Blomstrende kærlighed

cikorie

Cikorie

I min barndoms grøftekanter levede et utal af blomster. Mit første barndomshjem var et gammelt lerklinet hus, der lå ved en grusvej. Nogen episoder har brændt sig fast i min hukommelse og derfor skal de nu skrives ned. Noget siger mig, at jeg nok ikke bliver ved med at huske, hvad der egentlig er fantasi, og hvad jeg virkelig har oplevet i mine første 9 leveår.

Huset havde navn, det hed ”Fanehuset” og lå hvor herregården Basnæs s jord startede. Min far var smed og smedjen lå på den anden side af grusvejen. Jeg kan huske min første cykel, som var sort og ”hjemmebygget” i min fars smedje. Men husker også, at han havde en smedje, der var meget større og havde flere maskiner på Basnæs.

Mine ældre søskende har fortalt mig, at under 2.verdenskrig måtte vores far tage sine maskiner med sig til Basnæs. Her kunne han undgå at arbejde for tyskerne. Jeg blev født i 1944 så jeg husker begge smedjer. Til herregården hørte to proprietærejendomme. Den nærmeste hed Transbygården, hvor der var en pige på min egen alder, men hende havde jeg ikke så meget med at gøre. Det meste jeg husker foregår mellem grøftekantens planter og mig selv, når jeg går eller cykler alene på de grusede veje.

Hvis jeg fortsætter ad grusvejen med retning mod Basnæs kommer jeg forbi et lille hvidt hus på venstre side af vejen. Lidt længere fremme ligger Transbygården lidt tilbagetrukket fra vejen. Så kommer en alle, hvor træerne står som en lang grøn indgangsportal til Basnæs.

Udenfor de fine smedejernsporte, som min far har lavet, ligger et par bindingsværkshuse. I det ene bor min farmor og i det andet min farbror og min tante Valborg. Valborg har ingen børn selv og hun er så dejlig at besøge, fordi hun altid har tid til mig og hun giver mig en skriveblog og skriver alle de store slyngede skråskriftsbogstaver forrest på linjerne, så jeg kan tegne dem efter.

Når jeg fortsætter ad grusvejen efter kommer jeg forbi Toftebjerg, som er den anden proprietærgård, der hører under godset. I nærheden ligger et cikorietørreri, hvorfra jeg husker en meget ram lugt brede sig og infiltrere den ellers så friske duft fra vejkantens planter.

Heksens håndbog, skrevet af Dannie Druehyld og udgivet vist nok i 60-erne eller 70-erne første gang – nu er den lige blevet genudgivet og en kilde til sjove optegnelser, som giver mig et tilbageblik på mit eget liv via planterne fra min barndoms grøftekant.

Om cikorie skrives:

”Cikorien er først og fremmest en dejlig kærlighedsplante, der står på landevejen og venter på sin hjertenskær. Historien fortæller om en ung blåøjet bondepige, hvis store kærlighed, landsoldaten, forsvandt bag bakken i solnedgang. Den trofaste pige stod nu dag og nat, i solopgang og solnedgang og ventede på sin ven. Hun var snart udhungret af sult, og hendes blå øjne spejdede fortvivlet i natten. Da forbarmede guderne og gudinderne sig over hende og forvandlede hende til cikorien, der med sine blå blomster følger solens bue over himlen.

Cikorien bør opgraves med guld eller sølv.

Opgravet til Sct.Hans i tiltagende måne kan den gøre dig usynlig. Sker dette, beskytter den dig mod alskens farer, og du kan finde skjulte skatte, blot du bærer den i en pose ved hjertet.

Med cikorien i hånden åbner alle døre sig for dig, selv svære jernporte.”

Se det var et rigtigt eventyr, som på forunderlig vis ligner og minder mig om det, jeg husker fra min barndoms grøftekant.  De smukke sarte blå blomster, der kikker på dig som øjne. Den ru stilk og de sparsomme blade, der stikker ganske svagt i fingrene, når de plukkes. Et helt anden fortælling kan skrives om cikoriens rødder. De indeholder et stof (esculetin) som kan beskytte leveren mod forgiftning.

Tørrede cikorierødder, kan knuses og opløses i kogende vand. Det giver en drik, der under 2.verdenskrig blev til kaffeerstatning. Derfor kan jeg huske lugten fra cikorietørreriet, når jeg en sjælden gang svæver tilbage i erindringen til mine første leveår. Cikorietørreriet ligger stadigvæk på Sjællands sydvestlige egn.

Da jeg som 20-årig kom til Vestjylland kunne jeg aldrig finde min barndoms cikorie. Hvorfor ved jeg ikke, men herovre har der nok ikke været brug for erstatningskaffe eller også er forklaringen at jordbunden her er meget mere sandet. Men for 4 år siden var jeg på Jyderup Højskole i Odsherred. På turene rundt i den del af landet vrimlede det i sommeren 2016 med cikorie. Nogen grøftekanter var helt lyseblå af cikoriens fine farve.

Planternes verden er fantastisk og så spændende at udforske, at jeg slet ikke kan blive træt af det. Ikke alle planter giver mig stof til så mange ord, men jeg vil alligevel gøre et forsøg på at videregive små tekster til mit barnebarn, der har overtaget min fascination af planternes verden.

 

Jagten

hvide drager

Liv og Ulf finder sporet

 

Foran de to menneskebørn sad en stor løve med kvindebryster på sin menneskeoverkrop, hun havde langt hår bundet op i en hestehale. Hun vinkede dem hen til sig og gav tegn til, at de skulle sætte sig ned og deltage i forsamlingen.  Deres sprog fra den gamle verden kunne de ikke bruge direkte, men tegn og fagter talte et lydløst sprog, som de på magisk vis kunne forstå.

Det var tydeligt, at den store løvinde var en slags høvding for alle dyremutanterne. De fleste havde egenskaber eller tydelige legemsdele fra andre – nogen havde arme under vingerne som ørneenglen, nogen havde dyrekrop og menneskehoved som herskerinden selv – atter andre var kombinationer af to eller flere dyr som elggeden. Alle havde udviklet en måde til at leve på.

Men hvordan alt dette var sket kunne hverken Liv eller Ulf forstå. De talte stadigvæk med hinanden på det sprog, de havde med sig, da de faldt ned i hulen. Løvinden så ud som om hun forstod, hvad de sagde. Men kun uforståelige lyde kom ud af hendes egen mund. Hendes arme og mimik gav ordrer. Efter en tid, hvor det så ud som om, alle gav deres mening til kende på skift, rejste løvinden sig på alle fire og tog en bue og et pilekogger op over skulderen. Så vinkede hun igen til Liv og Ulf, som fulgte hende ind i skoven bag det store træ.

De gik langs et vandløb, hvor store gamle træer hvælvede sig ud over vandet. I træerne sprang egern med abeansigter rundt mellem små kattedyr, der havde fiskehoveder og haler, der hvor knurhår og pelsede haler ellers plejede at være på katte. På jorden løb firben med fuglenæb og lange haler. Løvinden viste dem, hvordan hun ved at gøre dem forskrækkede fik dem til at tabe halen. Hun samlede de tabte haler op i en pose, hun havde over den ene skulder.

Liv syntes løvemennesket skulle have et navn. Selv om de ikke talte sammen var det en nødvendighed for hende, når hun talte med Ulf om løvekvinden og når hun tænkte på denne nye jægerven. Det første navn, der faldt hende ind var Luna, så det blev løvindens symbolske navn. Luna betød måne på et eller andet sprog, kunne Liv huske fra den gamle verden. Luna kunne jage i mørke, så Luna var et passende navn, synes Liv.

Ulf var ligeglad med navne, men fulgte med i, hvordan jagten formede sig. De tabte haler var ikke specielt svære at få fat i. Mon de kunne spises? Men da Luna tog sin bue og lagde an til at skyde en pil efter en lille kattefisk fulgte han interesseret med i processen. Han lagde mærke til at Lunas bevægelser var langsomme helt lydløse og at hun havde al sin opmærksomhed koncentreret om byttet. Den egenskab måtte komme fra løven i Luna. Buen og pilen styredes af hendes menneskesyn og hjernens udvikling, som kunne planlægge brugen af redskaber. Erfaringer kunne opmagasineres i den hjerne Luna nok havde fået fra sine menneskegener.

