Gøgen og urten

Hvordan gøgeurten fik sit navn.

 

Mille og Niels skal i mosen og samle urter til at brygge te af. Beroligende te, for Niels har kærestesorger. Glemselste for Niels skal være soldat, men elsker sin Lise. Gamle Mille har en pilekurv over armen og en egegren med som stok. Den knudrede gren passer perfekt til den krogede hånd. Tørklædet, det lange skørt og forklædet får hende til ligne en venlig heks, en tidløs kvinde, der lige så godt kunne gå i en ørken i Afghanistan  som på en markvej i Danmark.

 

Kukkuk,kukkuk lyder det fra læhegnet. Niels tør ikke tælle, hvor mange gange gøgen kukker, han vil helst ikke tage varsler om noget. Hverken om sin forestående militærtjeneste eller om hvor længe der går inden han kan blive forenet med Lise.

”Hvis vi kan finde en orkide i mosen, bliver teen god!”

”Jamen Mille orkideer vokser da ikke frit i Salling.”

”Jo såmæn gør de så, hvor der er en mose er der en kukkerurt, det lærte jeg af min moster i 1796.”

”Der er ikke noget, der hedder en kukkerurt, det kan google i hvert fald ikke finde ud af på min iphone”

”Nej, kært barn som man siger…. De vilde orkideer tror folk bare er forvildede hyacinter, men det er en kukkerurt, det glemte man i 1806 under Napoleonskrigene og kaldte den en horndrager”

”Hvad har sådan en orkide med kukkeri at gøre?”

”Ja se det er en af de gamle glemte historier, som ikke er skrevet ned nogen steder!”

 

Mens Niels hjælper Mille med at gå fra tue til tue i den lille vilde mose, fortæller Mille om orkideen, der er så dansk som noget. Akkurat som alle andre indvandrere sydfra.

 

”Hvert år i maj, når solen får magt og alting gror. Sangfuglene bygger reder og lægger deres æg i de små dunklædte reder. Så spirer alle de vilde planter hurtigere end de kunstigt såede. For de vilde planter har haft hele vinteren til at forberede sig og de har af sig selv fundet netop den vokseplads, der er bedst for dem. Trækfuglene kommer sydfra og en af dem er nem at kende fra de andre. Det er kukkermanden, spåfuglen kaldes han også, for hvis man tæller hans kuk får man varsel om hvor mange år man har at leve i”

”Det har min mor fortalt mig, hun ved en masse om gammel overtro, men planterne ved hun ikke så meget om som dig monster Mille!”

”Du må så hjertens gerne kalde mig et mostermonster, for det er hvad jeg gerne vil være. I et land mod syd, hvor de er gode til at bygge ure, er der en gammel urmager, der har opfundet et kuk-ur. Hver time kommer kukkeren ud og fortæller hvad klokken er. Hvert år kommer jeg og fortæller en gammel skrøne, som ingen andre end jeg kender til. På samme måde som kukkeren hvert år kommer og skider på dato i mosen”

”Er det løgnehistorier, du fortæller?”

”Ikke det hele, for det er rigtig nok, at du er opkaldt efter ham, der jog den kullede tyske greve ud af Jylland. Det er også rigtig nok, at der findes en orkide i mosen, som har skiftet navn flere gange. Først hed den kukkerurt, fordi den kom frem samtidig med kukkeren kom fra syden om foråret. Men så gav, de der kunne skrive og havde magt til at give alle ting navn, den et andet navn. Napoleons horndrager kom den til at hedde i l806, fordi fuglen havde berettet om, hvordan de huggede hovedet af alle de rige nede i Frankrigs land, og om hvordan Napoleon gik i krig med nabolandene. Blomsterstanden kan godt minde lidt om hoveder sat op ad en stang”

 

”Sådan noget må du ikke fortælle om, for jeg skal i krig inden så længe, jeg har sorger og bekymringer i hobetal. Unge mennesker har ”ondt i livet” det læser man om i avisen, men sådan noget nymodens pjat gider du vel ikke bruge tid på!”

