Haven under jorden.

opg. 3 forår 2015 i Den nye Skriveskole – billedoplæg og skiftende fortælletempo.

jeg har valgt at gå en tur gennem alle tre billeder, som i godt kender, og håber fortællingen og så kan læses uden dem.

Gry går langsomt og tungsindigt alene rundt på kirkegården. Foran hende hæver muren på den gamle kirke sig. Nederst kampesten, grå med enkelte rødlige strejf. Længere oppe hvidkalket og lysende. Det er dræbende varmt og Gry tænker på  morfar, der lige er blevet begravet henne i det vestlige hjørne af kirkegården. Lige der, hvor han kan se taget på Valhalla om aftenen, når solen går ned. Hvad sker der nu med morfars afsjælede krop, der ligger under alle blomsterkransene?

Døren til kælderen under kirken står halvt åben. Der er dunkelt og køligt dernede under alle stenene, som kirken er bygget af. Dernede er edderkopper, flagermus og skrubtudser krøbet i ly for solens dødbringende stråler. Halvvejs inde i rummet smækker døren i bag hende med en dump hul lyd. Der går lang tid inden øjnene vænner sig til mørket, men varmen er fulgt med herned i det rum, der vist nok hedder en krypt. Mærkeligt som ordet kryb bruges om forskellige ting?

Det første øjnene opfatter er ikke krybdyr eller kister, men noget grønt og rødt. Her er blødt at gå og her dufter af nyslået græs og liljekonvaller. Blodrøde valmuer finder vej til synet og varmen er fulgt med her ned. Hængekøjen svajer indbydende og kalder på trætheden i Grys tungsindige unge krop. Søvnen bringer hende sammen med morfar, de går sammen hånd i hånd rundt i den dejlige duftende have, hvor lavendler og roser sender deres dufte ud i en skøn tango for to.

Minderne  om somrene med morfar passerer gennem Grys drømmende hjerne. Morfar, der altid var mild og rolig. Morfar, der hjalp, når mor skældte ud eller kom fuld hjem fra værtshus. Morfar, der lugtede af tobak og frisk høvlet træ. Morfar der snittede alle eventyrenes figurer i træ til hende.

Længst inde i drømmenes have ligger et gammelt faldefærdigt skur. Det er her morfars værksted er. Gry kan høre lyden af essen og hammerslagene mod ambolten. På hylden står Snehvide og de syv dværge side om side med Peter Pan og Klokkeblomst.

Kulden kommer snigende. Lyde og dufte forsvinder. Farverne blegner og blomsterne visner.

“Hvad laver du her?”

“Her var køligt!”

“Her er adgang forbudt!”

“Det vidste jeg ikke.”

“Tåbelige pigebarn, du slår dig selv ihjel en dag”

” – drømte bare, jeg var hos morfar!”

liljekonvalallerede nu et par timer efter, at jeg har lagt opgaveløsningen ind, kan jeg se, at jeg ikke har løst opgaven i denne uge, men denne gang er det ikke med vilje, jeg er gået udenom, derfor må jeg lige se om jeg ikke kan barsle med en ny, hvor jeg har et enkelt skift i fortællesynsvinkel (kan vist forsvares med det bratte skift til replikker)og i flere skift i fortælletempi, men denne her bliver stående, det er jo den sidste i denne omgang, så det går nok – på forhånd tak til alle, der gider læse, denne efterskrift bare for at undgå en stribe kommentarer på teknikken, jeg ikke kan finde ud af

Reklamer

Cykelliv

Belært af den sidste opgave, hvor jeg skrev meget alvorligt og tæt på mig selv, men åbenbart helt havde misforstået opgaven, har jeg ikke brugt en masse krudt på at finde ud af, hvilken teknik vi skal træne i denne uge, men bare skrevet et  “hoppetimisteventyr” fra det stille pensionistliv.

Hun hedder Cille, hun er hvid og næsten ikke rusten, selv om hun snart fylder syv år. Det er første gang siden jeg var barn, at jeg har en hest af jern helt for mig selv. Cille vejer ikke ret meget, men det gør jeg, alligevel holder hun altid fint på luften i dækkene. Hver dag tager jeg hende i armene og bærer hende de tre trin fra kælderstalden og op på gaden.

Cille elsker blomster, så hendes kurvealtan forrest på styret fyldes jævnligt med alle slags blomster. Potteplanter, plasticplanter, påskeliljer, forglemmigejer eller bare nogle nøgne grene, der skal med hjem i stuen for at springe ud. Cille er ikke meget for at stå på gaden om natten, for hun er så smuk og dejlig, at vi er bange for, at hun skal blive kidnappet af en transporttrængende langfingret forbipasserende.

Cille er så rask og fyrig som en firbenet hoppe. Hendes to hjul er spændstige og rappe. Hun har tre gangarter: roligt slentrende, marchgang og tillempet travhastighed. For en ganger af hendes race, har jeg lært, at det hedder gear. For det meste bruger Cille og jeg et adstadigt tempo, men hvis vi kan slippe for at standse op for rødt lys, kan vi godt sætte turbo på pedalerne. Det er skønt at have hendes første g(ear)streng til hjælp, når det går op ad bakke.

Det er forår, så Cille skal til sit årlige eftersyn og have et skumbad. Bagefter skal hendes stål smøres godt ind i voks. Måske skal hun også i år have et par tasker bagpå. Det er jo så moderne med et godt agterparti. De skal være røde med hvide kanter. Nu er blæsten somme tider skrap her, hvor Cille og jeg bor, så det der med plasticblomster i kanten på den forreste attribut tror jeg vi dropper i år.

Forrige vinter, hvor frosten huserede i lang tid og vejene var glatte, måtte Cille stå på stald i meget lang tid. Da vi kom ud igen kunne jeg næsten ikke styre hende. Det vil jeg ikke risikere igen, for jeg kan ikke undvære vores daglige ridt gennem byen. Vi skal helst ud tidligt om morgenen, så vi undgår alle de andre, der har så forfærdelig travlt med at komme på arbejde eller i skole. Midt på dagen er der også rart og roligt på stierne.

Desværre er Cille og jeg ikke så gode til at finde vej. Vi skal helst bruge vore sædvanlige ruter, ellers farer vi let vild. Men jeg ønsker mig sådan en telefon i en holder på styret, som kan vise os vej. Det står i avisen, at det hedder GPS, jeg gætter på at det betyder: Gående Passerer Sandsynligvis, men det skal jeg lige have fundet ud af, for Cille og jeg glæder os til en aktiv cykelsommer.