Kattefiskene var hurtige og Luna sænkede sin bue og listede langsomt videre. Liv og Ulf fulgte efter og passede på ikke at træde på grene eller lave lyde, der kunne skræmme byttet væk. Udenfor en lille høj sad en lille familie. Hovederne var kaniner men kroppene var frøer. Med lange ben og store lårmuskler. Luna lagde en pil i buen og sigtede. En stor kaninfrø gav et hop og faldt om. Resten af familien forsvandt i store spring.

Liv og Ulf var imponerede over byttet. Det var på størrelse med en stor kanin, men især bagbenene skulle vise sig at være yderst velsmagende, meget proteinrige mente Liv, for hun havde levet i en vegansk familie i sine første år og vidste, at planterne ikke indeholdt så mange proteiner. Alligevel var Liv lidt betænkelig, for de skulle vel ikke spise sådan en mutant? Dyrene syntes Liv man skulle lade være i fred og ikke slå ihjel for at få mad og tøj.

Kaninfrøen fik bundet de lange bagben sammen med et langt græsstrå og så begav jægeren med sine to elever sig tilbage gennem skoven. Helt henne ved kæmpetræet havde nogen bjerggeder med menneskearme og hoveder vasket og renset en kurv med forskellige rødder. De havde også bygget et bål. Men det var først da Luna kom, at der måtte komme gang i bålet.

Ild var en farlig ven og skulle kun tændes under absolut sikre omstændigheder.

Mutanter og mennesker

ulv ved knækket statue

  • her er lige en historie under opbygning, som jeg håber Clara nede fra Slovakiet måske kan hjælpe mig lidt videre med – noget er gentagelser – men det sidste er nyt – regner med at de to personer skal have et skytsdyr hver og at jeg skal opfinde mange nye mutantdyr og mennesker – men hvad skal historiens “point of no return” og slutning være – det mangler jeg hjælp til at videreudvikle.
  • og rent teknisk aner jeg ikke hvordan jeg får markeret og ændret det afsnit, som computeren pludselig lavede om til stor skrift uden at jeg bad ham om det.

Den hemmelige park

Liv vågnede fortumlet, gned sig i øjnene og prøvede at lokalisere, hvor i verden hun befandt sig. Det sidste hun huskede var en stor paddehatteformet sky, der havde skjult solens lys. Alting blev sort.

Ved siden af hende lå en sammenkrummet skikkelse iført noget, der mindede om et gult fåreskind. Fastelavn er ikke lige nu, tænkte Liv. Hvem er ”det”, hvor er jeg?

Hun kikkede sig omkring og kunne skimte noget, der var tegnet på de mørke klippevægge. Det var vist en hule hun var i. Sådan en som hun havde set i Frankrig på ferien med onkel Georg sidste sommer. Da hendes øjne vænnede sig til det sparsomme lys i hulen kunne hun skimte, at det var billeder af dyr. Måske var hun virkelig i den hule i Frankrig, den der var en turistattraktion, fordi den var fra dengang menneskene var mere primitive og levede af jagt. Motiverne var helt sikkert dyr med horn og fire ben og stregerne var nok mennesker med spyd. Men hvordan i alverden var hun havnet her?

Liv kneb sig i armen og jo hun var vågen. Hun tænkte på sin gamle kloge bedstemor, der havde fortalt eventyr og historier for hende. Bedstemor, der drak kamillete og ingefærudtræk og fortalte om gamle dage.

Liv prikkede forsigtigt til uldbylten, der lå ved siden af. Ud af pelsen kom et hoved med rødt strittende hår. Ansigtet var brunet i pletter, som en masse store fregner, men næsen og munden var pæne. Øjnene var smukke kunne hun se, da de endelig kom på klem og langsomt åbnede sig.

”Hvem er du?” hviskede Liv

”Ja hvem fanden er du?” gryntede ”uldbylten”

”Jeg hedder Liv og jeg kan mærke, jeg er vågen, for når jeg kniber mig i armen gør det ondt!”

”ok min far har kaldt mig Ulf, fordi han er jæger og syntes jeg skulle have navn som et klogt dyr!”

”Kender du og din far så noget til de billeder, der er tegnet på klippevæggen der?” Liv pegede på de streger, der helt tydeligt var en flok dyr og nogen mennesker med spyd.

”Næhh… dem har jeg aldrig set før, men flot maleri!”

Ulf var efterhånden vågnet helt op og var lige så forvirret som Liv. De kunne begge to huske noget med en stor sky, men så ikke mere. De var sultne og blev enige om, at de måtte finde en vej ud af hulen, for her inde i en gammel grotte i klippen var der vist ikke noget spiseligt.

Udenfor var lyset skarpt, øjnene blev blændet af det. Da deres unge øjne havde indstillet sig, kunne de se, at alt var brunt, brændt og øde. Sand og forkullede planterester var alt, hvad deres øjne kunne opfange. Alligevel begav de sig fortrøstningsfulde på vej. Travede derudaf, gættede på at det nok var en skovbrand, der havde hærget lige her og at der nok skulle dukke noget vegetation op og at de nok skulle finde vand og måske også andre væsener som dem selv.

Mens Liv og Ulf vandrede i mange timer, så mange at det nok var blevet døgn, uden at møde noget andet levende, skete sælsomme ting ude ved havet, hvor nogen af jordens oprindelige væsener havde overlevet ”skyen”. Ingen plantevækst havde overlevet, hvor Liv og Ulf kom frem, ikke engang kaktus som i en ørken. Ingen dyr, end ikke insekter. Endelig kunne de høre en svag lyd og de kikkede optimistisk på hinanden. Havet! Lyden og duften var ikke til at tage fejl af. Der var håb forude.

En skygge bredte sig over jorden omkring dem. Da de kikkede opad så de en kæmpeskildpadde. Det var den store krop på det vekselvarme dyr, der skyggede for solen og stod i vejen for synet af vand.  Skygge betød sol og i ørerne hørte de, den stille rullende lyd af bølger, næseborene indsnusede duften af saltvand og tang, noget børnene huskede fra deres ganske få år på den jord, der var engang.

Liv og Ulf tænkte hver for sig på deres liv før skyen. Ubevidst tog de hinandens hænder og kikkede op på det store dyr.

”Hvem er du?” stammede Ulf, for han ville så gerne vise Liv, hvor modig han var.

”Jeg er et af jordens ældste dyr og har levet her så længe jeg kan huske”

”Hvad hedder du?” hviskede Liv usikkert, for når Ulf turde spørge, turde hun også.

”Jeg er en skildpadde og sådan nogen som jer to, kaldes mennesker, jeg plejer at kalde mig Morten!”

”Er du farlig?” Ulf slipper Liv og ser så truende ud, som han kan.

”Ikke hvis du opfører dig fornuftigt!”

”Kan du hjælpe os? Vi er faret vild og kan ikke finde noget at spise!”

”Når du spørger så pænt, så skal jeg gerne stå til tjeneste, men først skal jeg lige se, hvordan mine efterkommere finder vej.”

En skildpadde på størrelse med et hus, som kunne tale. Liv og Ulf var alt for overvældede af situationen til at undre sig. Meget mere skulle ske havde de begge på fornemmelsen.

Den tidlige morgens dæmpede lys gled som en fredelig tåge frem over det afsvedne landskab. Nede i sandet var en flok små nyudklækkede skildpaddeunger på vej ud til havet. Turen var lang, så lang at det var et mirakel, hvis enkelte af dem nogensinde nåede derud. Liv og Ulf kikker på de mange små og tænkte på deres egen lange vandring gennem et øde landskab. Uvilkårligt følte de begge en slags samhørighed med de små væsener.

Sammen med Morten betragtede de to overlevere, hvordan de små kravlede målrettet ud mod det sted, hvor lyde og dufte fortalte sanserne om vand. De tre væsener havde det fælles, at deres hud ikke var helt nøgen. Skildpadden havde sit skjold af horn og benplader, som den kunne rulle sig ind i. Menneskebørnene havde sparsomme klæder fra fortiden bundet omkring deres sårbare hud. Ulf havde et fåreskind og Liv en tynd bomuldskjole.

Efter en rum tid kikkede Morten Skildpadde på de to, der havde ventet tålmodigt sammen med ham.

”I er sikkert sultne og her er intet for sådan nogen som jer, men hop op på mit skjold, så skal jeg finde et sted, hvor I kan finde føde og måske leve!”

