Søskende

Mine søstre

Blandt mine mange søstre er der en, der skiller sig helt specielt ud. Rita var midt i den store søskendeflok på i alt 8 børn. Født i tidsrummet 1920 til 1944. Tænker tit på, hvor meget min mors krop klarede inden den gav op i en alder af 94.

 Rita var speciel på flere måder. Det første minde om hende må være fra ca. 1950 måske lidt før. Rita var den fjerde pige i flokken og 14 måneder gammel får hun en lillebror. Min mors første dreng. Hvordan mon vores mor har fordelt sin kærlighed, kan jeg kun gisne om, men der verserer en historie bror Otto har fortalt om, at han blev beværtet med smørrebrød og øl, når han kom fra sin bopæl en snes kilometer fra mors lejlighed, men Rita blev glemt selv om hun var kørt hundredevis af kilometer fra Norrköping i Sverige til Skælskør på Sydsjælland. I hvert fald opstod der et tæt og helt specielt søster bror forhold mellem Rita og Otto.

Rita var som stor pige i det vi i dag kalder for teenagealderen hjælper i den lokale danseskole. Rita var utrolig smuk, slank og rytmisk. Jeg husker et billede af hende i en meget elegant positur på et foto i brune nuancer. Desværre har jeg ikke det billede, for det ville jeg elske at have sat ind til den næste generation, så I kunne se, hvad Ritas livsdrøm var. Assistent for en danselærer var ikke noget, der gav løn i slutningen af 40-erne sikkert heller ikke i dag. Resolut søgte Rita så en stilling som barneplejerske. Da krigen sluttede i 1945 var Rita 17 år og rejste til Malmø til sit nye job. Om hun ventede til hun var fyldt 18 melder de brudstykker af hendes historie jeg har fået fortalt ikke noget om.

Det første minde jeg selv har om min ”svenske” søster er, at hun kommer kørende til vores lille lerklinede barndomshjem på Sydsjælland og medbringer en duft af verden. På det tidspunkt har Rita søgt sig en ny stilling lidt længere oppe i Sverige. Vist nok lidt længere oppe end hun i første omgang havde tænkt sig. Med sig havde hun den første banan jeg så og smagte. Den bløde søde frugt var himmelsk. Snart kommer også en svensk svoger Hasse og en yndig lille pige Mona med til Sjælland.

Vores mor havde en Singer Symaskine med pedalunderstel, så fremdriften på nålen kom via pedalen og begge hænder var fri til at styre stoffet under nålen. Den satte Rita sig resolut ved og fremtryllede i løbet af nogle få timer en vidunderlig askepotlignende kjole i småblomstret stof med myriader af flæser og bitte små knapper. Jeg elskede den kjole. Men endnu vigtigere var min næsegruse beundring for det Rita frembragte på symaskinen. Når de to søstre, der var lidt ældre end hende kom, så var der kollisionskurs mellem dem og min mor. Vores mor var fantastisk i et køkken men resten af huset stod bare og samlede på støv og edderkoppespind. Når Rita kom var der ingen skænderier og skærmydsler for Rita gik bare af vejen og blandede sig ikke i mors husførelse.

På et meget tidligt tidspunkt har Rita sikkert vist mig, hvordan jeg satte to stykker stof sammen, satte overtråd og undertråd i Singeren og trådte fodpedalen frem og tilbage så nålen syede – magi var det jeg oplevede for første gang. Resten af mit liv blev symaskinen min trofaste ven og min bedste flugt fra det ensomme trivielle liv det var at være ”efternøleren” der var derhjemme med mor i køkkenet og far i smedjen. Inden jeg begyndte i skole kan jeg ikke huske at have haft jævnaldrende legekammerater. Men jeg ved at jeg syede på Singeren. Da jeg blev 18 byttede mor Singeren for en grøn Husquarna med zig-zag funktion. En fantastisk maskine der holdt til den blev over 40 år – gik i arv til min ældste datter, da jeg selv fik en nyere model.

Rita blev født den 4.marts 1928 og døde samme dag i 2007. Det er blevet mig fortalt, at hun havde hængt nyvaskede gardiner op og at gulvene var fine og nyskurede. Der var gjort klar til fødselsdag nr. 79 men da hendes søn Richard kom, lå hun stille i sin seng. Rita havde på det tidspunkt haft Parkinson i mere end 10 år.

Min søster Rita kom og besøgte os ofte i Danmark om sommeren. Sidste gang jeg så hende var da Clara blev navngivet i april 2000. Rita var altid elegant klædt med kropsnære spadseredragter og hæle på skoene.

I dag mindes jeg hende med et billede af en blomstrende park. Hun bragte farvernes og stoffernes magi ind i min tilværelse. Rita var min helt specielle og eksotiske store søster.

Brombærsansning

Brombærmaling

Fredag er noget helt specielt. Hver dag glæder jeg mig til den papiravis, jeg genbestilte, da jeg ikke længere kunne gå på biblioteket for at læse de artikler jeg nu havde behov for. Det har været vigtigt for mit pensionistliv hele tiden at nære min naturlige nysgerrighed. Følge med i, hvad der sker på det område, hvor jeg tilbragte det meste af mit arbejdsliv.

Desuden er jeg så heldig at min datter skriver om skole og uddannelse, så det er dobbelt tilfredsstillende at læse. I dag fredag den 19.februar var noget ganske særligt. I Informations bogtillæg var en lille lyslilla akvarel af en sommerfugl og en kvinde med taske. Rent elegant og tydeligt stod den der og mindede mig om august, hvor mit elskede barnebarn var på et kort besøg.

Besøgets absolutte højdepunkt var Claras brombærjagt. På den første indkøbstur efter frugt havde hun spottet en port ind til et veritabelt brombæreventyr. De bær der var nederst blev resolut plukket og hjembragt i et par papbakker. De smagte himmelsk og hun fortalte, at der var mange flere, men de hængte højt. Min stige har kun tre trin, lige nok til at nå de øverste hylder i bogreolen.

Ude i gårdhaven ligger en meget lang stige, nok 8 – 10 m, men med min højdeskræk syntes jeg ikke hun skulle bruge den, så jeg nævnte det ikke. Den næste dags aften forsvandt hun og hjembragte endnu 3-4 bakker med saftspændte sorte brombær. Det lille muskelbundt af en pige havde manøvreret den lange stige ud gennem kælderen og var promeneret ud på gaden med den. Pænt hilsende på en medbeboer, der sad på trappen og røg, jonglerede hun den lange stige forbi banegårdspladsen og ind i gården med de lokkende brombær.

Ude på fordøren til min lejlighed sidder stadigvæk en mørk plet, som er rødlilla og ligner størknet blod, det var svært at holde fingrene fri af døren, mens ruko-nøglen blev vredet modsat rundt og den tunge dør skubbet op. Sådan er min skrivemuse og i dag kom mit skriveri i gang igen takket være avisens lille akvarel i pink malet af Hannah Heilmann med saften fra brombær.

Det enkle smukke billede sendte mig mindet om august måneds brombæreventyr tilbage til min lejlighed, hvor jeg lever i fred og ro med min elskede ensomhed, en malet sansning til min hjerne. Hvor er det skønt at skrive og kunne skabe små minder om alt det, der er sket i mit liv.

I går blev jeg klar over, hvor min skrivende indsats skulle have sit fokus. I dag blev jeg klar over, at hvis mit tegne- og malegen igen skulle aktiveres, så skulle jeg vælge helt enkle metoder og ikke købe flere forskellige nye rekvisitter men bare bruge det, der lige var for hånden, akkurat sådan som jeg også gør, når jeg syr billeder, strikke restestrik og såmæn også når jeg laver mad.

Næste fredag har jeg bestilt en kasse med frugt og grønt, som er overskudsprodukter fra et firma, der leverer måltidskasser. Den bliver stillet om natten i vores kælderskakt og min unge naboer bærer den op til min dør og aftager, hvad jeg ikke kan bruge.

