Usynlige erindringer. (opgave 1: dialog)

I september gik en sokkefamilie i land på den nordsjællandske kyst, de har været en tur på Flintholm station, hvor de har gemt sig i et par uger. Det er kun sokkerne, der er synlige for mennesker, der ikke har fantasi. Du kan læse mere om dem, hvis du går til historien om “Stoppeturen” . I dialogen her funderer to par af sokkerne over livet i almindelighed. Foranlediget af mine søde kommentatorers forvirring, så hedder “oversokken” altså fader Sanskrit, som er det uddøende sprog, brugt bl.a. hos indiske sikher. Denne orientering bortfalder, når jeg engang finder ud af at samle mine “sokkehistorier” her på bloggen.Jeg har altså ikke undersøgt, om der er indere i Sandholmlejren og i øvrigt kan man vel ikke tælle usynlige individer?

Din tid er forbi, du kan ikke følge med.

Tøv nu lidt Sandie, nogle af ordene på vores modersmål ligner det sprog, der tales her i lejren.

Jamen de andre forstår dig ikke, du sætter ord sammen på en skæv måde.

Dansk er et af de sværeste sprog i hele verden, der er så mange stumme lyde og rullende bevægelser inde i halsen.

Du er nødt til at lære et nyt sprog, selv om du er gammel.

Sandi min dutitr, du skulle have heddet Saroja, som betyder født i en sø på vores fine gamle sanskrit.

Hvordan skal jeg dog få dig til at forstå, at vi ikke kan skrue tiden tilbage?

Det ved jeg, vi ikke kan, men vi skal huske vores oprindelse, huske vores historie.

Se nu bare, hvordan mennesker sidder rundt omkring alene foran deres skærme. Deres hjerner skrumper ind, fordi de ikke bruger den til at huske.

Internettet har svar på alt, du skal bare søge.

Hvordan skal jeg vide, hvad jeg skal søge efter?

Bare lad tal, ikoner og links lave arbejdet for dig.

De skærme er ødelæggende, det er dem, der har gjort os usynlige.

Usynlighed betyder ikke, at vi bliver væk, eller gør det?

Mine børn skal lære alle de gamle eventyr at kende.

Nå det der eventyr om postbudene, der blev arbejdsløse?

Ja og alle de helt gamle fortællinger om, hvordan vi blev til.

Er vi da ikke født af skummet på bølgerne ved Gilleleje strand?

Vores slægt går meget længere tilbage, det er kun de sidste hundrede år vi har været sokker, før den tid var vi sikher, der gik med langt hår bundet ind bag en kunstfærdig turban.

Hvordan gik det til, at vi blev usynlige?

Det er en lang historie, som jeg vil prøve at skrive på det vanskelige danske sprog, når jeg engang er blevet dygtig nok.

Lige nu skal vi være stille, for der kommer fint besøg her i Sandholmlejren.

– sidst jeg var i København havde jeg en vidunderlig oplevelse, med en taxachauffør, der bar turban – hans danske var perfekt, hans humor ubetalelig – jeg tillod mig derfor at bruge sanskrit og sikh i en lidt ironisk sammenhæng med mine usynlige sokkevæsener –

Reklamer

Tankeflugt og begravede roser.

 

Det, der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare der, medens tårerne trillede ned ad hendes kinder.

Vi står om graven og er dybt alvorlige. Hvordan mon livet fortsætter for os? Hun knuger sin rose så hårdt, at en torn borer sig ind i hånden. Knoerne bliver hvide. Hun tager hånden op til kinden og en lille dråbe blod blander sig med tårerne og løber som en rød stribe på den ene kind. Rosen kaster hun ned i det gabende hul.

Mens præsten slår korsets tegn, letter en flok sorte fugle fra et højt træ i den anden ende af kirkegården. Hugin og Munins efterkommere flyver ud over Lejre Vig og mine tanker flyver tilbage i tid. Her har mennesker taget afsked med deres døde i årtusinder. Asetroen lover evigt liv i Valhal. Hvor mon vi kommer hen? Langsomt går Siv med sin bedstefar under armen tilbage til nutiden. Hendes lyse hår skinner som guld i eftermiddagens sidste solstråler.

