Chaufføren

Spontanopgave september 2016 DnS

 

1.person

Jeg har ikke tænkt over, at der er kommet nye busplaner, så jeg er kommet en time for tidligt til busterminalen. Foredraget jeg skal høre handler om kristendommens indtog i Danmark. Mens jeg tænker store historieske tanker studerer jeg de mennesker, der haster forbi eller sidder i venteposition som mig selv. Der kommer Ahmed.

 

3.person med indre synsvinkel. – ved faktisk ikke om det er 3.person eller bare kamerasynsvinkel – kan ikke helt skelne de to positioner

 

Der sidder en kone i blomstret kjole på bænken, der hvor bussen om lidt kommer. Hun slikker solskin og ser ud, som om hun har fred med sig selv. Den mørke mand, der sætter sig ved siden af nikker venligt til hende, de kender vist hinanden. Den høje mørke næsten sorte mand og den lille blege kone fordyber sig i en samtale, som sidder de alene et helt andet sted end i den travle terminal.

 

Chaufføren

 

De store gule biler af stål kører ud og ind af terminalen. I dem alle sidder et menneske og styrer. Andre mennesker myldrer ud og ind af busserne som bier fra rullende bistader. Tasker dasker på rygge og hofter. Telefoner klistrer til hænder og hørebøffer sørger for ensomhed i menneskemylderet. Kendt musik-sak foretrækkes fremfor fremmede menneskers tjit-tjat. Duften af brændstof blander sig med friturens fra fiskehandleren på den anden side af gaden.

 

På en bænk, der hvor bus nr. 6 kører ind, sidder et umage par. En gammel rødhåret kone i lange blomstrede gevandter og en midaldrende afrikansk udseende mand med små bitte grå stænk i sit sorte krøllede hår. Deres auraer smelter sammen i aftensolen, de siger nogle få korte sætninger til hinanden og lytter opmærksomt og intenst. Bussen skal have skiftet chauffør. Ud af bussen stiger en ung trivelig kvinde. De mørkeblå gabardine-bukser strammer om en velpolstret bagdel. Rattet overtages af den mørke mand. Bukserne har det samme snit, men på den høje slanke somaliske mand falder de i naturlige folder om kroppen.

 

Den mørke chauffør nikker og vinker til konen på bænken, mens han sikkert og målbevidst styrer 6-eren ud i trafikken. Samtalen om børn, om penge, om kristendom og islam har været rolig og velovervejet. Deres indbyrdes respekt og forståelse er rodfæstet. Mange år er gået siden de to første gang mødtes og talte om tro etik og eksistens. Deres ydre fremtoning har sendt signal til andre om at komme hinanden ved på tværs af tid, sted, religion og andre forskelligheder.esbjerg juni 2016 019

 

– historien her er selvoplevet, jeg havde en historie i eventyrregi om tre chauffører, derfor er den trivelige kvindelige chauffør smuttet med i historien her uden egentlig at have nogen rolle, men ideen med at skrive om de tre meget forskellige buschauffører sad så fast klistret sammen med mine hjerneceller, at jeg var nødt til at bruge noget af den til øve-opgaven her om fortællepositioner.

de tre c-er udkommer nok senere på bloggen som en ny monstermostermille historie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer

Min aftentur med Carsten Jensen.

carsten jensen

Min aftentur med Carsten Jensen.

 

April 2010 er jeg en glad og aktiv pensionist. Information kommer hver morgen kl.5 med et avisbud. Det er aldrig før lykkedes mig at afsætte tid i min dagligdag til avislæsning, så jeg bruger en times tid på den gode avis hver morgen. Min foretrukne journalist udover min egen datter er så afgjort Georg Metz. Hans intermetzoer er altid veloplagte og hudfletter alt og alle, jeg elsker hans vid.

 

Udlandsstoffet skal også skimmes, men egentlig gider jeg ikke læse om krigen i Afghanistan. Fatter ikke hvorfor vi skal sende soldater til den region. De mest afstandtagende artikler skrives af en for mig ukendt mand, der hedder Carsten Jensen. Det er sjældent jeg læser de triste artikler til ende.

 

Min søns hund skal passes og der er etableret en møbleret lejlighed i overetagen, i hans hus, hvor det første hold lejere skal ankomme. Jeg sætter tulipaner på bordet og kaffen parat, for kl.16 kommer de. Da jeg åbner et vindue til gaden står en sortkrøllet arabisk udseende fyr lige foran mig. Lidt længere henne ad gaden holder en gul  presset citron, som vi kaldte dem i 70-erne. De to unge mænd er fra Bornholms Teatertrup og det er de to, der skal bo hos os i en uge.