Skildpadden gjorde sig så lav, som den nu kunne og Ulf klatrede op som på en klatrevæg, han havde øvet sig på i sit tidligere liv. Galant rakte han hånden til Liv, der besværligt fulgte efter. Hun skrabte sine knæ til blods, men sulten og nysgerrigheden overvandt strabadserne.  Snart sad de øverst oppe på det store skjold og kunne se langt ud over det øde landskab og ane havets blågrønne overflade til den ene side og en mørkegrøn kant ude i horisonten til den anden.

”Jeg vil anbefale, at vi rejser ind i landet!” sagde den gamle kloge padde.

Som sagt så gjort og så begyndte rejsen. Som en stor ballon svævede den store krop hen over landskaberne. De nåede frem til det grønne og kunne se en skov eller en plantage med snorlige rækker af træer så langt øjnene rakte. Morten fortalte, at her i den gamle plantage med de store nåletræer lå et område, der fra frodigt og som kun ganske få kendte til.

Skildpadden Morten var stor som en elefant og kunne mere end mange andre dyr og mennesker. Nu tog han et par ekstra arme frem, som han havde haft inde foran de forreste ben frem og pegede ud over skoven.

”Hvorfor hjalp du os ikke op på dit skjold, når du godt kunne?” Ulf var lidt irriteret

”I er nødt til at lære at klare jer selv! Mine efterkommere har kun deres egne instinkter, deres egen nedarvede kunnen at forholde sig til. Det burde menneskebørn også lære.”

Oppe fra skjoldet havde Liv og Ulf udsigt til landskabet, der bredte sig foran dem. Inde mellem træerne var de i højde med fuglereder og egernhuller. Der var meget stille i skoven, ingen fugle sang, ingen mus eller egern puslede  i træernes mørke.

”Hvor er fuglene?” spurgte Liv

”Hvor er musene?” spurgte Ulf

”I denne ende af skoven er der ingen dyr” svarede Morten mut.

De to børn spurgte ikke om mere, men sad tavse og andægtige på det store brede skildpaddeskjold. De red uden sadler eller andre anordninger, så af og til, når Morten skulle over en forhindring , måtte de holde godt fast i kanterne på de knudrede plader skjoldet havde.

Efter et par timers ridt i total stilhed stoppede Morten Skildpadde op. Foran lå en grøn dal med et smukt snoet blågrønt vandløb lige midt i. Solen blinkede til dem i vandets overflade og det så ud som om noget bevægede sig lige under overfladen. Måske var der fisk? Eller mon dalen også var uden liv? Ulf kikkede på Liv, som så betuttet og ganske nuttet ud.

”Herfra må I klare jer selv! Beboerne her kan ikke lide sådan en stor kolos som mig!” sagde Morten med en røst, der ikke tålte modsigelse.

Ulf gled forsigtigt ned ad skjoldet og landede adræt på jorden. Så rakte han armene op og gav tegn til Liv, at hun også skulle glide ned på græsset. Liv tabte balancen undervejs ned og landede på maven. Græsset var blødt så der skete ikke noget.

Morten vendte adræt sin kæmpekrop rundt og slog sine store vinger ud. Vippede et par gange med dem og hævede sig op over trætoppene. Da han var kommet op i højde vinkede han til dem med de arme, han ligesom vingerne ved første syn havde skjult for dem.

Liv og Ulf var spændte på, hvad den lysegrønne dal mon var for et underligt land. De var ikke bange, for indtil nu havde deres væren i verden efter skyen ikke indeholdt nogen alvorlige trusler. Bortset fra sult og tørst, som snart ikke var til at udholde længere.  Der var ingen voksne tilbage, alle var de forsvundet i en kæmpestor sky, der havde sendt sine virusbefængte data ned over jorden. Men de to var havnet i en dyb underjordisk hule smukt dekoreret med fabeldyr fra fortiden malet med jordfarver engang da menneskene ikke havde sprog men kommunikerede med tegn og fagter.

Stedet hvor de var sat af lå højt i forhold til vand. De kunne se, hvordan et vandfald sprang frem som en lille lysende kilde fra en stor klippeblok. Derfra løb vandet hastigt ned i bunden af dalen. I den flade dal begyndte det strømmende vand at bugte sig og vandet flød langsommere og mere adstadigt.

En stille susende lyd fik Liv til at kikke op. Over dem kredsede en stor fugl. Vingefanget sendte en skygge ned over bjergsiden. Liv prikkede Ulf på skulderen og pegede op. Solen var skarp og begge børn skyggede for den med hænderne. Da øjnene havde vænnet sig til det skarpe lys kunne de se, at fuglen havde ansigt og arme under vingefanget. Der hvor en fugl ville have halefjer havde den ben. Som en stor brunlig engel svævede dette forunderlige væsen beskyttende over dem. Mon alle dyrene her i den nye verden mon havde arme og ben?

Terrænet skrånede så Ulf fandt en afbrækket gren, som han kunne støtte sig til. Liv fandt et stort blad, som hun satte sig ned på og skubbede sig frem som på en slæde. Sådan nåede de ned, hvor de bedre kunne gå oprejst og nemmere holde balancen i det, som efterhånden blev til almindeligt fladt terræn.

Undervejs ned i dalen mødte de endnu et underligt dyr. Kroppen var som en ged, men på hovedet voksede et kæmpestort gevir som på en elg.  Det så besynderligt ud med de store takkede horn på den lille gedekrop. Men elggeden bevægede sig naturligt og adræt på skråningen, der førte ned til dalen. Takkerne fungerede som balancestænger, som når en linedanser går med en stor tværgående stang. Når elggeden gik nedad dukkede den sit hoved nedad, når den gik opad lagde den takkerne tilbage. På samme måde kunne Ulf se, at den brugte takkerne til at navigere til højre og til venstre og styrede på den måde helt ubesværet udenom de forhindringer, der var i bjergsiden. Det så ud som om geviret også var en slags radar. Ulf kom uvilkårligt til at tænke på sin fjernstyrede bil, som han fik i julegave da han var fem.

Lige nu var Ulf mest interesseret i at komme ned til det vand, der strømmede gennem dalen. Mens Liv gerne ville blive for at undersøge mere om gedemutanten. Hun turde ikke slippe Ulf af syne, så hun fulgte ham i hælene hen over den grønne eng, som floden løb gennem. Helt henne ved vandkanten mødte et nyt forunderligt væsen deres blikke. En fisk lå i vandet og slog med halen. Med et dukkede hovedet af en smuk rødhåret kvinde op ved siden af. Ulf troede det var en smuk pige, der var ude at bade i det lækre klare flodvand. ”Hej” råbte han, men pigen svarede ikke. Dukkede bare hovedet under vand og fiskehalen baskede så kraftigt i vandet, at det piskedes til fint skum.

Vandet var friskt og smagte vidunderligt. Nu kunne de trætte kroppe fortsætte udforskningen af dette ny spændende men også uforståelige land.

Et flyvende, et springende og et svømmende væsen. Liv og Ulf tænkte ikke videre over sammenhængen. Men alt var ganske anderledes her i den hemmelige verden, der bredte sig ud foran dem.

Inde mellem nogle løvtræer mødte de to overlevende fra den gamle verden endnu en overraskelse. Oppe i et træ var en slags hus. Som en tyk lian med kæmpestore blade hængte som en rebstige ned fra og dannede adgang til, hvis man kunne klatre og det var de ved at blive gode til. Ulf var god til at klatre allerede som lille og så med det samme en chance for at imponere Liv. Han greb fat i lianen og brugte bladhjørnerne som trin. Velbeholdent oppe i træhuset vinkede han stolt til Liv.

”Det her skal være vores udgangspunkt, vores hjem!”

”Jeg er ikke så god til at klatre!” råbte Liv

”Du skal bare holde godt fast i lianen, så hiver jeg dig op!”

Som sagt så gjort og snart sad de to i deres nye lille højtliggende hjem. De kunne se ud over det meste af dalen. Bladene dannede en slags tag. Lianen blev rullet sammen på gulvet og en mosdækket gren så tyk som en elefantryg var en perfekt soveplads for de to overlevende. Den gamle verden var så småt ved at blive glemt, men på forunderlig vis huskede de af og til noget, der var brugbart her i deres nye liv. Ganske vist var deres kroppe var ikke så veltilpassede til livet i naturen, men deres unge muskler og stærke knogler var parate til omstilling.

