så er det (h)jul igen

Hjælp, julen forsvinder!

-Knuuuuth, Knuuuu….th, sover du?

-ikke mere, men hva`sker der Emmi?

-jeg kan mærke på min gigt, at det er november med tåge, kulde og regn?

-nåh, men så bliver vi bare her i det lune hø!

-tjah..der er sikkert heller ingen børn, der tror vi er rigtig levende væsener.

-kom og put dig ind til mig Emmi

-naaj nu er jeg altså helt vågen og har lyst til at drille nogen

-det er slut med skorstensakrobatik

-jamen hvad med en lille tur i kanen, ligesom dengang vi var unge og nyforelskede?

Knuth og Emmi tumler lidt rundt i høet. Finder huer og træsko frem og ryster sig som et par hundehvalpe. De lister ned fra loftet og rundt i huset. Alle værelser er tomme. Køkkenet dufter ikke af hverken grisetæer eller kanel.

-hvor tror du menneskene er Emmi?

-på arbejde, i skole, i børnehave de gider ikke lave noget i deres egne huse.

-betyder det så at jeg ikke får min morgengrød?

-jeg kan prøve om jeg kan koge mælk og ris uden ild.

-det er vist umuligt, det er underligt med et køkken uden komfur.

-de køber maden færdig og tager den med hjem i brune papirsposer

-nåh ligesom i de film, vi har set gennem sprækkerne i loftet

-ja eller også spiser de slet ikke noget

Nisseparret trisser slukørede rundt i huset. Den eneste der bemærker dem er hankatten Pussi. Han har levnet tørfoder i sin foderskål. Men ved siden af skålen ligger nogle knoglestumper.

-se Knuth ikke engang katten får noget at spise her i huset

-jeg gider altså ikke flytte, for vi har boet her så længe at jeg ikke tør

-jamen så må vi finde på noget

-sulten gør mig gnaven og jul bliver det vist ikke i år

Udenfor huset venter en overraskelse. I en lille lukket gård stavrer et par forfrosne høns rundt og prøver at finde korn. Der ligger også et lille hus. Knuth åbner forsigtigt den knirkende dør, men tør ikke gå derind. I et hjørne ligger et underligt dyr halvt gris halvt pindsvin.

-Emmi hvad er det?

-nåh det er bare et asiatisk hængebugsvin, dem har jeg læst om i en gammel bog

-er det en slags gris med strithår?

1.del 1979 tegn – 376 ord

2.del:

Knuth og Emmi lister sig nærmere til den sovende gris. Den løfter dovent hovedet og plirrer med sine små griseøjne. Nisserne kikker indforstået på hinanden.

-ka`du huske?

-ja Knuth og nu skal bæstet give os julen tilbage

-hvordan Emmi?

Emmi piler ind i et lille værkstedsskur. Kravler op på høvlbænken og rækker op efter en lang spids kniv.

-den ser lidt farlig ud!

-ka`du huske Ahmed, du ved ham fra Somalia, der stak høns med sin lommekniv?

-ja da, det var jo fordi blodet skulle løbe fra

-nemlig

-men vi kan ikke fange de forvirrede høns, der render rundt her

Emmi sender et sigende blik til den dovne gris, der stadigvæk ligger og plirrer med øjnene. Knuth forstår endelig, hvad nissekonen mener og henter en spand og en stor træslev fra køkkenet.

her kommer måske en opskrift på nissepis(Ravnkildes opskrift fra facebook sidste år) og blodpølse – men først rører nisserne 8-taller i blodet, så det ikke stivner. Blodpølse er et barndomsminde, jeg værdsætter meget højt, men desværre er de industrielt fremstillede blodpølser fra supermarkederne ikke så gode, som de hjemmelavede.

DSCN1151 (768x1024) (480x640)

men så lister jeg rundt om natten og retter lidt til. Venlig hilsen Knuth vanderHaven

Reklamer

1919

stobejernskomfur-til-anna

Varmen i august har været intens. Det slidsomme markarbejde har hærdet hændernes hud og gjort lemmerne stærke. Anna vågner og strækker sine ømme spinkle lemmer. Morgensolens stråler rammer brystet og kærtegner huden gennem særkens tynde stof. Brysternes spidser bliver hårde, kønnet bliver fugtigt.

 

Anna ligger helt stille og nyder sin opvågnen. Tankerne flyver sig en lang tur. Ud over Atlanterhavet, hvor de møder en sjæleven. Anna lukker sine øjne og forestiller sig, at hun er en fugl, der sammen med sin mage leder efter en smuk plads at bygge rede på. Væsenet ved siden af hende er manden fra plakaten hun så inde i Hobro.

 

Fantasien brydes brat af lillepigen, der kommer løbende på bare fødder.

”Anna, Anna, der er ingen vand i brønden.” hun rusker i kokkepigen og er ganske oprørt.

