En ny start.

Starten 2 Naturens gangVibeæg

– er ganske overvældet og meget taknemmelig for de mange gode råd og fine kommentarer, min første tekst fik – derfor er det helt ok, hvis nogen ikke synes de kan bruge mere tid på mig – men her kommer en totalt omskrevet “Start 2” på historien om “Punkertøsen” – som jeg også agter at omskrive helt, så den stemmer overens med de tekster jeg allerede har om en pige født 1900 – som er mormor til punkeren 

 

Jeg skriger ikke. Smerterne er over alt. Jeg klarer det ikke. Men bider tænderne sammen og lystrer. Jeg har lært at skjule følelser. Ikke svare igen. Ikke lave oprør. Lystre. Ikke vise smerte. Ikke råbe op. Underlægge mig naturens gang. Gøre hvad andre forventer af mig.

Mit sind har lært at styre min krop. Et nyt liv er på vej ud i verden. Naturen går sin gang. Smerten slår som bølger ind mod mit underliv. Det eneste der skiller det nye liv fra smerten er min krop.

Det lille væsen, der forlader mig på den 4. dag i det nye år, er hvidt af fosterfedt. Naturens milde beskyttelse mod det barske liv, der venter hende. Forinden har hun været klemt inde i timevis uden fostervandets bløde beskyttelse.

Jeg forsvinder ind i bedøvelsens milde favntag og overlader min nyfødte til hospitalets personale.

Mange timer senere drømmer jeg, at storesøster på atten måneder løber væk. De sidste seks måneder har vi været uadskillelige. Jeg har nydt at kunne lege og gøre alle de ting med hende, som dagplejen aldrig gjorde. Hun har danset på sofabordet og sunget med på sangene fra TV om ”Sørøversally” – men i drømmen kan vi ikke finde hinanden.

Endelig vågner jeg, men uro og angst hænger som en tåge omkring mig. Det nye barn har tæt sort hår og er blevet skrubbet ren for det beskyttende fedtlag. Hun er mørk i huden.

”Vi beholder jer et par dage!”

”Hvorfor?”

”Din moderkage havde ikke løsnet sig og du har mistet en masse blod!”

”Jamen jeg har et lille barn derhjemme, som ikke kan blive passet i flere dage!”

”Desværre må vi også undersøge for gulsot, det ser ud som om dit barn er for tidligt født”

”Terminen lød på februar, men der er vel ikke noget galt?”

”Nej fødselsvægten er fint høj, den gule farve forsvinder sikkert i løbet af et par døgn.”

Stuegangen er forbi og rundt om mig ligger fem andre nybagte mødre. Snakken går og særligt den ene seng henne i hjørnet tiltrækker sig opmærksomhed. Over hendes seng står XI, over min står II. Romertallene angiver hvor mange fødsler kvinden har haft.

Kvinden med de mange fødsler bliver hentet af sin mand. Den lille dreng med de ti søskende blev født nytårsaften.

”Når man er her nytårsaften får man en fin porcelænskop med sig hjem!”

”Så har fruen vist til et helt stel!”

”Ja de fleste fødsler har været i januar, hun kommer nok igen om et år.”

”Hvordan kan hun holde til det?”

”Det kan hun heller ikke, benene er totalt ødelagt, men Jehova forbyder fosterdrab og forebyggelse!”

Femten år senere står en ung spinkel kvinde og ser sig selv i spejlet. Ditte går i klasse med Roar og de sidste par måneder har de været kærester. Roar elsker at tegne er stukket af hjemmefra og har pjækket fra skolen hele december. Ingen andre end Ditte ved, hvor han er. Roar har tjent penge som bud i juletravlheden og nu skal det nye års ankomst fejres. Ditte fortæller ikke familien, hvor han er, men siger til hans mor, at hun ikke skal være nervøs. Roar har mange søskende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer

Starten

stork på reden Storken kom lige forbi mig midt om vinteren. 