Dagen var stadigvæk på sit højeste. Så nu firede de sig ned fra træet og begav sig videre ud i dalen.

”Hvordan finder vi tilbage?” Liv var usikker og en smule skræmt af alle de nye oplevelser.

”Vi kan lægge spor ud, ligesom i eventyret om Hans og Grete!” sagde Ulf og undrede sig lige et øjeblik over, at han kunne huske noget af det han havde hørt i den gamle verden. Mon jeg også kan huske andre brugbare ting? Tænkte han uden at sige mere til Liv, for han ville ikke gøre hende mere urolig end han fornemmede hun allerede var.

Liv plukkede blomster. Nogen blå klokker, som voksede overalt. Klokkerne var som fløjl og føltes som om de var stof, der nok kunne holde til at ligge på jorden dagen ud. Den perfekte afmærkning af vejen tilbage til huset i træet.

Ulf førte an i udforskningen af dalen. Liv dryssede en sti af blå kronblade efter sig. I historien om Hans og Grete spiser fuglene de korn, Grete har drysset ud, så de ikke kan finde tilbage. Men ingen dyr spiser vel blomsterblade tænkte Liv. Men hun skulle snart blive klogere.

I de næste par timer udforskede de dalen. Overalt var farverige vækster og mærkelige dyr. Biller så store som små biler, træer som bevægede grenene i takt til en lydløs musik. Fugle som hoppede rundt uden at bruge vingerne til at flyve med og mus med vinger og lange tynde snuder landede på store blomster, med kronblade så store som tallerkener.  Intet var som i den gamle verden.

Trætte og mætte af indtryk satte de sig på en bænk af sten. Kikkede på hinanden og mærkede på samme tid en overvældende sult, som de rent havde glemt i deres nysgerrige udforskning af dalen. Deres maver havde slet ikke fået noget at arbejde med siden de forlod grotten. Ganske vist er faste sundt for kroppen, men nu var grænsen ved at være nået. Muskler blev trætte og sanser satte ud.

Træet lige ved siden af, hvor de sad, var fyldt med store blommelignende frugter. Liv rakte op for at plukke en, men et væsen over hende sendte signaler.  Hun huskede eventyret om Snehvide og det giftige æble, som sendte den, der spiste af det til drømmeland i lang tid. Liv kikkede op og så den store ørnelignende fugl, med arme og ben. Mon det var den, der sendte advarselssignaler? Fra nu af ville hun tænke på ørneenglen som om den var hendes egen personlige skytsengel.

Ulf kikkede under stenene de sad på. Han huskede noget om, at insekter var fyldt med proteiner og andre gode ting, der kunne spises for at overleve. Men standsede midt i en bevægelse, fordi også han modtog nogle underlige signaler til sin hjerne. Han huskede elggeden, de mødte undervejs ned ad bjerget og syntes elgtakkerne sendte radiosignaler.  Det måtte han finde tid til at efterforske senere. Lige nu var det absolut vigtigst af finde mad.

Selv om sulten var slem, rejste børnene sig og gik videre. Lidt længere fremme var et af de vandløb, som snoede sig mellem træerne. Vand kunne de overleve på i mange dage, så meget huskede de begge, fra deres tid i den gamle verden. De nikkede indforståede til hinanden og satte kurs mod vandet. Da de nåede der til, så de noget rødt glimte. Pigen med fiskehale dukkede op og havde favnen fuld af lange grønne blade, som hun helt sikkert havde samlet op til dem. I hvert fald rakte hun de grønne lange bånd frem mod de to børn mens hun smilede med en tandløs og ordløs mund. Kastede det hele op mod de to, der stod i vandkanten og forsvandt ned under vandoverfladen, mens hun slog smut med sin fiskehale.

Det grønne lignede båndpasta og smagte vidunderligt. Måske fordi det var det første de fik at spise efter mange timers rejse fra grotten, hvor de vågnede op og hele turen på skildpaddeskjoldet og deres egen vandring ned ad et bjerg, gennem en skov og over en eng. Mætte og trætte lagde de sig i græsset ved bækken og sov. Den lille rødhårede vandnymfe kikkede op til dem og viftede nysgerrige insekter væk med et åkandeblad.

Liv havde fået sig en menneskefugl som skytsengel og Ulf en elgged, en slags drone med indbygget radar. Vandnymfen var deres mor og beskytter i deres nyfundne verden.

Drømmene myldrede frem under børnenes livgivende søvn. Trygt sov de på åens bred med mor Mia liggende som en smuk sælkvinde ved siden af dem. Ude i vandet var hun halvt menneske halvt fisk. På landjorden tog hun skikkelse af en smuk plettet sæl.

De overlevende menneskebørn drømmer om den gamle verden, hvor de for ganske kort tid siden levede med far og mor, onkler og tanter, kæledyr og husdyr. Først og fremmest havde den gamle verden maskinerne. De havde computere og alle slags digitale skærme, som de brugte de fleste af døgnets vågne timer på at læse i og skrive på. Alt, hvad de skrev, kunne gemmes ude i ”skyerne”. Men en dag begyndte bogstaverne at regne ned fra disse skyer. De blev ved at regne ned og dræbte langsomt men sikkert det meste levende liv, der var tilbage på den gamle jord. Liv og Ulf dumpede ned i et jordfaldshul og huskede nu i drømme hvordan de var kommet derned, hvor de mødte hinanden og hvordan de dernede var vågnet op. Dengang for mindre end et par dage siden, kendte de ikke hinanden.

Liv vågnede fortumlet, gned sig i øjnene og prøv at lokalisere, hvor i verden hun befandt sig. Var hun i hulen igen? Så huskede hun drømmen, hun huskede paddehatteskyen, der havde formørket solens lys og havde sendt haglbyger af bogstaver og strømme af ufuldstændige sætninger på alverdens sprog ned over dem. Huskede hulen, hvor drengen Ulf også lå. Nu lå de på en smuk grøn eng, med et strømmende blågrønt vand foran og en masse træer, der dannede en eksotisk mangfoldig skov bag sig.

Ulf vågnede også og gned sig både på maven og i øjnene. Fornemmede en dejlig mæt og optimistisk stemning indeni. Huskede den springende elgged, han havde mødt og var sikker på, at alt det nye i denne nye mærkelige verden nok skulle være godt. I hvert fald var både han selv og pigen Liv i live og de glædede sig vist begge to til at gå på opdagelse. De havde forstået at de måtte indstille sig på, at intet var som i den gamle verden, alt skulle opdages og læres forfra. Det eneste de havde med sig var en utilstrækkelig menneskekrop, der ikke af sig selv kunne skærme sig fra solens stråler, ikke kunne kommunikere med ret meget andet end ord, sprog og ikke havde maskinerne fra den gamle verden som hjælpere. Enkelte af væsenerne omkring dem kunne de tale med, men andre væsener sendte signaler direkte til deres hjerner. Sidst men ikke mindst den gamle verden. Specielt nogen af de historier, der betegnedes som eventyr med overnaturlige væsener, med forudbestemte handlinger, med talmagi og alle slags gammel overtro. Nu var den verden, de havde læst om i fantasihistorier blevet virkelig. De opdagede, at de slet ikke vidste nok om eventyr, overtro, hekseri og hvad de voksne ellers havde slået hen som noget, der bare var fantasi. Det, der skulle læres dengang i den gamle verden, var matematik, datalære og sådan noget. Fantasi og gammel overtro var for ”dumt”

Ulf ville gerne kunne huske, hvor de havde færdedes her i deres nye land. Men han havde ikke hverken papir eller computer til at lave noter på. Den eneste kilde til at huske var hjernens kapacitet. Derfor tænkte han tilbage til tidligere på dagen, hvor skildpadden havde sat dem af på bjerget. Tænkte på turen ned ad skråningen, på hytten i trætoppen og på strækningen gennem engen til vandløbet, hvor de havde drukket vand og videre til stedet, hvor Mia havnymfe havde serveret tangpasta for dem.  Måske skulle han se om han kunne finde bark og grannåle, så han kunne ridse et kort i et stykke birkebark?

