Inspektøren ryger Prince

Besvarelse til opgave 5 i Den nye Skriveskole, oktober 2015: En konflikt bryder ud

Inspektøren har solbriller på fra morgenstunden. Det er november, det er snart hans 60 års fødselsdag. Solbrillerne er signal til, at ingen akutte problemer behandles i dag.

Klokken 10 kommer han ind i personalerummet, stadigvæk med solbriller på. Han sætter sig i en gruppe, der altid snakker fodbold. EFB har lige vundet en udekamp over FCNordsjælland.

Egon fra 10.klasse kommer ind med den obligatoriske kurv med lune pølsebrød fra boden. Inspektøren køber ikke af brødene men giver Egon rigeligt med mønter. Om lidt går Egon over hovedvejen for at hente 20 Prince, selv om ingen elever hverken må passere hovedvej 1 i skoletiden eller ryge.

4.klasse består af 17 drenge og 4 piger. For det meste enes ungerne godt, der et et minimum af mobning i klassen. Drengene udkæmper symbolske magtkampe, men som regel klares indbyrdes uoverensstemmelser med en rask lille slåskamp udenfor rækkevidde af gårdvagtens skarpe blik.

Carina er ny i klassen. Hendes ankomst har ændret balancen mere end en enkelt elev normalt ville gøre det. Carina er en veludviklet ilter lille dame, med tydelige tennisbolde under blusen og en masse gloser i munden, som de andre aldrig har hørt.

Da 3.lektion starter efter det lange frikvarter, fornemmer jeg med det samme, at i dag må ordklasserne hænge i fred på opslagstavlen. Der er noget alvorligt i gære blandt mine skønne præpubertære elever. Det ærgrer mig grusomt, for jeg har glædet mig til at starte grammatik om ordklasser. Jeg har brugt adskillige timer og en masse pap til at fremstille et nøgent træ. Grenene har navne: nutid, datid, navneform – ja jeg har endog prøvet at indføre de latinske navne på verberne og deres bøjningsformer. Træet skal så have en masse blade, hvor ordene kun må hænge der, hvor de hører hjemme.

Alle taler i munden på hinanden men falder heldigvis hurtigt til ro. Siddende på deres respektive pladser skuler Flemming ondt til Carina, der omgående giver ham fingeren. Så er jeg ligesom på sporet af, hvad konflikten handler om.

Fingrene danner en skov foran mig, alle vil tale, alle vil fortælle, alle er røde i kammen og sidder uroligt på stolene. Hanekyllingerne hopper op og ned, hønekyllingerne rykker sammen. Jeg fornemmer tydeligt små gløder af seksualitet, der om få år eller måske kun måneder, vil gøre indlæring af kedelige skolefærdigheder vanskelig.

————————————————————————————

fortsættelse følger måske senere – og til ære for Finn og Ravnkilde der har forladt sokkerne på stranden uforløst, så kommer den nu –

—————————————————

“Vi skal lige ud på en lille tur!”

Alle kyllinger er i et nu opmærksomme.

“Selv om jeg godt ved I sagtens kan gå pænt, vil jeg gerne have, at I stiller op to og to!”

Spændingen over at komme udenfor midt i en time overdøver modviljen mod at gå som små soldater.

“Flemming danner bagtrop og passer på at tøserne ikke sakker bagud”

Flemming vokser flere centimeter og hanekammen på hovedet stritter.

Med taktfaste skridt marcherer jeg foran 4.u. Vi går ud til hovedvejen, går over ved fodgængerfeltet og ind til købmand Duus på den anden side. Jeg køber 22 sodavandsis. Turen fortsætter til det lille anlæg bag ved skolen, hvor vi sætter os og nyder novembersolen.

Undervejs tilbage er konflikten gemt, men ikke glemt. Da vi kommer tilbage til klasseværelset står inspektøren i døren. Han har taget solbrillerne af og slukket cigaretten. Eleverne får besked på, at indtage deres pladser og forholde sig roligt.

Jeg skal stå skoleret på kontoret, og undgår kun med nød og næppe at blive indkaldt til næste skolekommissionsmøde. Reglen jeg har overtrådt er den, at jeg ikke må forlade skolens område med elever uden at give kontoret besked.

————————————————————————————————————————————————–

Pædagogik gok og gak er slettet.

