Heksetanker.

 

Støvregnen gør mig trist. Skyerne jeg flyver hen over er tunge og grå. Sådan er det også inde i mig selv, gråt. Mit sjal er regntungt. Regnbuens farver lyser ikke op i det grå. Væden gør mig langsom i tanken og sløv i bevægelserne. Budskabet jeg bærer inde i mig skal ud. Det skal ned til den generation, der er ved at blive knust af mangel på viden, om de fejl mennesker før dem har begået. Er jeg en engel eller er jeg en heks? det har jeg ikke nogen klar forståelse af selv. Nogen kalder mig ærkeengel andre kalder mig bare klog kone. Men ingen tror alligevel for alvor på, at jeg eksisterer. Mit liv på jorden sluttede i 1994 og mine jordiske rester blev brændt. Kremeret sammen med en hel masse hvide blomsterdekorationer.

 

Der sidder et monster på min højre skulder og hvisker nedladende ord i mit øre. Han har efterhånden givet mig eksem bag øreflippen. Mit røde hår er blevet slidt af hans plagerier og hans tilstedeværelse er irriterende. En hyletone advarer mig, når hans lydløse stemme starter. Samvittighed er en naturlig menneskelig ting. Det er længe siden jeg havde min gang på jorden som menneske. Først nu begynder jeg langt om længe at forstå nogle sammenhænge. Mennesker er nødt til at leve i fællesskaber, det er de skabt til. Flokdyr er de ligesom hunde. Men omsorgsgenet er medfødt hos alle dyr.

 

I min tid på jorden nåede jeg ikke så meget, som jeg gerne ville. Selv om jeg fik mange år som tjenestepige for andre dernede, så var der ikke så meget jeg selv bestemte. Faktisk ingenting. Otte børn gav jeg liv til. Det er først nu hundrede år efter, at jeg kan se og forstå gennem dem. Mit største ønske er at skabe en kanal, hvor al min viden kan bringes ned til mine efterkommere. Odin havde sine ravne, der fløj rundt i verden og meldte tilbage til ham, hvordan alting stod til. Jeg har mit monster. Min evige skyld.

 

Radiobølger, lyseffekter og mobilsignaler fylder rummet omkring mig med uro. Signalerne fra alle de mere eller mindre ligegyldige data flimrer rundt heroppe over skyerne og forstyrrer forholdene. Evig larm af flyvemaskiner, der bringer mennesker til andre dele af jorden. Deres egne hjemlige forhold kender de næsten intet til. Hvad vil de på Tenerifa, når de ikke ved, hvor Tissø ligger?

 

Dernede går mit oldebarn og jeg ville så gerne sende beskeder til hende via de gamle telepatiske kanaler, men de er ikke brugbare længere.

 

”Hør dog efter dernede, I ser kun det alle andre ser, hører kun det andre synes det er smart at høre!”

 

De hører mig ikke, vandrer bare videre i deres små bobler af ensomhed. Med høretelefoner på, så kun den statsautoriserede censurerede lyd når ind til deres hjerner. De ser kun det, der kommer frem på de små skærme, det der lyser og flimrer ved lette berøringer. Små fnuglette strøg, som kærlighedsklap af en fuglevinge. Det er maskinerne, de elsker. De har glemt at elske hinanden.

 

Monsteret på min skulder tager form som en fugl. Ikke to ravne som Odin havde, men enkelt intelligent krage er også god nok for mig. Den kikker på mig med sit ene sorte plirrende øje. Klog er han, det ser jeg straks. Hans sanser kan føre ham udenom flyvende maskiner, radiobølger og al de andre kunstigt fremstillede genstande, der flyver rundt heroppe i atmosfæren. Det værste for ham bliver alle de signaler, der er sendt herop i rummet for at blive gemt. De kan forstyrre hans naturlige radar. Alle de ligegyldigheder, der sendes op fra det digitale net forplumrer sigtbarheden, væsentlig viden, der har værdi for det enkelte menneske sløres. Gedigen viden om det, der er nødvendigt for at være menneske går måske ikke tabt, men det ligger og roder i en stor sky af skrald. Mængden af informationer bevirker, at det væsentlige forsvinder i roderiet. Nettet kaldes det, ligesom et edderkoppespind, hvor kun edderkoppen ved, hvilke tråde den skal trække i for at komme fluen til livs.

 

Mit legeme tryller jeg om til en lille chip, der sidder som en fjer på kragens hoved. Sådan kan jeg følge med ned og overvære, hvordan oldebørnene dernede klarer tilværelsen. Den jeg vil besøge er Alvilda, hun skal konfirmeres, men har det forfærdeligt. Der går hun. Benene er bare i den kolde aprilluft. Skuldrene krummer sig nedad. Hovedet med det lange krøllede smukke nøddebrune hår er bøjet nedad. Hun passer på ikke at træde på mellemrummene mellem fliserne. Akkurat sådan gik jeg også selv i den alder.

 

”Hej smukke, jeg er din oldemor!”

Ingen reaktion for min stemme lyder som en krages skræppen. Hvad var det nu jeg skulle gøre for at få en kanal til at åbne sig, så jeg kan kontakte hendes hjerne?

”Abrakadabra, simsalabim,hokus pokus filihankat….. ”

Hun kikker op efter den irriterende fugl, der cirkler rundt over hendes hoved. Lukker øjnene og går uden at sanse trafikken omkring hende lige ud foran en bil. En tilfældig forbipasserende hiver hende ind i sidste øjeblik inden bilens kofanger rammer hendes tynde ben. Tynd alt for tynd er hun, hjernen har hun sat på standby, livet er ikke værd at leve.

 

”Sæt dig på hendes skulder, din dumme fugl!” kommanderer jeg ”jeg vil ind i hendes hår ind i hendes hjerne!” Kragen flyver helt hen til den krøllede hårpragt og jeg dumper ned i hårpragten og kravler ind i øregangen. Nu må hun kunne høre mig, nu må hun altså komme til fornuft, ellers går mine omhyggeligt indsamlede viden, min arv til hende tabt.

 

 

 

 

Reklamer