Min kone er gudinden i mit liv(opgave 4 kønsskifte hos forfatter)

– på forhånd må I gerne tage de kritiske briller af og undskyld Carsten, jeg kunne ikke dy mig

Jeg elsker min kone, hun er smuk som et maleri. Hver morgen maler hun i mere end en time. Lærreder bruger hun ikke penge på, nej huden i ansigtet er meget finere og mere spændende. Somme tider tænker jeg, at hun ville være rigtig god til at restaurere gamle kostbare malerier. Men hun tjener godt på at være firmaets ansigt udadtil, så indtil videre er det godt som det er.

Oprindelig kommer jeg fra landet og har tjent mine egne penge så længe jeg kan huske. Min slægt stammer fra hosekræmmere på Herning-egnen og jeg er skabt til at sælge, det er min genetiske arv. På min dåbsattest står Tom Mikkelsen, men da jeg mødte min kone insisterede hun på, at vi ændrede vores efternavn til noget mere sofistikeret. Så vi søgte om at få navneændring til et mere spændende navn og fik tilbud på et udgået hollandsk adelsnavn, der kunne købes for en rimelig sum penge. Min kone hedder Karen, men efter et besøg hos en numerolog, mente hun ikke, at det passede til hende. Tom og Karen Mikkelsen lyder heller ikke nær så spændende som Carloine og Tommy vanderMihlo.

Nu har vi været gift i snart 40 år, ak ja som tiden går. Hvert år på vores bryllupsdag investerer jeg i et kunstværk, som jeg forærer til min elskede, ganske vist er hun selv det smukkeste billede jeg har, og det fortæller jeg hende selvfølgelig jævnligt. Hver dag investerer jeg i en buket til hende. Fresia, lilje og rose er hendes foretrukne, sikkert nok på grund af deres parfumerede duft. Det giver omsætning i min kæde af blomsterbutikker, når hver dag får sit friske opdaterede billede af dagens blomst sat på hjemmesiden. Når buketter er fotograferet og lagt ud, så kan fruen derhjemme lige så godt få glæde af en velduftende buket.

I dag tror jeg lige jeg vil lufte min Mercedes og tage en tur til havet. Ideerne står i kø i mit hoved, det næste jeg vil sælge fra mine butikker bliver nok statuer til haven. Venus fra Milo i alle mulige størrelser. Hollandske Bakker har godt nok lanceret ideen, for 640,- d.kr. kan man købe en statue hos dem. Min ide er, at kombinere salget af statuerne med et rustikt havemøbel og en pose blandede blomsterløg, det skal nok blive et hit. Golftasken kommer lige med bag i bilen, så kan jeg tage atten huller og en snak med forretningsvennerne inden frokost.

Reklamer

Roser er røde, violer er bly…(opgave 3 om forførelse som motiv)

– kære læser, tag de alvorlige analyserende briller af og læs for sjov

Morten huskede hende fra sommerfesten i haveforeningen. Det måtte vel være femogtyve år siden. Sølvstænkene lå nok som stjerneskud i hendes hår nu. Mon den pragtfulde krop var velbevaret og tænderne intakt? Sangstemmen sikkert lidt rusten, men dyb og smuk. Mille måtte være en huntiger i sin bedste alder nu.

Billedet, der smilede ham i møde fra dating siden, var flatterende sat op og lovede godt. Morten var træt af singletilværelsen, årene havde ikke skånet ham. Månen kunne skjules, skaldede mænd var et hit. Mavens runding krævede en god skjorte, men ellers var han stadigvæk en flot fyr. Med barberskum i underansigtet og bag ørerne nynnede Morten det gamle Liller hit fra 80-erne “Ensom dame fyrre år, lille og buttet…”

Mailen han havde skrevet til dating.dk blev besvaret med et giroindbetalingskort og en kort meddelelse om mødested. Morten kastede et blik på skærmen, der var hun, hans længslers mål, hans alderdoms trøst. Øjnene blinkede skælmsk bag halvt lukkede tunge øjenlåg. Fregnerne anedes kun svagt på den lille opstoppernæse. De bløde fyldige sensuelle læber blottede en perfekt række tænder med et enkelt glimt af guld.