”….jeg skal nok komme, men vent lige lidt.”

Billederne svinder bort i den unge kvindes sind. Hverdagens ubønhørlige virkelighed med sultne karle og pirrelige koner sniger sig ind og knuser den smukke drøm.

 

Ude i gården er der panik. Brønden er ganske rigtigt løbet tør. De mange dage uden regn har ganske vist givet et høstvejr, men nu må de sende en hestevogn helt ned til fjorden for at hente et par tønder vand. I horisonten trækker tunge mørke skyer sammen. Hedebølgen er gudskelov på retur. Planter og mennesker visner hen af de høje temperaturer og manglen på det velsignede vand.

 

”Der er høstfest på Hedegården i næste uge.” den nye karl sender stjålne blikke til den smukke rødhårede Anna.

”Jeg tror ikke dem på Hedegården vil have hele sognet rendende.” Anna sender tankerne ti år tilbage til lille Meta. Hver gang Anna har fri til at gå til sit hjem på Vive hede går hun til kirkegården og lægger markblomster på den lille grav.

 

Alle karlene på gården vil gerne have en svingom med Anna. Hun er livlig og rytmisk og en fornøjelse at være i nærheden af. Karlene er parat til slagsmål for at blive den, der får lov til at følges med hende til høstfest. Inde på sit kammer har Anna et billede fra en avis hængende ved siden af ”Jesus i Getzemane have”, det forestiller en ung amerikansk mand, der er tovlig nok til at tro han kan flyve.

Teksten under billedet fra den ugegamle avis med datoen 14.august 1920 står med gotiske trykte bogstaver: ”Den 18-årige Charles Augustus Lindbergh med sit imponerende luftfartøj ”The Lone Eagle”. I denne flyvende maskine med det flotte navn:” Ensom ørn” drømmer den unge mand om at blive den første, der krydser Atlanterhavet ad luftvejen.

 

 

 

Anna 1914

damplokomotiv

1914

Annas røde hår lyser i forårssolen. Hun bøjer sig over gruekedlen og spænder musklerne i de hvide pigearme, vasketøjet er tungt, varmt og vanskeligt for den unge pige. En ræverød hårlok falder ud under det ternede tørklæde.

”Vor Gud han er så fast en borg… ” nynner Anna mens hun bakser med det genstridige linned.

Aprilsolen skinner på erantis og vintergæk. Anna hænger det tunge hørlærred op på den bladløse hæk. Her på Skovgården har hun været siden november, og har det godt. Hun tænker tilbage på sin første plads på Hedegården for bare fem år siden. Dengang savnede hun dem derhjemme, men nu ved hun, at hun altid har let ved at blive gode venner med de andre tjenestefolk. De nye steder, hvor hun har tjent, har givet hende troen på sig selv tilbage.

På søndag er det Maria Bebudelsesdag og præsten har fortalt, hvordan Maria den dag fik at vide, at hun var med barn. Maria levede for ca. 1914 år siden i et land langt mod syd. Anna kan sin katekismus og sine salmevers på fingrene. Hun får ros for sin flotte håndskrift, men allermest elsker Anna, når der er bal i forsamlingshuset.

Det er på søndag Anna skal konfirmeres i Vive kirke, måske kommer alle hendes rødhårede søskende vandrende fra de gårde, hvor de har pladser?. Anna har fire konfirmerede søskende. Hjemme hos Kresten går den ældste søster Margrethe, som har overtaget husmoderrollen siden moderen døde. Endnu går de to små derhjemme, men snart er det også deres tur til at komme ud på en gård og hjælpe til med forefaldende arbejde.

Inde i kammeret hænger kjolen, den er i fin sort hør, smukt pyntet med blanke kanter, som kaldes bisselæg. Anna smiler for sig selv og tænker på landevejsbisser. Anna kunne godt tænke sig at få en lysende hvid kjole, eller bare en cremefarvet, men det er kun de konfirmander, hvis forældre har råd, der kan tillade sig at afvige fra det mørke konfirmationsantræk. Bukser og jakke af vadmel til drengene og fodlang kjole af hør til pigerne.

Undervejs til kirken på søndag vil Anna lige se, om hun kan få et glimt af Hadsund-Peter. Siden hun som 9-årig så det brusende damplokomotiv komme frem over bakkerne har hun syntes, det var fantastisk, at kunne komme frem i landskabet trukket af en stor dampende stålhest. Åh….hvor ville hun gerne prøve en tur med vidunderet.

Annas bøn

 

Det er lørdag aften, dagen før konfirmationen i Vive kirke. Anna knæler foran sin seng og folder hænderne. Sådan kan hun huske mor gjorde, dengang hun levede.