 

”Jo…. Skilsmisser og vanrøgtede børn. Forældreløse børn, der kom på børnehjem eller værre endnu blev sat i pleje hos folk, der ikke kunne lide børn, det har eksisteret altid. Mange mennesker elsker kun deres egne børn. Naboens unger er noget rakkerpak Men se nu gøgen, som den kom til at hedde, dengang Napoleon havde tabt krigene. Den er en rigtig skilsmissefugl. Gøgen gider ikke opdrage sine egne unger, men sørger for at finde en passende rede, hvor de kan lægge deres æg. Den finder ud af, hvilke sangfugle, der passer godt på deres unger, og så lægger den et æg i sådan en rede. Den kan godt lægge æg i mange fremmede reder i løbet at sådan et forår. Akkurat som en soldat, der kommer til et fremmed land og ønsker sig en partner, så parrer han sig med nogle stykker og spreder sin sæd selv om han godt ved, at han nok ikke kommer til at kunne hjælpe med at passe de børn.”

 

”Sådan er jeg ikke monstermoster, jeg vil altid elske Lise, og hvis jeg ikke kan få hende, vil jeg hellere dø!”

 

”Sådan siger du nu min dreng, men livet bliver sjældent sådan som I unge mennesker forestiller jer det. Kærlighed er en mangeartet størrelse, det handler ikke kun trofasthed og elskov, men også, hvordan samfundet tilfældigvis er, der hvor du nu bliver født. Den fine lille plante i mosen, er i familie med alle de sjældne orkideer i de varme lande, men dens frø er havnet i mosen med en fugleklat, der måske kom fra Frankrig og så har den fundet sig et hjem her. Derfor kalder jeg den en gøgeurt, fordi den er kommet til et fremmed sted, ligesom gøgens æg bliver lagt i en sangfuglerede.”

 

”Det kan planten da ikke gøre for!”

 

”Nej, det kan den ikke, den har bare indrettet sig, gemt sig i mosen og overlevet, fordi de fleste folk ikke vidste den var der. Sangfuglene ved heller ikke, det er gøgens æg, der ligger i deres reder. Gøgeungen gaber højest og æder al den mad adoptivforældrene kan samle til ungerne. Den vokser og vokser og skubber de andre fugleunger ud af reden. Der hvor de døde fugleunger havner på jorden giver de næring til gøgeurten, for en orkide er en sjælden plante, mange orkideer i fremmede lande kan ikke selv trække næring op af jorden, men er nødt til at have hjælp af rådne dele fra andre væsener.”

 

 

Reklamer

Stensjæle

 

I Vile sogn lidt syd for Limfjorden bor Mille. Hendes slægt har boet på egnen siden Niels Ebbesen jog den kullede greve ud af Danmarks land. Mille er oldgammel ingen ved helt, hvor mange årtier hun har levet, men hun elsker de unge fra landsbyen. Det kan de mærke, så de besøger hende så ofte som de kan. Det sker tiest, når de har kærestesorger, eller når de ikke kan enes med deres forældre.

 

Mille er lidt til en side, synes de fleste. Hun taler om engle og auraer, hvor andre bare ser spindelvæv og blade, der bevæger sig i vinden. Men folk i sognet er enige om, at hun ikke gør skade og at de unge gerne må besøge hende, så tit de har lyst. Mille taler med dyrene og planterne. Ja selv sten har en sjæl fortæller hun. Den lilla agat er Milles yndlingssten. Den skaber forandring og hjælper med at elske sig selv, hjælper til med at finde ud af, hvad der virkelig har værdi. Det er også den sten hun giver til Lise fra landsbyen, da hun kommer for at fortælle om sin ulykkelige kærlighed til Niels fra Bakkegården.

