Hjemløs

pariserroser

 

Det er maj. Bøgetræerne danner lysegrønne kroner omkring den gulkalkede bygning, hvor ungdomshuset har lokaler. Ditte har frostknuder på sit kærlighedsliv. Den første spæde unge forelskelse er ødelagt. Det unge åbne sind kan ikke rumme jalousiens skarpe smerte. På ”Huset” har hun sammen med Roar pillet installationen med den parterede sorte mannequin ned. Pakket den ind i fiskenet og ruser og lagt den tilbage i den kasse, den blev transporteret i.

Efterskolen holder introduktionsdag for nye elever. Samme dag har Dittes far fødselsdag. Han bor i Århus og Ditte skal mødes med ham på stationen. Dagen tegner til at blive brændende hed. Den kølige forårsluft brændes væk i løbet af et par timer. Ditte køber lyserøde pariserroser hos 7/11 i den gamle smukke banegårdshal på Esbjerg station. Timerne og toget snegler sig afsted i den pludseligt opståede sommervarme.

I Århus står Aksel parat ved perronen. Hans glade smil fryser ved synet af datterens påklædning. Det glatbarberede hoved, den lurvede jakke og de hullede bukser afviger totalt fra de mennesker, der fylder perronen med sommerkjoler og shorts. Det er flere måneder siden, han sidst har set Ditte. Aksel fatter sig hurtigt, tager Ditte om skulderen og fører hende ud til bilen.

Hvis Ditte med sin lille lyserøde buket pariserroser, havde været iført en let hvid sommerkjole og måske en lille hat med slør på sin skaldede isse, ville far og datter for udenforstående have mindet om et brudepar. Men  nu er billedet af far og datter en pædagog med en misbruger.

På en lille kro mellem Århus og Randers stopper de op og bestiller dagens ret: Wienerscnitzel og varm kartoffelsalat. Roserne efterlades i bilens bagrude totalt drænet for saftspænding. En radio i baggrunden spiller dansemusik og Birthe Kjærs stemme fylder rummet med ”Pas på den knaldrøde gummibåd…” Ditte sidder på en stol midt i lokalet og ser ud som en fange, der lige har forladt en koncentrationslejr.

På Mellerup efterskole installeres Ditte på en firesengs stue. Aksel lover at besøge hende en gang om ugen. Alene mellem fremmede må Ditte starte forfra. Døgnets rytme sørger skolen for. Der er faste tider for alt. Morgenmad, undervisning, frokost, undervisning, fritid til lektielæsning, aftensmåltid, fritid til samvær og lektielæsning. Lyset slukkes klokken elleve, herefter må elever ikke forlade deres værelser.

Ditte tænker vemodigt tilbage på den enorme frihed hun havde i moderens lejlighed. Ditte hader sin mor, fordi hun stædigt holdt fast i at det planlagte år på efterskole skulle gennemføres.

”Det vil gøre dig mere moden og ansvarlig!”

Vorherre bevares, tænker Ditte. Hvis de voksne hun kender er modne og ansvarlige, så kan det være det samme. Sådan vil hun i hvert fald ikke håbe hun nogensinde bliver.

Reklamer

croquis

https://millemosesblog.wordpress.com/2019/02/25/1120/

 

Roar vågner blidt og ser forelsket på Ditte. Kasketten glider af Dittes skaldede hoved, Roar smiler

”Hvor er du smuk!”

De har ingenting at spise, men ænser det ikke. Roar finder sin barbermaskine og snart er hans hoved ligeså frigjort som Dittes.

Hånd i hånd går de ud på gaden og sætter kursen mod ungdomshuset. Der er ikke så mange derovre om formiddagen. Damen, der gør rent, kender dem.

”Hvorfor er du ikke i skole Ditte?”

”Vi er lige flyttet og min mor og jeg har ikke fundet ud af, hvilken skole jeg skal gå på.”

”Min søn har gået på ungdomsskolen i Østergade, den er rigtig god.”

Ditte svarer ikke. De to unge laver sig en kop te. Den korte samtale har mindet Ditte om virkelighedens verden. I næste uge skal klassen, som hun officielt går i endnu, på lejrskole. Hvordan skal hun kunne undvære Roar i en hel uge?

