En fødsel

– for 10. gang prøver jeg nu at sætte en historie sammen, der handler om hvordan det har været at leve som et fattigt barn i starten af 1900 tallet – min mor blev født 30.marts 1900 og hun fortalte aldrig ret meget om sin barndom, vi børn har måttet gætte os til, hvorfor hun reagerede som hun gjorde. I disse år kommer mange beretninger om børnehjem i 40-erne og 50-erne frem. På det tidspunkt har min mor fået 8 børn og vi kom allesammen godt i vej. Her er en absolut fiktiv historie om hendes fødsel, som danner indledningen til historien om “Anna ”  1.del af 3-delt plot

Stor tak til Lene Dybdahl for meget positiv feed-back – det luner altså, når en skriveskolelærer siger meget positive ting. 

 

Skrigene giver genlyd i den tyste skov. De kommer fra skovhuggerhytten i den øde sydlige del af Rold. Tusmørket glider som skygger frem mellem stammerne. Kresten retter sin arbejdskrummede ryg op. Mørkets ankomst er tegn til at stoppe det ensomme arbejde for denne dag. Mon det er Mariane? For tidligt igen?

Halvvejs på den korte strækning hjem kommer syvårige Thorvald rendende. Drengen er kun iført skjorte, stumpebukser og halvtræsko. Far og søn slår følge. Tavse går de i retning af lydene fra hytten. Den råkolde forårsaften trækker gåsehud på drengens blege arme og ben.

I hytten ligger Mariane med den nyfødte ved brystet. I en balje på gulvet står det blodige linned. Syv søskende slår kreds om sengen.

”Den er rødhåret ligesom Thorvald!”

”Den er en pige!”

”Hvad skal hun hedde?”

”Margrethe må bestemme!”

”Så synes jeg hun skal hedde Anna, det er nemt at sige, når jeg skal kalde på hende!”

Thorvald har genvundet normalt åndedræt efter sit løb i skoven.

”Hun har et kødhoved! Du sagde vi fik en ny dukke!”

Marianes bryst er slapt og tomt.

”Margrethe… gå ud og malk lidt mælk af koen, så Anna kan få lidt.”

Den otteårige stavrer ud i nattekulden med en lygte. Falder. Lyset går ud. Far synes hans ældste er længe væk og kommer til hjælp. Margrethe klynker ikke. Hun har fået en grim hudafskrabning på venstre knæ. De mindre søskende trøster hende, puster på såret og klapper hende på skulderen.

Kresten klaprer ud i stalden i sine gamle træsko og malker lidt mælk fra koen ud i en flaske. Resten af familien får fedtebrød. Det er forår.

 

  1. del af 3-delt plot

Det har været forår for Anna ni gange, verden er stadig et forunderligt sted. Mor Mariane er sygnet hen og død af tuberkler. Margrethe er Annas mor nu. Anna har fået en fin plads som lillepige i køkkenet på Hedegården. Der er ikke længere hjem end hun kan rende over heden til hytten i Rold skov.

”Den ene spilled banjo, den anden mandolin…..” barnestemmen er lys og ren og håret på pigen ved vandposten lyser rødt i solen.

”Anna, har du ikke fødselsdag i marts?”

”Jo, det er dagen før dronningen!”

”Nåhh.. Alexandrine?”

”Ja, det siger far i hvert fald. Tror du jeg får fri til at løbe hjem den dag?”

”Det tror jeg ikke du skal regne med, hvis madmor har ondt igen, skal du hjælpe med den lille ny”

”Åh..nej, hun skriger og skriger lige meget, hvad jeg gør!”

”Vi giver hende lidt kamillete med en ske, så får du ro”

”Skal til så have hende med ind til købmanden i Vive?”

”Ja det er bedst sådan, vi laver en lille slæde, du kan trække hende på”

”Tror du ikke jeg kan komme af sted inden solen står højt på himlen, for så kan jeg nå at se Hadsund-Peter”

”Du tror vel ikke på det der pjat med, at vogne kan køre uden heste?”

”Jo for det siger Sigurd og ham kan du godt li`ik`os`?”

Kirstens blussende kinder røber kokkepigens hemmelige forelskelse i forkarlen. Anna ved det godt, for hun sover i samme alkove som Kirsten og somme tider er hun alene.

Meta får kamillete med en teske, Anna nynner og trækker i rask tempo den lille slæde ud over markerne.

”Så roligt har Moses sikkert også ligget og gynget i sin kurv på Nilen, det fortalte lærer Lange.” Anna småsnakker og Meta falder i en dyb og rolig søvn.

 

skovhuggerlitografi

Reklamer

Far

 

Far Folmer

Det er længe siden jeg har været hjemme hos mor og far. Jeg savner lugten af skråtobak og elektricitet, når jeg putter mig ind til ham. Mor lugter ikke nær så godt, der hænger altid madlugte omkring hende og i forklædet.

Jeg ved, at der er noget galt, men er ikke sikker på hvad? Den eneste jeg har at snakke med om død, fødsel og sådan noget er Madelaine, som gerne vil kaldes Lena.

Vi taler om døden Lena og jeg. Hvor bliver de mennesker af, der dør? Lena har haft en moster, der kørte ind i et træ. Bilen kørte så stærkt, at vi stadigvæk kan se et mærke i det træ ned i alleen, som hun ramte. Men Lena kan ikke huske sin moster og savner hende ikke.