 

Mille kan fortælle historier om mangt og meget. Det trøster Lise at høre om gamle dage og om at alting nok bliver bedre, når bare hun får en kop urtete og glemmer Niels for en stund.

 

For mange år siden, fortæller Mille, var det skik og brug at finde en sten på marken, når et menneske døde. Stenen udvælges nøje af de efterladte og skal have sit helt specielle udtryk, der minder om den døde. Ædlere stene som agater og malakitter ligger ikke på markerne i Salling. Men kampesten, flint, kvarts og granit er lige så fint, mener Mille. Når stenen er udvalgt lægges den omhyggeligt på sin plads på det stengærde, der omkranser kirkegården. Skikken er glemt, men gærdet ligger der endnu.

 

De enkelte sten i gærdet har ikke navne. Men de har alle sammen deres egen helt unikke form, med specielle hulninger og brudflader, som gør, at der ikke er to, der er helt ens. Akkurat som mennesker og dyr har sten også hver deres helt egen sjæl og deres eget helt specielle udseende. Lise lytter til historien om stenene og beslutter, at hun vil skrive alle de historier ned, som Mille fortæller hende.

 

I hver familie fødes i hvert slægtled en særlig person, som kan huske meget mere, end det ellers er muligt for et menneske med normal hukommelse. Sådan en person må Mille bestemt være, tænker Lise og overbevises om, at hun selv er sådan, og at der er mere mellem himmel og jord end de fleste ved. Da hun går hjem over markerne og når til stengærdet, synes Lise hun kan høre moster Karen og onkel Frederiks sjæle hviske sammen. Måske er det bare buskens blade, der rasler, men hvem ved? Lise går roligt forbi stengærdet og klapper kærligt et par af forfædrenes sten. Det giver hende den ro, balance og stabilitet i tilværelsen, som er ved at forsvinde ud i det bare ingenting. Det samme er hendes ulykkelige kærlighed til Niels. Lise vil slet ikke være kone på Bakkegården men forfatter.

 

 

stensjæl

Sten på sten

som en tænkt fortsættelse af spontanopgaven i DnS er jeg kravlet ind i konen fra skuret og er blevet over hundrede år, sådan en gammel en har masser af historier i forklædelommen…

 

Mille i kæret har levet i over hundrede år. Folk i sognet taler om, hvordan hun er blevet mere og mere sær med årene. Når bladene rasler i birketræerne udenfor hendes lille hus siger hun

”Nu kommer englene snart, for at hente mig!”

Ingen ved helt præcist, hvor længe Mille har levet derude i sit lille hus ved brønden. Men unge og gamle er begyndt at lægge søndagsturen forbi hende, fordi hun kan fortælle historier. Her er en af dem:

 

”Jo, ser du, når et menneske dør, så vil sjælen så gerne fare op i himlen og hygge sig med flyveture rundt på de små skyer, men kroppen bliver her på jorden, det kan vi se. Se nu gærdet derovre på kanten til kirkegården. Det er blevet til, fordi vi dengang jeg var ung, fik at vide, at alle mennesker, der døde, skulle have sig en sten, som var helt deres egen.

 

Nu er der mange sten på markerne heromkring, så når en fra sognet døde, gik familien ud og fandt en stor sten. Den blev omhyggelig udvalgt, så de nulevende kunne kende den. Inden den døde blev begravet i indviet jord på kirkegården, fik den sin urokkelige plads i stengærdet. Det der med at hugge navn og dato ind i sten er noget nymodens noget, det er alt for dyrt og besværligt. Næ.. den gamle måde med at hente en sten ude på marken, der alligevel lå i vejen for markarbejdet, er meget mere praktisk.