 

-kære mor, du som måske er i himlen

-ja det er jeg og jeg holder øje med dig

-de er så svære de der salmevers vi skal kunne

-du er klog og du skal bare lære dig en linje ad gangen

– det tredje vers i ” Vor Gud han er så fast en borg..” er uhyggeligt

-det er bare nogen ord Luther har skrevet i 1529

-er de ord så gamle

– der er ingen, der tror på djævle mere

-synes somme tider manden her på Skovgården er en djævel

-han er lidt hård, men konen er sød

-sødere end hende på Hedegården

-det skal du glemme Anna, det var ikke din skyld at Meta døde

-far siger lige sådan, men jeg savner jer begge to

-må jeg høre dig sige tredje vers

 

Og myldred djævle frem på jord

Og os opsluge ville,

Vi frygter dog ej fare stor

De deres trusler spilde

Lad rase mørkets drot

Med løgn og mord og spot

Han har dog få`t sin dom

Da Krist til jorden kom

Et ord ham nu kan fælde

 

-det gik ganske godt Anna, nu skal du sove

-godnat mor og tak fordi du passer på mig og hjælper mig

 

Frie fugle

graffiti-smuktTil Claras godnatlæsning på Maui lørdag den 7.juli 2018, hvor jeg glædes usigeligt meget over, at min skrivemuse har det godt derovre i staten Hawaii, det er ligesom i eventyrene først gennemgås en masse svære ting og så kommer friheden og  en “prins” iført den smukkeste viklebatik.

kære læsere
sidste afsnit kommer efter en stiplet linje ca. 2000 ord nede i historien – til de mange, der har læst min historie om punkerungdom i 80-erne vil jeg blot sige tak for de mange gode kommentarer. Det har været et dejligt og motiverende skriveforløb i Den ny Skriveskole. Jeg har skrevet historien om og ændret en del. Hvis man kan huske handlingen kan man bare scrolle ned til den sidste del.

historien er ikke faktuel men bygger på spredte episoder, jeg ikke selv har oplevet men er inspireret af episoder jeg har fået fortalt mine døtre på det tidspunkt var involveret i.

 

 

Lyset strømmer ud over avisernes overskrifter. En gruppe teen-agere med spraydåser i rygsækkene og cigaretter i lommerne står i en klynge lidt udenfor lyskeglen. En politibil kører langsomt forbi dem, hvor de står. Shelltanken i rundkørslen er kun sparsomt oplyst. Den hvide bil med de store blå bogstaver på siden er tydelig i tusmørket.

-Der kommer reklamebilen!

-Hurtigt, så er det nu.

-Jeg tager tjansen som lokkedue!

En lyshåret pige i konfirmationsalderen forlader gruppen og cykler ud i rundkørslen. Hun drejer til højre ad Vardevej. Politibilen stopper hende. Betjentene stiger ud af bilen. I gruppen ved tankstationen har de andre unge fundet spraydåserne med den sorte maling frem.

Ditte modtager roligt betjentens formaning om det farlige i at køre på cykel uden lys. Politibilen fortsætter ude ad Vardevej. Ditte sætter sig på cyklen igen. Bilen laver en u-vending og nu er de to betjente ikke nær så venlige og formanende.

-Hvad tænker du på?

-Var det ikke bedre i fangede fartbilister end uskyldige børn?

-Dine forældre bliver kede af dette her.

-De er vist ret ligeglade med mig.

-Ja, ja, men vi bliver nødt til at indskærpe dig, at det er ulovligt, det du gør. Dine forældre får nu to bøder.

 

Tilbage ved Shell mødes gruppen igen. De har opfyldt deres mission: at pynte den gule muslingeskal med sort spraymaling. S er blevet til et sort barn efterfulgt af ”hell”. Shell handler med Sydafrika, hvor Nelson Mandela sidder fængslet på 16.år. Michael Strunge har begået selvmord. Grønjakkerne bekringer punkerne. Et nyt ord har fundet vej til det danske sprog. Perker.

 

Citat:

Jeg savner en jeg holder af, men jeg kan ikke huske hvem det er. Kun udenfor mig er verden og jeg er udenfor verden med et sort hul indeni, der suger alt og holder sammen på mig. Michael Strunge 1986

 

Ditte er blevet kæreste med Roar fra gruppe. De har hovedroller i børne- og ungdomsteatrets sommerspil. Roar er Robin Hood og Ditte er lady Mariam. Hele foråret har de hjulpet hinanden med at øve på rollerne og har hængt ud med de andre unge aktivister. Skolen har ikke orden i sine protokoller, så de pjækker i fred og ro fra den.

 

Roar maler og sprayer flotte farvestrålende spraymalerier på tomme husgavle. De er så gode, at nogen af firmaerne på havnen betaler ham for at gøre det. Han maler som en rigtig professionel og hans tegninger er populære, når han af og til står i Kongensgade og sælger dem. Sommerferien og især den tyske industriferie i august sender mange tyske turister på gaderne i Esbjerg.

