg har ikke formået at systematisere indtryk via ord og billeder. Det er blevet en ustruktureret collage, der hele tiden skifter udseende.

Nu vil jeg fortælle dig om nogen af de oplevelser, der står frem i min hukommelse. Den første gang jeg besøger dig har jeg en buket plasticblomster i rygsækken. Din mor sætter dig i mine arme mens hun tager et pasfoto på hovedbanegården. Du læner dig tilbage og betragter mig og de lyserøde plasticpæoner med et undersøgende klogt blik.

Senere sidder vi på et tæppe med en bold og din mor går ind for at hente en is. Bolden triller væk og du kravler efter. Din mor er forskrækket, da hun vender tilbage med isen, du har kravlet for første gang, nu kan hun ikke bare lægge dig på et tæppe, men må holde øje med dig.

Det er i de første to år, hvor jeg ser dig, som om du laver noget nyt i din udvikling hver gang vi ses. Måske er det kun noget jeg forestiller mig, men i så fald er den en forestilling jeg ønsker at huske som noget væsentligt i dit og mit forhold. Et år senere er dit sprog undervejs og vi skal være alene hjemme i flere timer. På tallerkenen ligger appelsinbåde og du siger stille men helt tydeligt ”ap-pel-sin” – så tak for at opleve dit første ord!

Hver gang jeg kommer, har jeg et indholdsrigt penalhus med og det bliver hurtigt dit bedste legetøj. Et gennemsigtigt med plasticblomster bliver taget med i bad. En anden gang fremtryller vi dukker af tandstikker, vatkugler og røde filcirkler. Imens synger vi sangen om ”Cirkeline”, der har fødselsdag. Du er meget hurtig til at fatte tryllekunsten og snupper en sort tusch og laver dine egne dukker med øjne og prikker på kjolen.

En særlig fødselsdag kostede mange forberedelser og overvejelser for mig. Jeg var af din mor bestilt til at lave skattejagt for pigerne i din klasse. Jeg syede små nøgne dukker af lagenlærred og lavede heksetøj til dem. De nøgne dukker blev hængt op i et træ i starten af den rute, der skulle passeres. Hver af dine klassekammerater fandt sig en dukke, som var bundet op på en bladløs hyldebærbusk. Dukkerne fik navne mens vi gik videre. På resten af ruten fandt vi sko, kjoler, hatte og hår. Til sidst skulle vi selv lave en kost af grene og bast. Succeen var hjemme – pigerne var så begejstrede at jeg fik bestilling på nisser til jul. Drengene skulle også prøve den leg.

Da din 10 års fødselsdag oprandt, var det sidste gang, den barnlige leg kom i centrum. Hele klassen var inviteret til din fars nye lejlighed på 5.sal. Jeg var bestilt til at lave tylsskørter til en danseopvisning. Du kunne slet ikke vente med at få fat i tylsskørterne, så de blev hevet ud af min taske allerede da jeg hentede dig i SFO`en på skolen.

Så gik årene over i en lidt mere alvorlig fase. Hvor jeg ikke oplevede dig sammen med kammerater`, men til sushi i din mors stue og til morgenmad på en restaurant med resten af familien. Da du blev 13 år havde veninderne fra klassen lavet en klub, hvor de skiftedes til at spise fin mad. Du havde inviteret til ”cock au vin” og en fin fransk dessert i din mors lejlighed. Vi bedstemødre kokkererede hele dagen og blev lidt høje af den megen rødvin, hønen skulle simre i. Du var begyndt at krumme dig sammen for at skjule de små spirende bryster.

Den absolutte forandring så jeg, da jeg ankom til din 14-års fødselsdag. Forandringen var så mærkbar, da jeg tog om dine hofter, at jeg stivnede indvendig. Stemningen den dag var underlig. Spisevægring og anorektiske tilbøjeligheder havde meldt deres ankomst. Hvad var det, der skete? Mine tanker og bekymringer gik i ring, for jeg blev helt afskåret fra overhovedet at deltage i det, der nu kom til at ske.