 

Det er ikke alle nye ting, der er noget skidt. I mine unge dage måtte en selvmorder ikke blive begravet inde på selve kirkegården. Det måtte en kvinde, der havde født barn udenfor ægteskab heller ikke. Det har de unge præster heldigvis ikke lært noget om, så nu kan alle, der gerne vil begraves i en kiste og have en sten med guldbogstaver og små fugle af sten, få lov til at være på kirkegården.

 

Men historien om stengærdet er glemt, hvis I ikke husker den, for jeg skal snart op og være en engel.”

 

”Men huset Mille, det lille hus med den skæve dør og skorstenen, hvorfor ligger det der for enden af stengærdet?”

 

”Ja, se det var fordi der engang var en præst, der godt kunne lide at kikke på, når pigerne skulle tisse, og det kunne de ikke li`,så en af mændene i landsbyen byggede skuret, så pigerne kunne gå derind og løfte skørterne i fred og ro uden at blive overbegloet!”

 

”Nu er der et fint et med træk og slip oppe ved våbenhuset i kirken, så nu står der bare redskaber til kirkegårdens gartner, når han skal rive og luge de mange fine gravsteder.”

 

Se sådan blev de unge lidt klogere på historien om kirkegårdsgærdet. Måske er det godt at have en gammel særling i sognet, der kan fortælle historier. Om de er rigtige eller det bare en gamle løgnehistorier,stengærde er der ingen der ved, for det står der ikke noget om på facebook.

Langt ude…

En lille besvarelse til den nye skriveskoles  spontane oplæg i august 2016 – tak for den- jeg kan altså ikke finde ud af at sætte det dejlige billede af hytten og brønden ind her, så jeg fandt et andet, som passede til min historie

 

Langt ude….stenhytteruin

 

i ødemarken lå et lille hus, døren knirkede og hængslerne knagede, når de  blev brugt. I huset boede en gammel kone med sin kat. Hver morgen gik hun sammen med katten ud til brønden og hev gode tanker og frisk vand op med en lille spand.

 

Konen brugte hele dagen på at samle urter, lav, mos og bær. Katten fangede en doven fugl eller en langsom markmus og sådan levede de side om side. Konen mediterede og katten spandt guld af blød lydløs uld. Det hændte også at en fjeldhare eller et andet lille spiseligt dyr gik i fælden, som var gravet i jorden bag ved huset. Så tændte konen op i ildstedet, stegte dyret i sit eget fedt og kogte suppe på benene.

 

Hvis de ikke var kloge fra fødslen de to, så blev de det af hinandens selskab. De savnede ikke partnere, for de havde sig selv. Sultede ikke, tørstede ikke, for den stenede natur de havde omkring sig, bragte oplevelser og føde nok til dem.

 

Konen flettede kurve af de små piletræers hvide lysende bark. En gang om året gik hun sammen med sin kat ind til landsbyen mange mil borte. Der solgte hun kattens guld i de små sølvkurve fra piletræernes bark. De penge hun fik for sine fine kurve, vidste hun ikke, hvad hun skulle med, for hun havde alt, hvad hun ønskede sig. Så dem gav hun til landsbyens børn.

 

På en af sine ture efter spiselige urter fandt konen en smuk grøn sten. Det var en malakit. Den føjede sig så smukt i hænderne, formede næsten sig selv og blev til to små dyr. En flodhest og et næsehorn. I virkelighedens verden var de dyr store og tunge, men her i magiens og kunstens verden transformerede de sig til to små smukke figurer. Nu havde konen og katten hver et lykkedyr og var endnu mere lykkelige end de havde været før.

malakitflodhest og næsehorn

 

Snip, snap, snude …. Snart er historien ude, om konen, katten, flodhesten og næsehornet stadigvæk er derude ved jeg ikke, men nu er de kommet ud af mit hoved og ind på millemosesbloggen. Som en gammel drøm om dengang, hvor livet måske var mere enkelt og ligetil.

 

Huset, ja det er blevet en ruin, for sådan noget simpelt noget er der ingen, der gider bo i længere.stenhytteruin