Bag dem dækkes kisten med forældregenerationen med sort muld og slidte tanker. Nu skal spinkle skuldre på knap tyve somre bære arven videre. Den arv, der går tusind år tilbage, men som de sidste årtier har taget en uheldssvanger retning.

Generationen, der lavede oprør mod stabilitet i samfundet. Flakkede rundt i ideologierne og mistede fodfæstet. Generationen, der  ikke formåede at give kærlighed og opofrelse videre til sine børn. Den generation, der ikke kunne forudse, hvor skæbnesvangert det blev, at børn overlades til samfundet i mange timer hver dag. Den generation af mennesker, der helligede sig arbejde og selvudfoldelse i stedet for nærvær og udvikling. De rejste rundt i hele verden for at finde de værdier, som var lige der, hvor de først blev født.

Den blide eftergivende følsomme unge kvinde og den krogede gigtsvage bedstefar. De er ikke bare knyttet til hinanden med blodets bånd, men er efterkommere af den kongeslægt, der boede her for tusinder af år siden. Bedstemors fortællinger om sagnkonger og guder er blevet en del af Siv. De har lagt sig som en beskyttende dyne over de mange svigt og voldsomme skuffelser, der har været i hendes unge liv. Nu må de gamle sagn og eventyr danne bro over den generation, der uden selv at vide det kom til at svigte.

På slægtsgården i nærheden serveres gravøl og højt smørrebrød. Danske traditioner holdes i hævd, men nutidens udfordringer banker på. Ny motorveje skærer sig gennem det smukke landskab. Menneskesynet har forandret sig, mens landskabet har tilpasset sig. Et stort træ knejser stolt midt i haven. Det er ældre end alt andet omkring det og kunne fortælle om slægternes sorger og glæder, hvis det havde en stemme.

Siv har sat sig under træet, og da jeg finder hende, ved jeg med det samme, at hun er på vej ind i den rolle, der nu er hendes. Instinktivt forstår jeg, at hun langt om længe har lagt vreden bag sig, at hun har tilgivet sine forældre, hun græd.

Tankefugle og gravroser 2 (indledning og slutning 1. forsøg)

Det der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare der medens tårerne trillede ned ad hendes kinder.

Vi står rundt om graven og er dybt alvorlige. Hvordan mon livet fortsætter for os? Hun knuger sin rose så hårdt, at en torn borer sig ind i hånden. Knoerne bliver hvide. Hun tager hånden op til kinden og en lille dråbe blod blander sig med tårerne og løber som en rød stribe på den ene kind. Rosen kaster hun ned i det gabende hul.

Mens præsten slår korsets tegn, letter en flok sorte fugle fra et højt træ i den anden ende af kirkegården. Hugin og Munins efterkommere flyver ud over Lejre Vig og mine tanker flyver tilbage i tid. Her har mennesker taget afsked med deres døde i årtusinder. Asetroen lover evigt liv i Valhal. Hvor mon vi kommer hen? Langsomt går Siv med sin bedstefar under armen tilbage til nutiden. Hendes lyse hår skinner som guld i eftermiddagens sidste stråler.

opgave 00 167 ord

———————————————————————————————————————————————————

slutning

Den blide eftergivende følsomme Siv og den krogede gigtplagede bedstefar. De er ikke bare knyttet til hinanden i en enkelt generation, men er også efterkommere af den kongeslægt, der levede her på egnen for tusinder af år siden. Nu er de mærket af sorg, men frisat for en tung byrde. Misbrug, løgn og svigt er fortid. Bedstemors fortællende stemme er blevet en del af Siv. Beretningerne om Roar og Helge på Vifils ø, om sagnkonger og guder har lagret sig i hendes unge hjerne. De gamle historier  vil fortrænge nutidens grusomme erindringer.