"Kom så går vi"

“Kom så går vi”

Reklamer

Jabba the hut

Jabba_The_Hut_16-465x359Børnefødselsdage uden skattejagt, alternativ bespisning og mærkelige udklædninger er utænkeligt for mine børnebørn. Den ene har fødselsdag tæt på Halloween og den anden tæt på fastelavn. Pålægspigen får rødbedehår og karseflæser. Kagemanden dækkes af lakrids, så han bliver til Dark Wader fra Star Wars. Vi voksne morer os lige så meget som børnene. Grønsagsdragen spytter orange gulerodsild ud af sin grønne sellerikrop med græskartakker. Rødbedesuppen bliver til hekseblod og græskarsovsen til snot. Kødbollerne får sorte prikker, som ligner pupiller. De svømmer rundt i grøn suppe som øjeæbler.

Ideen til rollen som Jabba the hut blev grundlagt for flere måneder siden, da vi sammen så filmen. Selv havde min snart syvårige Otto rollen som Luke Skywalker og storesøster på ni var prinsesse Lea. Når vi så ser filmen sammen er vi den person. Men det er forhåbentlig glemt nu, på selve  fødselsdagen . Egentlig ville jeg helst have været Dark Wader, men den sorte maske med det hivende åndedræt koster næsten 500 kr hos Fætter BR, så jeg må finde en billig overkommelig løsning. Presenningen, der blev til overs fra en byggeplads, bliver inddraget til videre forarbejdning. Den skæres til og får løbegange. Designes i to etager, så armene kan få fri bevægelighed. Huller til øjne volder besvær, fordi udsynet forsvinder, når jeg drejer hovedet.

Mens fødselsdagsgæsterne bespises med flyvende tallerkener formet som pizzaer, lister jeg uset ud af lejligheden. Ned af trapperne, ud på gaden og over på legepladsen. Undervejs lægger jeg grønne slimspor ud. I det lille legehus skifter jeg frakken ud med presenningen og taper 20 små poser med vingummiastronautbamser fast til mit tøj. Så er det bare at vente til ungerne finder mig.

Jeg sætter mig på en sten. Ind på pladsen kommer en jæger med sin hund. De kommer bag fra og jeg sanser dem ikke før hunden begynder at gø. Da jeg vender mig om, giver det et sæt i jægeren og han griber til sin riffel.

“Jeg troede fandme, du var en sten”

“Jamen jeg er bare et monster! Skyd ikke!”

Jægeren går grinende videre, men hunden vender sig et par gang, for at holde øje med mig.

Lidt efter kommer den lille flok drenge stormende hen i mod mig. Men de løber forbi og fortsætter ud på en boldbane. Inden de kommer for langt væk rejser jeg mig op, hujer efter dem og vifter med overdelen af min forklædning. En af drengene får øje på mig og i næste sekund står de rundt om mig som en kobbel bjørnehundehvalpe på isbjørnejagt.

Lige inden de får mig væltet omkuld, får jeg frigjort slikposerne og kastet dem ud til dem. Det bliver min redning.

“Jeg vidste godt det var en voksen” siger en lille lyshåret gut.

“Kunne kende dine træsko” siger mit barnebarn

Blognisse på deltid

Her har jeg siddet i hundrede år

uden at få mig en kaffetår

for mille har fået sin helt egen blog

og nu vil hun ha` jeg ska`gå amok

Mit ry som VandeHaven

har gjort mig lidt gnaven

fordi  millemoses

så gerne vil roses

for blomstrende ord

og vækster der gror

men fotos de driller

og wordpress spiller

en masse spilopper

men jeg vil ha`kopper

med masser af koffein

ellers bliver vi bare til grin

hun sidder og bæller vin

og tror hun er noget så fin

jeg vil altså ikke mig rokke

mens hun spiller gammel mokke

 Knuth her er blevet til på Vallekilde højskole i 2010, men da jeg ikke dengang skrev så meget på computeren, og slet ikke kunne finde ud af at hente billeder af gipshavenisser fra nettet, så var jeg nødt til at hækle ham og sætte ham i en gammel dukkesofa. Som i kan se på datoen, så er fødselstidspunktet 4.maj 2011 kl.12.45. Han har været min skrivemascot siden. Der står en hel del om ham på Vuppetidub siden, hvis den kan googles endnu.

Vildandens flugt

Jeg svæver gennem tunnelen, mine vingespidser strejfer det rå murværk og lyset trænger kun langsomt frem til mine tanker, hvor er jeg? Hvad laver jeg i en underjordisk gang og hvor er lyset og de andre fra reden? Alene i en mørk hule uden lys giver mig kulderystelser og angstfornemmelser, mine unger sulter, hvis jeg ikke hurtigt når hjem til dem, men jeg har ingenting at made dem med, hvor finder jeg mad?