Hjemme læste jeg om fænomenet, som jeg ellers kun havde hørt sporadisk om. En enkelt gang fik jeg lov til at komme med på hospitalet, hvor du var i behandling. Det så fint ud på overfladen, men der var ingen sammenhæng i det, du skulle gøre og det, der rent faktisk foregik. Du blev ekspert i at omgås regler og krav fra omgivelserne.

Et par uhyggelige år fulgte, det ene mere grænseoverskridende tiltag end det andet, set fra min side. På et tidspunkt skal din mor flytte og midt i forberedelserne hopper du ud af et vindue på 2.sal. Chokbølgen greb os alle. Vidste du overhovedet hvad konsekvenserne var? Da jeg spurgte dig sagde du, at du troede du kunne flyve! Jeg tror det var et ærligt svar, for hvor var du i din opfattelse af livet? Din barndoms eventyrfortællinger om hekse, der kunne flyve var måske virkelighed endnu for dig? Du var en sommerfugl, der svævede let og elegant i luften. Regnen havde blødgjort græsplænen du havnede på, så du slap med en mindre skade i ryggen.

Midt i den turbulente tid med indlæggelser og hjemsendelser fra behandling ville du gerne konfirmeres. Det gav anledning til diverse dramaer. Først skulle du døbes i en kirke. Den begivenhed magtede jeg ikke at deltage i. Det var i februar måned og mit humør var helt i bund. Selve konfirmationen i april endte efter aflysninger, gråd og splittelse i familierne, med en lille fin fest på 1.sal i en restaurant i Nyhavn. Garden trak op og festen blev god. Min gamle poesibogs små vers skrevet ved siden af en sang, var et supplement til taler og spisning.

Oplevelsen om formiddagen i kirken var helt speciel. Ved siden af dig i en smuk sandfarvet kjole og flade ballerina sko sad en anden konfirmand i sorte stiletter og en kridhvid skulderløs kjole. Vi voksne syntes du var den smukkeste, den anden lignede mere en brud end en konfirmand. Præsten talte om teksten, som var Maria Bebudelsesdag – og lavede en smuk parallel til den gamle historie om Maria, der er med barn til de unge, der nu er parate til at gå ud i tilværelsen.

Dit liv med overvågning af vægt og spisevaner fortsatte ud af et underligt sidespor. Hvordan kan det psykiatriske system være så uforstående overfor, hvad der sker inde i et lille nyt menneske, når det nægter at spise og bruger alle tænkelige situationer til at stikke af.

Den sommer, hvor du bliver 17 år tager vi, som så ofte før, på familiehøjskole. Det bliver første gang jeg rigtigt får lov til at være sammen med dig igen. Du fungerer fint med de andre unge i en musikgruppe. Din mor og jeg får nogen rigtig gode samtaler og jeg støtter din mor i, at du nu skal væk fra det psykiatriske system. Det er kun gået den forkerte vej i de tre år du har været der.

Den eneste kontakt jeg har med dig er billeder som farmor sender til mig, når I går pligtture rundt i området omkring Bispebjerg Hospital. Der er vinter og dvaletilstand inde i mig og jeg skriver en historie om en moderne Askepot, der går så gruelig meget igennem. Den historie bygger du med på og jeg bliver meget glad, da du fortæller mig, at sådan som jeg beskriver miljøet i en 7.klasse i historien, sådan var det også begyndt. En klassekammerat havde sagt, at dine hofter var brede. Pigerne i klassen opildnede hinanden til at tabe sig. For dig gik det gruelig galt, for du vil altid gøre alting helt perfekt.

Efter sommerens højskole begynder du at komme alene på besøg hos mig med flexbussen. Det bliver nogle fantastiske dage. Du ankommer med en blender halvt fyldt med saft og en masse anden bagage. Deriblandt flere kilo bananer og vindruer. Det er det eneste du spiser. Du er ikke bare blevet overbevist veganer men spiser kun frugt. Forsigtigt prøver jeg at fortælle dig, at det nok er bedst, hvis du spiser alle de dele en plante består af. Det er efterår og frugt er let tilgængeligt, men rødder er også fyldt med nødvendige stoffer til kroppen.

Måske lytter du, men det er svært at stå ved siden af, og være vidne til at du måske ødelægger din egen fremtid. Du er stålsat i alt, hvad du foretager dig. Det er meningen du skal holde din 18-års fødselsdag hos mig, men du bliver syg og vi starter en korrespondance og taler jævnligt med hinanden i telefon.