Når jeg cykler i skole kommer jeg forbi den hvidkalkede kirke i Magleby. Den er meget højere end alle de andre huse og rundt omkring den er små fine haver. Alle de små haver har alle sammen en sten, hvor der står navne på mennesker, som er døde. Gravsteder hedder de små fine bede inde på kirkegården, de bliver passet fint og mange af dem får små buketter af friske blomster sat i vand i et kræmmerhus.

Lenas familie kommer aldrig i kirken og Lenas moster har heller ikke noget gravsted på kirkegården. Lenas mormor er en lille tynd gammel dame, der altid går i sort nederdel og kridhvid skjortebluse. Hun hedder fru Salomonsen og bor nede i kælderetagen på slottet Basnæs, hvor også Lenas mor og alle hendes små søskende bor.

”Kan vi ikke spørge din mor eller din mormor om det der med døden?” spørger jeg Lena, – hun tænker sig lidt om – og svarer så: ”Jeg tror ikke min mormor ved så meget om det, hun er jøde, og de tror ikke på det der med kirken – og min mor ved i hvert fald ikke noget, hun ved kun noget om at føde børn!”

”Det er snart min fødselsdag, så bliver jeg 10 år”  – Lena er 8 men er meget høj og meget klog, selv om hun ikke går rigtigt i skole ligesom mig. En gang i mellem kommer der en lærer hjemme, hvor de bor, så Lena kan godt læse.

Jeg vågner tidligt om morgenen, den dag, hvor det er min fødselsdag, jeg er glad selv om jeg nok ikke får besøg af mine søskende ligesom jeg plejer. Jeg ligger i sengen og regner ud, hvor gammel jeg vil være, når årstallet skifter til 2000.  Lena og jeg går en lang tur i gartneriet og parken, der ligger rundt om Basnæs.

Da vi kommer ned i køkkenet er alle pigerne helt stille, så åbner de døren ind til ”folkestuen” – der hvor alle de ansatte på slottet spiser. Derinde er der lagt hvid dug på og sat fine lysegrønne bøgegrene op på væggene og på bordet.

”Tillykke” siger de alle sammen og Britta kommer med en fin stor kage.  Jeg bliver så glad, at jeg er lige ved at græde. Jeg har aldrig haft et fint dækket bord og en kage, når jeg har haft fødselsdag.

Det er rigtig dejligt alt sammen, men hvor er mor?

De næste par uger bor og spiser jeg på Basnæs, jeg cykler selv i skole og Lenas mor Lillian hjælper mig med regnestykkerne. Det er lidt underligt at cykle forbi huset, hvor far og mor bor uden at skulle derind.

Det er blevet juni, solen skinner og det er snart sommerferie, jeg glæder mig til at blive fri for den lange cykletur hver morgen og bare gå og daske rundt i parken og i gartneriet på Basnæs. Far er jo ikke ovre i smedjen mere, men farbror Helge er i karetmagerværkstedet, som ligger lige ved siden af hestestaldene.

En dag får jeg besked på at komme hjem, alle mine søskende er kommet og mor græder. Det er helt rart, at hun ikke skændes med Inger eller Ida og jeg synes det er dejligt, at de er kommet alle sammen. Mon de er kede af, at de glemte min fødselsdag?

Ude bagved fars gamle smedje bliver vi fotograferet. Jeg har mine røde knæbukser på og en kortærmet blå skjortebluse. I vejgrøften har jeg plukket mælkebøtter, deres bløde stængler ligger i min hånd, og jeg spekulerer på om jeg har nok til at flette en krans af.

Jeg har fået en ny meget smuk kjole. Den er meget mørkeblå, næsten helt sort, oppe ved halsen er der nogle lådne hvide prikker. Den har lange ærmer med hvide manchetter og en hvid krave – det er sommer, så jeg synes det er lidt mærkeligt at den har lange ærmer og er så mørk i farven.

Vi skal i kirke selv om det ikke er søndag. Siden min søster Rita viste mig, hvordan man på bare et par timer kunne trylle et stykke stof om til en kjole med flæser, sløjfer og rynket nederdel – så har jeg prøvet at lægge mærke til, hvordan tøjet er syet. Så jeg sidder oppe i kirken og studerer de lådne hvide prikker i min nye kjole. Det er som om de ligger ovenpå stoffet, som kæmpestore snefnug, det er meget smukke.

Vi synger: ”Altid frejdig, når du går…” den kan jeg udenad, den sang vi tit i sangtimerne og far og mor sang den nytårsaften. Oppe foran alteret står en stor hvid kasse, pyntet med en masse blomster.

Præsten taler alvorligt og siger, at det er sørgeligt, når forældre dør fra mindre børn! Han kikker på mig og jeg forstår pludselig, at det er mig og min far han taler om.

Alle mine søskende er med i kirken, de ser alle sammen alvorlige ud, Ida og Marie græder. Mine egne tårer begynder at dryppe ned på de fine hvide snefnug på min kjole. Lidt efter skal vi gå ud af kirken og kisten bliver båret ud, det er kun min nye svoger fra Jylland, der ser, hvordan jeg har det, så han tager mig i hånden mens vi går ud på kirkegården.

Jeg kan ikke huske, hvad der mere sker, kun at jeg næste dag cykler i skole. Vi skal have botanik, og det elsker jeg, for jeg kender navnene på alle blomsterne i grøftekanten. Jeg plukker gule kællingetænder, blå kornblomster, røde valmuer og hvide kamilleblomster. Der er også en flot stor lille slangeurt, men den stikker i fingrene, så den lader jeg stå.