Jeg bor det bedste sted i verden og er så heldig at have søde mennesker omkring mig. Hvis jeg skal holde min digitale viden opdateret er jeg nødt til at skrive lidt her hos millemoses med jævne mellemrum. Det bliver sværere og sværere for mig at tilpasse min hjerne til de mange ændringer denne her gratis blog konstant laver. I dag kunne jeg kun komme herind som “gæst”

Velkommen nytår og ….

Nytår 2020

På denne sidste dag i det herrens år 2020 fik jeg under avislæsningen til den første og helst eneste kop kaffe en ustyrlig lyst til at skrive om året, der er gået. Sådan som det har set ud fra min udsigtspost til kastanjealleen foran mine høje majestætiske stuevinduer.

Alt i alt er jeg forundret over mig selv og min tilgang til det, der har fyldt alt i verden omkring mig. Jeg har det bedre end nogensinde. Nuvel benene er stive og fingrene har svært ved at fifle de små blodtrykspiller ud af folieindpakningen. Men når knæene varmes op på turen ned ad trapperne efter avisen eller i kælderen og når fingrene lige leger ballet på tastaturet, så går det hele ganske godt.

I skrivende stund er det eneste jeg synes jeg har manglet en selvbetalt rengøringshjælp, som jeg sparede væk i år. Det betyder at jeg ganske vist får vasket gulve på kommunens regning hver anden uge, men at jeg ikke får gjort rent oppe på skabe, lamper og reoler – men skidt pyt, jeg kan alligevel ikke selv se derop og orker ikke rengøring via stige selv.

Her 9.07 på den sidste dag i året er jeg nødt til at tænde det store skarpe loftslys for at se, udenfor kan jeg se en gråblå himmel, der farves lysegrå af en opgående sol. Et forunderligt lys breder sig over de nøgne træer. Indenfor roder det, men listen over det jeg skal gøre i dag ligger klar. Køleskabet indeholder laks, rejer, æg og spinat til en lækker nytårsaftensmad. Mandelmælk med havre og cia til første måltid, broccoligratin og bagt batat til andet måltid og en festlig rejesalat i aften.

Bordet indrettes til at tegne efter foto, det har jeg lagt an til i flere uger, men ikke fået gjort alvor af. Strikketøjet til dronningens nytårstale er en hvid barnetrøje, så jeg ikke behøver så meget lys i stuen. Vinduet får to store hatte udstillet, de kan signalere nytår til kastanjerne og folk, der går forbi og selv kan jeg glædes over at få dem hevet frem i lyset engang imellem.

I marts var jeg uden papiravis og gik jævnligt på biblioteket, hvor jeg deltog i en læsekreds og et filosofihold, hvor vi efterhånden kendte hinanden.  Avisen blev genbestilt og hen over forår og sommer savnede jeg ikke de jævnlige biblioteksbesøg. En veninde ringede og foreslog en tomands læsegruppe i min baghave. Vi læste Dorte Nors; Kort over Canada og fik gode snakke ud af de kryptiske noveller.

Hen over sommeren fik jeg først fejret min 76. fødselsdag med take away hos søn og svigerdatter. Derefter et besøg af ældste datter fra København, som købte ind og lavede sin signaturret; jomfruhummer i egne sovs. I august kom mit ældste barnebarn og lavede et veritabelt brombæreventyr ud af sit korte besøg.

De to korte besøg og snakkerierne om bøger i baghavens sol var rigeligt for en eneboertype som mig. Alligevel kunne jeg godt mærke at mit almindelige aktivitetsniveau faldt mere end sædvanligt i efteråret. Jeg begyndte at sove længere, se alt for meget netflix og strikkede den ene sweater efter den anden. Heldigvis er de alle sammen blevet godt afsat i december.

Den første december fik jeg det smukkeste juletræ i potte leveret fra en planteskole, folkeuniversitetet bød på erstatning for det aflyste filosofihold og jeg kom igen på biblioteket og vænnede mig til mundbind både der, i sundhedshuset, i taxaer og når jeg købte ind.

Nu er det så blevet tid til status. Det roder omkring mig, men jeg er ligeglad. Det værste får jeg jævnet ud inden jeg synker ned i lænestolen og tænder for mit store flotte tv. To potter med hvide hyacinther sender en dejlig duft ud i stuen og matcher det hvide strikketøj.

Nu starter jeg den aktive del af min dag med et dejlig langt bad. Rent sengetøj lidt sjovt festligt tøj og rejerne ud af fryseren er næste punkt.  Pensler blyanter og tegneblok parat på spisebordet i stuen. Så nu kan 2021 bare komme an, jeg er parat i min hule.

676 ord på 20 min. Så nu er jeg skrivende ind i næste kalenderår.

første billede fra SaoPaulo og musens hånd – glad for at hun får mad i det nye år

Julenovelle anno 2020

Photo by Norexy art on Pexels.com

Det er jul det er cool….

Min røde strikkede kjole strammer dekorativt over mit udspilede maveskind. Spejlet i entreen har fortalt mig, at jeg er den skønneste i miles omkreds. Længden er tækkelig, men støvler og strømper måske lidt for provokerende. Venteværelset er fantastisk. I forgangen en spritautomat og en boks med mundbind og handsker. I lokalet bag ved glasdøren er der kunst på væggene og magiske stenskulpturer opstillet dekorativt på sorte firkantede opsatser. En svag lyd af vand der kommer fra en lille springvands installation i højde med stolene. Fra højtalere lyder dæmpet musik af den type, der er beregnet til meditation og yogaøvelser. Det blå gulv er dækket med ægte tæpper i blå nuancer. Intet er tilfældigt i dette venteværelse.

Mit ærinde er ikke helt almindeligt. Mine karrieredrømme er svulmet i takt med, at et nyt liv vokser inde i mig. Jeg er uovervindelig. Sommerfugle og kolibrier svæver usynligt rundt i lokalet, hvor jeg roligt afventer, at det bliver min tur. En enkelt anden ansøger går forbi. Uden at sætte sig i venteværelset går han hastigt forbi mig og direkte ind i audiensrummet. Hans uniform er rød og blå.  Da han kommer ud igen ser han urolig ud og kaster et hastigt blik på mig, hvorpå han på militærisk vis går taktfast ud gennem begge døre. Jeg kan gennem vinduet følge rytmen af hans skridt og farvernes spil i glasset.

Da det bliver min tur bliver jeg så forfjamsket at jeg vælter det papkrus med kaffe, jeg har foran mig. Den høje mand rækker mig en papirserviet fra brystlommen på sit fornemme lilla jakkesæt. Han kikker undersøgende op og ned ad mig og venter tålmodigt til jeg har fået fjernet det meste af den brune væske.

”Hvornår forventer De at skulle føde?”

”….dee…. bliver nok i slutningen af december”

”Perfekt timing” griner jobkonsulenten og præsenterer sig som Julius Coolman

Forvirret og med kaffestænk mellem prikkerne på kjolen følger jeg efter ham ind i et hyggeligt lille kontor.

”Værsgo` tag plads!” Coolman viser med en elegant håndbevægelse og et lille buk en højrygget kurvestol, der står overfor det lille blankpolerede skrivebord.

Mens jeg indvendig bander over mine støvlers længde og min kjoles mangel på samme sætter jeg mig med dydigt samlede ben på den anviste stol.

”Som det fremgik af jobannoncen er det en midlertidig ansættelse i forbindelse med højsæsonen her lige før årsskiftet. Det er De forhåbentlig opmærksom på?”

”Jahh….eh” – min hjerne arbejder under pres, for det husker jeg ikke.

”Det betyder at vi ikke er forpligtet til at aflønne Dem, når De ikke længere er arbejdsdygtig.”

”Naa…j…” – der røg den chance for at omgås dagpengesystemet, når ungen meldte sin ankomst.

”Er De stadigvæk interesseret i jobbet?”

”Absolut!” –endelig en chance for at foretage sig noget nyttigt i ventetiden.