Du har fundet dig et job på en frugtplantage. Men det er langt ude i Stillehavet på øen Maui, som er en del af Hawaii. Vi i din familie håber du kommer på andre tanker og finder ud af noget lidt tættere på – men nej du pakker i smug dine ting, bestiller flybilletten fra min computer, så din mor ikke aner uråd og så er du på vej. Forgæves forsøger både din far og din mor at stoppe dig i lufthavnen.

Jeg er lykkelig for vores kontakt, selv om den ”kun” er via computer og telefoner. Du sender billeder og alt går tilsyneladende godt.  

Aborten

Mit ønskebarn

Hver gang det bliver september og æblerne rødmer før de slipper grenen, de har vokset sig søde, røde og saftige på, tænker jeg på dig mit septemberbarn, der aldrig fik lov til at komme til denne verden. Dig som jeg egenrådigt og selvisk besluttede skulle dø. Måske har et foster ingen fornemmelse for, hvad der skal ske, måske er sjæl og bevidsthed hos umælende væsener bare noget vi forestiller os.


Undervejs i bilen fortæller jeg min tre-årige søn, at jeg skal blive på sygehuset fordi jeg skal aflevere et barn. ”Hvilket barn?” spørger han

”En lille ny bror, der ligger inde i maven!”

”Jamen han må gerne komme ud, jeg vil gerne have en at lege med!”

Den alvorlige lille dreng på bagsædet rører ved mit inderste og den frosne situation trækker tårerne frem i mine øjne. Svare kan jeg ikke. Hvordan forklare at jeg ikke kan magte det. Aborten har været fri i nogle år, jeg er kun 35 år, men jeg har ingen rimelige biologiske argumenter. Kulden denne råkolde februarmorgen breder sig til menneskene i bilen. Hvordan forklare, at jeg ikke magter at få flere børn, selv om det er det jeg allermest ønsker mig.

Bilen returnerer til bofællesskabet med min tre-årige. De andre må passe på ham indtil jeg er klar til at komme tilbage. Mine tanker går tilbage til min første graviditet, der endte i en voldsom tur på hospitalet, som satte et punktum for mine chancer som mor, troede jeg dengang.

Men opholdet på Sct.Joseph`hospital med nonnerne, der sang morgensang de tre dage, jeg var indlagt. Figuren udenfor mit vindue af Sct.Joseph, som jeg stirrede på fra morgen til aften er der endnu, selv om der mens jeg skriver dette til dig er gået 50 år siden den spontane abort. Begivenheden ændrede hele min indstilling til tilværelsen som voksen med børn. Var min skæbne måske, at jeg som den eneste af en søskendeflok på 7 ikke skulle have børn.

Læse kunne jeg ikke, tankerne forstyrrede koncentrationen, men jeg kunne hækle og det gjorde jeg med en intensitet og en indædt stædighed, der forvandlede noget billigt gult garn til en smuk lang kjortel med en sol på ryggen. Da jeg endelig fik lov til at komme hjem var den færdig. Ventetiden før den sidste undersøgelse tilbragte jeg i hospitalsskjorte ude på gangen, hvor alle de nybagte mødre gik forbi med der hueklædte spæde liv i kurve eller lifter. Enkelte havde endog en far, der hjalp til med at bære.

Der er gået otte år siden den traumatiske oplevelse af spontan abort. En begivenhed, der på trods af de tre levende børn, jeg har fået i mellemtiden, stadigvæk er lige så smertelig som min fars død, da jeg var ni år.

Nu vil jeg frivilligt dræbe et foster, egentlig ret uforståeligt, at det kan ske på bare otte år. Det lille nye menneske i min mave har ikke bedt om den skæbne. Du ville være blevet 42 år i 2021 og måske have været en god ven og bror for ham, der bare er tre år ældre. Men sådan blev det ikke. De forhold jeg var nødt til at leve under med de tre levende børn kunne jeg ikke byde et fjerde barn.