Overvejelserne sluttede brat, da han i sit øre kunne høre en stemme. Der var ingen væsener i nærheden, men Ulf var ikke et sekund i tvivl om, hvor stemmen kom fra. Det var elggeden, som han fremover ville kalde Egon. Nu havde han opdaget noget meget vigtigt. Han havde en hjælper en slags lykkevæsen, der fremover ville kunne tilkaldes blot ved at tænke på ham.

Trygge ved tanken om ”hjælperne” begav de to sig videre på deres opdagelsesrejse i dalen med de mange mærkelige væsener. Helt inde midt i dalen tronede et træ, som var så højt, at man ikke kunne se toppen med det blotte øje. I hvert fald ikke, når man som Liv og Ulf kom med sanser som i den gamle verden. Dette træ var en slags centrum for fugle og dyreliv. Det var gammelt og knudret som et egetræ. Det havde grønne gule og røde blade som om det var både forår, sommer og efterår på samme tid. Der var grene uden blade, som kunne bevæge sig og der var bløde løsthængende grene, der hængte nedad og så ud som tovværk.  Rundt om træet var der en summen af liv. Fuglereder kunne skimtes mellem bladhanget. Klatrende dyr af alle slags bevægede sig ud og ind på grenene. Ved stammens rod sad en forsamling af skabninger. Det så på afstand ud som om de talte med træet.

Liv fik øje på en hest med horn i panden. Endelig et væsen hun kunne huske fra den gamle verden. Selv om hun aldrig havde set sådan en ”enhjørning” i virkeligheden, så huskede hun en bog om sådanne væsener. Hun huskede også, at bogen fortalte om, at en enhjørning var en uskyldig pige, der var tryllet om, eller også var det kun en pige, der kunne komme i nærheden af det sky dyr. Det måtte udforskes, når hun nu endelig var kommet tæt på sådan en.

Ulf spottede en elefant med helt kort snabel. Ligesom Liv huskede han en historie om, hvordan elefanten fik sin lange snabel. Den handlede om, at en krokodille fik fat i elefantens snabel, da elefanten ville drikke vand i en flod. Krokodillen holdt fast i næsen mens elefanten trak og trak, så næsen gav sig som en elastik. Dan krokodillen endelig slap var næsen blevet så lang, at den kunne bruges til en masse forskellige ting, der skulle vise sig at være meget praktisk for elefantens videre liv. Næsen var blevet en snabel.

Helt overvældede af det fantastiske skue satte Liv sig ned på en gren. Ulf blev stående med skrævende ben og åben mund. Efter en stund satte han sig på hug, fandt en gren og begyndte at tegne i jorden.

Helt henne ved træets rod lå en stor løve. Eller rettere et løvemenneske. Bagenden var en løve med fire ben og hale, men hovedet var en kvinde, halsen var smuk og på brystet strittede to yppige bryster frem. Hun sad som en dronning lidt højere end de andre dyr og var sikkert en slags høvding.

 

 

19.maj 2020

20170625_125447

Dagbog for 19.maj 2020

 

Godmorgen til en dejlig gråvejrsdag som tilfældigvis er den dag, hvor jeg blev født for 76 år siden.  I skrivende stund, hvor jeg bor her tæt på min første bopæl i det vestjyske forløber alt planmæssigt og mit humør er i top skønt jeg ikke bliver fejret på dagen sådan som sidste år, hvor familie og naboer myldrede ind og ud i min lille skønne gamle lejlighed.

I år har de sidste par måneder været helt anderledes end sædvanligt, fordi en underlig virus har spredt sig over hele jordkloden og lukket samfundene ned. Men netop nu er Danmark ved at åbne op igen, så børnene kan komme i skole og værtshuse, biblioteker og andre samlingssteder igen kan slå dørene op.

Udenfor i alleen foran mine vinduer blomstrer kastanjerne som de plejer netop på denne dag. Men udsynet til dem er skæmmet lidt af et stillads og tvs morgensang er gennem det meste af maj blevet akkompagneret af en fræser, der borer fugerne ud i husets facade. Derfor har jeg ikke haft lyst til at invitere naboer, som ikke er på arbejde til morgenkaffe, men hygger mig for mig selv med skriveri.

Telefonen ringede for lidt siden og i den anden ende af forbindelsen var min eneste broder, alle andre seks søskende er for længst døde og begravede. Selvfølgelig er det anderledes at vi nu kun er to tilbage af en flok på 8, men Otto er altid i godt humør og klarer stadigvæk tilværelsen sammen med sin kone. De er begge to fyldt 90 men går tur hver dag, kører ture på Sjælland i deres bil og er i øvrigt ved godt mod.

For 76 år siden, var der krig i Danmark. I de sidste par måneder er situationen af og til blevet sammenlignet med dengang. Ingenting i samfundet har været som det plejer. Dengang var fjenden de tyske soldater i 2020 er fjenden en usynlig virus, der smitter hurtigt og voldsomt. Gamle mennesker og såmæn også unge dør af coronaen, der deler navn med cigarer og planeternes lysende kranse.

Søster Ida var i huset hos familien Heilmann i Skælskør. Huset lå på hovedgaden i den lille provinsby, der til forveksling kunne minde om Korsbæk i Matador. Vores far var smed og havde haft bil siden engang i 30-erne, men krigen havde forårsaget at han måtte lade bilen stå og hente cyklen frem, fordi han skulle ud på sygehuset og se sin kone og sit nye barn. Konen var lige blevet 44 år og selv blev han 50 næste gang, så forældreskabet var ikke helt i normalområdet rent aldersmæssigt.

Ida har fortalt mig, at vores far stoppede cyklen midt på gaden. Trafikken var begrænset og med cykelspænder på sine fineste bukser stod han der og råbte op til søster Ida:

”Det blev en tøs! En stor tyk en!” hele ti pund skulle jeg efter overleveringen have vejet.

Vejret var fint dengang som nu og mit liv blev begivenhedsrigt på mange planer. Det er en gave at kunne se tilbage på så mange år uden krige og med gode rolige forhold hele vejen igennem. Vejret her anno 2020 er gråt, men solen kommer frem og et højtryk er på vej. Det lover vejrmanden på mit tv i hvert fald. Det er en fornøjelse at være til og kunne klare alle nødvendige funktioner i tilværelsen selv. Mine eneste irritationsmomenter stammer fra PostNord, der hverken har hentet pakken til min ældste datter eller leveret den smart-phone som skulle være min fødselsdagsgave.  Men jeg når nok det hele, måske er der mange gode år tilbage for mig. Det var i hvert fald den melding min læge gav mig, da jeg var til det årlige eftersyn.

Nyt liv

hvide drager

Dragens hale

 

Langt nede under jordens overflade kriblede og krablede det inde i nogle store æggeformede sten. En af stenene gik i stykker og et forunderligt væsen stak sit piggede hoved ud og snusede til verden. I løbet af en time sådan cirka havde han fået over tyve søskende, der alle lignede ham på en prik. Da alle sten var klækkede gav de piggede væsener sig til at spise de skaller de var kommet ud af.

De nye væsener lignede ikke nogen andre dyr mennesker indtil videre havde kendt. Hoved og ryg var besat med knudrede pigge, små forben og store kraftige bagben. En krydsning mellem en krokodille og en hidtil ukendt dinosaur. I sikkerhed bag et skudsikkert glas sad to videnskabsmænd og studerede de forunderlige væsener.

De små krokodilledrager med de store springklare bagben var usædvanlig levedygtige. Videnskabsmændene noterede og beregnede i deres små bærbare computere. Det var vigtigt at få styr på stamtavlerne, men noget var gået galt i beregningerne. Allerede få minutter efter den første klækning var krokodilledragen blevet dobbelt så stor. Væksten lignede ikke nogen andre levende væseners. Ikke engang i planteverdenen fandtes individer med tilsvarende hurtig vækst.

Det var tydeligt for de to lærde doktorer, at inden et døgn ville det underjordiske terrarium blive sprængt og de nye væsener dø af kvælning eller kravle op på jordens overflade i en slags overlevelsesrefleks. Indtil videre var væksten udelukkende blevet næret af de skaller, der havde omsluttet dem som en æggeskal omkring en kylling. Hvad indeholdt skallerne, der i den grad kunne skabe vækst?