Roar er ved at lave en udstilling på ”Huset”. Sammen henter de en stige og åbner en stor papkasse, der står midt på gulvet i havestuen. Ditte hjælper Roar med at placere kunstværket. De henter ben, arme, torso og hoved op af kassen. Voksdukken er blevet skilt ad og malet sort. Nu hænges den op i sin parterede tilstand smukt garneret med fiskenet.

De næste dage dukker tanken om lejrskolen op med jævne mellemrum i Dittes forelskede hjerne. Hun må finde på noget helt specielt, for at undgå at tage af sted.

Dagene flyver af sted for de to unge elskende. Det er blevet maj og i næste uge skal lejrskolen forberedes. Ditte er nødt til at tage i skole. Den første forhindring er den antikverede kontaktbog, som nødvendigvis må forsynes med en forklaring på Dittes lange fravær.

Ditte finder skoletasken frem under køjesengen og heldigvis er kontaktbogen der. Mors underskrift er nem at kopiere. Ditte har flair for tegning og øver sig længe på at få det rigtige sving på underskriftens store bogstaver med skråskrift.

Ditte har haft influenza og høj feber. Venlig hilsen Mille Severinsen

Ditte inspicerer sit værk med detektivblik, i morgen vil hun tage i skole og indser modvilligt, at hun måske er hun nødt til at deltage i den irriterende lejrskole på Samsø i næste uge.

Der er dårlig telefonisk dækning på Samsø, så ugen med klassekammeraterne bliver lang og Ditte lider alverdens kvaler. Ganske vist betyder det en udskydelse af konfrontationen mellem mor og skolen. Men Ditte lider, fordi hun må undvære kontakt med Roar. De syv ugedage virker som syv år.

Endelig er Ditte i fuldt firspring på vej op ad de stejle trapper til Roars lille kvistkammer.

”Så er jeg her igen!” nærmest synger hun, idet hun uden at banke på, smækker døren op.

”neej… hvor har jeg…!” ordene bliver siddende i struben, for oppe i overkøjen på Roars seng sidder Susan fra parallelklassen. Roar står ved sit staffeli og tegner.

”Hej med dig!”

Ditte står ubevægelig

”Var det en god tur?”

Ditte synker sammen på sækkestolen

”Vil du ha`en joint eller en bajer?”

”Hva`fanden har du gang i?” hvæser Ditte

”Hvad mener du?”

Ditte rejser sig og går tungt og modløst hen mod døren.

”Hvornår kommer du igen?” hører hun Roar sige, inden hun smækker døren hårdt i bag sig.

Roar står i sit lille højloftede kvistværelse og kikker på sin kultegning. I overkøjen sidder en nøgen svulmende teenager. Susan ryster svagt, der et iskoldt i rummet. Hun tager langsom og alvorligt sit tøj på. Ditte har været hendes bedste veninde siden børnehaven.

”Nå, jeg må vist hellere gå!”

Roar svarer ikke, han er dybt koncentreret om sin croquistegning af kvindekroppen.

 

croquis model

Punkerhår

Punkerhår 470 ord

 

”Nu kan du lige så godt barbere det hele af!”

Mors bemærkning fra i går giver ekko inde i Dittes hoved. Hun står foran spejlet i badeværelset og ordner sin lilla hanekam.

Dittes naturlige hårfarve er nærmest som leverpostej, så for en måned siden købte hun et sort hårfarvemiddel. Virkningen var fantastisk. Naboerne kunne ikke genkende hende og snakkede med hende ved busstoppestedet som om hun var en fremmed. Legen fortsatte med rød og blå hårfarve. Den lilla var den flotteste og så voks til at få det til at stritte.

”Kom nu ikke for sent til bussen!”

Ditte kan høre sin mors stemme fra køkkenet. Fordøren smækker. Ditte er alene.

”Hvorfor skal jeg egentlig gå i skole, jeg lærer alligevel ikke noget!” hvisker en forræderisk stemme inde i hendes hoved.

På vej ud af badeværelset får Ditte øje på hårtørrer og barbermaskine. Selv om der ikke bor mænd i lejligheden, så har de en ladyshaver til at fjerne hår på arme og ben. En pludselig indskydelse får Ditte til at tænde for barbermaskinen og forsigtigt prøve den af på sin ene underarm. Den summer hyggeligt og hun sætter den op over det ene øre, hvor små fine små lyse hår titter frem.