”Jamen så er det en aftale. De bedes møde foran indgangen til vores hovedafdeling Kongensgade 7 i morgen tidlig kl.7”

Tankerne slår badutspring inde i min hjerne. Hvordan i alverden kommer jeg så tidligt ind til centrum.

”Er der noget bestemt jeg skal have på?”

”Nej vi har kostumerne klar og sminkøsen parat, bare mød op til tiden.”

Jeg bliver betuttet siddende mens hr. Coolman rejser sig og går rundt om skrivebordet. Han bukker let og fortsætter:

”Det var alt for i dag frk.?”

”Mia” får jeg fremstammet.

”Hvad er efternavnet?”

”Vinter” hvisker jeg

”Ja gu`er det vinter, men jeg bad om efternavnet” den venlige mand bliver lidt brysk.

”Jamen jeg hedder Mia Vinter og ikke som hende den veganske blogger, der hedder Mia Sommer.”

”haha en vegansk blogger, nå så har man hørt det med!”

Ude på gaden går det op for mig, at jeg ikke aner, hvad jobbet overhovedet går ud på. Men får mig samlet sammen til at gå hjem mens jeg beder til at jeg igen kan finde det sted på nettet, hvor annoncen stod.

Køen foran den nyåbnede ”Red & Green” butik i Kongensgade er allerede lang, da jeg ankommer 5 minutter i 8 denne første tirsdag i november. I går lykkedes det mig ikke at finde jobannoncen, så jeg har sommerfugle i maven og behov for en skytsengel, for at komme gennem formiddagen.  Foran mig står en ældre herre med fuldskæg og skulderlangt hvidt hår. Jeg har ikke fået mit selvværd tilstrækkelig op i gear til at jeg tør spørge nogen af de andre i køen, hvad det egentlig er vi venter på.

Præcis klokken 8 lukkes glasdørene op og køen sætter sig i bevægelse op ad de tre trappetrin til den fine gamle butik i Kongensgade. I min barndom var her mejeriudsalg, men tiderne skifter og mælk købes ikke længere i specielle butikker. Vi lukkes enkeltvis ind i et lille lokale, som viser sig at være en udklædningsshop. Genbrugstøj i alle mulige skrappe gyselige farver hænger tæt på rullende stativer.

De der har stået foran mig kommer ikke den samme vej ud. Så jeg er ganske uforberedt, da den midaldrende herre beder mig smide tøjet. Ganske vist bag en skærm, men hans gennemborende blik har allerede taget bestik af bryster, mave ben og især lår.

”Din mave er en udfordring, så vi må finde noget alternativt!”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så afventer blot, hvordan tingene udvikler sig. Han rykker lidt frem og tilbage på bøjlestativet med røde dragter. De ser ud til at være todelte og med masser af skindkanter.

Han vælger tre bøjler med hver sit sæt tøj, som han lægger på kanten af skærmen.

”Tag dem på i tilfældig rækkefølge og vis mig resultaterne!”

Det første sæt er en pudderfarvet bikini, af noget stof, der ligner pudderkvaste hæftet sammen så huden kan anes igennem. Huen er med lange kaninører og strømperne er af sort net. På fødderne er det meningen jeg skal have lyserøde stiletter af noget gennemsigtig plastic.

Det andet sæt er haremsbukser af grønt gennemsigtig tyl og en brystholder, der slet ikke kan rumme mine spændte bryster, der er i fuld gang med at øve sig i mælkeproduktion. Strømper medfølger ikke men derimod nogen snævre snabelsko, som mine let hævede fødder har det lige så dårligt med som plasticstiletterne.

Det tredje sæt er om muligt endnu mere udfordrende. En fodlang kjole i tyk rødt velour med rygudskæring helt dertil, hvor ryggen bliver til buler. Foran er der snørelukning over barmen og i begge sider af nederdelen er slidsen så høj, så beklædningsdelen næppe kan kaldes en ”kjole” men snarere et cirkuskostume.

Så småt begynder jeg at danne mig et overblik over, hvad det egentlig er for et job jeg har lagt billet ind på.

Den lille mand foran skærmen vælger det tredje sæt.

Det næste er, at jeg bliver lukket ud i et stort forretningslokale, hvor de ansatte er ved at pynte vinduerne op til julehandelen.  ”Musakken” lyder ud af nogle højtalere og nogen af dem, der stod forrest i køen er allerede placeret i det kæmpestore udstillingsvindue.

Kongensgade er ikke fyldt med mennesker endnu, men jeg gruer for, hvad det er der skal ske. Men trøster mig med, at jeg trods alt har fået noget der ligner en kjole, så jeg ikke skal vise alt for meget hud.

Da det bliver min tur placeres jeg på en taburet foran en bardisk af glas med farvestrålende væsker som pynt. Jeg får besked på at lægge benene dekorativt over kors og sætte mig i profil, så min store mave poserer flot. På fødderne har jeg nogle underlige små gyldne sandaler, der nærmest kun er et par remme bundet rundt om anklerne. Skrækken breder sig i min gravide krop: hvor længe kan jeg balancere i den stilling uden at blive svimmel og dratte ned af taburetten.

Butikken er klar til åbning, vi er ti personer i midlertidige jobs parat som udgør den levende vinduesdekoration. Folk på gaden er begejstrede, alle stopper og kommer med tilråb og kommentarer. Butikkens salgstal stiger til skyhøje omsætningstal. Vi taler ikke sammen, det gør mannequiner sædvanligvis ikke. Efter et par timer får vi en tiltrængt pause, hvor vi skotter til hinanden, men ti minutter er ikke til egentlig samtale, så vi er hurtigt tilbage på plads i vinduesdekorationen.

Efter denne anstrengende første arbejdsdag i nyt job vakler jeg udmattet hjem. Plukveerne melder sig, men stopper heldigvis efter et par timer. Glæder mig til at få sovet lidt og til lønnen på min konto om et par uger. Jeg bor for mig selv og min donorfar holder sig ikke orienteret om min tilstand. Økonomien må jeg selv sørge for.

Den dag, hvor jeg har siddet på taburetten i 23 dage tager veerne til i styrke og inden fyraften må jeg transporteres til en fødeklinik, hvor en smuk lille baby kommer til verden. Fødslen foregår uden komplikationer og jeg får en stor bonus, fordi jeg netop den 24.december kan sætte mig på taburetten med min nyfødte baby i armene.

Kjolen? Ja den er stadigvæk rød, men helt uden buler og kontoen har det godt. Måske skulle jeg finde min donor og tilbyde ham at deltage i barnets opvækst? Barnet og jeg er blevet fuldtidsansat.

Roskilde

Roskilde

Min mors hus i Roskilde er et fint rødstenshus. Foran er en lille have, der afgrænses til fortovet af en lav mur. Bagved er et flisebelagt område med en tørresnor. Ad tre stentrin kommer jeg ned til en græsplæne og en urtehave. Der er et jordbærbed og et kirsebærtræ. Alt dette er mors og mit og jeg elsker det.

Skolen er nybygget og er den mest moderne skole i Roskilde. Hedegårdenes skole ligger som en stor imponerende bygning lige når jeg går til starten af Elisagårdsvej. Vi bor i nr.22 og på vej til skole skal jeg passere en stor fabriksbygning, som lugter fælt. Min storebror fortæller at de koger rotter derinde. I hvert fald laver de noget medicin. Toget futter forbi hver halve time, men det er kun hyggeligt. Skinnerne er en del af den lydkulisse, der bliver min barndoms hørespil.

Hvis jeg går den anden vej fortsætter Elisagårdsvej over en jernbanebro. Husene her er meget finere og mere velholdte end dem, jeg går forbi, når jeg skal i skole. Jeg hopper på fliserne ad fortovet forbi svinget ved fabrikken og de små gamle huse på den anden side. Helt oppe ved Københavnsvej bor en lille købmand i et gulkalket hus.