Den lærer vi har til naturhistorie har vi også til sang. Han har en kraftig stemme og lyder som de operasangere, jeg har hørt i radioen. Da han får min markbuket spørger han: ”Hvordan gik begravelsen?”

Noget går i stykker inden i mig. ”Hvad i alverden bilder han sig ind?” – jeg kan ikke svare ham og vil ikke græde, mens de andre ser det, så jeg løber ud til min cykel og kører så hurtigt jeg kan væk fra skolen.

”Heldigvis det snart er sommerferie, for jeg kommer aldrig i den skole mere!” tænker jeg mens jeg træder alt hvad jeg kan i pedalerne.” Hvordan får jeg mine ting? Det er lige meget med den gamle røde taske, de skal ikke blande sig!”

Nogle dage efter skal vi op på kirkegården og ordne gravstedet, jeg kommer med for jeg kan godt lide havearbejde. Der er en fin sten på graven, der sidder en lille fugl af metal og så står der ”FAR” med bogstaver af samme slags røde metal som fuglen er lavet af.

Inde i gruset er der en kant. ”Hvad er der sket med gruset?”

Min storebror siger på sin sædvanlige ærlige ligefremme måde: ”Når kisten rådner, så falder den sammen og så synker jorden under gruset.”

Jeg siger ikke noget, men løber væk, ligesom jeg gjorde fra skolelæreren.

”Hvis kisten falder sammen, så ligger far jo derinde og kan ikke få luft?”

Ude ved bilen tegner jeg tal og bogstaver i gruset, jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvad der sker, men er bare nød til at tegne 1-taller og 8-taller – så gammel skal jeg være, før jeg må få lov til at køre bil.

 

 

Men det er ikke min far, der ligger dernede – jeg er sikker på, at han bare er ude at rejse, er taget ”på valsen” ligesom han gjorde i sine unge dage – eller også sidder han oppe i Norge på en fjeldtop og passer på, der ikke sker noget med mor og mig.

I skolen synes de det er ”synd” for mig, men jeg kan ikke holde ud, når der er nogen der synes noget er ”synd” for mig, det er som om det er lidt flovt, jeg kan sagtens klare mig selv. Så derfor gik jeg bare ud til min cykel og cyklede alt hvad jeg kunne væk fra Stigsnæs Centralskole og alle de dumme forkælede møgunder og sanglæreren med operastemmen.

Det er alligevel snart sommerferie, og jeg lærer jo aldrig noget i skolen. Jeg har læst masser af Morten Korchs romaner, kan sagtens skrive breve, ja jeg har skrevet en sang til min søster Idas bryllup. Melodien er ”Søren Bramfri`s lærkesang” – jeg har hørt den i ønskekoncerten. ”Nu går våren gennem Nyhavn… fra Shanghai og til Kap Horn” – den er nem at digte på: ”Nu skal store søster giftes …. – jeg har skrevet 3 vers  på 18 stykker ternet papir og tegnet en påskelilje oppe i det ene hjørne.

Hjemme i haven under blodbøgen er der lidt underligt. Mor plejer ikke at rydde op og gøre rent, det lader hun min søster Inger om. Når hun kommer på besøg bliver stolene sat op på bordet og vasket på benene!! – alle edderkopperne farer forvildet omkring, når Inger kommer.

Der er ingen høns, der render rundt og skraber i staudebedene, gamle mis Pussi er heller ingen steder. Hvorfor er alting så underligt stille og hvor er mor?  Der står nogle store baljer på græsplænen. De er fyldt med kærnemælk og så har mor puttet alle kedlerne og tallerkenerne af kobber op i mælken – underlig måde at gøre dem rene på!

Ida kommer ud i haven.

”Har du allerede fået fri fra skole?” – jeg gider ikke svare hende, det kan hun vel se, at jeg har. Når hun er på besøg kan jeg bedre forstå det der med kobbertallerkenerne i mælken – hun er lidt skør.

”Når du får sommerferie, kan du komme med mig hjem til Hyrup” siger Ida –

Ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om det, hun og Inger har altså været for meget på husholdningsskole og vasker alting – også mig – alt for meget og alt for tit. Det hedder vist nok ”patina” når neglene er lidt sorte og der er ”lakridser” mellem tæerne – jeg skal nok selv vaske mig, når jeg får lyst til det.

 

Men som sædvanlig har mor og mig ingenting at skulle have sagt, når Ida er på besøg – Inger nøjes da i det mindste med at gøre rent – så mus og edderkopper flygter langt væk – men Ida dirigerer og kommanderer – som regel ender det med, at hun skændes med mor og så rejser Ida og græder lidt, når hun siger farvel.

I sommerferien 1954 rejser jeg med Ida til Hyrup og jeg har mine nye fine ternede skolekjoler med. Den ene er rødternet og allerede ved at være for lille, den anden er grønternet og går helt ned over knæene. Jeg har også en fin ulden grå vinterfrakke, en fjollet hue med duller på og et par brune snøresko.

Ida kan en hel masse med planter og håndarbejde. Når vi er alene er hun ikke så slem at være sammen med,  når jeg bare lader være med at prøve på at bestemme noget så er det såmæn ikke værre end at være sammen med mor, når far og Christian ikke er der.

Skolen, jeg skal gå i, er lidt mærkelig. Huset er en meget lang bygning, taget er af strå ligesom der i Magleby, hvor det pludselig brændte. Men hvis bare ikke lærer Krebs Lange har sine bitavler oppe under stråtaget, så går det nok ikke så galt.