Inden de lærde kunne hente viden fra nettet brød de nye mutanter gennem jordlaget over hulen og kravlede systematisk op i et goldt afbrændt skovområde. Sådan nogen områder var blevet almindelige de senere år. Tørke og ekstrem varme havde bevirket, at træerne gik i brand og lagde store områder øde. Menneskene var krøbet sammen i byerne. I høje tårne af sten og cement mente de sig urørlige for flammernes sultne angreb.

Men træerne kunne ikke flytte sig og gik til grunde mange steder. Menneskene havde glemt, at de skulle bruge den ilt, som grønne planter omsatte fra kultveilte. Luften i betonbyerne var tyk og giftig af udåndingsluft fra mennesker, dyr og transportmidler. Balancen var hårfin, hvornår var der ikke længere ilt nok til alle?

 

en fortælling til Liv og Ulf fra historien om “Skyen” skrevet til DnS forrige år – nu skal den fortsættes – står et andet sted her på bloggen – men er her igen:

Skyen

Liv vågnede fortumlet, gned sig i øjnene og prøvede at lokalisere, hvor i verden hun befandt sig. Det sidste hun huskede var en enorm paddehatteformet sky, der havde formørket solens lys.

Ved siden af hende lå en sammenkrummet skikkelse iført noget, der mindede om et gult fåreskind. Fastelavn er ikke lige nu, tænkte Liv. Hvem er han, hvor er vi?

Hun kikkede sig omkring og kunne skimte noget der var indtegnet på de mørke klippevægge. Det var vist en hule hun var i. Sådan en som hun havde set i Frankrig på ferien med onkel Georg sidste sommer. Da hendes øjne vænnede sig til mørket kunne hun se, det var billeder af dyr og af jagt. Måske var det virkelig den der hule i Frankrig, den der var et minde om dengang menneskene var primitive og levede af jagt. Motiverne var i hvert fald dyr og de der streger var nok mennesker med spyd. Men hvordan i den al videste verden, var hun dog havnet her.

Bedstemor drak altid ingefærte. Det var godt for fordøjelsen, for udrensning af kroppen og for alt muligt andet, som Liv ikke lige kunne huske. Måske drømte hun, måske var hun inde i bedstemors hjerne og oplevede noget af det den gamle havde opmagasineret det.

Hun prikkede forsigtigt til ”uldbylten” der lå ved siden af. Ud af pelsen stak et rødhåret hoved. Ansigtet var brunet i pletter, som en masse store fregner, men næsen og munden var pæne. Det var øjnene også, da de møjsommeligt kom på klem.

”Hvem er du?”

”Ja hvem fanden er du?”

”Jeg hedder Liv og jeg kan mærke, når jeg kniber mig i armen, at jeg ikke drømmer!”

”Jeg hedder Ulf, det er fordi min far er jæger og så skulle jeg have et dyrenavn.”

”Kender du og din far så noget til de billeder der på klippevæggen?”

”Næh… sådan nogen har jeg aldrig set før.”

Ulf er vågnet helt op og er lige så forvirret som Liv. De kan begge to huske noget med en stor sky, men så ikke mere. De er sultne og bliver enige om, at finde en vej ud af hulen, for der er ikke meget spiseligt her i den gamle grotte.

Udenfor er alt brunt og øde. Sand og forkullede planterester spredt ud over en ørken så langt de kunne se. De begiver sig fortrøstningsfulde på vej. Traver bare derudaf, for den her skovbrand kan vel ikke være større end man kan finde ud til beplantede og beboede steder.

Flere dage vandrer Liv og Ulf inden de møder levende væsener. De er kommet i nærheden af havet og det første levende væsen de møder er en kæmpestor skildpadde. De tager hinanden i hånden og kikker op. Den er så stor, at de ikke kan se lyset og havet bag ved den, men de kan høre en suset af bølger og se skildpaddens enorme skygge. Så meget ved de, at så må der være sollys og vand et eller andet sted bag det store vekselvarme dyr.

De tænker på deres liv før grotten.

 

Ulf elskede sin computer og tilbragte al sin tid ved skærmen. Han dyrkede e-sport. Trænede til kamp i virtuelle universer, hvor virkeligheden var opløst i pixels og stærke farver.

Liv dyrkede yoga og sendte hver dag bønner til sin skytsengel om fred på jorden.

Mens de gik og gik i den uendelige ørken, havde de snakket med hinanden. Lige indtil dehydrering og hallucinationer stoppede den samtale. De kikkede på hinanden og talte uden ord:

”Ser du det samme som jeg?” de nikkede til hinanden og gik nærmere til det store dyr.

Godt jeg drak en masse af bedstes ingefærte tænkte Liv og lyttede til paddens tanker.

Tror nok jeg er inde i World of Warcraft spillet, men kan ikke huske, der var padder med, tænkte Ulf.

Selv om de var mere end almindeligt bange for kæmpen, så så den rolig og tryg ud, så de gik fortrøstningsfulde nærmere og hørte den sige:

”Ser man det, så er der alligevel er par af de der skrækkelige mennesker, der har overlevet. Jeg troede ellers jeg gamle padde var den eneste.”

”Hvor er vi og hvad er der sket?” Liv og Ulf talte i munden på hinanden.

”Nogen af jeres art har udløst en bombe, der har ødelagt det meste liv på jorden, men de har altid været nogen dumrianer i jeres art, men det kan I to vel sagtens ikke gøre for.  Nu skal jeg fortælle jer om paddernes verden…..

  • Og så fortalte Morten Skildpadde som kæmpen nu præsenterede at han hed om, hvordan han mente den nye verden skulle være.

 

 

Brev til min søster

påskeliljer

I dag den 18.april 2020 ville du, min ældste helsøster, være blevet 94 år. Så gammel blev vores fælles mor, men du nåede kun næsten frem til 93. Jeg ved jeg ligner jer begge to, så regner med, at jeg trods nye virus, der truer, nok også har flere år at se frem til.

Altid var du, min søster Ida, der til at formane mig og vejlede mig. Du var lige fyldt 18 år, da jeg blev født, og i en vigtig periode af min barndom, var du min mor, selv om du selv var nygift. Bag mig, mens jeg skriver til dig, står det skab, som jeg så din mand Henning udsmykke med et meget smukt almuemaleri på lågerne. Heldigvis havnede det hos mig som en af de få ting, jeg har fra den østjyske del af min barndom.

Det første jeg tænker på hver morgen er: hvad skal jeg have gjort i dag? det er en af de mange leveregler, du har givet mig – og i dag skal du naturligvis have et brev, fordi du aldrig glemte at ringe til mig, når jeg havde fødselsdag. Somme tider blev det lidt svært at svare dig, for et par gange i min pensionisttid har jeg været undervejs til et af mine egne børn, for at blive fejret. Selvfølgelig kom dit telefonopkald præcis samtidig med, at jeg famlende stod og skulle vise chaufføren i flix-bussen min sms-billet. Den digitale verden ville du ikke have noget med at gøre. Du havde en virkelig morsom anekdotisk fortælling om, hvordan du måtte vise pas i toget tværs over Fyn. Forståeligt nok, for hvad er der blevet af almindelig sund fornuft, når en gammel dame sidder i et tog og hvor bliver alle de skrevne ord af, som vi sender ud i cyber-space. I min fantasi kan du læse brevet, der hvor du er, for det svæver jo rundt ude i rummet?

Så derfor tillykke med fødselsdagen til dig søster Ida. Jeg skal nok vaske op og ordne omkring mig, sådan som du har formanet mig altid at gøre – også selv om jeg på grund af en pandemi ikke får gæster, der kan se, hvordan jeg roder.

Du og mine to andre helsøstre får en blomsterpose fra mig, det syntes jeg var en fin ide vores dronning gav videre, da hun selv blev 80 i forgårs. Påskeliljerne er blomstret af i min baghave, men her i “skyen” står de for evigt, og mindet om salmen “Påskeblomst, hvad vil du her…” står også for altid i min erindring, fordi tårerne løb, da vi skulle synge den til din begravelse.