 

Hele sommeren har Ditte og Roar sammen med en del andre unge fået tilladelse til at bo i telte på Vognsbølparkens område, så er de tæt på det sted, hvor forestillingen Robin Hood i Sherwoodskoven skal vises.

 

Premieren nærmer sig og Ditte syr kostumer på sin mors symaskine.

 

-Mor, må jeg låne den nye symaskine?

 

Bodil nikker og pakker sin taske mens hun siger:

 

-den er helt ny, og du må love mig at passe på med, hvad du putter under trykfoden

 

-ja,ja det skal jeg nok

 

Ditte knokler ufortrødent løs med den meget flotte Robin Hood dragt af skind, plastic og sågar pels. Motoren i maskinen føles varm, men det ænser Ditte ikke.

 

Alle de børn, der melder sig til sommerspil skal have roller. Derfor er det nødvendigt at lave masser af fælles optrin med mange børn på scenen. Alle skal føle de er gode. Ditte har gået til jazzgymnastik på et ungdomshold, der lavede opvisninger i butikscentre. Hun laver koreografi på små optrin, så det hele får et professionelt præg.

 

Ditte elsker udklædning. Fastelavn er en højtid på linje med jul i den lille faderløse familie. Robins kostume er i brune og rødlige farver. Maryams er hvidt og sølv. Ditte har kreeret en lille solodans til sig selv. Den hvide strikkede skøjtedragt skal forsynes med to hvide fjerboaer, der skal vifte som vinger, mens hun danser i en sort oliepøl.

 

Den helt nye røde symaskine er en model Lily og skæppeskøn at sy på. Lige da den sidste fjerboa kommer ind under trykfoden stopper maskinen med at trække frem. Men kostumerne er færdige, boaerne kan fæstnes med sikkerhedsnåle.

 

Forelskelsen i Roar og den forestående premiere fylder den unge piges sind til randen. Brevene fra politistationen dumper ind ad brevsprækken. Ditte lægger dem i sin rygsæk. Mor skal lige have fred, når hun komme hjem. Ditte forstår inderst inde godt, hvis det bliver for meget for hendes mor.

 

Da Bodil kommer hjem fra en hård dag i børnehaven, skinner lejligheden af renlighed. Komfuret er blankpoleret med en kobberbørste, så kogepladerne fremtræder flot på den hvide emaljebaggrund. I stuen er der pyntet op med stearinlys og fint malet porcelæn fra genbrugsbutikken i Englandsgade. To flasker god rødvin er trukket op, så de kan ilte. I ovnen står en helstegt kylling med citron, dild og champignon. Dertil vil Ditte og Roar servere små nye kartofler med et lille drys persille.

 

Bodil spiser af den skønne mad og drikker adskillige glas rødvin. Hun læner sig tilbage i sofaen og nyder, at hendes egne børn er så gode til at klare sig selv. Elsker egentlig sit arbejde, men har svært ved at få pengene til at slå til.

 

-Smagte kyllingen godt?

-Vidunderligt!

 

Roar sætter sig overfor sin svigermor in spe i sofagruppen.

 

-Vi cyklede til Darum og købte den i en gårdbutik

-Men var den ikke dyr?

-Jeg har solgt et maleri til Mærsks kontor på havnen.

-Godt gået, men pas nu på med at få bøder for graffiti.

-Jeg skal nok passe på, så vi kan få bøffer og ikke bøder.

 

Ditte kommer fra køkkenet med kaffe og likør på en bakke. Bodil har fået adskillige glas rødvin og er allerede ret omtåget. Alkohol er ofte en trøst i hverdagen for hende.

 

-Nogen af dem fra teatret er medlem af en gruppe, de kalder ”Next Stop”

-Ja..mumler Bodil – går køerne stadigvæk inde i stalder, derude hos Madsen i Darum?

-Mor! Vi vil altså gerne være med i den gruppe.

-Sikke noget svineri, at bønderne ikke fik besked om at holde køerne inde i stalden før fire dage efter udslippet i Tjernobyl

Bodil deltager i samtalen på trods af sin lidt beduggede tilstand og er meget medgørlig.

-Må jeg godt melde mig ind i gruppen, jeg skal nok selv tjene penge til rejsen?

-Frygteligt at det kan gå så galt!

–må jeg?

-hva`må du?

-melde mig til ”Next Stop”?

-du plejer ikke at spørge om, hvad du må!

-jamen jeg skal bruge din underskrift, fordi jeg kun er 15.

-hvis I rejser som gruppe, er der vel voksne deltagere med?

Ditte har et A4 ark klar med en stiplet linie.

 

-du skal bare skrive under her!

-ok så…kan der vel ikke ske noget ved det.