Krebs Lange er en mørk, tyndhåret mand med store hornbriller, vest, urkæde og tyndslidte garbardinebukser. Min svoger Henning går i hvide overalls med maler-pletter, det ser meget mere hyggeligt ud. Godt jeg kun skal om i skolen hver anden dag, for jeg er altså ikke helt tryg ved ham ”krebsen den lange” – han sidder oppe ved katederet hele tiden, og det er som om han slet ikke er der.

Hver eneste dag – når vi altså er i skole – skal vi fyre i kakkelovnen og skrive med pen og blæk – jeg elsker at skrive, men kommer til at hade de spruttende penne og skrivebøgerne med skrå streger, som vores bogstaver skal læne sig op ad. Det går ”krebsen” meget op i, men han fortæller aldrig historier ligesom de andre lærere jeg har haft, vi skal heller aldrig lave ”legemsøvelser”.

De fleste elever i klassen er drenge, og de bor alle sammen på et børnehjem, der ligger i nærheden. Drengene har selvfølgelig kapret pultene lige ved kakkelovnen, der er jo dejlig lunt. De myldrer også ind i den mørke, dystre skolestue så snart ”krebsen” viser sig i køkkendøren ovre hos sig selv. Vi er 2 piger, som sidder ved vinduet.

Imens ”krebsen” får slukket piben, strøget sig over de 5 hår på hovedet,  i langsom gang bevæget sig op til stolen ved katederet, kontrolleret at der ikke ligger tegnestifter eller kridtsnuller på stolen og endelig kikker ud på os – så har drengene haft travlt med til at stikke ud efter os tre piger med spidsede blyanter,  løfte op i vores kjoler og lave ”skøre” hoveder af os.

”Krebsen” kikker bare lige ud over os, og så kikker han ned i sine ting på katederet og siger: ”Skriv k- er!” – det skal vi så resten af timen – så jeg keder mig meget.

Når det så blev frikvarter igen må Marianne og mig prøve at klare os, drengene kan en masse ord, som vi aldrig har hørt. Marianne har spurgt sin far om, hvad fisse, kneppe og pule betød – men Mariannes far en smed, og han blev helt rød i hovedet og sagde hun skulle ”vaske sin mund med brun sæbe”

Vi har også prøvet at slå ordene op i en ordbog, men de er nok ikke danske, for vi kan ikke finde dem i ”Den lille skoleordbog” – det kan være de er polske eller grønlandske for en af drengene hedder Kowalski til efternavn, det er sikkert polsk og en anden er helt mørk i huden og sorthåret, han er fra Grønland.

Det jeg ikke lærte hos Krebs Lange sørgede min energiske propre store søster for. Ida har en kæmpe køkkenhave med alle slags grønsager, buske, urter, stauder, løg- og knoldvækster. Alting har navn og jeg ved nøjagtigt hvordan citronmelisse, broccoli, pastinak og selleri ser ud.

Når vi ikke laver mad eller ordner haven syr, strikker og hækler vi – Ida kan alt. Ude under halvtaget hænger urter fra skoven og fra grøftekanten og inde i skuret står nogle store glas med små rør i, der bobler.

En dag er Ida ekstra glad, hun har ikke tid til sine sædvanlige gøremål. Opvasken og lokumsspanden må vente. På køkkenbordet ligger en stor buket tørret pengeurt.

”Gad vide, hvad hun nu har fundet på, måske har hun læst i en af sine bøger, at den kan bruges til salat?” tænker jeg

Ude i Hennings malerværksted henter hun en lille træplade. De runde frø fra pengeurten skiller hun ad, så der ligger en hel masse fine ”sølvpenge” på køkkenbordet. ”Pengene” limer hun op på pladen, så de ligner kroppen på en fisk – de sølvskinnende plantedele ligner fuldstændig er stor fed aborre. Munden laver hun af de spidse blålige blade fra mandstro. Den stikkende tidsel hun har stående sammen med de andre planter til tørring ned i et hjørne af køkkenhaven.

I skolen går den ene dag efter den anden med at skrive bogstaver, jeg har mindst 10 hæfter liggende med stjerne på omslaget. Vi får en guldstjerne, hvis vi har skrevet hele hæftet med passende hældning og uden rettelser. Hjemme hos Ida har jeg syet en hel landsby i korssting – med gadekær, huse, mennesker og dyr.

Det er vinter, men vi har mange grønsager og spiser lækker sellerimos og rødbedebøffer med bløde, gyldne stegte løg.

Når vi skal have kød cykler vi de 3-4 km til Stouby og henter en brun pakke i frysehuset. På pakken står ”nakkesteg” med Idas flotte runde skrå bogstaver. Hun har sikkert også været tvunget til at skrive blækbogstaver hver eneste dag, da hun var 10 år for 18 år siden.

Idas mave er vinteren over blevet større og større, hun kan ikke cykle mere. En dejlig forårsdag i marts må jeg ikke komme hjem fra skole, men skal blive ovre hos smedens Marianne og lege. Vi kan høre nogen skrige, ligesom når hjemmeslagteren er på besøg.

Om aftenen, da jeg kommer hjem, ligger Ida helt stille i sin seng, ved siden af sig har hun et lille barn, sådan et har jeg aldrig set før, og jeg skal prøve at holde ham.