Det er tre uger siden hanekammen blev lavet. Ditte er dødtræt af alle de dumme kommentarer frisuren er årsag til. Det tager kun et par minutter, så ligger de flotte farvestrålende hår i håndvasken. Det eneste ”hår”, der er tilbage på hovedet er bryn og vipper, brune som hendes store smukke øjne.

Inde på værelset smutter Ditte i sine mest hullede cowboybukser, finder sin slidte yndlingssweater i skabet. Genbrugsjakken med camouflagemønster og den luvslidte kasket fuldender påklædningen. Skolen eksisterer ikke længere i Dittes verden, hun er forelsket.

Roar er grafittimaler og bor på et lille hummer øverst oppe i en gammel hjørnebygning på hjørnet af Østergade og Sverrigsgade. Her har Ditte tilbragt de sidste par uger og kun sporadisk været i skole. Som regel følges Ditte med sin mor til busstoppestedet om morgenen. Bussen kommer tre minutter efter at mors bus er kørt rundt om hjørnet, lige nok til, at mor ikke har opdaget, at Ditte i stedet for at stige ind i 7-eren er gået rundt om hjørnet og op til Roar.

Sammen hygger de sig med outreret hårkunst, skitser til grafitti, kultegning og lange stille stunder, hvor de kikker hinanden dybt i øjnene. Roar har voksenfobi.

Ditte svæver hen ad fortovet i den skarpe april-sol. Travle folk på gaden på vej til arbejde kikker forbavset på den dårligt klædte men gudesmukke unge kvinde, der småløber forbi dem. Op ad trapperne til kvisten, to tre trin ad gangen, op i det lille hummer, hvor Roar ligger og sover endnu.

Foran sækkestolen ligger en skitseblok med en tegning. Ditte betragter den og tænker:

”Er det virkelig mig?”punkerhår

En ny start.

Starten 2 Naturens gangVibeæg

– er ganske overvældet og meget taknemmelig for de mange gode råd og fine kommentarer, min første tekst fik – derfor er det helt ok, hvis nogen ikke synes de kan bruge mere tid på mig – men her kommer en totalt omskrevet “Start 2” på historien om “Punkertøsen” – som jeg også agter at omskrive helt, så den stemmer overens med de tekster jeg allerede har om en pige født 1900 – som er mormor til punkeren 

 

Jeg skriger ikke. Smerterne er over alt. Jeg klarer det ikke. Men bider tænderne sammen og lystrer. Jeg har lært at skjule følelser. Ikke svare igen. Ikke lave oprør. Lystre. Ikke vise smerte. Ikke råbe op. Underlægge mig naturens gang. Gøre hvad andre forventer af mig.

Mit sind har lært at styre min krop. Et nyt liv er på vej ud i verden. Naturen går sin gang. Smerten slår som bølger ind mod mit underliv. Det eneste der skiller det nye liv fra smerten er min krop.

Det lille væsen, der forlader mig på den 4. dag i det nye år, er hvidt af fosterfedt. Naturens milde beskyttelse mod det barske liv, der venter hende. Forinden har hun været klemt inde i timevis uden fostervandets bløde beskyttelse.

Jeg forsvinder ind i bedøvelsens milde favntag og overlader min nyfødte til hospitalets personale.

Mange timer senere drømmer jeg, at storesøster på atten måneder løber væk. De sidste seks måneder har vi været uadskillelige. Jeg har nydt at kunne lege og gøre alle de ting med hende, som dagplejen aldrig gjorde. Hun har danset på sofabordet og sunget med på sangene fra TV om ”Sørøversally” – men i drømmen kan vi ikke finde hinanden.

Endelig vågner jeg, men uro og angst hænger som en tåge omkring mig. Det nye barn har tæt sort hår og er blevet skrubbet ren for det beskyttende fedtlag. Hun er mørk i huden.

”Vi beholder jer et par dage!”

”Hvorfor?”

”Din moderkage havde ikke løsnet sig og du har mistet en masse blod!”

”Jamen jeg har et lille barn derhjemme, som ikke kan blive passet i flere dage!”

”Desværre må vi også undersøge for gulsot, det ser ud som om dit barn er for tidligt født”

”Terminen lød på februar, men der er vel ikke noget galt?”