I dagens avis den 14.maj 2021 læser jeg, hvordan 14.000 kvinder hvert år får foretaget en abort. Det sker under kontrollerede forhold og er et stort fremskridt for kvinder, der ligesom jeg var tilbage i 1979 ikke kan klare flere børn. Ingen bebrejdelser fra det personale, der skal foretage indgrebet, ingen traumatiske eftervirkninger i form af ødelagt underliv. Ingen social udskamning overhovedet. Men inde i mig selv ved jeg det er forkert, min indstilling til selve livet blev gradvist ændret, så jeg lærte at blokere for den slags romantiske følelser for fødsler og børn i det hele taget.

Selv om jeg nok har tilbragt mange måneder i en underlig depressiv tilstand, så kom jeg videre. Mit held var at jeg havde tre, som jeg kunne kaste al min kærlighed på. Jeg havde et arbejde med børn, der tilfredsstillede min sociale væren. Selv om lønnen knap nok rakte til at få passet tre børn, mens jeg selv opretholdt kontakten til arbejdsmarkedet, så gik årene og de levende børn blev voksne og selvstændige.

Kvindekamp

Den gode svigermor

I 1909 fødtes en lille pige i den sydvestlige del af Jylland. Hendes forældre var velstående bønder med god leret jord, som gav et godt udbytte. Det meste af jorden i denne flade del af Danmark er sandet, men enkelte såkaldte bakkeøer er god jord. Der har således været en skole for bønderbørn i det område længe inden Esbjerg blev en by.

Hendes mor kunne hente friske fisk nogle få kilometer væk, hvor esepigerne sad og esede fiskernes garn. Jeg mødte Elses mor, da jeg kom til Vestjylland med min kæreste, som jeg havde mødt på Askov Højskole vinteren 64-65. Mine bare skuldre og sylespidse hæle virkede forkerte i dette hjem.

Else var en elskelig blid kone, der modtog mig som om jeg var den datter hun aldrig selv havde fået. Da jeg selv fik børn var hun den farmor de husker og som de værdsatte fuldt ud på linje med en hvilken som helst mormor. Hun var ked af at hun ikke kunne blive ”rigtig” mormor, så hun ville gerne kaldes bedstemor. Det blev i mine døtres sprog til ”Bess” et kælenavn hun var meget glad for.

Fødselsdagen på ”Kvindernes internationale kampdag” var ikke noget Bess gik særlig meget op i. Hendes mor og hun selv var godt gift med dygtige driftige landmænd. Mænd som værdsatte konerne og ligestilling var bare en naturlig nødvendighed. Else gik med i stalden, passede grisene, fodrede kalvene, skrubbede de junger mælken blev hentet i. Bagefter gik hun i køkkenet og i haven, hvor løg og kartofler var de eneste vækster, der kunne overleve, når hønseflokken brød gennem hegnet og gik frit rundt.

Da hun i løbet af 80-erne var alene og ikke længere kunne klare at bo i sit hjem på gården, valgte hun at bo tæt på den skole hendes elskede børnebørn gik i. Det var en helt uvurderlig hjælp for mig, der altid vidste at hvis de fik en fritime eller ikke kom lige hjem fra skole, ja så var det fordi de besøgte Bess. Det betød, at jeg roligt kunne passe mit arbejde og ikke behøvede at bekymre mig om, hvorvidt mine meget aktive børn rendte rundt i den lille by Tjæreborg og lavede ulykker.

Faste ritualer, når børnebørnene kom, var at bage boller eller pandekager og spille kort. Begge dele var noget jeg ikke hverken havde tid til, var god til eller i øvrigt orkede. Sådan fik Bess et pensionistliv, hvor hun var en støtte for mig, hun hjalp hvor hun kunne også efter at den eneste søn havde forladt os og var flyttet til Århus.

Min svigermor født på en kampdag og i fiskens tegn var min fortrolige, når jeg tabte orienteringen og ikke turde snakke med min biologiske mor om aborter og andre uhyggelige ting.

Tillykke med de 115 år.

Billedet forestiller Rosa Luxenburg og Clara? i 1910

Søskende

Mine søstre

Blandt mine mange søstre er der en, der skiller sig helt specielt ud. Rita var midt i den store søskendeflok på i alt 8 børn. Født i tidsrummet 1920 til 1944. Tænker tit på, hvor meget min mors krop klarede inden den gav op i en alder af 94.