Kærlig hilsen din lillesøster Merete

Brev til mit barnebarn

Til Clara Alfrida fra mummle

 

Det var mørkt endnu, da jeg 2. januar 2019 efter en skøn nytårsaften sagde farvel til dig ved flix-bussen i Esbjerg. Din kuffert var så tung, at du måtte have hjælp til at få den løftet op i bussens bagagerum. Din håndtaske bugnede af frugtsaft og andre sunde sager til fortæring på turen. Du havde tilbragt en uge med at lave mad, først og fremmest til mig, din mormor, som ser noget ganske særligt klogt og fremsynet i alt, hvad du gør. I stedet for at tage på jule- og nytårshøjskole for flere tusinde kroner pr.person, havde du tilrettelagt en vegansk uge i min lejlighed.  Du sprintede rundt i Esbjerg og købte alle mulige spændende veganske ting ind. Nytårsmenuen var sushi spist med pinde og hattene var regnbuefarvede huer af plys med ponponer i bindebåndene.

Altid har du været noget ganske særligt for mig. Da du blev født følte jeg, at nu måtte jeg altså skrive om den verden jeg selv var vokset op i. Den verden, der var en helt anden midt i og i slutningen af det gamle årtusinde end den nok ville blive for dig. Det er blevet til nogle små skriverier engang imellem, men den store roman om tiden i 1900- tallet får jeg måske aldrig skrevet og det gør heller ikke så meget, det er der mange andre, der arbejder på og med. Hvis jeg får det gjort skal den handle om de kvinder, jeg selv har været tæt på, dem, der er dine kvindelige aner på din mors side, og som har levet fra 1900 til 1999, hvor du blev født. Fortalt gennem mine erindringer om min mor født 1900, en af mine søstre født 1928, mig selv født 1944 og din mor født 1972. Jeg forestiller mig somme tider, at vi har en kollektiv hukommelse, som går videre fra generation til generation i samme familie.

Da bussen kørte over broen og forsvandt ud i vinternatten kikkede jeg op. Der stod en lysende klar tiltagende måne som et kæmpe stort himmelsegl med en stjerne foran. Billedet blev mejslet klart og tydeligt i min aldrende bevidsthed. Noget ville ske her i det år, vi lige var kommet ind i. Men mit sind var roligt, jeg var og er overbevist om, at intet ondt vil ske dig.

Hjemme tændte jeg for computeren og surfede lidt rundt. Så kom en besked fra dig, samtidig hørte jeg om ulykken ved Storebælt, hvor et par togvogne var blevet ramt af løsrevne godsvogne fra et andet tog. Storebæltsforbindelsen lukkede, men du var kommet sikkert over på den anden side på din plads i den grønne flix-bus, som jeg forestiller mig er kørt forbi på højbroen mens ulykken sker samtidig. Stormen der huserede havde fået dit mellemnavn Alfrida. Lydbilledet af den susende storm, der væltede træer i Nordsjælland blev føjet til billedet af måne og stjerne. Et drama havde taget sin begyndelse. Du er hovedpersonen, der hele tiden er i farezonen men undgår i sidste øjeblik. Du balancerer som en linedanser højt over hustagene og kikker ud i fremtiden siddende helt oppe ved måne og stjerne.

Et par dage efter ringede din mor og fortalte, at du var fløjet til Fillippinerne. Resten af familien var i chok, men du havde sagt, at du ville rejse i februar og hvis du havde pengene til billetten ville ingen kunne forhindre dig i at rejse. Det var selvfølgelig skræmmende for os, der elsker dig. Så langt fra Danmark? Så mange ukendte sygdomme, der kunne ramme dig. Så voldsom en afstand, hvis du skulle blive syg og vi måtte hente dig hjem. Jeg påbegyndte en opsparing af overskuddet fra min pension, så jeg havde til en flybillet hjem! Så mange usikre faktorer, som vi ikke kunne hjælpe dig med, hvis uheldet var ude. Du gik bogstavelig talt ”linen ud” som vi synger om i den skønne vise fra højskolesangbogen om ”Linedanseren”

Billederne fra dig kom i en jævn strøm via internettet og telefonerne forbandt os. Det var en stor glæde for mig og jeg printede billeder af dig ud på bibliotekets farveprinter og købte rammer til at sætte dem i. Billederne fra dine første måneder på Samal hænger over min seng. Du fremviser flotte store eksotiske frugter, som jeg aldrig har smagt. Du kravler i kokospalmer og fodrer hunde og grise. Du hænger som en abe i en gren og jeg bliver meget stolt og glad. Viser billederne til venner og gamle arbejdskammerater og er ligeglad med den skolegang alle andre på din alder gennemfører her hjemme i Danmark. Det du oplever derude i det asiatiske ørige er en meget mere værdifuld læring, end den du kan opnå ved at sidde på en skolepult på et eller andet gymnasium. Du har på smukkeste vis sat dig ud over de gængse normer og er gået dine egne veje.

Vinter bliver til forår og du sender nu billeder af en stafylokok-infektion i dit ene ben. Det ser voldsomt ud, men du kan få antibiotika og har naboer, der kan hjælpe dig. Du har også stadigvæk et master-card, hvor vi her hjemme fra Danmark kan sende dig penge og alting er ret billigt set fra vores del af verden, når man er på Fillippinerne.

Benet heler fint og du bygger dig en hytte med indlagt vand og strøm. Hytten kalder du havfrue-hytten og du får besøg af din mor og din lillebror derude. Heldigt er det, at de kommer på besøg, for du har fået stjålet dit master-card og vi kan ikke længere forsyne dig med penge til livets opretholdelse.

Pludselig en dag kommer et billede af en mand, der bærer dig i sine arme. Du har truffet en europæisk mand derude, som har inviteret dig på en cykeltur. Nu er de billeder du poster via sociale medier ikke længere kokospalmer, hytter uden vægge, brusende vandfald og sandstrande. Nu er der billeder af forgyldte seværdigheder. På et af dem går du i spagat foran en stor forgyldt sten. Historien om, hvad det er for en sten, har jeg til gode.

I dag den 30.marts 2020 har jeg igen haft en skøn chat med dig via messenger. Det holder mit humør oppe og min livslyst ved lige. I dag for nøjagtig 100 år siden blev min mor(din oldemor) 20 år og var højgravid, hun fødte en datter den 6.april 1920, historien om hende prøver jeg på at skrive, men det er svært for mig. Dengang blev et barn uden en far udstødt af samfundet. Den søster til mig, der blev født dengang for 100 år siden har jeg aldrig kendt og ikke vidst noget om før for nogle få år siden. Olga blev hun døbt og hendes barnebarn har dyrket slægtsforskning og har fundet alle os andre halvsøskende.

20181231_192707

Flueskræk

Kaos eller trafikprop på nettet.

Rapport fra en dag i en ordhungrende jægers liv.

Som en drone svæver jeg ud af sengen hver morgen og tager en flyvetur hen til min skærm. Sulten gnaver i mig efter fede fluer skabt af ord, som kan nære min hjerne, styrke mit ego, få mine følelser i kog, så jeg griner eller græder. Således startede min dag også dagen før kyndelmisse i det herrens år 2020.

Lyset var kommet frem udenfor vinduerne, så jeg behøvede ikke at tænde hyggelig sparebelysning eller rigtige levende flammer selv om datoen fortalte, at vi netop nu var midt i vinterens hjerte. Nu ville dagen komme i gang.  Samtidig med at jeg surfede rundt på skærmen nippede jeg lidt til en brun væske, der skulle hjælpe med til at vågne rigtigt og stimulere min lyst til dagens jagt.

Desværre var der ingen nye fede fluer i udsigt. Det var ellers spået i trådene, at på den dag skulle den helt store jagt på ord gå ind. Nye jægere havde meldt sig til at deltage i jagten. Glædede mig meget til en spændende ordjagt. Da jeg nåede til den fjerde kop brunlig væske satte en lille forsigtig døgnflue sig yderst i spindelvævet. Haps tænkte jeg og skyndte mig at inspicere ordsammensætningen. Men hvordan skulle jeg få den fanget ind og gjort klar til at fortære?

Ganske kort tid efter kravlede samme flue iført samme ord ned under nettets tråde og flettede sig sammen med fire andre tråde. Jeg surfede rundt og skrev ord hist og pist, men ingen svarede, så min harme steg i takt med at klokken efterhånden nærmede sig frokosttid og jeg stadigvæk ikke havde fanget en eneste flue fyldt med ord. Koffeinen havde skærpet mine sanser og bragt min mave i alarmberedskab.

Da jeg sådan havde ligget på lur i nettets kratbevoksning nogen timer uden udsigt til bytte faldt min tolerancetærskel til et absolut nulpunkt. Gang på gang lagde jeg ilter kommentarmadding ud, men ingen bed på. Jeg ved godt at fluer helst vil have sukker, men jeg havde mest lyst til at give dem en omgang stærk chilli, så de drattede om og blev lette at æde levende.