”Nej fødselsvægten er fint høj, den gule farve forsvinder sikkert i løbet af et par døgn.”

Stuegangen er forbi og rundt om mig ligger fem andre nybagte mødre. Snakken går og særligt den ene seng henne i hjørnet tiltrækker sig opmærksomhed. Over hendes seng står XI, over min står II. Romertallene angiver hvor mange fødsler kvinden har haft.

Kvinden med de mange fødsler bliver hentet af sin mand. Den lille dreng med de ti søskende blev født nytårsaften.

”Når man er her nytårsaften får man en fin porcelænskop med sig hjem!”

”Så har fruen vist til et helt stel!”

”Ja de fleste fødsler har været i januar, hun kommer nok igen om et år.”

”Hvordan kan hun holde til det?”

”Det kan hun heller ikke, benene er totalt ødelagt, men Jehova forbyder fosterdrab og forebyggelse!”

Femten år senere står en ung spinkel kvinde og ser sig selv i spejlet. Ditte går i klasse med Roar og de sidste par måneder har de været kærester. Roar elsker at tegne er stukket af hjemmefra og har pjækket fra skolen hele december. Ingen andre end Ditte ved, hvor han er. Roar har tjent penge som bud i juletravlheden og nu skal det nye års ankomst fejres. Ditte fortæller ikke familien, hvor han er, men siger til hans mor, at hun ikke skal være nervøs. Roar har mange søskende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Starten

stork på reden Storken kom lige forbi mig midt om vinteren. 

Kære skribenter i Den nye Skriveskole!

  nyder rigtig meget at få gang i skriveriet via millemoses igen. Jeg har ikke gjort som Carsten Milvang skriver i opgaveforlægget, ikke gennemarbejdet historien,men derimod dykket ned i nogen af de historier, der er meget vigtige for mig at få formuleret. Derfor vil jeg være meget taknemmelig, hvis nogen har overskud og lyst til at fortælle mig om det her gamle “skriv” kan bruges som optakt til en længere historie. For de to trofaste fra saxo Livsglæde og Anni Prinz, kan jeg fortælle, at det er “punkertøsen” der fødes her. 

En fødselsdag

Nytårsaften 1974 er ovre. Min mave og min krop er svulmet til tredobbelt størrelse. Det sidste halve år har været et af de bedste i mit liv. Jeg har haft et sted at bo. Jeg har lavet ting med mit 18 måneder gamle barn. Det har været en gave, at jeg selv kunne være sammen med hende i døgnets lyse timer. Jeg har kunnet sove. Jeg har kunnet lege og lave alt det som min dagplejemor ellers havde mulighed for, men som hun ikke gjorde. Barnet i min mave skal komme til verden om en måned. Det er hvad jeg har kunnet regne ud, hvis det ellers bliver som beregnet.

Det er den 3.januar og nu er det tid. Ommøbleringen af stuen har gjort sit til at nu er det nu. Veerne er ikke voldsomme nok endnu, men alligevel hårde nok til, at jeg ikke kan ret meget andet end ligge på sofaen og læse. Mit store barn på halvandet år er blevet virkelig god til at tulle rundt og lege. Det er en fornøjelse at se hendes udvikling. Et privilegium som jeg betaler en hård pris for. Jeg har ingen indtægt i hele det år, hvor jeg har fået bevilget orlov fra mit nyopstartede lærerjob.

Natten til den 4.januar er smerterne voldsomme. Vandet løber ned ad mine ben og jeg sætter en spand under for at kunne se om det er urin eller fostervand. Jeg ved ikke så meget om det, men har læst at fostervand er hvidt og ikke gult som urin. Vandet i spanden er grumset hvidt. Da min partner vågner kører vi til Sct.Josefs hospital, hvor fødeklinikken er.

På Sct. Josef er der travlhed. Mange fødsler mange fejlslagne fødsler. En kvinde på 30, der har født før er ikke noget problem i deres optik. Fostervand eller ikke.