Kære skribenter i Den nye Skriveskole!

  nyder rigtig meget at få gang i skriveriet via millemoses igen. Jeg har ikke gjort som Carsten Milvang skriver i opgaveforlægget, ikke gennemarbejdet historien,men derimod dykket ned i nogen af de historier, der er meget vigtige for mig at få formuleret. Derfor vil jeg være meget taknemmelig, hvis nogen har overskud og lyst til at fortælle mig om det her gamle “skriv” kan bruges som optakt til en længere historie. For de to trofaste fra saxo Livsglæde og Anni Prinz, kan jeg fortælle, at det er “punkertøsen” der fødes her. 

En fødselsdag

Nytårsaften 1974 er ovre. Min mave og min krop er svulmet til tredobbelt størrelse. Det sidste halve år har været et af de bedste i mit liv. Jeg har haft et sted at bo. Jeg har lavet ting med mit 18 måneder gamle barn. Det har været en gave, at jeg selv kunne være sammen med hende i døgnets lyse timer. Jeg har kunnet sove. Jeg har kunnet lege og lave alt det som min dagplejemor ellers havde mulighed for, men som hun ikke gjorde. Barnet i min mave skal komme til verden om en måned. Det er hvad jeg har kunnet regne ud, hvis det ellers bliver som beregnet.

Det er den 3.januar og nu er det tid. Ommøbleringen af stuen har gjort sit til at nu er det nu. Veerne er ikke voldsomme nok endnu, men alligevel hårde nok til, at jeg ikke kan ret meget andet end ligge på sofaen og læse. Mit store barn på halvandet år er blevet virkelig god til at tulle rundt og lege. Det er en fornøjelse at se hendes udvikling. Et privilegium som jeg betaler en hård pris for. Jeg har ingen indtægt i hele det år, hvor jeg har fået bevilget orlov fra mit nyopstartede lærerjob.

Natten til den 4.januar er smerterne voldsomme. Vandet løber ned ad mine ben og jeg sætter en spand under for at kunne se om det er urin eller fostervand. Jeg ved ikke så meget om det, men har læst at fostervand er hvidt og ikke gult som urin. Vandet i spanden er grumset hvidt. Da min partner vågner kører vi til Sct.Josefs hospital, hvor fødeklinikken er.

På Sct. Josef er der travlhed. Mange fødsler mange fejlslagne fødsler. En kvinde på 30, der har født før er ikke noget problem i deres optik. Fostervand eller ikke.

”Du skal gå dig en tur, så ser vi på det senere!” er den besked jeg bliver sendt ud på Kirkegade med. Den grønne jægerfrakke kan kun med nød og næppe knappes om min kæmpestore krop. Vraltende går jeg op og ned ad gaden langs med kirkegården. Det gør ondt men jeg ænser det ikke. Tilbage på Sct.Josef får jeg lov til at lægge mig på en fødestue. Timerne slæber sig afsted, jeg er alene. Sidste gang tog det 18 timer så jeg væbner mig med al den tålmodighed, jeg overhovedet kan udvise.

Da lægen endelig kommer undskylder han den lange ventetid. Han og det øvrige personale har været optaget af en livstruende operation. Et foster havde sat sig fast i den ene æggeleder på en kvinde. Jeg nikker udmattet og accepterer. Men jeg er ved at besvime af udmattelse. Mine sanser slår fra, som i en drøm hører jeg en samtale.

”Hvor er fostervandet?”

”Hun forsvinder, giv hende masken!”

”Hvor åben er hun?”

”8 cm det er for lidt, men vi kan ikke vente længere!”

”Klip mellemkødet!”

 

Det er det sidste jeg hører inden jeg sikkert er forsvundet ud af bevidsthedens smertefulde greb.

Da jeg igen opfatter, hvad der sker omkring mig, står en læge bøjet over mig:

”Nå… det var godt, velkommen tilbage. Desværre blev det en pige igen!”