 Rita var speciel på flere måder. Det første minde om hende må være fra ca. 1950 måske lidt før. Rita var den fjerde pige i flokken og 14 måneder gammel får hun en lillebror. Min mors første dreng. Hvordan mon vores mor har fordelt sin kærlighed, kan jeg kun gisne om, men der verserer en historie bror Otto har fortalt om, at han blev beværtet med smørrebrød og øl, når han kom fra sin bopæl en snes kilometer fra mors lejlighed, men Rita blev glemt selv om hun var kørt hundredevis af kilometer fra Norrköping i Sverige til Skælskør på Sydsjælland. I hvert fald opstod der et tæt og helt specielt søster bror forhold mellem Rita og Otto.

Rita var som stor pige i det vi i dag kalder for teenagealderen hjælper i den lokale danseskole. Rita var utrolig smuk, slank og rytmisk. Jeg husker et billede af hende i en meget elegant positur på et foto i brune nuancer. Desværre har jeg ikke det billede, for det ville jeg elske at have sat ind til den næste generation, så I kunne se, hvad Ritas livsdrøm var. Assistent for en danselærer var ikke noget, der gav løn i slutningen af 40-erne sikkert heller ikke i dag. Resolut søgte Rita så en stilling som barneplejerske. Da krigen sluttede i 1945 var Rita 17 år og rejste til Malmø til sit nye job. Om hun ventede til hun var fyldt 18 melder de brudstykker af hendes historie jeg har fået fortalt ikke noget om.

Det første minde jeg selv har om min ”svenske” søster er, at hun kommer kørende til vores lille lerklinede barndomshjem på Sydsjælland og medbringer en duft af verden. På det tidspunkt har Rita søgt sig en ny stilling lidt længere oppe i Sverige. Vist nok lidt længere oppe end hun i første omgang havde tænkt sig. Med sig havde hun den første banan jeg så og smagte. Den bløde søde frugt var himmelsk. Snart kommer også en svensk svoger Hasse og en yndig lille pige Mona med til Sjælland.

Vores mor havde en Singer Symaskine med pedalunderstel, så fremdriften på nålen kom via pedalen og begge hænder var fri til at styre stoffet under nålen. Den satte Rita sig resolut ved og fremtryllede i løbet af nogle få timer en vidunderlig askepotlignende kjole i småblomstret stof med myriader af flæser og bitte små knapper. Jeg elskede den kjole. Men endnu vigtigere var min næsegruse beundring for det Rita frembragte på symaskinen. Når de to søstre, der var lidt ældre end hende kom, så var der kollisionskurs mellem dem og min mor. Vores mor var fantastisk i et køkken men resten af huset stod bare og samlede på støv og edderkoppespind. Når Rita kom var der ingen skænderier og skærmydsler for Rita gik bare af vejen og blandede sig ikke i mors husførelse.

På et meget tidligt tidspunkt har Rita sikkert vist mig, hvordan jeg satte to stykker stof sammen, satte overtråd og undertråd i Singeren og trådte fodpedalen frem og tilbage så nålen syede – magi var det jeg oplevede for første gang. Resten af mit liv blev symaskinen min trofaste ven og min bedste flugt fra det ensomme trivielle liv det var at være ”efternøleren” der var derhjemme med mor i køkkenet og far i smedjen. Inden jeg begyndte i skole kan jeg ikke huske at have haft jævnaldrende legekammerater. Men jeg ved at jeg syede på Singeren. Da jeg blev 18 byttede mor Singeren for en grøn Husquarna med zig-zag funktion. En fantastisk maskine der holdt til den blev over 40 år – gik i arv til min ældste datter, da jeg selv fik en nyere model.

Rita blev født den 4.marts 1928 og døde samme dag i 2007. Det er blevet mig fortalt, at hun havde hængt nyvaskede gardiner op og at gulvene var fine og nyskurede. Der var gjort klar til fødselsdag nr. 79 men da hendes søn Richard kom, lå hun stille i sin seng. Rita havde på det tidspunkt haft Parkinson i mere end 10 år.

Min søster Rita kom og besøgte os ofte i Danmark om sommeren. Sidste gang jeg så hende var da Clara blev navngivet i april 2000. Rita var altid elegant klædt med kropsnære spadseredragter og hæle på skoene.