-tak, du er alle tiders mor

-nå,nå men jeg er træt, forbereder mig først i morgen tidlig.

 

Bodil vakler i seng. Ditte og Roar rydder fint op og cykler ned i parken til de andre. Teltene står som en lille indianerlandsby med tipier omkring det store runde cirkustelt, hvor forestillingen snart er færdig til at vise for et publikum. I morgen er dagen for generalprøve. Vuggestuer og dagplejemøde er inviteret til gratis forpremiere om formiddagen. Selve premieren for betalende tilskuere er om aftenen.

 

Næste morgen står Bodil som sædvanlig op med hønsene i naboens have. Tømmermændene udebliver heldigvis. Dagens gøremål bliver noteret i prioriteret rækkefølge på huskeblokken samtidig med at den første kop kaffe sætter gang i tankerne.

 

Undervejs på arbejde husker Bodil sig selv på, at hun skal have lavet de sidste detaljer på det jakkesæt hun skal sy ind for Skræddergården i Englandsgade. Det har hun ikke fået noteret, men det nås nok, der er rester af kylling fra i går og desuden har hun fri kl.15 og kan sagtens nå både syningen og premieren i teltet kl.19.

 

I børnehaven synger de ”Lille sky gik morgentur…” og Bodil kommer i tanke om Next Stop. Sagde hun egentlig ja til de unge? I personalestuen går bølgerne højt. De diskuterer ulykken på det russiske atomkraftværk i Tjernobyl. Det er tre måneder siden og de danske landmænd har stadigvæk deres køer på stald af frygt for reaktivt nedfald. Aviserne melder om en sky på vej mod Nordkap.

 

Bodil er på vej til premiere i Gryden, hele hendes aftenhold i syning har købt billetter. De vil alle sammen gerne støtte det frivillige korps, der giver børn og unge mulighed for en spændende sommerferie uden dyre aktiviteter og masser af udgifter for forældrene. Vi er trods alt i det årti, som dronningen i en nytårstale udnævnte til fattig-firsere.

 

Forestillingen er en absolut succes. Alt er udsolgt også til de par ekstraforestillinger, det er lykkedes at samle de medvirkende til, inden sommerspillene slutter for 1986.

 

Sensommersolen skinner på Roars lilla hanekam og Dittes skaldede isse. De vil vise for deres omgivelser, at de er punkere.

 

 

-i dag er en ganske særlig dag.

-hvoffor det

-vi har været kæreste ri 66 dage og 3 minutter

-så længe?

-jeg skrev i min dagbog, da du kyssede mig første gang!

-var det, da vi øvede os på replikkerne?

-nemlig!

 

Ditte er meldt ind på en efterskole med musik og sport som hovedfag. Roar har gået i 1. HF klasse i et år. Han har pjækket og fået diverse advarsler, så han har ikke tænkt sig at fortsætte. Der er for meget læsning og for lidt aktion.

 

-fiskemelsfabrikken har spurgt om jeg vil dekorere deres gavl.

-fedt nok, hvad vil de give dig.

-500 kr. og for det beløb kan vi købe billetter til København

-hvad skal vi derovre?

 

Ditte tænker ved sig selv, at her bliver det svært at narre Bodil. Desuden er Dittes far involveret i efterskolen, der ligger tæt på, hvor han arbejder og bor sammen med sin nye kone. Hvordan skal hun klare det? Politibøden dukker op i erindringen, den har hun totalt glemt.

 

-i København skal vi først og fremmest finde det rigtige punkermiljø, os herovre i det vestlige Danmark er totalt bagefter.

-hvordan bagefter?

-derovre er der mange flere, der tænker som os. Desuden bliver vi fri for ”de gamle”.

 

Roar har voksenfobi. Forældre er pr. definition småborgerlige og snobbede.

 

-det eneste min mor og far kan blive enige om er, at jeg skal på efterskole.

-kan du ikke kontakte børnerådgivningen og sige, at din mor drikker og at din far ikke vil have noget med dig at gøre.

 

Mens Ditte og Roar planlægger at stikke af til København er Bodil så småt begyndt at tænke på den nye arbejdssæson. Aftenskolen melder fuldt hus til hele tre hold i kjolesyning. I den uåbnede post finder hun et brev fra Esbjerg Politi. Hun cykler omgående op på politistationen, medbringende brevet.

 

-jeg har modtaget dette brev.

-kørsel på cykel uden lygter efter mørkets frembrud.

-ja men det kan ikke passe, min datter har en helt ny dynamolygte monteret på sin cykel.

-bøderne er forfaldne til betaling for en uge siden, så nu er der renter på.

-det her er det første brev, jeg har modtaget.

-vi har afsendt tre.

-jamen så må postvæsenet ha`lavet fejl.

-beklager lille frue, det kan vi ikke tage højde for.