Mille havde brugt friværdien i huset til at give sig selv et grundigt eftersyn. Dr. Jensen havde glattet rynkerne ud, fedtsuget mave og lår og hejst brystpartiet op i niveau med overarmene. Billedet hun satte ind på profilen var grundigt fotoshoppet. Nu skulle hun mødes med en fyr. Medlemskabet var gratis, kun mændene betalte. Det var vel også kun rimeligt, for Milles nye jeg havde kostet tusindvis af kroner og mange ugers pinefulde operationer.

– hej Marie gæt engang, hvad jeg skal?

– skal du nu på højskole igen?

– nej, jeg gider ikke lære mere om skrivning!

– hvad skal du så lære om?

– jeg skal på date!

– det er godt nok modigt i din alder!

– fyren jeg skal møde hedder Morten

– det er vel ikke ham fra haveforeningen?

– det håber jeg ikke, for jeg var vist lidt let på tråden dengang

– hvordan gik det med din fornyelse af kørekort?

– det gik slet ikke, mit personnummer var blevet væk i systemet

– får du så et nyt?

– jo, det har jeg fået, men de har lavet en fejl, der står 64 i stedet for 44

– jamen så er du jo kun 50? så risikerer du at skulle møde på arbejdsformidlingen

– nej for der står 1864 ikke 1964

Bænken, der kunne huske (opg. 2 flash-back via rekvisit)

I mørket kan jeg mærke slitagen i betrækket gennem den nøgne hud på mine ben. Fødderne når gulvet præcist, så jeg kan sætte hælene i brædderne. Der sidder ingen ved siden af mig, men der er plads til en til. Hvor længe jeg har siddet her, ved jeg ikke, men fornemmer ingen træthed. Ryggen er rank, for jeg har ikke noget bag mig. Foran mig skulle mit flygel stå, men det er hentet af kreditorerne. Sådan en “Steinway” kan indbringe en pæn sum på en auktion.

Når jeg strækker benene helt ud, når min krop fra den ene til den anden korte ende af bænken. Her ligger jeg, hver gang min storesøster får rengøringsvanvid. Støvet, der danser i solstrålerne dufter allerede af sæbe og lavendel. Altid bliver jeg hjemløs, når søster kommer på besøg. Edderkopperne flygter i alle retninger og jeg lægger mig på klaverbænken i stuen. Betrækket føles blødt og lækkert mod den bare hud på mine ben. Når jeg bliver voksen, vil bænken kunne huske, hvor stor jeg var lige inden jeg kom i skole.

Jeg sætter fødderne i gulvet, svajer let i ryggen, rækker hænderne ud. Fingrene spiller en luftig sonate uden lyd, mens min krop duver i takt til den musik, jeg hører i mit inderste. Benene bevæger sig ikke, men de husker dansetrinene. De unge hurtige kvikke og de langsomme aldrende blide. Mørke og stilhed betyder intet her i mit eget erindringens univers.

Nu er søster færdig med spand og klud, så skal vi spise. Det er min tur til at hente æg i hønsegården. De sidste stole bliver sat på plads ved spisebordet. Der er syv, for så mange har vi været engang, nu er der kun mor og mig. Far er ikke mere og mine søskende er blevet konfirmeret og er kommet ud at tjene. Måske får min klaverbænk og mig engang et rigtigt flygel, så vi kan trylle toner og musik frem.

Ganske langsomt kommer lyset igen, måske har jeg drømt, at jeg var barn igen, måske har jeg bare siddet i mange timer og tænkt tilbage på dengang tonerne fyldte rummet omkring mig. Der er tomt i stuen uden instrumentet, men planterne breder sig i vindueskarmen. En stor Aloa Vera får den plads, der er tom midt på gulvet. Den breder sine tykke helbredende blade ud i rummet og dens lange stilk strækker sig med små lilla blomster, der ligner klokker.