På slægtsgården i nærheden af kirkegården serveres gravøl og højt smørrebrød. Danske traditioner holdes i hævd, men nutidens udfordringer banker på med planer for motorvejsnet og mangel på menneskelighed. Bygninger og mennesker forgår men landskabet tilpasser sig. Et stort træ midt i haven står i al sin magt og vælde, selv om det er ældre end alt andet omkring det. Siv sætter sig ved dets fod og lukker øjnene. Da jeg finder hende ved jeg med det samme, at hun er på vej ind i den rolle, der nu er hendes. Instinktivt ved jeg, at hun har lagt vreden bag sig og har tilgivet sine forældre, hun græd.

opgave 0 195 ord

Tankefugle og gravroser 1(indledning)

Det, der kommer bag på mig, er, at hun græder. Hun hulker ikke, står bare der, medens tårerne triller ned ad hendes kinder.

Vi står rundt om graven og er dybt alvorlige. Hvordan mon livet nu fortsætter for os? Hun knuger sin rose så hårdt, at en torn borer sig ind i hånden Knoerne bliver hvide. Hun tager hånden op til kinden og en lille dråbe blod blander sig med tårerne og løber som en rød stribe på den ene kind. Rosen kaster hun ned i det gabende hul.

Mens præsten slår korsets tegn, letter en flok sorte fugle fra et højt træ i den anden ende af kirkegården.  Hugin og Munins efterkommere flyver ud over Lejre Vig, og  mine tanker svæver tilbage i tiden. Her har mennesker taget afsked med deres døde i årtusinder. Asetroen lovede evigt liv i Valhal. Hvor mon vi kommer hen? Langsomt går Siv med sin bedstefar under armen tilbage til livet i nutiden. Hendes lyse hår skinner som guld i eftermiddagens sidste solstråler.

kære medskribenter, tak fordi I læser med, jeg er udrejst i et par dage, så ha`venligst tålmodighed med mit svar til jer vhmille

Ventetid

På Flintholm station løber folke rundt mellem hinanden som store travle myrer på to ben. Elevatorer kører op og ned, togene kører ud og ind i flere etager. Menneskemyrerne taler i telefoner med andre, der er helt andre steder. Den lille sokkefamilie har ventet i flere dage.

Far, tror du vi finder Sokkelund?

Ja, Sandie, nu har jeg en plan.

Men det er ved at blive lidt kedeligt at sidde her!

Det er sundt at kede sig.

Jamen du sagde, at det blev sjovt, og nu er der gået flere dage uden spor sjov.

Det er fordi alle de andre, der kommer fra en blog har travlt, så der er ingen, der rigtigt har tid.

Nåh..sådan ligesom alle dem der farer rundt her både om dagen og om natten.

Ja, men bloggere farer bare rundt oppe i skyerne.

Lidt ligesom engle?

Nej det er bare sådan nogen mennesker, der leger med maskiner.

Er det sjovt?

Måske, men jeg kan ikke lige finde ud af det, så I må spise pizzarester fra cafeteriet, mens jeg læser min manual.

På stoppetur

Solen er ved at stå op, natten har været lun, selvom måneden nu hedder oktober til efternavn.

Familien Sand på stranden i nærheden af det lille fiskerleje ved Gilleleje vågner, vrider de fugtige sokker og gnider sig i sandet.

“Kom så op og i gang alle sammen, vi skal ind til den store stygge by og finde Sokkelunden.” far Sanskrit stamper i sandet for at få varmen.

“Hvor er det?” lillebror Sander er den mest friske, pigesokkerne skal lige nette sig.

“På mit kort er der et sted, der hedder Frederiksberg, jeg tror det er der i nærheden.”

“Nåh.. der hvor Jesper Langstrømpe og Carsten Mistelten bor?”

“Tror du, de byder os på saftevand og citronmåne?”

“Måske, men pak nu sandet i sokkerne og lad os komme af sted ud på stop.”

“Stoppe strømper”

“Nej, Sanne stoppe biler.”

“Hvorfor det?”

“Fordi min GåPåalleStier siger, der er langt fra Gilleleje til Frederiksberg.”

Alle seks par sokker får lov til at komme med i en blå pick-up, som skal til Flintholm. Derfra kan man komme rundt i den store stygge by med både busser, s-tog og metro.

Far Sanskrit, mor Susan, tante Sahara, Sandie,Sanne og Sander glæder sig til nye oplevelser.