Den lille dreng skal hedde Jens efter sin farfar og Folmer efter sin morfar. Men det er blevet bestemt, at jeg ikke skal bo hos Ida mere. Vores mor har fundet et hus i Roskilde, hvor jeg skal bo sammen med hende, Christian og Marie.

Det er meget uretfærdigt synes jeg, at jeg bare skal flytte, når de andre bestemmer det. Der er ingen steder hvor jeg kan få lov til at være og få lov til at have nogen ting, der er mine egne.

I lang tid efter vil jeg ikke snakke med Ida, for det var vel nok tarveligt, at mor og mig skulle smides ude, bare fordi hun havde fået en unge.

– jeg har brugt billedet af blomsterne fra Tines begravelse, det var det eneste jeg kunne finde, som jeg syntes passede til fortællingen om min fars begravelse.

 

 

2015-07-18 13.37.39

Kufferten der gik sine egne veje

Den fortabte kuffert, hvor jeg fik min første rigtige bog, som var helt min egen, den handlede om Barbar den lille elefant, der blev forældreløs ligesom jeg var ved at blive og som blev adopteret af en sød dame inde i byen. Her er han i sit fine nye tøjbarbar

– endnu en erindring fra den korte tid af min barndom, hvor jeg stadigvæk havde en far. Den er skrevet for lang tid siden, men genopfriskes lige – den kan måske indgå i de af mine egne erindringer, der er sjove eller på anden vis gode nok.

 

Hvert år, når skolen holder sommerferie, pakker mor en stor kuffert. Far spænder den omhyggeligt på taget af morris`en. Det er kun mig, der skal med til Jylland, mine brødre skal ud at køre på deres motorcykler. Der er ikke ret langt fra Skælskør, hvor vi bor og til færgelejet i Korsør. Far har beregnet tiden, så der går ikke så længe inden vores bil ruller ombord på Storebæltsfærgen.

Halvvejs ude i Storebælt står vi ude ved rælingen. Mor peger over mod en ø og fortæller om, hvordan der derovre bor uartige piger. Hvis du først er kommet til Sprogø, kommer du aldrig væk igen, fortæller min rødhårede mor. Historien om de uartige piger bliver fortalt igen og igen. Men jeg forstår ikke helt, hvad det ville sige at være så uartig, at man bliver sendt til Sprogø. Hjemme i Fanehuset, som vores hus hedder, ved jeg godt, at hvis jeg ikke vasker mig er jeg en”Skidt Mette” og hvis jeg bliver sur over, hvor urimelig mor er finder hun nr.25 i sangbogen, som en vise om den Søde Mette og den Skidte Mette.

Turen over Fyn går også hurtigt. Men når vi er kørt over Lillebæltsbroen falder jeg som regel i søvn på bagsædet, som jeg har helt for mig selv. Når jeg er vågen er det ikke spor kedeligt at sidde på knæ og kikke ud ad bagruden. Landevejen forsvinder bag os og bliver smallere og smallere efterhånden som vi kører væk fra den. Det skramler fra taget og vores kuffert glider ned. Et kort øjeblik glider den hen ad vejen i modsat retning, så forsvinder den sammen med vejen og bliver en lille prik.

Mor og far på forsædet hører ikke, hvad jeg siger til dem. Men det plejer de heller ikke at gøre, så det kan ikke betale sig at råbe dem op. Det kan vel også være lige meget om den kuffert kommer med op til mine tykke mostre i Skørping og Mariager. De har sikkert tøj nok.

Da vi ankommer til moster Kirstine i Randers opdager far, at kufferten er væk. Mor bliver som sædvanlig sur på mig, men far spørger, om jeg så noget. Det gjorde jeg og kan også huske, at den gled ned og lagde sig til rette på vejen lige før vi kørte ind i den store by, der starter med to A`er. Jeg får nyt tøj i en fin butik. Mor og far låner noget af moster og mosters kæreste, som er medejer i den kro moster ejer. Den hedder Niels Ebbesens kro, og ligger lige over vor Niels Ebbesens hus. Derovre i det gamle bindingsværkshus står der altid en lem på klem.

Vi kører videre til moster Mary og jeg har fået en tegneblok og en pakke blyanter af moster Kirstine, som er meget rig og altid giver mig gaver. Jeg skriver og tegner om kufferten, der gled ned fra taget og forsvandt. Min mor hører tit radio, og uden at jeg ved det tager hun mine tegninger og min historie.

En måned senere, da vi er hjemme igen, bliver min fortælling om kufferten læst op i et børneprogram i radioen. Nu smiler mor og er stolt af mig. Jeg får en skriveblok og en bog om Barbar, den lille elefant i præmie for min fine historie.

– billedet er fra Brenderup Højskole, hvor alle deltagerne skulle fylde sand i et par sokker, dette her lille udsnit var det første billede på bloggen, fordi det tilfældigvis var det eneste jeg kunne finde på computeren. 

DSCN1216

på vej op

Håndarbejdstime anno 1950

Åndens arbejde

”Frikvarter!” fru Svendsens velklingende stemme gjalder ud over samtlige ni svedende piger i forskolealderen.

I min lomme ligger en lille klump tråde, som jeg omhyggeligt har samlet der i timens løb. Vi syr hulsøm og de tråde vi trækker ud af bomuldsstoffet skal jeg bruge til et fysisk eksperiment.

Intet må gå til spilde, hver en tråd kan bruges til nyttigt håndarbejde for flittige hænder. Det ved jeg godt, men altså hvor jeg keder mig, når alting skal bruges på den måde de voksne dikterer.