Det er lidt svært at skyde med skarpe chillikerner i et spindelvæv. Alligevel rasede jeg videre selv om mit bedre jeg fortalte mig, at nu skulle jeg indstille skydningen. Sætte mig stille og rolig ned uden udsigt til flimrende utro skærme og lade mindfulness indtage mit sind. Efter en tur tilbage i den virkelige verden og en snak med mit overjeg vendte jeg tilbage til fluerne på nettet og fjernede alle de skud chillihagl, jeg havde sendt af sted. En enkelt anden jagtdeltager bemærkede, at noget var væk.

Harmen over, at der ingen fede fluer var den morgen ville ikke fortage sig.  Arrigskaben viste sit grimme ansigt mens jeg gik i gang med dagens øvrige gøremål. Jeg var nødt til at flyve en tur for at glemme skuffelsen.

I filosofiens verden fandt jeg trøst.

Citat fra Nigel Warburtons ”En lille filosofihistorie” – oversat af Jens Viggo Olavi Nielsen – som er min skønne lærer udi filosofien hver anden mandag – læste jeg dette og fandt løsningen:

”Når der sker noget dårligt, når nogen eksempelvis er uhøflig over for dig, når nogen agerer ved at miste besindelsen og blive grebet af vrede, er dette en meget passiv måde at være til på. Du reagerer simpelthen på begivenhederne. Ydre omstændigheder forårsager, at du bliver vred. Du er på ingen måde i kontrol. Måden at undgå dette er at opnå bedre forståelse af de årsager, der fører til en bestemt adfærd – de ting, der får dig til at blive vred. Ifølge Spinoza er det højeste, vi kan opnå, at vore følelser udgår fra vore egne valg og ikke fra ydre begivenheder. Selvom disse valg aldrig bliver helt frie, så er det bedre at være aktiv end passiv”

Således beriget af de tanker en gammel gut fra midten af 1600-tallet, der var i konstant konflikt med kirken havde haft, blev min tankefunktion igen rolig.

 

 

fluer

Brev til min storebror

Christians udsigt fra gravstedet i LyndbyKære storebror Christian.

 

Der løb stille tårer ned over mine rynkede kinder, da telefonen ringede og vores fælles bror Otto fortalte mig, at du havde fået fred. Du svarede trofast på mine mange mail, de sidste måneder du var blandt os. Det var ikke nemt at ramme tasterne, men du gjorde det og dine svar var altid humoristiske og positive. Den sidste mail fik jeg ikke svar på, så da Otto ringede vidste jeg, hvad der var sket.

Du fik fred og kommer til at hvile ved siden af Esther som du levede sammen med i et langt og for mig at se meget lykkeligt ægteskab, indtil Esther forsvandt ind i den dunkle demens. I dag tænker jeg på, hvor godt det var at jeg fik mødt dig dengang du begravede hende. Jeg kan føle din hånd mod min, da vi skulle sige farvel for at køre tilbage til Vestjylland. Inderst inde vidste jeg, at det nok blev sidste gang jeg så dig. Men vore samtaler via mails var smukke.

Fra hjørnet af den højtliggende kirkegård kan du og Esther nu skue ud over fortidens Danmark. Egnen omkring Roskilde og Lejre, hvor jeg også selv boede, levede og kørte rundt, da jeg var mellem 10 og 20 år.

Tænker tilbage på de få erindringer jeg har fra dengang vi begge to boede sammen med vores mor og far i Fanehuset på Sydsjælland. Tre episoder har på mystisk vis brændt sig fast i min hukommelses erindringsspor. Den ene er, at vores mor havde sagt du skulle give mig et bad. Det foregik i en balje med ret koldt vand udenfor fars smedje. Jeg snoede mig og slap fri, fordi jeg ikke ville og du drillede på en skøn måde, så jeg grinede helt inde fra mit inderste. Det var ikke noget, der skete særlig tit i min barndom, faktisk kun, når du var der.

Til din 18-års fødselsdag i oktober ventede jeg på, at du skulle komme hjem. I ventetiden skrev jeg tallet 18 i alle størrelser på den grusvej, hvor du skulle komme – det var min velkomst til dig. Da det blev jul var du igen i drillehumør og truede mig med at kilde mig indtil jeg fortalte, hvor julegaverne var gemt. Mor blev altid i godt humør, når du kom. Vore fælles søstre har tit oplevet at drengebørn var meget mere værd end os piger. Men som den yngste pige har jeg aldrig mærket, at du og Otto var mere værd end mig i hendes øjne.

De sporadiske erindringer jeg har om dig trænger sig på og vil formuleres til dine børn og børnebørn. De skal vide, hvilken fantastisk storebror jeg har haft. Som teenager i Roskilde i slutningen af 50-erne var det meget svært for mig at bo sammen med vores mor. Hendes holdninger til børn var præget af den tid og de hændelser hun selv havde været udsat for som ung. Det var derfor heldigt for mig, at du og Esther altid var i nærheden så jeg kunne få en ”voksensnak”.

Da I fik Peter havde jeg aldrig været tæt på et barn før. Han havde kollik og græd i en uendelighed. Men da han tav stille første gang jeg tog ham op i armene smeltede mit hjerte totalt. Peters reaktion er årsag til, at jeg overhovedet havde lyst til at få børn selv. Jeg har et billede, hvor jeg holder søster Idas første barn, men ham har jeg ingen erindringer om som spædbarn, fordi jeg kort efter hans fødsel blev taget med til Roskilde, hvor jeg skulle bo sammen med mor, dig og Marie i huset på Elisagårdsvej nr. 22.

De 9 år i Roskilde er nogen af de bedste i mit liv. Du var som regel ude med et af den Kongelige danske Marines skibe, men dine rejser var spændende at følge med i. Specielt husker jeg da du skulle være i Klaksvig på Færøerne i en periode. Dine beretninger om, hvordan det var at blive uddannet til ubådssejlads var fantastiske. Jeg kunne se dig hænge ude på kanten af vippen og være skrækslagen for at blive dumpet ned på meget meget dybt vand, når du fortalte om det. Stadigvæk tænker jeg med stolthed på dig og dit liv med de store danske skibe, når jeg ser dem.

Hos dig og Esther var der bøger i reolen, som jeg fik lov at låne. Mor arbejdede på kirkegården på den anden side af banelinjen. Den megen tid alene gjorde mig til læsehest, der gik ikke en dag uden at jeg læste. Hele serien om Puk, med Christels yndige tegninger – 30 lyserøde bøger om kostskoleliv fik selskab af dine mere voksne og seriøse bøger. Johs.V.Jensen: Kongens Fald blev den første roman, der virkelig satte gang i min interesse for litteraturen.

Gennem mine læreår ved Roskilde Kommune, med tjeneste på Skolevæsenets kontor og på Roskilde bibliotek,  boede du i Ringparken så jeg kunne cykle ud til dig, når hjemmesituationen med mor blev for streng. Da jeg endelig blev udlært kommunal kontorassistent, kom jeg på højskole, og vore møder blev mere sjældne. Men du stillede i fuld uniform, da jeg skulle giftes den 6.august 1967 – de mange vestjyder i kirken tabte underkæben, da du med ”napoleonshat” og stram uniform førte mig op ad kirkegulvet. Jeg ville ønske jeg havde et billede af dig i stedet for det jeg har af mig selv og den unge dreng jeg blev gift med.

Ude i våbenhuset måtte du lægge sablen og da vi kom ud igen overrakte du vielsesattesten til gommen med ordene: ”Her har du så skødet på hende!” sådan var du kære storebror kikkede lige gennem de overfladiske samfundsnormer og kom med en rammende bemærkning. Noget jeg senere i livet har lært at sætte stor pris på.

Ægir i Århus bugt 1963 skoleskibet Ægir i Århus bugt 1964 – året hvor jeg blev 20 år og kom på Askov højskole – ved ikke om du var ombord, men et eller andet sted i Den kongelige Danske Marine var jeg meget stolt af at du var.

2020

flodhest ved vandhulmumle skal skrive igen – men hun skal lige brøle færdig og samle sig sammen, finde gamle tekster, måske skrive nye osv.osv.