 

Ditte er bemærkelsesværdigt tavs, da hun og Bodil mødes på Cafè Rita i Torvegade. Hjemme har Ditte omhyggeligt ryddet op efter sig selv omkring symaskinen og har ganske glemt, hvordan motoren lød, da svanedunsboaen kom under trykfoden.

 

-hvordan kan det være, at du har fået bøde for at køre på cykel uden lys?

-det ved jeg virkelig ikke, måske var det i sommer, da vi sprayede negerbørn på shell i rundkørslen.

-de opdagede vel ikke, hvad I havde gang i?

-nej, nej vi ved godt det er hærværk i deres ordbog.

 

Det bliver sent inden Bodil kommer hjem. Så sent at hun ikke sætter sig ved symaskinen, Den næste morgen er der heller ikke tid til overs til syning. Morgenerne bruger Bodil til at planlægge alt, hvad hun skal i dagens løb. Indkøbssedler, huskesedler til møder, læsning af referater og planlægning af undervisning. Morgenerne er dagens bedste tid. Aftenerne bliver sene og omtågede af rødvinens virkning.

———————————————————————–

 

Ditte og Roar har i smug pakket hver en rygsæk. De har pakket som til en interrail. Skiftetøj til et par dage. Nødvendigt undertøj og praktisk tøj i øvrigt. Alt hvad de har tjent i sommerens løb bliver omhyggeligt talt op og lagt i en bæltepung.

 

Hvordan de skal klare sig i København, har de ikke planlagt. De har købt enkeltbilletter og Roar har en aftale med en bekendt i staden. Adressen er Ryesgade 58. Det koster ikke noget i husleje, så det er helt perfekt for de to unge elskende.

 

Den samme eftermiddag som billetterne til København benyttes, sætter Bodil sig ved sin nye symaskine. Den er betalt og hun glæder sig til den helt nye maskine med zigzag funktion, så hun ikke behøver at lave vendte sømme på alt, hvad hun syr.

 

Maskinen har lys i pæren ved trykfoden, men trækker ikke frem. Spoleanordningen sidder foran på maskinen og ikke i bunden, som på de andre husquarnamodeller hun har haft. Resolut ringer hun butikken op.

 

-Syeksperten, hvad kan vi hjælpe med

-den maskine jeg købte hos jer for et par uger siden, kan jeg ikke få til at sy.

-har De tændt på kontakten, foran på maskinen

-ja der er lys, så elektriciteten er i orden

-vi har fået en del reklamationer på den model

-jeg har overhovedet ikke brugt den

-De må komme ind med den i morgen, så skal vi se, hvad vi kan gøre

-jeg kan ikke transportere den på cykel

-jamen så henter vi den, hvornår er De hjemme?

 

Bodil har på fornemmelsen, at Ditte har syet Robin Hood dragt og Svanedunsvinger uden hensyntagen til motoren. Men det har hun ikke tænkt sig at sige til dem i forretningen. Vreden over politibøden forstærker hendes irritation over, at hun nu også skal bøvle med at lyve i forretningen om brugen af maskinen. Men en ny regning vil tage hele overskuddet af den første måneds aftenskolearbejde. Nød lærer fattig kvinde at lyve.

 

>Toget til Østerport afgår fra spor 2<

 

Højtaleranlægget på Esbjerg Station lyder klart ud over de tre øde spor. Ditte og Roar tager rygsækkene på nakken og hinanden i hånden. Nu begynder det frie liv.

 

Fem timer senere har de to unge fundet Ryesgade 58. Det viser sig at være et gammelt hus, som har været beboet af besættere i et par år. De bliver modtaget af de øvrige beboere med en kort information om, hvordan man skal opføre sig i huset.

 

-vi bliver nødt til at finde en telefon og ringe hjem.

-ikke tale om, så kommer de bare og henter os.

-nej det har min mor slet ikke råd til.

-jamen så ring da til moa…r, hvis det ikke kan være anderledes.

 

Ditte er beklemt ved situationen, men får kontakt med sin mor. Hun fortæller ikke hvor de bor, men at de begge to har det godt.

21.september forlader besætterne  Ryesgade 58 om natten inden politiet kommer, for at sætte dem ud med magt.

Bodil sidder hjemme i Esbjerg og følger med i nyhederne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1900

Anna

En smuk forårsnat kommer endnu et lille rødhåret barn til verden hos skovhuggeren i Rold Skov. Børn er ingen mangelvare i familien. De er forældrenes forsikring for fremtiden. De overlevende børn i familien Jensen er robuste og livskraftige, men det er mor Mariane ikke. Den frygtede svindsot hærger hendes magre krop. Det er sjette fødsel på bare otte år. Mariane er lige fyldt 30.

Den ældste pige i flokken kikker nysgerrigt på den lille ny.

”Hvad skal hun hedde?”