Imens jeg går forbi fru Svendsen anstrenger jeg mig for at lægge ansigtet i de rigtige uskyldige folder. Let spidset mund til fløjt, åbne øjne uden blink, der kikker lige på lærerinden. Sådan har jeg lært det af min storebror, der har stor erfaring med at føre lærere bag lyset.

Fru Svendsen er tussegammel, hun går i lange sorte kjoler med dybe udskæringer. Lige da jeg går forbi hende har hun travlt med at ordne sin barm, den er kæmpestor, men vi har opdaget at hun bruger brysteholderen som en slagt ekstra taske. Otto min ældste bror, der altid lavede narrestreger, har kikket engang, hvor hun havde glemt, at han stod i skammekrog lige bag hende. Hun har lommetørklæder med bolsjer og småpenge gemt i de to store beholdere, fortalte han bagefter i skolegården.

Mine træsko er røde, min kjole er blåternet og har to lommer foran, som er store og dybe. Kraven rynker smukt, for vi er meget dygtige i vores familie til både håndens og åndens arbejde. Faktisk ved jeg ikke, hvorfor jeg overhovedet skal gå i skole, mine søskende har allerede lært mig at læse, sy, strikke – ja regning er da som storebror Christian siger noget man skal kunne, ellers bliver man snydt.

”Rødt og blåt klæ`r alle narre godt” nynner jeg på min egen hjemmelavede melodi, mens jeg i gadedrengeløb passerer skolegården og sætter kurs mod de små lukkede skure omme bagved.

Det eneste sjove ved at være her er drengene, de leger på en meget mere dristig måde end os piger. Kloge er de bestemt ikke, ikke som min storebror, men Ebbe kan godt gå an, bare han ikke stikker mig bagi med nåle han har hugget i skuffen til håndarbejde.

Så snart jeg er ude af fru Svendsens synsfelt hiver jeg trådene op af lommen, nu begynder eksperimentet. Først skal trådene omhyggeligt bindes sammen til en lang sammenhængende tråd, så skal den rulles op på en stykke papir og endelig skal den synkes. Jeg har øvet mig i at få den ned gennem spiserøret uden at få brækfornemmelser. Tricket er så at få den hevet op igen uden at den går i stykker.

Ebbe annoncerer i skolegården: ”Mille laver et tryllenummer omme ved lokummerne!” råber han til de andre. Snart er alle sytten børn i skolegården forsamlet foran mig, der for en gangs skyld  har hovedrollen.

Jeg ved ikke, hvad det vil sige, at være nervøs, det er en tilstand mit beskyttede liv med far, mor og seks søskende ikke ved hvad vil sige. Ebbe er god til at annoncere.

”Hun har slugt et helt pudevår, fordi hun ikke gad sy hulsøm” beretter han uden at blinke. ”Nu har hendes mave trevlet det op og om lidt kan I selv se, hvad det er blevet til” fortsætter han med eventyret glimtende i sine brune øjne.

Jeg begynder optrækningen af tråden, snyder de peristaltiske bevægelser i halsen med en perfiktion, der kommer af ugelang træning. ”Det passer ikke ”siger Erland med en stemme, der er i fuld overgang. ”Jeg tror hun har hugget trådene og sunket dem” kommenterer Else

Således konfronteret med noget der ligner sandheden, begynder min hals at modarbejde mig. Pludselig står jeg med en stump sytråd i min højre hånd. Panikken breder sig både hos mig, hos Ebbe og hos tilskuerne.

Ingen af os har bemærket at læreren har ringet med klokken. Spisefrikvarteret er forbi, og jeg har ikke nået at spise mellemmadderne. Jeg glemte dem fordi jeg havde hovedet fyldt med andre ting. Nu får jeg brug for al min kunnen indenfor omskrivning af sandheden, for hvordan får jeg forklaret, hvad der egentlig er sket. Mit ry som tryllekunstner med magiske evner er i spil.

Det er kvælende varmt, jeg har intet spist, jeg har irriteret både lærere og min følsomme synkefunktion, jeg skal kaste op. Udenfor vinduerne bliver det mere og mere tåget.

Da jeg kommer til mig selv igen ligger jeg på et tæppe ude i skolegården. Rundt om mig løber børn og voksne rundt i panikagtig stemning. Så megen opmærksomhed er jeg ikke vant til. En bil med udrykning nærmer sig, ”åh, nej” tænker jeg ”måske har jeg været ved at dø?”

Men inden tanken forsvinder fra mit hoved kommer førstelæreren og idet han kikker ned på mig siger han: ”Din lille klovn, kunne du ikke vente med at besvime til vi var kommet ud”

Bilen, der kommer babu-babu er ikke en ambulance, men en fin rød brandbil med stige, slanger og det hele. Flotte flammer står op fra det gamle stråtækte tag på den bygning vi lige har siddet i.

”Skolen brænder, skolen brænder” lyder det rundt omkring mig. Men jeg sidder bare på tæppet og forstår ikke noget, tænker bare på, hvor min fine nye skoletaske med mellemmadderne er.

Min storebror, der går i købstadsskolen ude i Skælskør, kommer drønende på sin cykel. ”Kom læreren ud?” er hans første bemærkning. Da han får øje på mig siger han: ”Hvilke tossestreger har du nu haft gang i?”