 

Bornholms Teatertrup har forestilling i nok den ældste gymnastiksal, der overhovedet findes i byen. Forestillingen hedder ”En dag i Hellman” og er skrevet af Carsten Jensen. Dengang var jeg ikke fortrolig med google, så det varer lidt inden det går op for mig at Jensen og Jensen er en og samme person.

 

Efteråret 2015 er der en helsidesannonce i Information. Carsten Jensen er på Danmarkstourne for at tale om sin nye bog. ”Den første sten”. Ganske vist gider jeg stadigvæk absolut ikke læse om krig og rædsler og i øvrigt mener jeg ikke, at en dansk journalist, der er på stedet i et par uger på nogen måde kan indsamle tilstrækkelig viden til at kunne skrive om krigen. Så tror jeg mere at Anne Katrine Riebnetsky, der har været i Hellman i længere tid kan give mig en bogoplevelse.

 

Men så griber skæbnen ind, for jeg glemmer at afmelde ”Den første sten” i bogklubben, så nu ligger den der og har kostet et par hundrede eller tre og tigger om at blive læst. Jeg læser og læser, brokker mig i skriveskoleregi over den, for hvornår fanden begynder den at fange mig ind. Det sker ikke før jeg er næsten 300 sider inde i murstensromanen, for nu er jeg blevet stædig.

 

Datoen for Carsten Jensens besøg i Esbjerg er fastsat, men da jeg skal købe billetter viser det sig, at det er på ”Fiskeri og søfartsmuseet” det foregår og at annoncen i øvrigt var forkert, for foreningen har bestilt Carsten Jensen til at tale om ”Vi de druknede”. Heldigvis har biblioteket en lydbogsudgave, for nå at læse en “mursten” mere så kort tid inden foredraget kan jeg under ingen omstændigheder nå. Og da slet ikke af den irriterende langsommelige skribent, der hedder Carsten Jensen og tror han er en god forfatter bare fordi, der er så mange der køber hans bøger.

 

På fiskeri- og søfartsmuseet er det rummelige cafeteria fyldt til randen. En lille spinkel mørklødet mand med sydlandsk udseende kommer ind. ”Hvor er han lille” siger min ledsager. Han er ikke ret meget højere end os to kvinder på halvanden meter. Teknikken driller og ingen ansatte på museet er til stede, det er kun støtteforeningsmedlemmer og AOF`s leder. Men den lille mand taler bare rummet op. Han har først for et par dage siden fået at vide, at annoncen var en fejl, men det klarer han med en forførerisk charmerende og inspirerende fremtoning.

Manden fortæller om sin far, der er absolut antiintellektuel. Faderen har som fisker absolut intet tilovers for et menneske, der ikke arbejder med sine hænder. Som tilhører er jeg fanget ind fra første sætning. Fem år har det taget ham at skrive hver af sine to romaner, og researchen er forbilledlig. Bragende bifald, masser af dedikationer. Carsten Jensen lover os at komme igen og fortælle om ”Den første sten”, fordi så mange af os har læst den på forhånd.

 

Det gjorde Carsten Jensen så 30.august 2016 og jeg glædede mig som et lille barn til at få læsesæsonen startet op med et forrygende forfatterforedrag. Henover vinteren har jeg hørt mange bl.a. Flemming Jensen, som på trods af sin humoristiske fremtoning og sit skuespiltalent slet ikke kom op på niveau med Carsten Jensen.

 

Carsten Jensen fortæller om sine personer og sin research i Afghanistan, så jeg tror ham og beundrer mandens grundige gedigne facon. ”Den første sten” er tilegnet en spinkel lyshudet 12-årig med tics. Drengen var snigskytte for Taleban. Carsten Jensen forklarer også forskellen på kritisk journalistik og skrivning af fiktion. Den kritiske journalistik stiller spørgsmål til politikere og andre magthavere. Kritiserer dem. Fiktionen stiller spørgsmål til læseren.

 

På vej ud af salen får jeg et fint billede af ”The Man” med sin blomstrede hawaiskjorte og sin brune gammeldags mappe med bøger. Vi er tilfældigvis de sidste to, der forlader det nu hermetisk lukkede ubemandede bibliotek.

 

Der står jeg så alene i mørket overfor en mand, jeg intet havde til overs for i 2015 og nu er han mit idol. Det fortæller jeg ham, han takker og spørger høfligt om vejen til banegården, som ligger lige på den rute jeg også skal gå for at komme hjem.

 

Som Dorte skrev til mig på facebook, så har han sikkert grinet indvendig af den gamle kone, der blev omvendt af mandlig charme og udstråling. Men trods alt var det en oplevelse jeg ikke ville være foruden.

 

-billeddokumentationen af mødet med den lille mand i den blomstrede skjorte satte sig fast i mit fotoapparats indbyggede hukommelse, og jeg kan ikke finde overførselsledningen, så I må tro mig på mine skrevne ord.