”Det bestemmer du Margrethe.”

”Så synes jeg hun skal hedde Anna, det er nemt, når jeg skal kalde på hende”

Thorvald på fem år kikker ned i vuggen.

”Den nye dukke har et kødhoved!”

De slappe bryster giver ingen næring til den lille nyfødte pige. Hun skriger ikke ligger bare helt stille og gisper. Mariane er udmattet og har blødt alt for meget under fødslen.

”Margrethe… gå ud og malk koen, så hun kan få lidt mælk.”

Den otteårige Margrethe stavrer ud i nattekulden med en lygte.. Hun falder i regnen og blæsten. Lyset går ud, men far Kresten har set det og går ud og henter hende. Margrethe klynker ikke selv om hun har fået en hudafskrabning på det ene knæ. De mindre søskende trøster hende, puster på såret og klapper hende på skulderen. Far Kresten klaprer ud til stalden i sine halvtræsko og malker lidt mælk ud til det nye barn. Resten af familien har fået fedtebrød. Det er forår og maden er knap. Vinterens forråd er for længst sluppet op. Familien sulter ikke, men overlever kun med nød og næppe.

Da solen står op har hele den lille familie sovet trygt og roligt. De er vant til forholdene og tager fortrøstningsfulde fat på dagens opgaver. Kresten drager til skovs, han skal fælde afmærkede træer i den anden ende af skoven og kommer ikke tilbage før det igen er blevet nat. Det er den 30. marts 1900. De fem børn gør, hvad de kan for at hjælpe. Margrethe leder og fordeler arbejdet. Thorvald henter brænde i sin specielle pilekurv, som han slæber efter sig, mens han leger ”Hyp alle mine heste!”. Signe på syv ryster sengeklæderne for støv og utøj. Hun bærer gryderne fra komfuret ud til vandposten i gården. De tre små trisser rundt og fejer gulv, tømmer natpotte, fodrer høns, samler æg ind. Alle har deres faste små opgaver, som de hjælpes ad med at give videre til den næste i søskenderækken, når de bliver gamle nok til at klare det. Kirstine på tre år er allerede ferm til at kravle op på en skammel og flytte ringene i det store sorte komfur, så hullet passer til gryden, som Signe har vasket af i koldt vand Hun har strenge ordrer fra sin mor og sin storesøster om ikke at kravle op og ordne komfuret, når der er ild, men når der kun lige ligger et par gløder fra natten er et i orden. Signe kommer ind med de rene gryder og sætter på komfuret.

”Skal jeg hente vandet?” Thorvald har træsko og vanter på og elsker sin søster Signe højt. Han vil gerne gøre, hvad han kan for hende. Han er familiens mandlige overhoved, når far er på skovarbejde.

Lille Anna vågner og får et rent stykke linned at ligge på. Det har Mariane i god tid vasket og tørret, så de første døgn med den nyfødte ikke betyder for mange ture ud i det kolde forår.

”Der er et par saltsild tilbage i tønden” Margrethe og Mariane taler stille sammen. Selv om maden er knap bevarer den lille familie omsorgen for hinanden. Det stræbsomme liv og de hårde betingelser knytter dem kun tættere sammen.

Anna 0-9 år

Den lille pige med det røde hår begyndte snart at skrige, når hun var sulten, og det var hun tit. Komælken gjorde sin virkning, hun blev stor og tyk meget hurtigt. Vaks var hun og fik sig snart vendt rundt og kravlede væk fra de andres vagtsomme blikke.

De var nødt til at binde hende fast til en sengestolpe, det var for farligt for hende at kravle rundt på det sandede stengulv, hvor det glohede komfur var lige et par meter væk. Et barn født i foråret bliver et stærkt barn, sagde de gamle. Anna blev stærk.

Næste forår tumlede hun rundt med hønsene i gården, hjalp med at hente vand og var meget glad for storebror Thorvald. Mariane fødte regelmæssigt de næste par som oftest i foråret. Børnene overlevede ikke hver gang, men hun stred en sej kamp med dødsenglen og overlevede trodsigt. I foråret 1909 gik det galt. Døden hentede barmhjertigt den forslidte tuberkuløse kvinde. De ni børn det var blevet til måtte nu klare sig som de bedst kunne.

Margrethe overtog som den naturligste ting i verden pligterne som familiens kvindelige overhoved. Thorvald var manden i huset, når Kresten var på skovarbejde. De der var gamle nok til det kom ud at tjene. Anna var ni år og et par måneder, da konen på Hedegården fæstede hende som lillepige. Else, der var den rige men blodfattige kone på den rige gård, havde født for et par måneder siden. Elses barn, som kaldtes Meta, skrantede og græd hele tiden, men det var Anna vant til fra sine egne små søskende. Anna skulle gå til hånde i køkkenet, hvor Signe kokkepige regerede. Desuden skulle hun være barnepige for lille Meta.