Der går et par dage inden det går op for mig, at det slet ikke er mig, der har været årsag til panikken. Førstelæreren holdt bier og på loftet lige under stråtaget lå en stak bitavler, som i den brændende sommervarme havde antændt taget.

Vi fik alle sammen sommerferie en uge før tiden og i august blev forsamlingshuset indrettet med skolepulte, kateder og sort tavle.

Men det er en anden historie.

– da jeg fyldte 74 i maj 2018 var jeg stadigvæk glad for håndarbejde20180531_094944 (1)

Tilbageblik

Skolegade

Det var januar 1966 og bidende koldt. Min dag var startet ude på landet kl.5 om morgenen. Transporten fra min bopæl til min nye arbejdsplads var lang og besværlig. Togtiderne fra Tjæreborg til Esbjerg passede rigtig dårligt med forretningernes åbningstider.

I tasken havde jeg en bog til ventetiden, en sjat lunken kaffe, et par kogte æg, en slunken pung og lidt toiletgrej. Fra banegården spadserede jeg den korte vej til hjørnet at Englandsgade og Skolegade. Der var øde og stille, men bag mig kunne jeg høre et godstog rumle af sted på sin vej mod havneområdet.

”Fra havnen i Esbjerg udskibes smør og bacon til de engelske morgenborde.” stod der i mellemskolens nye geografibog. Der stod ikke noget om, at der i Esbjerg også lugtede af penge, men den karakteristiske ramme lugt af fisk fra fabrikkerne, var ikke til at tage fejl af.

Hvordan i alverden var jeg dog havnet her, i denne gudsforladte ugæstfrie by, med sine lige gader, sin stank fra havneområdet og sine kolde mennesker? Jeg skulle starte i et 3 måneders vikariat i ”Florians Bolighus”.

Tja hh… hvad kan forelskelse ikke føre til?

April 2011

Jeg er stadigvæk forelsket, ikke i en person, men i selve livet. Nu sidder jeg her igen på en bænk i Skolegade. Klokken er 10 om formiddagen og byen er ved at vågne til årets første varme sommerdag.

Jeg er ikke manden på risten, men konen på bænken, som efter mange år er kommet til at elske den by, der dengang i 1966 virkede så ugæstfri.

Jeg er lykkeligt fri af alle bindende bånd og kedelige kontorjobs, jeg skal bare sanse en skriveoplevelse og kan ellers gøre, som jeg har lyst til.

Florians Bolighus er nu restaurant ”Bones” og duften af grill og barbeque har afløst fiskestanken. Den eneste butik fra dengang er ”Skrædergården”, der med sin stavefejl over indgangsdøren og sin lange snavsede glasfacade minder om længst forsvunden storhed.

Skolegade strækker sig som en doven kat i formiddagssolen.  Værtshuse og madhuse ligger side om side. På den ene side ligger ”King George”, ”Den kinesiske Restaurant”, ”laPizza” og ”Asian Food”. Lidt længere oppe på den anden side ligger ”Kasket Karl” og ”James Bond” hånd i hånd i den kæmpestore asfaltseng.

Esbjerg har omstillet sig fra fiskeri til off-shore. Jeg har omstillet mig fra arbejdsliv til pensionistliv. En blød brummen, som fra en kæmpe humlebi, der lige er kommet frem fra sit vinterhi, når mine ører. Da jeg åbner øjnene bumler en skinnende rød Honda CBR 1000 forbi mig på brostenen. Føreren standser op ud for banken på torvet, og da han tager hjelmen af kan jeg se det er en pensionist som mig selv.

Vi udveksler et par bemærkninger og smiler til hinanden, vi er de lykkelige unge gamle.

4.maj 2011

Merete Richter

I H.C.Andersens fodspor på Basnæs

BasnæsStore- og lillesøster[4815]

– min søster Inger er 20 år ældre end mig, her er hun på vej med mig på cyklen, måske for at besøge farmor og far, der havde en smedje på godset Basnæs.

Erindringer om barndommen svirrer rundt og insisterer på at blive sat på ord og sætninger. Ingen vej udenom for der er så mange ting at fortælle til mine efterkommere. Somme tider tror jeg at jeg har drømt det jeg fortæller nu, men slottet Basnæs eksisterer stadigvæk. Min fars smukke smedejernslåger, min farmors hus kan skimtes på et luftfoto af godset. På denne sydsjællandske egn dannes de første spor af mine mangfoldige erindringer.

Det jeg husker må have lagret sig godt og grundigt, for jeg ved, at jeg mister min far, da jeg er ni år i 1953 og kommer til at bo i Hyrup ved Stouby hos en af mine søstre, der lige har giftet sig med en jysk malersvend.

På samme måde som min mor mistede en forælder i en tidlig alder, så kommer mit liv også til at formes af, at jeg ikke har to forældre, ikke har det andre har: en far en mor og et hjem. Men jeg har noget andet og det er jeg hele livet utrolig taknemmelig for: jeg har en hel flok søskende, der helt til jeg bliver en gammel kone føles som det de er, nemlig tæt familie. Ganske vist rejser jeg til Vestjylland bare 20 år gammel, men hver gang jeg kommer tilbage til min fødeø åbner de døre og favne og hilser mig velkommen. Det er også fra mine søskende jeg har fået fortalt historierne om min mor, historier, som jeg så gerne vil bruge til at lave til en fiktiv roman om kvinders liv og vilkår i 1900-tallet.