Mennesker på en bænk, ingen mad, høje lyde, ingen mad, sød kvalmende røg, ingen mad, lyset er væk, ingen mad, hvordan kommer jeg ud? Mine vinger basker lydløst hen over mennesker, der ikke ser mig, ikke hører mig, ikke føler min angst. Blodduft skærper mine sanser, er der mad? Hold afstand fra mennesker, de er livsfarlige væsener, der slår hinanden ihjel for ligegyldige ting. De har ikke nok i mad, men skal have røg, piller, alkohol. De kan ikke nøjes med mad og yngelpleje.

De ser mig og jeg ser dem, men de kan ikke nå mig, selv om de hopper op og ned. De slår efter mig, men jeg kan let undgå dem. Mine hjerteslag er ved at sprænge mit bryst, jeg kan ikke komme ud, rummet bliver mere og mere snævert og uhyggeligt, lyset forsvinder helt, jeg kan ikke orientere mig, støder hele tiden ind i murene. Ingen mad.

Pludselig er jeg ude under trækronerne, hvor jeg kan tage mig et hvil og måske finde mad til ungerne derhjemme. Min orienteringsevne vender langsomt tilbage. Jeg letter og sætter kursen vestover. Herude under åben himmel bliver hjertet igen roligt. Jeg jager og fanger, jeg svæver og elsker. Mine vingeslag bliver rolige og stærke. Min mage savner mig. Mine unger kalder på mig, jeg vil hjem.2014-05-10 16.48.21

Ferrari eller ej

2.udgave af besvarelse til Den nye Skriveskoles 1. opgave oktober 2015

gode konstruktive kommentarer fra bl.a. Ethos og Glenstrup fik mig til at lave en ny udgave af Ægteskab

Erindring med fiktion….. fortæl om dengang du blev skilt igen

Hvis jeg har lige så mange chancer for ægteskab som katten har liv, så er jeg midtvejs. Sådan er det også med mit liv, krise? Overhovedet ikke men mangler en hankat.

I et inspireret øjeblik kikker jeg ud på gaden, hvor bilen fra bodelingen holder parkeret. En annonce til den lokale ugeavis sættes sammen.

Velholdt svensk model, ikke helt ny, mangler en kærlig hånd. En dygtig chauffør, en gang lak og en undervognsbehandlig og jeg er køreklar.

Treogtyve velvalgte ord, selv har jeg levet dobbelt så mange år. Men det vil jeg ikke reklamere for meget med.

Tilbud med vedhæftet foto og velmenende ord vælter ind ad brevsprækken de næste dage. Blandt de mest durkdrevne og bedst forfattede vælger jeg et brev, som ser fornuftigt ud. Vi aftaler at mødes til en drink og en dans på Hotel Prinsen.

Det er fredag aften, der er servering ved bordene og levende musik. Han sidder ved et bord helt alene, det må være ham, for han er den eneste, der har en pink rose i knaphullet. Jakke, skjorte, slips og bukser sidder perfekt, men farver mønstre og stilarter skriger til hinanden. Vi skal nok holde os til mere neutrale emner.

“Egon ligesom ham fra Olsen-banden!” min date rækker mig en klam hånd, under bordet får jeg et glimt af hans spidse blankpudsede sko og gule sokker.

“Mille” jeg besvarer hans slatne håndtryk og sætter mig overfor ham. Mine høje sandaletter og den fodlange drøm i orange batikfarvet batist er ikke helt passende til situationen.

Egon byder på en drink, men det er tydeligt, at jeg selv skal betale for min. Et enkelt par har vovet sig ud på dansegulvet. En ung fyr i skovmandsskjorte og masser af rytme i benene svinger en gumpetung dame til tonerne af “Smilende Susie..”

“Jeg er handelsrejsende og kommer ofte her på hotellet! Har du arbejde?”

“Jeg er pædagog og så skriver jeg i min fritid!”

“Bøger beskæftiger jeg mig ikke med, det er spild af tid”

“nåh… det var en skam, men kan du lide at danse?”

Egon rejser sig, bukker let for mig og går foran med oprejst pande, vandkæmmet hår og stive ben. Jeg har svært ved at følge ham i dansen, for han følger sin egen rytme og har sine helt egne trin.