I et glimt ser jeg et lille barn helt indsmurt i fosterfedt.

Et par timer senere får jeg den lille ny udleveret, nu er hun helt rød og skrubbet ren for fedt. Det blev starten på et liv med hudproblemer og psykiske traumer.

Det er ikke altid fødsel nummer to er uden problemer.

Dødens pølse

kalv på grussti

 

Hvad skal vi have at spise?

Osso Buco!

Er det det der, hvor man saver benene af en ko i skiver?

Ja, marven inde i knoglen er en lækkerbisken!

Det lyder altså virkelig ulækkert!

Smagen er fantastisk.

Hvilke grønsager har du tænkt dig vi skal have?

Nå… jeg har en rødkål og et par appelsiner.

Må jeg lave salat?

Det vil være fint, så jeg kan jeg ordne rodfrugterne.

Har vi nogen nødder?

Du får masser af fedt fra marven i benskiverne!

Jeg vil ikke spise knoglemarv fra en ko!

Har du nu igen været til vegansk protestmøde?

Dyrene er vore venner ikke vores mad!

Sludder og vrøvl, vi får ikke proteiner nok fra grønsagerne.

Jo vi gør, vi skal bare spise rigtig mange bælgfrugter.

Jeg kan ikke lide grønsager og kan ikke spise så mange, det er lettere at spise kød.

Det er forfærdeligt at spise kød, tænk på hvor meget foder et dyr skal have.

Mennesker har altid gået på jagt og spist kød!

Nej nej den oprindelige føde har været frugter, bær og rødder ligesom aberne.

Du får mangelsygdomme, hvis du kun spiser planter.

Det passer ikke, vores tænder er slet ikke som rovdyrenes, vi er planteædere.

Ikke tale om, en ko er planteæder, den har fire maver og gylper græsset op og spiser det to gange.

Hvorfor er det koen, der skal lave al arbejdet med at fordøje grønsager?

Det er derfor vi holder dem som husdyr.

Jeg synes det er så synd for køerne, at de skal stå inde i en stald og være bundet. Tænk hvis du blev lænket i en kælder hele vinteren og bare fik en skål vand og en roe engang imellem.

Koen er vist ligeglad.

Det tror jeg altså ikke den er – jeg har set på tv, hvordan de springer rundt og danser, når de bliver lukket ud på græs om sommeren.

Jeg tror ikke køer tænker så meget over tingenes tilstand.

Det kan du ikke vide noget om, tænk hvis du fik fjernet dit barn lige når det var født og dine bryster var ved at sprænges af mælk.

Nå skal vi lave mad?

Du kan bare lave dine ulækre amputerede okseben jeg kan ikke holde ud at være i et køkken, hvor der er blod på bordet.

Nu har jeg jo købt det dyre kød!

Det er virkelig ”dødens pølse” du vil have jeg skal spise, jeg gør det altså ikke!

Ok, jeg giver op, du får mig til at føle mig som en morder.

Jamen det er du også når du spiser dødt kød. Jeg laver en lækker vegansk salat og så spiser vi den sammen inden jeg rejser.

 

 

 

 

Danseglæde

folkedanserbroderi

Den sidste dans

 

Sneen daler tyst og stille. Mette tager sin elskede Mads under armen og læner hovedet ind til hans trygge overarm. Sammen har de danset i mange år. Denne aften har været magisk. De hvide snefnug underbygger den stemning af ro og afslutning, der har været kendetegnende for de sidste dage.

Danset gennem livet sammen har de. Nu nærmer afslutningen sig. Dansen holder kroppen i gang og sindet lyst. Det er værre med bedriften hjemme i stalden. Grisene har det godt, men aviserne skriver om salmonella fra grisekød. Vildsvin krydser grænsen til Tyskland og kommer med den farlige svinepest. Det er ikke længere trygt og godt at være dansker.