I haven og på slottet Basnæs har jeg levet og boet ligesom H.C.Andersen før mig. Voldgraven inspirerede til at skrive eventyr. Slottet med voldgraven omkring var også et eventyr for mig. Fruen på Basnæs Lillian Kauffman døde 2017, da var hun 96 år gammel. Men i 1952 gik jeg rundt i parken omkring slottet sammen med hendes ældste datter Madelaine. Lena og jeg snakkede om alt muligt. Vi var hinandens fortrolige og forholdt os til livets store spørgsmål. Jeg vidste min far var syg, for han var aldrig i smedjen mere. Han havde fået kræft, som dengang var en dødsdom. Ingen talte med mig om det, jeg måtte ikke komme i soveværelset, hvor han lå. Men Lillian på Basnæs hjalp mig med regnestykkerne jeg havde fået for i den lille stråtækte skole i landsbyen Magleby.

Familien bestod af Lillian og hendes mor fru Salomonsen, der boede på et værelse i kældergangen ligesom mig. Hun gik altid i kridhvid nystrøget bluse og fodlang sort nederdel. Faderen til de to mindste børn var vonKauffman, direktør for chokalefabrikker og vist også andre ting. De tre ældste børn Madelaine, Poul og Elisabeth havde forskellige fædre men vi blev alle behandlet ens af Lillian. Sådan følte jeg det som det otteårige danseglade barn jeg var. Hver uge blev den store sal i stueetagen åbnet og danselæreren fra Skælskør kom for at øve klassiske danse med os børn. Jeg var dygtig, for jeg havde gået på danseskole ude i forsamlingshuset på Stigsnæs, så jeg skulle øve med Poul.

Når Poul ind i mellem blev ”stik-hamrende-hysterisk” var jeg den eneste, der kunne berolige ham. Så blev jeg sendt ind til ham med en stor kop kamillete. Jeg kan ikke huske om jeg fik ham til at drikke den, men husker, hvordan han langsomt blev rolig igen. Den evne må jeg have fået i vuggegave, for den har fulgt mig i hele mit arbejds- og private liv.

Familien talte om at emigrere til Costa Rica i mellemamerika og jeg skulle med. Det var jeg vældig optaget af og fandt landet på den globus de havde i skolen. Men så skete der en hel masse i min biologiske familie, så jeg blev aldrig adopteret af den driftige erhvervskvinde på Basnæs.

 

basnes-001-600x401

Dansetrin

Dansetrin til livet (Anna 20 år)

 

Søren forkarl får intet svar. Anna følges med Jens fra mosen til høstfest. De går ikke til Hedegårdens fest. Anna har ikke været i nærheden af gården siden den skæbnesvangre augustdag for ti år siden.

Anna rytme og røde hår betager Jens. Hormonerne koger og smigeren flyder. Anna glæde ved musik og bevægelse er grænseløs og sanselig. Anna nyder at svinge sig til spillemændenes muntre toner. Jens er skøn at danse med. De to forener sig i toner og rytmer.

Sammen går de hjem gennem Rold skov. De mange solskinstimer i de forgangne dage har gjort den skyggefulde skov lun og tryg. Anna mærker nærheden af træ og af menneske. Savnet af nærheden ved et andet menneskes krop ligger dybt i hende. Kirsten på Hedegården er det nærmeste hun har været på et andet menneskes krop. De delte alkove det år, hvor Anna blev sendt hjemmefra for at tjene til føden som lillepige.

Nærhed, tryghed, kropskontakt er, hvad Jens kan byde på lige der i skoven, hvor mosset er blødt og indbydende. Skovbunden hilser menneskene velkomne og lader dem uforstyrret smelte sammen. I et øjebliks lykke oplever Anna livet, når det er i sin allerbedste stemning. Stille og lykkefyldt lister Anna hjem og falder i en dyb drømmeløs søvn i alkoven.

Anna arbejder i køkkenet, synger sine glade viser. ”Vildandens sang” og ”Den ene spilled banjo..den anden mandolin…” er to af de foretrukne. Salmerne fra konfirmationstiden er heller ikke glemt, men spillemandsmelodierne giver mere munterhed og lyst til det tunge arbejde med gryder og vasketøj.

Anna går til bal i forsamlingshusene på egnen. Mest danser hun med Jens, men en lørdag aften er han der ikke. Kjolelivet bliver strammere og strammere. De ældre tjenestepiger kikker skævt til det struttende forklæde. Anna er svimmel og har kvalme om morgenen.

Det rygtes blandt folkene på gården og en dag kaldes Anna intetanende ind til forvalteren.

”Du er med barn?”

Anna ser uforstående på ham.

”Hvem er faderen?”

Anna kikker ned og folder hænderne over maven.

”Du må vide, hvem du har haft samkvem med?”

Tårerne løber stille ned ad de blege kinder.

”Jens fra nabogården” hvisker pigen med det røde hår.

”De har ingen der lyder det navn!”

I et nu mærker Anna den stemning, der var på Hedegården, dengang hun blev sendt hjem til sin far i Rold uden at få løn. Chokket lammer hende. Men instinktivt ved hun, hvad der kommer til at ske. Forstå gør hun ikke, for hvad kan være forkert? Hvorfor er nærvær, lykke og godhed forbudt?

”Jamen så må du pakke dine ting og tage hjem til din far. Du har været vellidt i folkestuen alle her på gården kan lide dig, du er god til at lave mad, så du får ingen dårlige skudsmål men heller ingen anbefalinger herfra.”

Anna går forbi kirkegården og lægger en lille buket gul snerre på Detes grav.

stengærde