Mors singer-symaskine er en af mine bedste venner. Jeg har lært af søster Rita, hvordan jeg styrer den samtidig med at jeg træder på den store smedejernspedal. Det bliver til en ternet nederdel med elastik i taljen. Vi har ikke så meget stof og vist heller ikke særlig meget mad, for jeg får duesteg næsten hver dag. Mor er i huset, men ikke om morgenen, for så gør hun rent hos en bager. Derfor sørger jeg selv for at komme i skole og standardmadpakken er en banan. Men det er tit jeg slet ikke har noget med, for hver dag får vi to halve med pålæg i en stor sal på 1.sal i skolen.

Inde i klasseværelset er der tre rækker med tomandsborde. Her sidder 22 piger og fylder dørrække og midterrække. I vinduesrækken sidder 8 drenge. Allernederst bag drengene er et enkelt ledigt bord, som bliver min plads.

Vi har dansk med lærer Laursen, der ligner KrebsLange en smule. Men hr.Laursen læser diktat op og fortæller små historier, som vi skal genfortælle ved at skrive så meget ned af dem, som vi kan huske. Det er pærelet og jeg kan sagtens huske de små genfortællingsøvelser og skrive dem næsten ordret ned. Det opdager de to drenge, der sidder lige foran mig. Så de snupper mit kladdehæfte og skriver af. Læreren har ikke overblik over 30 elever og når der er uro skal hele vinduesrækken rejse sig op og så får alle drengene en syngende lussing. Det vænner jeg mig så også til at få.

Ude i gården går den vilde jagt. Drengene er efter pigerne og især Egon er efter mig. Min hjemmesyede elastiknederdel viser sig at være en dårlig påklædning til den leg. Men heldigvis har jeg buksestrømper på under den. En dag bliver det for meget for mig med Egons evindelige drillerier. Jeg snupper hans kasket og piler ind på pigetoiletterne, hvor jeg dumper den ned over døren til det nærmeste toilet. Egon er lige i hælene på mig og uroen ved pigernes toiletskur vækker gårdvagten.  Vagternes faste rutine er at gå frem og tilbage med hænderne på ryggen og brillerne på næsen. Når de går med ryggen til kan man godt snyde dem, men det har jeg ikke lært endnu, så jeg får hele skylden for Egons toiletvåde kasket.

……….. fortsættelse af Far Folmer og start på mit liv i Roskilde – fortællingen er så autentisk som jeg nu engang husker her 65 år efter

Begravelse

Far Folmer

Det er længe siden jeg har været hjemme hos mor og far. Jeg savner lugten af skråtobak og elektricitet, når jeg putter mig ind til ham. Mor lugter ikke nær så godt, der hænger altid madlugte omkring hende og i forklædet.

Jeg ved, at der er noget galt, men er ikke sikker på hvad? Den eneste jeg har at snakke med om død, fødsel og sådan noget er Madelaine, som gerne vil kaldes Lena.

Vi taler om døden Lena og jeg. Hvor bliver de mennesker af, der dør? Lena har haft en moster, der kørte ind i et træ. Bilen kørte så stærkt, at vi stadigvæk kan se et mærke i det træ ned i alleen, som hun ramte. Men Lena kan ikke huske sin moster og savner hende ikke.

Når jeg cykler i skole kommer jeg forbi den hvidkalkede kirke i Magleby. Den er meget højere end alle de andre huse og rundt omkring den er små fine haver. Alle de små haver har alle sammen en sten, hvor der står navne på mennesker, som er døde. Gravsteder hedder de små fine bede inde på kirkegården, de bliver passet fint og mange af dem får små buketter af friske blomster sat i vand i et kræmmerhus.

Lenas familie kommer aldrig i kirken og Lenas moster har heller ikke noget gravsted på kirkegården. Lenas mormor er en lille tynd gammel dame, der altid går i sort nederdel og kridhvid skjortebluse. Hun hedder fru Salomonsen og bor nede i kælderetagen på slottet Basnæs, hvor også Lenas mor og alle hendes små søskende bor.

”Kan vi ikke spørge din mor eller din mormor om det der med døden?” spørger jeg Lena, – hun tænker sig lidt om – og svarer så: ”Jeg tror ikke min mormor ved så meget om det, hun er jøde, og de tror ikke på det der med kirken – og min mor ved i hvert fald ikke noget, hun ved kun noget om at føde børn!”

”Det er snart min fødselsdag, så bliver jeg 10 år”  – Lena er 8 men er meget høj og meget klog, selv om hun ikke går rigtigt i skole ligesom mig. En gang i mellem kommer der en lærer hjemme, hvor de bor, så Lena kan godt læse.

Jeg vågner tidligt om morgenen, den dag, hvor det er min fødselsdag, jeg er glad selv om jeg nok ikke får besøg af mine søskende ligesom jeg plejer. Jeg ligger i sengen og regner ud, hvor gammel jeg vil være, når årstallet skifter til 2000.  Lena og jeg går en lang tur i gartneriet og parken, der ligger rundt om Basnæs.

Da vi kommer ned i køkkenet er alle pigerne helt stille, så åbner de døren ind til ”folkestuen” – der hvor alle de ansatte på slottet spiser. Derinde er der lagt hvid dug på og sat fine lysegrønne bøgegrene op på væggene og på bordet.

”Tillykke” siger de alle sammen og Britta kommer med en fin stor kage.  Jeg bliver så glad, at jeg er lige ved at græde. Jeg har aldrig haft et fint dækket bord og en kage, når jeg har haft fødselsdag.

Det er rigtig dejligt alt sammen, men hvor er mor?

De næste par uger bor og spiser jeg på Basnæs, jeg cykler selv i skole og Lenas mor Lillian hjælper mig med regnestykkerne. Det er lidt underligt at cykle forbi huset, hvor far og mor bor uden at skulle derind.

Det er blevet juni, solen skinner og det er snart sommerferie, jeg glæder mig til at blive fri for den lange cykletur hver morgen og bare gå og daske rundt i parken og i gartneriet på Basnæs. Far er jo ikke ovre i smedjen mere, men farbror Helge er i karetmagerværkstedet, som ligger lige ved siden af hestestaldene.

En dag får jeg besked på at komme hjem, alle mine søskende er kommet og mor græder. Det er helt rart, at hun ikke skændes med Inger eller Ida og jeg synes det er dejligt, at de er kommet alle sammen. Mon de er kede af, at de glemte min fødselsdag?

Ude bagved fars gamle smedje bliver vi fotograferet. Jeg har mine røde knæbukser på og en kortærmet blå skjortebluse. I vejgrøften har jeg plukket mælkebøtter, deres bløde stængler ligger i min hånd, og jeg spekulerer på om jeg har nok til at flette en krans af.

Jeg har fået en ny meget smuk kjole. Den er meget mørkeblå, næsten helt sort, oppe ved halsen er der nogle lådne hvide prikker. Den har lange ærmer med hvide manchetter og en hvid krave – det er sommer, så jeg synes det er lidt mærkeligt at den har lange ærmer og er så mørk i farven.

Vi skal i kirke selv om det ikke er søndag. Siden min søster Rita viste mig, hvordan man på bare et par timer kunne trylle et stykke stof om til en kjole med flæser, sløjfer og rynket nederdel – så har jeg prøvet at lægge mærke til, hvordan tøjet er syet. Så jeg sidder oppe i kirken og studerer de lådne hvide prikker i min nye kjole. Det er som om de ligger ovenpå stoffet, som kæmpestore snefnug, det er meget smukke.

Vi synger: ”Altid frejdig, når du går…” den kan jeg udenad, den sang vi tit i sangtimerne og far og mor sang den nytårsaften. Oppe foran alteret står en stor hvid kasse, pyntet med en masse blomster.

Præsten taler alvorligt og siger, at det er sørgeligt, når forældre dør fra mindre børn! Han kikker på mig og jeg forstår pludselig, at det er mig og min far han taler om.