Verdens lykkeligste folk, sikke dog en skrøne. Det må være noget byboerne havde sat i værk, sådan nogen asfaltidioter, der ikke aner noget som helst om natur. Det eneste græs i storbyerne har skilte på, hvor der står ”Græsset må ikke betrædes” – tænk hvis vi herude på landet gjorde det samme, så skulle køerne da først sendes på læsekursus.

”Tror du de kommer fra slagteriet sådan som de lovede” Mettes lille forsigtige stemme vækker Mads, der er helt fordybet i sine egne tanker.

”Det må vi se i morgen”… mumler Mads modvilligt.

”Tror du det er den samme chauffør som sidst?” Mette vover at sige det, de begge er bange for.

”Nej!”

”Læste du Jyske Vestkysten i går? Det om hvordan udenlandske chauffører lever?”

”Nej!”

”Tænk at der kommer nogen helt fra Philippinerne for at hjælpe os!”

”De har måske ikke engang kørekort” …

Mette tier stille, for nu har hun vovet sig for langt ud i snakken. Bare de der chauffører behandler vore grise ordentligt og ikke vælter ude på omfartsvejen til Kolding ligesom sidst, tænker Mette i sit stille sind. Det kan vel være lige meget, hvilket sprog de selv taler, grisene er da lige glade. Ikke en krone havde de fået for den sidste levering af deres fine præmierede grise. Og ikke nok med det, så fik grisene, de to havde passet og plejet efter alle kunstens regler, en grusom død i en grøft ved en asfalteret vej. De skulle ikke snakke så meget om dyrevelfærd derovre i Københavnstrup.

En plan tager form i Mettes hoved. Hvis ikke grisene hentes i morgen, vil hun bruge den gamle indhegning ved møddingen og lave en udendørs gård til dem. Der kan de vænne sig til at gå ude. Senere måske så låne en grisetransport på maskinstationen og selv køre den lange vej over begge broer til hovedstaden. Så kunne de få syn for sagen derovre på Christiansborg, hvis de sprælske jyske grise blev sluppet løs mellem stiletter og laksko på stenbroen. Men ved nærmere eftertanke ville det være synd for grisene.

Mads og Mette er nået hjem til gården, der ligger tyst og stille i den første sne. Det skal nok blive en god jul.

 

 

 

Eventyret om de røde sild.

20180907_154858

Hvor er Mias røde fisk?

 

Mia leder i sit undersøiske køkken. Hvor er de røde sild? Gemmer de sig i tangkrydderierne? Er de kommet i skraldespanden? Eller er de blevet levende og er svømmet væk? Mia vil forberede en scoremiddag og date Markus. Han har iført snorkel været forbi hendes skibskøkken et par gange. Nu vil hun invitere ham på sild og hummer med tangsalat. Det hele skal være rødt som kærlighedens farve. Garneret med brun blæretang og grønne alger.

Ude i rusen svømmer torsk og hornfisk rundt mellem hinanden. Men hvor er sildene? Måske har de spist tangopium og er faldet ned på bunden og er blevet begravet sammen med rødspætter og ising? Mia har lyttet ved stævnen til fiskekutteren, som Markus sejler rundt i med sin far. Derfor ved hun, at røde sild er hans livret. Men nu er de væk!

Mia er selv veganer og synes det er synd for fiskene, at de skal dø for at give mad til mennesker og havvæsener. Men forelskelsens ruse har fanget hende ind og hun vil gøre hvad som helst for at være sammen med sin udkårne. Gode råd er dyre og fantasien har fået hyre på en undervandsbåd, så Mia er helt alene og ganske ulykkelig.

Hun svømmer ud i tangskoven med sin lille sankekurv og begynder at samle vandplanter og tang til salaten. I et hjørne sidder en gammel hummer og klaprer med klosaksene.

”Hvorfor ser du så sørgelig ud?” lyden kommer fra en gammel hummer, der forsigtigt er kravlet ud af sit skjul.

