Min navnesekskant

Som alle andre rigtige hekse, har jeg flere navne. Heksagonen er polygonen med de seks sider, og sådan en er jeg. De små runde knapper med øjne var en del af mit logo længe inden de blev lanceret på markedet som m & m`s. Når jeg skriver i hånden eller ridser i bunden af en lerfigur, bliver m altid forsynet med øjne og mund så det smiler. De spurgte ikke mig om tilladelse de der m & m`s, jeg havde heller ikke patent på smilende bogstaver. De multifarvede små chokoladeprikker er ret søde og smager dejligt, så koncernen er tilgivet.

M eller m er altså obligatorisk i alle mine seks navne: mariane, merete, mumle, mille, morten, mumi

Mariane 

var min mormors navn, og hende skulle jeg opkaldes efter, men min tolv år ældre søster Marie opkaldt efter vores farmor syntes det var strengt, at vi skulle hedde det gamle koner havde heddet. Hun forkortede sit navn til Rie og forlangte, at hendes lillesøster skulle hedde

Merete

så det blev det navn, der står på min dåbsattest og som figurerer på officielle papirer. Det er lidt vanskeligt at udtale for små børn med sut, der er så mange konsonanter, der lyder mærkeligt, så mit ældste barnebarn kaldte mig resolut for

Mumle

en kombination af, at min stemme lød mørk og hyggelig, når jeg læste for hende og at undgå de dumme konsonantlyde. Mormor bliver sjældent brugt, for kælenavnet hænger ved og jeg elsker det.

Mille

blev mit skrivenavn på saxos skriveskole, fordi der allerede var et par stykker, der hed Merete og sandelig også en anden Mille, men det er altså mig med det lille m

Morten

er det drengenavn jeg valgte på facebook, fordi jeg håbede at tonen var bedre, hvis man var dreng eller mand. Det var rædsomme ting, jeg havde læst mig til, at piger skrev til hinanden på det medie. Men som Morten blev jeg også skældt ud. Skæbnen ville, at det var den falske facebook profil, der en sen nattetime med gode saxovenners hjælp, smuttede ind på “Den nye Skriveskole” sammen med det eneste brugbare billede, der lå i min søns computer. Indtil videre bliver det sådan, for jeg kan godt lide maskespil.

Mumi

efter Tove Janssons dejlige bøger om de finske trolde brugte jeg som ekstra profil på saxo i det sidste skoleforløb. Det blev valgt, fordi jeg gerne ville øve mig i at skrive til børn. Mumiprofilen blev ikke kommenteret overhovedet af mine mange trofaste mille-fan kun et par af de andre nye, men det var sjovt at være der som en ekstra jeg selv kunne kommentere.

Reklamer

Mens vi venter.

Hvad hedder den hvide blomst, man plukker bladene af og siger elsker…elsker ikke?

Det er en marguerit lille Sandi.

Hvorfor gør mennesker det?

Når de er forelskede bliver de lidt tummelumske og tror at blomster har sprog og kan spå.

Hvor længe skal vi være her på stranden hos mille moses?

Det varer vist en måned endnu inden skriveskolen begynder.

Jamen så kan vi jo grave og bygge i sandet så længe.

Vi har slet ikke præsenteret os selv.

Billedet forestiller hele familien Sand på en strand. Yderst til venstre er far Sanskrit, så kommer jeg selv, der hedder Sandi og er lys sandfarvet. Min søster Sanne er stribet i lyserøde farver, mor Susan er i sort ligesom vores far. Lillebror Sander er lyseblå med mønster, det er han meget stolt af. Yderst kan man se lidt af tante Sahara, hun er også sort, og er med fordi vi somme tider har brug for flere voksne.

Skildpadden er vores pædagog, han skal hjælpe os med at læse lektier, når skriveskolen begynder.

Vi skal også på udflugt, der er nemlig noget her på øen, der hedder Sokke Herred, det skal vi ind og se, hvad er for noget.

Elsker, elsker ikke…

Navnet begynder med F som i forglemmigej, som i forelskelse, som i forår…. fra sin plads øverst i vinduesrækken vender han sig igen og igen og kikker på mig og min lyse hestehale ved tredje bord i dørrækken. Hans mørke viltre manke er klistret til hovedet med voks.

Et enkelt af historielærerens ord slipper igennem til min forelskede omtågede hjerne: konfirmationskuller. I næste uge skal vi gå op ad kirkegulvet iklædt hvide kjoler og mørke jakkesæt. Sidst vi dansede var jeg også i hvidt med sorte polkaprikker, Frede var helt i lyseblåt. Vi dansede kun med hinanden.

Tanker og følelser danner et virvar af fornemmelser. Solens skarpe stråler skaber reflekser i vinduerne. Det er september og dagen før dagen før den store indvielsesfest nærmer sig. Hvordan mon det bliver at være konfirmeret? Tænker vi så på en anden måde? Bliver vi voksne og følsomme, når præsten giver os konfirmationsordet?

Selveste dagen oprinder. Kirsten ved min venstre side i kirken græder stille. Den tilknappede skikkelse bag hende er forstander på byens børnehjem. Mit konfirmationsord lyder: Vær mod andre, som du vil andre skal være mod dig.

Bag mig sidder seks søskende, et par af dem har deres børn med og min yngste storebror sidder og regner ud, hvor lang tid, der vil gå, inden det kan høres, hvis en af korsangerne taber sin salmebog. I klassen er alle meget imponerede over, at jeg som den eneste kan løse ligninger med tre ubekendte.

Mit smukke barnebarn med de viltre brune krøller og sin sandfarvede blondekjole modtager samme konfirmationsord. Men tiden er en anden, stedet er et andet. Mon det er skæbnefællesskab eller tilfældighed?

Skolestart

– du Sandie tror du ikke vi er gået forkert?

– nej da, nu er fødderne fast plantet på bloggen

– jamen det her ligner jo ikke hverken en huggeblog eller en skriveblok!

– bare vent vi skal nok få trænet krybdyrhjernen

– er det ham den padde der, der er læreren?

– nej skildpadden er pædagogen, han passer på os

– her er vist også nogle mennesker her, en af dem har et stort vildt skæg

– ligesom hr. Skæg i fjernsynet, der leger med bogstaver

– nej det er kortere, gråt og ret vildt

– skal han være med til at bygge sandslotte?

– vi skal bygge skulpturer ikke slotte

– hvordan ser en skvulptur ud?

– tjah… det er sådan en stor form, der tror den forestiller noget.

– nåh… en bølge?

– nej ikke noget med skvulp, men noget med skulp og så  tur

– det glæder jeg mig til, jeg elsker at lege i sand

– men vi står her i vandkanten og får kolde fødder, skal vi ikke snart i gang?

– jo kom vi løber, ellers får vi fødderne på bloggen