Alle mine søskende er med i kirken, de ser alle sammen alvorlige ud, Ida og Marie græder. Mine egne tårer begynder at dryppe ned på de fine hvide snefnug på min kjole. Lidt efter skal vi gå ud af kirken og kisten bliver båret ud, det er kun min nye svoger fra Jylland, der ser, hvordan jeg har det, så han tager mig i hånden mens vi går ud på kirkegården.

Jeg kan ikke huske, hvad der mere sker, kun at jeg næste dag cykler i skole. Vi skal have botanik, og det elsker jeg, for jeg kender navnene på alle blomsterne i grøftekanten. Jeg plukker gule kællingetænder, blå kornblomster, røde valmuer og hvide kamilleblomster. Der er også en flot stor lille slangeurt, men den stikker i fingrene, så den lader jeg stå.

Den lærer vi har til naturhistorie har vi også til sang. Han har en kraftig stemme og lyder som de operasangere, jeg har hørt i radioen. Da han får min markbuket spørger han: ”Hvordan gik begravelsen?”

Noget går i stykker inden i mig. ”Hvad i alverden bilder han sig ind?” – jeg kan ikke svare ham og vil ikke græde, mens de andre ser det, så jeg løber ud til min cykel og kører så hurtigt jeg kan væk fra skolen.

”Heldigvis det snart er sommerferie, for jeg kommer aldrig i den skole mere!” tænker jeg mens jeg træder alt hvad jeg kan i pedalerne.” Hvordan får jeg mine ting? Det er lige meget med den gamle røde taske, de skal ikke blande sig!”

Nogle dage efter skal vi op på kirkegården og ordne gravstedet, jeg kommer med for jeg kan godt lide havearbejde. Der er en fin sten på graven, der sidder en lille fugl af metal og så står der ”FAR” med bogstaver af samme slags røde metal som fuglen er lavet af.

Inde i gruset er der en kant. ”Hvad er der sket med gruset?”

Min storebror siger på sin sædvanlige ærlige ligefremme måde: ”Når kisten rådner, så falder den sammen og så synker jorden under gruset.”

Jeg siger ikke noget, men løber væk, ligesom jeg gjorde fra skolelæreren.

”Hvis kisten falder sammen, så ligger far jo derinde og kan ikke få luft?”

Ude ved bilen tegner jeg tal og bogstaver i gruset, jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvad der sker, men er bare nød til at tegne 1-taller og 8-taller – så gammel skal jeg være, før jeg må få lov til at køre bil.

  •  

Men det er ikke min far, der ligger dernede – jeg er sikker på, at han bare er ude at rejse, er taget ”på valsen” ligesom han gjorde i sine unge dage – eller også sidder han oppe i Norge på en fjeldtop og passer på, der ikke sker noget med mor og mig.

I skolen synes de det er ”synd” for mig, men jeg kan ikke holde ud, når der er nogen der synes noget er ”synd” for mig, det er som om det er lidt flovt, jeg kan sagtens klare mig selv. Så derfor gik jeg bare ud til min cykel og cyklede alt hvad jeg kunne væk fra Stigsnæs Centralskole og alle de dumme forkælede møgunder og sanglæreren med operastemmen.

Det er alligevel snart sommerferie, og jeg lærer jo aldrig noget i skolen. Jeg har læst masser af Morten Korchs romaner, kan sagtens skrive breve, ja jeg har skrevet en sang til min søster Idas bryllup. Melodien er ”Søren Bramfri`s lærkesang” – jeg har hørt den i ønskekoncerten. ”Nu går våren gennem Nyhavn… fra Shanghai og til Kap Horn” – den er nem at digte på: ”Nu skal store søster giftes …. – jeg har skrevet 3 vers  på 18 stykker ternet papir og tegnet en påskelilje oppe i det ene hjørne.

Hjemme i haven under blodbøgen er der lidt underligt. Mor plejer ikke at rydde op og gøre rent, det lader hun min søster Inger om. Når hun kommer på besøg bliver stolene sat op på bordet og vasket på benene!! – alle edderkopperne farer forvildet omkring, når Inger kommer.

Der er ingen høns, der render rundt og skraber i staudebedene, gamle mis Pussi er heller ingen steder. Hvorfor er alting så underligt stille og hvor er mor?  Der står nogle store baljer på græsplænen. De er fyldt med kærnemælk og så har mor puttet alle kedlerne og tallerkenerne af kobber op i mælken – underlig måde at gøre dem rene på!

Ida kommer ud i haven.

”Har du allerede fået fri fra skole?” – jeg gider ikke svare hende, det kan hun vel se, at jeg har. Når hun er på besøg kan jeg bedre forstå det der med kobbertallerkenerne i mælken – hun er lidt skør.

”Når du får sommerferie, kan du komme med mig hjem til Hyrup” siger Ida –

Ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om det, hun og Inger har altså været for meget på husholdningsskole og vasker alting – også mig – alt for meget og alt for tit. Det hedder vist nok ”patina” når neglene er lidt sorte og der er ”lakridser” mellem tæerne – jeg skal nok selv vaske mig, når jeg får lyst til det.

Men som sædvanlig har mor og mig ingenting at skulle have sagt, når Ida er på besøg – Inger nøjes da i det mindste med at gøre rent – så mus og edderkopper flygter langt væk – men Ida dirigerer og kommanderer – som regel ender det med, at hun skændes med mor og så rejser Ida og græder lidt, når hun siger farvel.

 I sommerferien 1954 rejser jeg med Ida til Hyrup og jeg har mine nye fine ternede skolekjoler med. Den ene er rødternet og allerede ved at være for lille, den anden er grønternet og går helt ned over knæene. Jeg har også en fin ulden grå vinterfrakke, en fjollet hue med duller på og et par brune snøresko.

Ida kan en hel masse med planter og håndarbejde. Når vi er alene er hun ikke så slem at være sammen med,  når jeg bare lader være med at prøve på at bestemme noget så er det såmæn ikke værre end at være sammen med mor, når far og Christian ikke er der.

Skolen, jeg skal gå i, er lidt mærkelig. Huset er en meget lang bygning, taget er af strå ligesom der i Magleby, hvor det pludselig brændte. Men hvis bare ikke lærer Krebs Lange har sine bitavler oppe under stråtaget, så går det nok ikke så galt.

Krebs Lange er en mørk, tyndhåret mand med store hornbriller, vest, urkæde og tyndslidte garbardinebukser. Min svoger Henning går i hvide overalls med maler-pletter, det ser meget mere hyggeligt ud. Godt jeg kun skal om i skolen hver anden dag, for jeg er altså ikke helt tryg ved ham ”krebsen den lange” – han sidder oppe ved katederet hele tiden, og det er som om han slet ikke er der.

Hver eneste dag – når vi altså er i skole – skal vi fyre i kakkelovnen og skrive med pen og blæk – jeg elsker at skrive, men kommer til at hade de spruttende penne og skrivebøgerne med skrå streger, som vores bogstaver skal læne sig op ad. Det går ”krebsen” meget op i, men han fortæller aldrig historier ligesom de andre lærere jeg har haft, vi skal heller aldrig lave ”legemsøvelser”.

De fleste elever i klassen er drenge, og de bor alle sammen på et børnehjem, der ligger i nærheden. Drengene har selvfølgelig kapret pultene lige ved kakkelovnen, der er jo dejlig lunt. De myldrer også ind i den mørke, dystre skolestue så snart ”krebsen” viser sig i køkkendøren ovre hos sig selv. Vi er 2 piger, som sidder ved vinduet.

Imens ”krebsen” får slukket piben, strøget sig over de 5 hår på hovedet,  i langsom gang bevæget sig op til stolen ved katederet, kontrolleret at der ikke ligger tegnestifter eller kridtsnuller på stolen og endelig kikker ud på os – så har drengene haft travlt med til at stikke ud efter os tre piger med spidsede blyanter,  løfte op i vores kjoler og lave ”skøre” hoveder af os.