I dag mindes jeg hende med et billede af en blomstrende park. Hun bragte farvernes og stoffernes magi ind i min tilværelse. Rita var min helt specielle og eksotiske store søster.

Brombærsansning

Brombærmaling

Fredag er noget helt specielt. Hver dag glæder jeg mig til den papiravis, jeg genbestilte, da jeg ikke længere kunne gå på biblioteket for at læse de artikler jeg nu havde behov for. Det har været vigtigt for mit pensionistliv hele tiden at nære min naturlige nysgerrighed. Følge med i, hvad der sker på det område, hvor jeg tilbragte det meste af mit arbejdsliv.

Desuden er jeg så heldig at min datter skriver om skole og uddannelse, så det er dobbelt tilfredsstillende at læse. I dag fredag den 19.februar var noget ganske særligt. I Informations bogtillæg var en lille lyslilla akvarel af en sommerfugl og en kvinde med taske. Rent elegant og tydeligt stod den der og mindede mig om august, hvor mit elskede barnebarn var på et kort besøg.

Besøgets absolutte højdepunkt var Claras brombærjagt. På den første indkøbstur efter frugt havde hun spottet en port ind til et veritabelt brombæreventyr. De bær der var nederst blev resolut plukket og hjembragt i et par papbakker. De smagte himmelsk og hun fortalte, at der var mange flere, men de hængte højt. Min stige har kun tre trin, lige nok til at nå de øverste hylder i bogreolen.

Ude i gårdhaven ligger en meget lang stige, nok 8 – 10 m, men med min højdeskræk syntes jeg ikke hun skulle bruge den, så jeg nævnte det ikke. Den næste dags aften forsvandt hun og hjembragte endnu 3-4 bakker med saftspændte sorte brombær. Det lille muskelbundt af en pige havde manøvreret den lange stige ud gennem kælderen og var promeneret ud på gaden med den. Pænt hilsende på en medbeboer, der sad på trappen og røg, jonglerede hun den lange stige forbi banegårdspladsen og ind i gården med de lokkende brombær.

Ude på fordøren til min lejlighed sidder stadigvæk en mørk plet, som er rødlilla og ligner størknet blod, det var svært at holde fingrene fri af døren, mens ruko-nøglen blev vredet modsat rundt og den tunge dør skubbet op. Sådan er min skrivemuse og i dag kom mit skriveri i gang igen takket være avisens lille akvarel i pink malet af Hannah Heilmann med saften fra brombær.

Det enkle smukke billede sendte mig mindet om august måneds brombæreventyr tilbage til min lejlighed, hvor jeg lever i fred og ro med min elskede ensomhed, en malet sansning til min hjerne. Hvor er det skønt at skrive og kunne skabe små minder om alt det, der er sket i mit liv.

I går blev jeg klar over, hvor min skrivende indsats skulle have sit fokus. I dag blev jeg klar over, at hvis mit tegne- og malegen igen skulle aktiveres, så skulle jeg vælge helt enkle metoder og ikke købe flere forskellige nye rekvisitter men bare bruge det, der lige var for hånden, akkurat sådan som jeg også gør, når jeg syr billeder, strikke restestrik og såmæn også når jeg laver mad.

Næste fredag har jeg bestilt en kasse med frugt og grønt, som er overskudsprodukter fra et firma, der leverer måltidskasser. Den bliver stillet om natten i vores kælderskakt og min unge naboer bærer den op til min dør og aftager, hvad jeg ikke kan bruge.

Jeg bor det bedste sted i verden og er så heldig at have søde mennesker omkring mig. Hvis jeg skal holde min digitale viden opdateret er jeg nødt til at skrive lidt her hos millemoses med jævne mellemrum. Det bliver sværere og sværere for mig at tilpasse min hjerne til de mange ændringer denne her gratis blog konstant laver. I dag kunne jeg kun komme herind som “gæst”

Velkommen nytår og ….

Nytår 2020

På denne sidste dag i det herrens år 2020 fik jeg under avislæsningen til den første og helst eneste kop kaffe en ustyrlig lyst til at skrive om året, der er gået. Sådan som det har set ud fra min udsigtspost til kastanjealleen foran mine høje majestætiske stuevinduer.