”Det er fordi de røde fisk er væk!” Mia er grådkvalt og ordene forsvinder næsten i vandets stilhed.

”Der er mange slags fisk, de fleste smager godt, kan du ikke bruge de blå?”

”Min elskede Markus kan kun lide rødt!”

”Så farv dem med cochinille.”

Mias ansigt lyses op af et smil.

”Ja selvfølgelig!”…….. ”….og krydre dem med elskovstang”

Nu er Mia glad og svømmer tilbage til sit køkken, hvor hun ved hun har de små skaller, der farver alting rødt.

Mias hale

Mia med den gyldne hale

Den gyldne drøm

 

Solstrålerne slår smut hen over de små hvidtoppede bølger. Strejfer en galionsfigur og kærtegner de yppige bryster på den malede træfigur. En sky dækker genert for legen og fiskeskipperen drejer kasketten om i nakken. Havfruen har han fundet på et loppemarked og siden hun kom op i stævnen af kutteren føler han sig ikke alene mere, når han står til søs. Fiskestimerne kan han se ved at genkende farver i overfladen. Sølv for sild, grønt for hornfisk, blåt for torsk og brunt for bundfisk. De sidste kan Kaj ikke fiske, for hans garn er kun til frit svømmende fisk ikke til fladfisk, der gemmer sig i sandet.

Under havoverfladen er livet fyldt med energier og underskønne farver. Mia elsker at dykke, det røde hår reflekterer de stråler solen lige har sendt ned til hende. De er blevet brudt og transformeret i overfladen, så de ligner guld og ædelstene i et diadem. Mia er havbundens dronning. Naturens forunderlige smykker pynter hende gavmildt. Hendes undervandsslot er et gammelt vrag af et krigsskib sænket ud for Thyborøn under det store søslag i 1.verdenskrig.  Vraget fortæller historie og er fredet af naturstyrelsen.

Her har Mia indrettet sig med et køkken, hvor retterne fortrinsvis består af tang, søsalat og krebsdyr. Duftene er dæmpede under vand, men når Mia svømmer op til fiskekutterne for at tilbyde besætningerne sin mad breder der sig en underskøn duft af hav. De undersøiske stjerneskuds aroma kan ingen modstå. Det er en helbredende eliksir gemt væk til de få udvalgte.

Mia svømmer om kap med en delfin. Lyset kærtegner de røde krøller og de blå finner og sender lilla farveskær helt op til overfladen. Fiskeren ser kun efter sild og hornfisk, så indtil videre kan de være i fred. Mia og Markus er venner og konkurrenter. I vandet vinder Markus på hurtighed men Mia kan klare sig på land. Hun kan sno og bugte sig som en gyldengrøn ål i marehalmen. Mia er forelsket. Den besættende rus har indtaget hendes krop. Lårene inde i halen klistrer sammen. Håret filtrer. Kroppen bugter sig og armene favner vandet. Markus springer op over vandoverfladen og blinker til fiskekutteren med galionsfiguren, der ligger og gynger oppe i vandoverfladen. Det er ikke Markus der har vakt Mias følelsesliv men den unge fisker, der somme tider kommer sejlende i området ud for Thyborøn.

Havfolk er folk med gællelunger. Omstillingsparate kaldes det i jobannoncer.  Måske er det en genetisk fejl, måske er det en urgammel overleveret evne fra dengang alt liv var i havet. I hvert fald er Kajs barnebarn unge Otto sådan en muteret mand. Det har han vidst siden første gang han sprang på hovedet i et svømmebassin og mærkede, at vandet ikke skadede hans åndedræt, men at han bare kunne filtrere vandet.

I drømme har Otto set en underskøn kvinde med rødt hår, smukke bryster og en gyldengrøn fiskehale. Og her begynder eventyret. Hvad der er drøm og hvad der er virkelighed er forsvundet under regnbuen.