”Krebsen” kikker bare lige ud over os, og så kikker han ned i sine ting på katederet og siger: ”Skriv k- er!” – det skal vi så resten af timen – så jeg keder mig meget.

Når det så blev frikvarter igen må Marianne og mig prøve at klare os, drengene kan en masse ord, som vi aldrig har hørt. Marianne har spurgt sin far om, hvad fisse, kneppe og pule betød – men Mariannes far en smed, og han blev helt rød i hovedet og sagde hun skulle ”vaske sin mund med brun sæbe”

Vi har også prøvet at slå ordene op i en ordbog, men de er nok ikke danske, for vi kan ikke finde dem i ”Den lille skoleordbog” – det kan være de er polske eller grønlandske for en af drengene hedder Kowalski til efternavn, det er sikkert polsk og en anden er helt mørk i huden og sorthåret, han er fra Grønland.

Det jeg ikke lærte hos Krebs Lange sørgede min energiske propre store søster for. Ida har en kæmpe køkkenhave med alle slags grønsager, buske, urter, stauder, løg- og knoldvækster. Alting har navn og jeg ved nøjagtigt hvordan citronmelisse, broccoli, pastinak og selleri ser ud.

Når vi ikke laver mad eller ordner haven syr, strikker og hækler vi – Ida kan alt. Ude under halvtaget hænger urter fra skoven og fra grøftekanten og inde i skuret står nogle store glas med små rør i, der bobler.

En dag er Ida ekstra glad, hun har ikke tid til sine sædvanlige gøremål. Opvasken og lokumsspanden må vente. På køkkenbordet ligger en stor buket tørret pengeurt.

”Gad vide, hvad hun nu har fundet på, måske har hun læst i en af sine bøger, at den kan bruges til salat?” tænker jeg

Ude i Hennings malerværksted henter hun en lille træplade. De runde frø fra pengeurten skiller hun ad, så der ligger en hel masse fine ”sølvpenge” på køkkenbordet. ”Pengene” limer hun op på pladen, så de ligner kroppen på en fisk – de sølvskinnende plantedele ligner fuldstændig er stor fed aborre. Munden laver hun af de spidse blålige blade fra mandstro. Den stikkende tidsel hun har stående sammen med de andre planter til tørring ned i et hjørne af køkkenhaven.

I skolen går den ene dag efter den anden med at skrive bogstaver, jeg har mindst 10 hæfter liggende med stjerne på omslaget. Vi får en guldstjerne, hvis vi har skrevet hele hæftet med passende hældning og uden rettelser. Hjemme hos Ida har jeg syet en hel landsby i korssting – med gadekær, huse, mennesker og dyr.

Det er vinter, men vi har mange grønsager og spiser lækker sellerimos og rødbedebøffer med bløde, gyldne stegte løg.

Når vi skal have kød cykler vi de 3-4 km til Stouby og henter en brun pakke i frysehuset. På pakken står ”nakkesteg” med Idas flotte runde skrå bogstaver. Hun har sikkert også været tvunget til at skrive blækbogstaver hver eneste dag, da hun var 10 år for 18 år siden.

Idas mave er vinteren over blevet større og større, hun kan ikke cykle mere. En dejlig forårsdag i marts må jeg ikke komme hjem fra skole, men skal blive ovre hos smedens Marianne og lege. Vi kan høre nogen skrige, ligesom når hjemmeslagteren er på besøg.

Om aftenen, da jeg kommer hjem, ligger Ida helt stille i sin seng, ved siden af sig har hun et lille barn, sådan et har jeg aldrig set før, og jeg skal prøve at holde ham.

Den lille dreng skal hedde Jens efter sin farfar og Folmer efter sin morfar. Men det er blevet bestemt, at jeg ikke skal bo hos Ida mere. Vores mor har fundet et hus i Roskilde, hvor jeg skal bo sammen med hende, Christian og Marie.

Det er meget uretfærdigt synes jeg, at jeg bare skal flytte, når de andre bestemmer det. Der er ingen steder hvor jeg kan få lov til at være og få lov til at have nogen ting, der er mine egne.

I lang tid efter vil jeg ikke snakke med Ida, for det var vel nok tarveligt, at mor og mig skulle smides ude, bare fordi hun havde fået en unge.

Hyrup 1955

Brombærlykke

20200819_074242

Glimt af lykke

Det er atten måneder siden vi sagde farvel ved flixbussen. Nu har jeg siddet i en time og stirret på de tre spor, der er på Esbjerg Banegård. Dengang i januar 2019 vidste jeg godt, at der ville gå lang tid inden jeg så dig igen. Da bussen rullede ud fra parkeringspladsen og over broen kikkede jeg op. Deroppe på en skyfri mørk himmel vajede et månesegl skinnende klart omkring en enkelt stjerne. Det billede satte sig i min hukommelse som et tegn på at alt nok skulle komme til at gå godt.

Undervejs på den lille rejse fra Esbjerg til København var en storm ved navn Alfrida på vej ind over Danmark. I nyhederne hørte jeg om en togulykke på Storebælt, hvor en godsvogn havde revet sig løs og ramt det tidlige morgentog fra Jylland. Jeg foldede hænderne og takkede for at vi valgte flixbussen, der trods alt var på vej over samtidig. Alfrida væltede træer på Sjælland og du Clara Alfrida var på vej tilbage til København efter en vidunderlig fredelig nytårsaften i Esbjerg. Jeg husker stadig din reaktion på det overdrevne fyrværkeri, der altid er på museumspladsen udenfor mine vinduer.

I de atten måneder, der er gået har du flittigt sendt foto tilbage til os her i Danmark. For du rejste til Samal på Fillippinerne et par dage efter. Hvordan du på den måde helt gik under radaren hos os din familie er en gåde.  Historien om dit liv med hjemmebygget udekøkken og hytte i troperne er lang og spændende. Heldigvis kunne en billedkavalkade, som jeg modtog via messenger bevirke, at jeg fulgte med på afstand.

Nu sidder jeg så og er nervøs og anspændt. Varmen er ulidelig, men ud af toget kommer en solbrun smuk ung kvinde, der giver mig et kram mens jeg tuder og ryster af sindsbevægelse. En tysk turist, som jeg har snakket med betragter os smilende. ”18 monaten” siger hun til sin søn og de nikker og vinker til os, da vi går over sporene. Du får en flaske kølig vand, jeg har i kurven og så går vi sammen hjem til mig.

På den korte tur forstår jeg, at det bliver et meget kort besøg. Men jeg er lykkelig for, at du overhovedet giver dig tid på de få dage du er i Danmark til at rejse tværs over landet, så jeg får set dig og talt med dig om dine mange oplevelser ude i den store verden. Planen for turen til Danmark er kompliceret af coronapandemien, hvor landene lukker grænser for hinanden og indfører divergerende regler, der bevirker, at rejseaktiviteter bliver uforudsigelige.

På Samal har du mødt en slovakisk ”cykelrytter” som også er cykelsmed. Sammen har i cyklet på kryds og tværs af de Fillippinske øer. I fortsatte til Thailand og ved juletid var I på grænsen til Malaysia. Heldigvis nåede i til Vladimirs hjemland Slovakiet i februar, hvor du sendte billeder af snevejr!

Du skriver at du har billet til København i maj og at du kommer til min fødselsdag. Men sådan blev det ikke, fordi flytrafik og rejseaktivitet blev lukket helt ned i løbet af marts. Humøret holdt du, for der er smukt i den nordlige bjergrige egn af Slovakiet. Du sender billeder af bjerge og af geder. Du henter mælk på en gedefarm og solgule æg hos Vladimirs mormor, du spiser hjemmelavet gedeost og sylter agurker sammen med de slovakiske kvinder. Alt sammen noget en bedstemor kun kan glædes over, for du lærer af alt, hvad du foretager dig. Du lærer efter min mening mere af det du gør end dine jævnaldrende, der sidder på en bænk i en gymnasieklasse i tre-fire år. De læser men de oplever ikke andet en ligegyldige fester med jævnaldrende.