Alt i alt er jeg forundret over mig selv og min tilgang til det, der har fyldt alt i verden omkring mig. Jeg har det bedre end nogensinde. Nuvel benene er stive og fingrene har svært ved at fifle de små blodtrykspiller ud af folieindpakningen. Men når knæene varmes op på turen ned ad trapperne efter avisen eller i kælderen og når fingrene lige leger ballet på tastaturet, så går det hele ganske godt.

I skrivende stund er det eneste jeg synes jeg har manglet en selvbetalt rengøringshjælp, som jeg sparede væk i år. Det betyder at jeg ganske vist får vasket gulve på kommunens regning hver anden uge, men at jeg ikke får gjort rent oppe på skabe, lamper og reoler – men skidt pyt, jeg kan alligevel ikke selv se derop og orker ikke rengøring via stige selv.

Her 9.07 på den sidste dag i året er jeg nødt til at tænde det store skarpe loftslys for at se, udenfor kan jeg se en gråblå himmel, der farves lysegrå af en opgående sol. Et forunderligt lys breder sig over de nøgne træer. Indenfor roder det, men listen over det jeg skal gøre i dag ligger klar. Køleskabet indeholder laks, rejer, æg og spinat til en lækker nytårsaftensmad. Mandelmælk med havre og cia til første måltid, broccoligratin og bagt batat til andet måltid og en festlig rejesalat i aften.

Bordet indrettes til at tegne efter foto, det har jeg lagt an til i flere uger, men ikke fået gjort alvor af. Strikketøjet til dronningens nytårstale er en hvid barnetrøje, så jeg ikke behøver så meget lys i stuen. Vinduet får to store hatte udstillet, de kan signalere nytår til kastanjerne og folk, der går forbi og selv kan jeg glædes over at få dem hevet frem i lyset engang imellem.

I marts var jeg uden papiravis og gik jævnligt på biblioteket, hvor jeg deltog i en læsekreds og et filosofihold, hvor vi efterhånden kendte hinanden.  Avisen blev genbestilt og hen over forår og sommer savnede jeg ikke de jævnlige biblioteksbesøg. En veninde ringede og foreslog en tomands læsegruppe i min baghave. Vi læste Dorte Nors; Kort over Canada og fik gode snakke ud af de kryptiske noveller.

Hen over sommeren fik jeg først fejret min 76. fødselsdag med take away hos søn og svigerdatter. Derefter et besøg af ældste datter fra København, som købte ind og lavede sin signaturret; jomfruhummer i egne sovs. I august kom mit ældste barnebarn og lavede et veritabelt brombæreventyr ud af sit korte besøg.

De to korte besøg og snakkerierne om bøger i baghavens sol var rigeligt for en eneboertype som mig. Alligevel kunne jeg godt mærke at mit almindelige aktivitetsniveau faldt mere end sædvanligt i efteråret. Jeg begyndte at sove længere, se alt for meget netflix og strikkede den ene sweater efter den anden. Heldigvis er de alle sammen blevet godt afsat i december.

Den første december fik jeg det smukkeste juletræ i potte leveret fra en planteskole, folkeuniversitetet bød på erstatning for det aflyste filosofihold og jeg kom igen på biblioteket og vænnede mig til mundbind både der, i sundhedshuset, i taxaer og når jeg købte ind.

Nu er det så blevet tid til status. Det roder omkring mig, men jeg er ligeglad. Det værste får jeg jævnet ud inden jeg synker ned i lænestolen og tænder for mit store flotte tv. To potter med hvide hyacinther sender en dejlig duft ud i stuen og matcher det hvide strikketøj.

Nu starter jeg den aktive del af min dag med et dejlig langt bad. Rent sengetøj lidt sjovt festligt tøj og rejerne ud af fryseren er næste punkt.  Pensler blyanter og tegneblok parat på spisebordet i stuen. Så nu kan 2021 bare komme an, jeg er parat i min hule.

676 ord på 20 min. Så nu er jeg skrivende ind i næste kalenderår.

første billede fra SaoPaulo og musens hånd – glad for at hun får mad i det nye år