En dame på min egen alder, med knælang stram nederdel, pæn hvid nystrøget flæsebluse og kortklippet hår betragter os indgående.

Tilbage ved bordet har vi svært ved at få gang i konversationen igen. Egon har fået øjenkontakt med den stramme nederdel. Tavsheden overdøves af en ny dansemelodi. Denne gang “She lovs you yeahh yeahh yeahh…”

Egon dribler over til nederdelen og jeg sidder eftertænksom tilbage.

“Vil du danse?”

En skøn melodisk dialekt fra en af sydhavsøerne når ind til min tankerække og bryder den. Den unge skovmandsskjorte står foran mig. Jeg har ingen problemer med at følge rytmen, mine bare tæer i stiletsandalerne jubler. Tonerne besætter mig. Rytmen holdes natten igennem.

Bilen, som jeg havde parkeret forsvarligt i nærheden af hotellet, står på sin plads og blinker til mig næste morgen. Den tror den er blevet en Ferrari.2014-06-13 15.21.30

Hvem sagde ægteskab?

Besvarelse på Den nye Skriveskoles opgave 1. opslået 2. oktober 2015 : Erindring med fiktion…. fortæl om engang du var?

Skilt igen, hvor strengt. Saab`en står parkeret udenfor på gaden. Jeg lærer aldrig, hvordan jeg kommer ud af en skilsmisse uden at blive økonomisk insolvent. Alene igen. Så meget for løftet i kirken om troskab til døden os skiller. Klokkeklang og myrter fortrænges af nye arbejdsrelationer i lårkort og pagehår.

Nok er jeg en kat, der er helt og aldeles min egen, men et natligt besøg af en hankat i ny og næ er ikke at foragte. Bare jeg ikke skal passe og pleje ham i begge ender. En veninde har inviteret mig på værtshus et par gange, der får hun kontakt, siger hun. Men hun lever alene med sine to drenge og et par voldelige børnefædre, så hvad skal jeg tro?

I et inspireret øjeblik sammensætter jeg en kontaktannonce til den lokale ugeavis. Ærlig, kærlig, slank og veltrimmet duer nok ikke som en beskrivelse af mig, så jeg kikker ud på den blå Saab og skriver:

Pæn svensk model ikke helt ny, men mangler en dygtig chauffør. Ejerskifte en absolut mulighed. Savner en kærlig hånd, men med en gang lak og en undervognsbehandling er jeg køreklar igen.

Annoncen indrykkes i rubrikken for “Personlige”. Tilbuddene vælter ind ad brevsprækken de næste dage. Blandt de mest velskrevne vælger jeg en, som ser fornuftig ud. Aftale om at mødes til en drink og en dans på Hotel Prinsen den næste fredag aften bliver indgået.

Han sidder ved et bord helt alene. Men det må være ham, for han er den eneste med en rose i knaphullet. Jakke, bukser, skjorte og slips sidder perfekt, men farver, mønstre og stilarter skriger til hinanden. Vi skal nok ikke snakke om billedkunst.

“Egon Olsen, handelsrejsende” han rækker mig en kold klam hånd.

“Mille Dinesen, pædagog”  mine høje sandaler og fodlange batikfarvede orange drøm af en molskjole er vist ikke helt velvalgt til situationen.

Egon byder på en drink, men det er tydeligt, at jeg skal selv betale min. Et enkelt par har vovet sig ud på dansegulvet. En ung fyr fra nabobordet med masser at rytme i benene svinger en gumpetung dame til tonerne af :”Smilende Susie…” Egon bukker let og går på stive ben ud på det lille runde dansegulv. Jeg har svært ved at følge ham, for han følger sin egen rytme. En dame med stram nederdel, kortklippet hår og pæn hvid nystrøget bluse iagttager os indgående.

Tilbage ved bordet er vi tavse.

“Var det egentlig dig selv eller din bil, der skulle sælges?”

Pinlig tavshed, for det ved jeg ikke længere selv. Måske var det både bilen og mig selv? Egon har fået øjenkontakt med den stramme nederdel og lidt efter sidder jeg alene ved bordet.

“Vil du danse?” en skøn melodisk dialekt fra en sydhavsø når mine ører og den unge fyr med de rytmiske ben står foran mig. Jeg følger ham og tonerne besætter mig. Rytmen holdes natten igennem. Bilen, som jeg havde parkeret forsvarligt i nærheden af hotellet, bliver ikke startet før næste morgen.