Den verdensomspændende pandemi sætter rejseaktiviteter i stå, men nu endelig i august 2020 kan du rejse til Danmark. Selvfølgelig er dit program her tæt pakket med begivenheder, for vi vil alle sammen gerne have et glimt af pigen, der har taget sit liv i sin egen hånd og har oplevet verden fra cykelryg. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på istidspigen Ayla, som er beskrevet i en romantriologi med titlen ”Hulebjørnens klan” for undervejs på jeres cykelrute har du set hvordan landskaberne ændrede sig efter naturforholdene. Du har set og oplevet, hvad der blev dyrket og spist i forskellige kulturer og du har ændret dig selv radikalt.

Nu er vi i min lejlighed igen og her venter friske liljer, rent sengetøj og englen af saltsten som natlampe. Du får nøgle og kreditkort og vil hente noget vi skal spise sammen. Det bliver en fin solgul ret af kartofler, løg, gulerødder og hokkaido græskar, som allerede er i butikkerne. Græskar har en ganske særlig og symbolsk betydning for mig, for til alle dine fødselsdage i oktober har græskar som pynt, som suppe og på alle mulige måder været en del af vores samvær. Gennem hele din barndom har jeg hulet græskarmænd ud til din fødselsdag.

Med hjem fra indkøbsturen har du også to bakker brombær. Du fortæller at lige der, hvor der er parkering bag en nedlagt butiksbygning er der et brombærkrat. Der er mange flere, men dem kan du ikke nå. Dagen efter kommer du med tre bakker mere, for uden jeg ved det, har du taget den lange stige på fem meter i baghaven og er vandret 200 m forbi banegårdpladsen og har plukket videre. Sikke en rigdom lige midt i centrum af Esbjerg. Godt jeg ikke så det, for så var jeg blevet nervøs. Når jeg selv går de små ture rundt om i gaderne hvor jeg bor er jeg meget bange for biler, der ikke blinker og som ikke ser de gående. Men du er fuldstændig skråsikker, for et eller andet passer åbenbart altid på dig ligesom turen over Storebælt 2.januar 2019.

Det lille lynbesøg hos mig fik indhold allerede den første aften. Den sidste aften henter du muslinger og makrel fra havnens fiskehus. Tusind tak for det du har bragt ind i mit liv Clara. Da vi tager afsked er jeg igen nervøs og forvirret. Jeg vil gå de 300 m til banegården 40 minutter før toget skal afgå. Næste gang du kommer på besøg vil du tage Vladimir og en ”sofacykel” med siger du, så kan jeg komme med rundt på tur.

Imens jeg venter skriver jeg på min mors, min egen og din mors historie, for der skal være noget for dig og andre efterkommere at læse for at forstå, hvordan livet har været for tidligere tiders kvinder.

 

 

August

103942544_253647382632242_4208484923729949610_n

Åndens arbejde

”Frikvarter!” fru Svendsens velklingende stemme gjalder ud over samtlige ni svedende piger i tidlig pubertet.

I min lomme ligger en lille klump tråde, som jeg omhyggeligt har samlet der i timens løb. Vi syr hulsøm og de tråde vi trækker ud af bomuldsstoffet skal jeg bruge til et fysisk eksperiment.

Intet må gå til spilde, hver en tråd kan bruges til nyttigt håndarbejde for flittige hænder. Det ved jeg godt, men altså hvor jeg keder mig, når alting skal bruges på den måde de voksne dikterer.

Imens jeg går forbi fru Svendsen anstrenger jeg mig for at lægge ansigtet i de rigtige uskyldige folder. Let spidset mund til fløjt, åbne øjne uden blink, der kikker lige på lærerinden. Sådan har jeg lært det af min storebror, der har stor erfaring med at føre lærere bag lyset.

Fru Svendsen er tussegammel, hun går i lange sorte kjoler med dybe udskæringer. Lige da jeg går forbi hende har hun travlt med at ordne sin barm, den er kæmpestor, men vi har opdaget at hun bruger brysteholderen som en slagt ekstra taske. Otto har kikket engang, hvor hun havde glemt, at han stod i skammekrog lige bag hende. Hun har lommetørklæder med bolsjer og småpenge gemt i de to store beholdere, fortalte han bagefter i skolegården.

Mine træsko er røde, min kjole er blåternet og har to lommer foran, som er store og dybe. Kraven rynker smukt, for vi er meget dygtige i vores familie til både håndens og åndens arbejde. Faktisk ved jeg ikke, hvorfor jeg overhovedet skal gå i skole, mine søskende har allerede lært mig at læse, sy, strikke – ja regning er da som storebror Christian siger noget man skal kunne, ellers bliver man snydt.

”Rødt og blåt klæ`r alle narre godt” nynner jeg på min egen hjemmelavede melodi, mens jeg i gadedrengeløb passerer skolegården og sætter kurs mod de små lukkede skure omme bagved.

Det eneste sjove ved at være her er drengene, de leger på en meget mere dristig måde end os piger. Kloge er de bestemt ikke, ikke som min storebror, men Ebbe kan godt gå an, bare han ikke stikker mig bagi med nåle han har hugget i skuffen til håndarbejde.

Så snart jeg er ude af fru Svendsens synsfelt hiver jeg trådene op af lommen, nu begynder eksperimentet. Først skal trådene omhyggeligt bindes sammen til en lang sammenhængende tråd, så skal den rulles op på en stykke papir og endelig skal den synkes. Jeg har øvet mig i at få den ned gennem spiserøret uden at få brækfornemmelser. Tricket er så at få den hevet op igen uden at den går i stykker.

Ebbe annoncerer i skolegården: ”Mille laver et tryllenummer omme ved lokummerne!” råber han til de andre. Snart er alle sytten børn i skolegården forsamlet foran mig, der for en gangs skyld  har hovedrollen.

Jeg ved ikke, hvad det vil sige, at være nervøs, det er en tilstand mit beskyttede liv med far, mor og seks søskende ikke ved hvad vil sige. Ebbe er god til at annoncere.

”Hun har slugt et helt pudevår, fordi hun ikke gad sy hulsøm” beretter han uden at blinke. ”Nu har hendes mave trevlet det op og om lidt kan I selv se, hvad det er blevet til” fortsætter han med eventyret glimtende i sine brune øjne.

Jeg begynder optrækningen af tråden, snyder de peristaltiske bevægelser i halsen med en perfiktion, der kommer af ugelang træning. ”Det passer ikke ”siger Erland med en stemme, der er i fuld overgang. ”Jeg tror hun har hugget trådene og sunket dem” kommenterer Else

Således konfronteret med noget der ligner sandheden, begynder min hals at modarbejde mig. Pludselig står jeg med en stump sytråd i min højre hånd. Panikken breder sig både hos mig, hos Ebbe og hos tilskuerne.

Ingen af os har bemærket at læreren har ringet med klokken. Spisefrikvarteret er forbi, og jeg har ikke nået at spise mellemmadderne. Jeg glemte dem fordi jeg havde hovedet fyldt med andre ting. Nu får jeg brug for al min kunnen indenfor omskrivning af sandheden, for hvordan får jeg forklaret, hvad der egentlig er sket. Mit ry som tryllekunstner med magiske evner er i spil.

Det er kvælende varmt, jeg har intet spist, jeg har irriteret både lærere og min følsomme synkefunktion, jeg skal kaste op. Udenfor vinduerne bliver det mere og mere tåget.

Da jeg kommer til mig selv igen ligger jeg på et tæppe ude i skolegården. Rundt om mig løber børn og voksne rundt i panikagtig stemning. Så megen opmærksomhed er jeg ikke vant til. En bil med udrykning nærmer sig, ”åh, nej” tænker jeg ”måske har jeg været ved at dø?”

