Tag til takke

Påsken 2016: Skriv en historie med humor, ironi og “glimt i øjet”

En rablende historie om magiske navne og skæbnens uforudsigelighed

 

Stakke var kun tolv år da det gik op for ham, at han var bestemt til noget ganske særligt. Hans bedstemor havde læst i kortene, og der så hun, at barnebarnet ville blive en stor mand, der bestemte over andre. Hun havde tre drengebørnebørn Stakke, Spæne og lille Stritte. Bedste, der var af indiansk afstamning, hed Marguerit. Der verserede mange historier i familien om, hvorfor de havde underlige navne og hvordan familien var havnet hvor den var nu.

 

Skrøne eller ej, så troede hele familien på legenden om, hvordan Urolige Ugle og Brølende Bjørn i 1746 flygtede fra Alaska til Grønland på en isbåd. De grundlagde en storfamilie ved Discobugten. Da Bedstemor M var tolv år blev hun sendt til Danmark for at gå i skole, for det blev de klogeste børn fra de grønlandske bygder dengang i 50-erne. Tolv var det magiske tal.

 

Marguerit rejste med skib til Danmark. Hun befandt sig så godt hos kolonimagten Danmark, at hun ikke rejste tilbage til sin bygd. Gift blev hun og nu var hun også bedstemor. Den indianske fortid var gemt men ikke glemt. 220 år efter forfædrenes flugt over isen blev det igen moderne at tro på naturen. Nu skulle børnene have blomsternavne. Bedstemors navn blev et hit. Jasmin, Rose og Magnolia var oplagte pigenavne, men drengenavne skulle være noget med fut og fart i, så derfor opstod nye tendenser indenfor navngivning. Sådan var det gået til at drengebørnene hed Stakke, Spæne og Stritte. Deres personlige egenskaber lå gemt i betydningen af deres navne. Akkurat ligesom det var hos naturfolket fra Alaska.

 

I 1976 nøjagtigt 230 år efter flugten fra Alaskas ulve og snestorme blev Marguerit certificeret numeorolog. Hun forstod sig nu både på tal, bogstaver og betydninger i alle slags navne. Det var en hel videnskab, det var religiøst. Bedste modtog mange henvendelser om, hvordan man ved at ændre sit navn blev et mere helstøbt og lykkeligt menneske.

 

Forretningen gik strygende. Det kostede kun et par tusind kroner, at få ændret sit navn. Bedstemor M`s forslag var inspirerende og folk, der købte hendes produkter følte sig som nye mennesker. Hun blev ret dygtig til at producere specielle og betydningsfulde navne. Dansende Dukke, Uhyggelige Ulv, Kærlige Kartoffel hittede. Numeorologien beholdt sin betydning langt ind i det nye årtusinde og nu var det den nye generation, der skulle overtage forretningen.

 

Når et barn skulle døbes gik man stadigvæk til kirken og præsten men først gik man til numeorolog, der fastsatte navnet efter tegn i sol, måne, stjerner, dato og vejrudsigt. Derefter blev en ansøgning sendt via mail til den biskop, der sad og rev sig i håret over alle de tossede navne. Hun gav hurtigt op og satte flueben ved alt, lige fra Sprut til Søvning og Træls.

 

Det stod at læse i tarokkortene, at Stakke skulle være den, der overtog firmaet fra bedstemor M. Han gik i forskellige skoler, men ingen kunne lære ham mere end bedstemor med blomsternavnet.

 

Stakke gik i lære som frisør. Han blev rigtig god til store høje frisurer, for han havde set Simpsons i fjernsynet og var god til alt, hvad der skulle ordnes og stakkes op. Han vandt internationale konkurrencer og blev så berømt og elsket af folket, at han stillede op til præsidentvalg.

 

De politiske partier skændtes så meget indbyrdes, at vælgerne søgte andre veje. Religiøse og spirituelle bevægelser voksede i antal og indflydelse. Stakke vandt frem i meningsmålingerne under mottoet: Tag til takke med Stakke

 

Stakkes logo var en bjørn med en ugle på hovedet. Sådan blev familiekrøniken ført videre ind i fremtiden.

 

– kære læser – tak fordi du gad læse så langt, jeg har ikke forstand på hverken religion, politik eller numeorologi, så bær over med mine fjollerier

 

 

 

 

 

Reklamer