Forvirrede storbytanker

februars spontane opslag City Tangle (storby forvirring) på Den nye Skriveskole

Der er langt til engen

med blomstersengen

den glemte barndom

erindringens mødom

I de ensommes byer

under regntunge skyer

hvor reklamesøjler

forjættende gøgler

sender mig budskaber

om andre landskaber

mens jeg bare ensom

er tungnem og glemsom

Reklamer

Cirkus Badutspring

Der var engang en flok hjemløse artister, der manglede et sted at øve sig. Nogle af dem havde besat en nedlagt skole, men de følte sig lidt usikre på, om de kunne blive der og hvad skulle der så blive af deres rekvisitter?

“Kom bare herind” sagde ildslugeren fra gøglernes telt. Teltdøren blev åbnet helt op og kanonkongen lavede et fint program. Artisterne strømmede ind. Først skulle de selv indrette sig en lille garderobe i en husvogn ved siden af teltet. Ildslugeren og tryllekunstneren kom rundt og hjalp beredvilligt til, der hvor byggeriet lavede knuder.

Nogen øvede sig ude på den store åbne plads, andre gemte sig i husvogne og bag flotte kostumer atter andre synes der skulle være et ekstra hus, hvor man kunne snakke og være lidt i ro og fred for forbipasserende og nysgerrige publikummer.

Tiden for den første forestilling nærmede sig langsomt, artisterne stod på spring med numrene i hver deres husvogn eller bare ude på pladsen sammen med elefanter og heste. Endelig oprandt dagen for premieren og forestillingen løb af stabelen med stor succes. Nu kom det nye cirkus i avisen og alle var glade.

Artister er nogle sære egensindige stædige krabater. Nogle af dem syntes der skulle være lidt mere stil over numrene. Der skulle være en sammenhæng i forestillingerne. Andre ville bare springe badutspring.

“Forestillingen skal være en kunstnerisk helhed!” skreg nogle af de kvindelig artister

“Vi kan ikke have alle de klovne, der skal være flere akrobater” skreg andre

En grå dag i februar trak det op til en gevaldig storm. Teltet svajede faretruende i den orkanagtige blæst. Teltpælene truede med at knække, men nøjedes med at lægge sig ned. Artisterne blev panikslagne, løb rundt mellem hinanden og småskændtes.

Næste dag havde stormen lagt sig og en af de gamle trænede artister var kommet hjem fra en tourne sydpå. Han svang sig op i trapezen, tog et køligt overblik over gårsdagens skader, formanede til besindighed og ro.

Så nu sidder alle artisterne igen i deres husvogne eller små private telte og forbereder sig på nye cirkusnumre.

Trolden

(saxo 4.klasse, hvor teknikken var at skrive om en rekvisit)

Før jeg fik børn, oplevede jeg kærlighed til ler. Leret som formede sig og blev levende i mine hænder, blev til fantastiske figurer, mit mesterstykke “Trolden” er tung og massiv, men han overlevede brændeovnens tusind grader uden at springe. Glasuren på ham er perfekt, skinner klart i blå, turkis og brunlige farver.

På samme måde har Frede det med sine bøger, vi er lige flyttet på landet med vore to døtre, Anne på snart tre år og Ditte på tretten måneder. Vi sidder overfor hinanden, min elskede, mine børns far, min ægtemand gennem ti år og jeg.

“Jeg vil gerne hjælpe dig og pigerne med at flytte”

“Jamen jeg har slet ikke slået rødder her endnu”

“Du må indstille dig på, at vi skal leve hver for sig”

Ord og beskyldninger er fløjet gennem stuen hele natten, det er så småt ved at blive lyst, pigerne vågner snart, men min verden er for altid brudt sammen.

Frede sidder med en stor tung udgave af den græske mytologi og har slået op på historien om Medea. Vindueskarmen skærer i mine ben, men jeg holder trolden i mine arme. Slår hovedet flere gange mod karmen for at banke tankerne på plads. Trolden i mine arme bliver levende, som da jeg formede ham. Han forlader mig og flyver elegant gennem luften.

Frede når i sidste sekund at løfte bogen op og lade Medea parere troldens rasende angreb. Figuren rammer sofabordet foran ham, glasset splintrer med en høj lyd. Pigerne vågner ved larmen og Anne kommer ind i stuen med pude og sut.

“Er du kommet til at tabe mors trold?”

Frede sidder som en stenstøtte, ænser ikke barnet, der kravler op i sofaen til ham. Anne gnider sine øjne, putter sig ind til ham og hvisker:

” – far altså skynd dig at sige undskyld, for mor elsker den trold”

Manden i sofaen rejser sig, lukker bogen og sætter den omhyggeligt på plads i reolen. Barnet samler troldens ben op og sammen men hver for sig går de ud i køkkenet. Hunden kikker forvirret på dem.

“Er det nu ham, der skal lufte mig? Øv, han glemmer altid godbidderne”

Frede ænser ikke den irriterende køter. Børn og dyr var ikke hans ide. Børn kan til nød vænnes til at eksistere i nærheden af bøgerne. Børn lærer at tale, så man kan kommunikere med dem, skønt det varer nogen år inden de holder op med at være små selvoptagne dværge.

dette var min anden opgave på saxo, den er udvidet fra ca. 250 ord til 420, bl.a. replikkerne som jeg dengang ikke vidste, hvordan jeg skulle bruge – Ina Merete Scmidt har gennemgået den, på Testrup højskole sommeren 2014 – hun fandt ikke mindre end 4 fortællevinkler, hvilket er årsagen til, at denne i historie i min egen optik virker rodet – kan du kære læser også find 4 “point of wiev”????