Men inden tanken forsvinder fra mit hoved kommer førstelæreren og idet han kikker ned på mig siger han: ”Din lille klovn, kunne du ikke vente med at besvime til vi var kommet ud”

Bilen, der kommer babu-babu er ikke en ambulance, men en fin rød brandbil med stige, slanger og det hele. Flotte flammer står op fra det gamle stråtækte tag på den bygning vi lige har siddet i.

”Skolen brænder, skolen brænder” lyder det rundt omkring mig. Men jeg sidder bare på tæppet og forstår ikke noget, tænker bare på, hvor min fine nye skoletaske med mellemmadderne er.

Min storebror, der går i købstadsskolen ude i Skælskør, kommer drønende på sin cykel. ”Kom læreren ud?” er hans første bemærkning. Da han får øje på mig siger han: ”Hvilke tossestreger har du nu haft gang i?”

Der går et par dage inden det går op for mig, at det slet ikke er mig, der har været årsag til panikken. Førstelæreren holdt bier og på loftet lige under stråtaget lå en stak bitavler, som i den brændende sommervarme havde antændt taget.

Vi fik alle sammen sommerferie en uge før tiden og i august blev forsamlingshuset indrettet med skolepulte, kateder og sort tavle.

Men det er en anden historie.

Endnu en sommer

20200722_111058Sommeren, der gik sine egne veje.

Hver morgen til den første kop kaffe sidder jeg og vælger hvad jeg vil læse i min elskede Information. Forinden har jeg testet hvordan benene har det ved at gå op og ned ad trappetrinene til den brevsprække, der er i døren til gadeplan. På stoleryggen hænger en gammel cykelslange, som troligt har tjent som træningselastik til mormorarmene de sidste mange år. Foran står en ny anordning, som skal bruges som stolecykel, så knæene blødgøres.

I denne sommer er det nye i mit liv, at jeg sover længe. Selv da min datter og dattersøn sov i lejligheden hørte jeg intet mellem klokken 6 og klokken 9 om morgenen. Da jeg forsigtigt listede ud i køkkenet sad de med ristede boller, juice og kaffe ved mit lille køkkenspisebord. Næste morgen satte jeg et vækkeur til, for de få timer, hvor de er her skal altså ikke soves væk.

Gennem mit åbne køkkenvindue kan jeg høre højtalerne på banegården. Det sender mine tanker tilbage til barndommens gade. Min mors hus lå 100 m fra Danmarks ældste og første jernbanestrækning mellem København og Roskilde. De første mange år i vestjylland kikkede jeg ivrigt efter det lille røde hus, som jeg lige kunne nå at se et glimt af , når toget havde passeret den store brunsorte bygning, der var penicillin-fabrik. Men så blev grunden mellem togskinnerne og min mors hus bebygget og samtidig begyndte jeg selv at føle mig meget mere hjemme i Esbjerg end jeg nogensinde havde gjort.

De sidste 10 år har tanker som disse tumlet rundt i mit hoved, hver gang hverdagens almindelige ting tillod det. Mine tanker og mit liv skal skrives har jeg tænkt siden jeg blev pensioneret. Men dagligdagen er ikke altid helt min egen, og selv når den er, kræver det også tankevirksomhed at få planlagt sin hverdag rent praktisk. Der går tid med tøj og mad. Rengøring er det eneste jeg indtil videre har hjælp til, for som min datter impulsivt sagde: ”du hader at gøre rent!”

Så nu er endnu en sommer gået, hvor jeg ingen undskyldninger kan finde på for, at jeg ikke har været særlig skrivende og tegnende. Det jeg lever for nu, hvor børn og børnebørn ikke kræver min opmærksomhed til hverdag er, at jeg bliver glad indeni og tilfreds med mig selv, når jeg fremstiller et eller andet. Denne sommer hænger nogle hæklede dukker i en troldhassel og griner til mig med ansigtsløse hoveder.

I computeren ligger en historie som længe har været undervejs og som nu skal sendes til en konkurrence. Mærkværdigvis er jeg ikke særlig tilbøjelig til at tro på mit eget produkt og tro de vil trykke den. Tilfredshed i mit sind fordi jeg gjorde det. Min mors stemme lyder i mit hoved. ”Nu har du været dygtig Agnes!” Sådan tullede hun rundt og sagde til sig selv, når hun med jævne mellemrum kom og passede mine uvorne skolesøgende unger. Dengang var hun i sine 80-ere og ordnede alt i mit store forfaldne hus. Børnene elskede, når hun var der, men selv var jeg ikke i stand til at være nogen steder under hendes besøg.

Mit fysiske helbred tror jeg er ligeså stærkt funderet som min mors. Der skal brud på lemmerne eller udefra kommende vira til for at knække det. Til gengæld er vores psykiske velbefindende afhængig af at gøre noget, man kan blive glad for sig selv af. Min mor vaskede vores tøj og lavede vores mad. Jeg laver håndarbejde uden opskrift og skriver historier, har også en tegneblok parat, hvis jeg skulle få lyst. Den tilfredsstillelse er næsten som en orgasme i sin virkning på mit psykiske velbefindende.

Papir eller ej

toiletpapirophæng m.fugl

Toiletpapirets forunderlige historie.

Da jeg var 10 år boede jeg hos min meget propre storesøster Ida. Hver dag blev toiletlåget og træet over tønden skrubbet med brun sæbe og en ny portion avispapir hængt op i en krog ved siden af. Ida var pertentlig indtil det ekstreme. Det var mit held, at hun var min reservemor i et år inden hun selv fik børn. Alternativet havde været at jeg var blevet bortadopteret til en familie, hvor jeg ofte boede mens min far var kræftsyg. Børnehjem kom ikke på tale med Ida som storesøster. Hos hende fik jeg lært at vaske mig grundigt, at børste tænder inden jeg skulle sove, at spise grønsager og at bruge tiden på fornuftige ting. Det vigtigste Ida lærte mig var at bruge, hvad man har og finde alternative løsninger, på de fleste praktiske opgaver. Undrende fulgte jeg derfor via medierne med i hamstring af netop toiletpapir. Den samme forundring som jeg oplevede nogen år forinden, hvor hamstringen gjaldt gær. Ida havde også styr på sin surdej og bagte rugbrød hver uge til hun var over 90 år.

Genbrug af materialer og alternativ tilgang til mange ting, renlighed og sparsommelighed er podet ind i mit dna ligesom det var i min søsters. Derfor har jeg foråret og sommeren igennem her i det herrens år 2020 med alle de nye udfordringer haft et par ruller fint hvidt dobbelt toiletpapir i min lejlighed. Den ene på et ophæng placeret konventionelt i passende afstand fra toiletkummen – den anden bag ved håndklæder i skabet. Da min datter og dattersøn havde været her en nat over var den første rulle tømt. Så forstod jeg hvorfor mange gik i panik og hamstrede det fine bløde papir i marts måned. Ligesom jeg næsten aldrig brugte papirbleer, selv om jeg har haft blebørn næsten uafbrudt fra 1972 til 1978, så har jeg heller aldrig brugt særlig meget papir i toilettet, men brugt vaskeklude som ligger i en pæn stabel ved siden af papirrullen. Kludene bliver brugt en enkelt gang eller to og vasket ved høj temperatur sammen med undertøj, sengetøj og håndklæder. Ikke noget jeg tænker så meget over. Derfor syntes jeg også det var morsomt, da min svigerdatter sendte et billede af en rulle med strikkede klude på et toiletpapirsophæng til mig via facebook. Naturligvis skulle jeg nok forsyne dem med genanvendelige toiletklude, hvis de skulle løbe tør for det eftertragtede papir.

Strikkede karklude har i flere år været et strikkehit, ja der udgives endog bøger om emnet. Så hvorfor ikke strikke sit eget toiletpapir?

På samme måde som toiletpapirets historie er mange ting i vores hverdag blevet en selvfølge at forbruge. Der er en verden til forskel på min søsters avispapir og mine fine hvide håndstrikkede toiletklude, men hermed alligevel  ”stof” til eftertanke fra en bedaget genbrugsfanatiker.