”Du skal gå dig en tur, så ser vi på det senere!” er den besked jeg bliver sendt ud på Kirkegade med. Den grønne jægerfrakke kan kun med nød og næppe knappes om min kæmpestore krop. Vraltende går jeg op og ned ad gaden langs med kirkegården. Det gør ondt men jeg ænser det ikke. Tilbage på Sct.Josef får jeg lov til at lægge mig på en fødestue. Timerne slæber sig afsted, jeg er alene. Sidste gang tog det 18 timer så jeg væbner mig med al den tålmodighed, jeg overhovedet kan udvise.

Da lægen endelig kommer undskylder han den lange ventetid. Han og det øvrige personale har været optaget af en livstruende operation. Et foster havde sat sig fast i den ene æggeleder på en kvinde. Jeg nikker udmattet og accepterer. Men jeg er ved at besvime af udmattelse. Mine sanser slår fra, som i en drøm hører jeg en samtale.

”Hvor er fostervandet?”

”Hun forsvinder, giv hende masken!”

”Hvor åben er hun?”

”8 cm det er for lidt, men vi kan ikke vente længere!”

”Klip mellemkødet!”

 

Det er det sidste jeg hører inden jeg sikkert er forsvundet ud af bevidsthedens smertefulde greb.

Da jeg igen opfatter, hvad der sker omkring mig, står en læge bøjet over mig:

”Nå… det var godt, velkommen tilbage. Desværre blev det en pige igen!”

I et glimt ser jeg et lille barn helt indsmurt i fosterfedt.

Et par timer senere får jeg den lille ny udleveret, nu er hun helt rød og skrubbet ren for fedt. Det blev starten på et liv med hudproblemer og psykiske traumer.

Det er ikke altid fødsel nummer to er uden problemer.

Dødens pølse

kalv på grussti

 

Hvad skal vi have at spise?

Osso Buco!

Er det det der, hvor man saver benene af en ko i skiver?

Ja, marven inde i knoglen er en lækkerbisken!

Det lyder altså virkelig ulækkert!

Smagen er fantastisk.

Hvilke grønsager har du tænkt dig vi skal have?

Nå… jeg har en rødkål og et par appelsiner.

Må jeg lave salat?

Det vil være fint, så jeg kan jeg ordne rodfrugterne.

Har vi nogen nødder?

Du får masser af fedt fra marven i benskiverne!

Jeg vil ikke spise knoglemarv fra en ko!

Har du nu igen været til vegansk protestmøde?

Dyrene er vore venner ikke vores mad!

Sludder og vrøvl, vi får ikke proteiner nok fra grønsagerne.

Jo vi gør, vi skal bare spise rigtig mange bælgfrugter.

Jeg kan ikke lide grønsager og kan ikke spise så mange, det er lettere at spise kød.

Det er forfærdeligt at spise kød, tænk på hvor meget foder et dyr skal have.

Mennesker har altid gået på jagt og spist kød!

Nej nej den oprindelige føde har været frugter, bær og rødder ligesom aberne.

Du får mangelsygdomme, hvis du kun spiser planter.

Det passer ikke, vores tænder er slet ikke som rovdyrenes, vi er planteædere.

Ikke tale om, en ko er planteæder, den har fire maver og gylper græsset op og spiser det to gange.

Hvorfor er det koen, der skal lave al arbejdet med at fordøje grønsager?

Det er derfor vi holder dem som husdyr.

Jeg synes det er så synd for køerne, at de skal stå inde i en stald og være bundet. Tænk hvis du blev lænket i en kælder hele vinteren og bare fik en skål vand og en roe engang imellem.

Koen er vist ligeglad.

Det tror jeg altså ikke den er – jeg har set på tv, hvordan de springer rundt og danser, når de bliver lukket ud på græs om sommeren.

Jeg tror ikke køer tænker så meget over tingenes tilstand.

Det kan du ikke vide noget om, tænk hvis du fik fjernet dit barn lige når det var født og dine bryster var ved at sprænges af mælk.

Nå skal vi lave mad?

Du kan bare lave dine ulækre amputerede okseben jeg kan ikke holde ud at være i et køkken, hvor der er blod på bordet.

Nu har jeg jo købt det dyre kød!

Det er virkelig ”dødens pølse” du vil have jeg skal spise, jeg gør det altså ikke!

Ok, jeg giver op, du får mig til at føle mig som en morder.

Jamen det er du også når du spiser dødt kød. Jeg laver en lækker vegansk salat og så spiser vi den sammen inden jeg rejser.