Skolegang var det indtil videre ikke blevet til i ret mange dage. Anna var kvik og havde det sidste års tid gået i en forskole inde i Vive. Her havde hun lært at skrive flotte slyngede bogstaver i luften og på en tavle. Flere årgange gik i klasse sammen og lærte at sige bogstaver i kor og gentage små sætninger, som læreren skrev på den sorte tavle. Anna lærte sig på ganske kort tid at genkende bogstaverne og sætte deres lyde sammen.

Pigerne lærte også at strikke. Anna havde ferme fingre, men de drilske spidse pinde og det kludrede garn ville ikke altid lystre. Maskerne løb fra hende, men så strikkede hun bare videre og håbede på det ikke kunne ses.

Anna 10 år

”Det var en lørdag aften, jeg sad og ventede….” nynner jeg og kan ikke huske de rigtige ord, men skidt med det, melodien er så dejlig. Det er kedeligt at feje og hente vand fra vandposten ude i gården, men Signe kokkepige har det hårdt, så jeg er nødt til at hjælpe hende. Det vil jeg også gerne, for hun er en stadspige, rigtig sådan en, der er god at arbejde sammen med. Signe er sød, hun snakker med mig om alt muligt, men jeg vil meget hellere i skole, for det er så sjovt at skrive de fine slyngede bogstaver på den sorte tavle.

”Anna, har du ikke fødselsdag her i marts?” Signe sætter en gryde på det sorte komfur og roder op i gløderne under den.

”Jo… det er et par dage efter hende der Alexandrine.”

”Nå… dronningen?”

”Ja men jeg er ikke helt sikker på, hvor mange dage det har været marts?”

”Det har det været i 27 dage, så du bliver 10 år om tre dage!”

”Tror du så jeg må komme hjem på besøg hos far og de andre?”

”Det skal du ikke regne med, hvis madmor har ondt i sit ben igen, skal du hjælpe med den lille ny”

”Åh.. nej, hun skriger og skriger, det er lige meget, hvad jeg gør.”

”Hun har sikkert ondt i maven, madmor har ikke mælk nok i brysterne”

”Jamen kan vi så ikke give hende mælk fra den ko, der lige har fået kalv?”

”Vi giver hende lidt kamillete med en ske, så får vi lidt ro.”

I dag er en dejlig dag, for mit arbejde er at hente avis og sukker hos købmanden i Vive. Der er lang vej men måske kan jeg få et glimt af Hadsund-Peter. Karlene snakkede om ham i går aftes. Lokomotivet, der spytter røg ud af en skorsten, og trækker vogne efter sig op over bakkerne. Et teknisk vidunder siger Sigurd.

”Anna du skal have Meta med til Vive”

”Jamen hun er så tung, og der er langt”

”Vi laver en slæde af et bræt og nogle gamle forklæder, så kan du trække hende bagefter dig.”

”Så når jeg ikke at se Hadsund-Peter, for han kommer før middag”

”Du tror da vel ikke, det passer at vogne kan køre uden heste?”

”Jo, for det siger Sigurd, og ham kan du da godt lide”

Signe rødmer og binder forklædebåndene fast om mit liv, så jeg kan slæbe lille Meta efter mig.

”Skynd dig nu, for jeg vil gerne vide om det der med vogne, der kører på skinner af sig selv passer.”

Meta får kamilleteen og lægger sig til at sove på ”slæden”. Jeg går så rask til, som jeg kan med ”slæden” ud over markerne. Solen skinner, markerne er lysegrønne af spirer, det er forår og jeg har fået lov at gøre det jeg helst vil, nemlig at gå til købmand, så møder jeg andre mennesker end dem, der arbejder på Hedegården. I går hørte jeg en af karlene sang en lystig vise, hvordan var det nu den var? Noget med en dreng, der så gerne ville ud i verden?

”Ole sad på en knold og sang tralalalala – lalalalala – får og beder omkring ham sprang – tralalalala- lalala…”

Melodien er nem og ordene kunne Sigurd nok bare ikke huske, men det er også sjovt bare at synge tralalalala… solen står ikke så højt endnu, måske er jeg heldig og få et glimt af Hadsund-Peter? Bare nu lille Meta bliver ved med at sove…

————————————————————————————————–

Elses sjette barn, den tre måneder gamle Meta, er et skravl. Else har ikke mere kraft i sig, hendes kirtler er tørret ud, hun kan knap nok holde sig på benene til de daglige gøremål Det hårde arbejde på gården og de hyppige graviditeter og børnefødsler har sat sine spor i form af åreknuder i benene og tuberkler i lungerne. Tyendet hjælper hende, så godt de nu kan, men den før så kraftige livsglade bondekone sygner hen.

I køkkenet går tingene sin vante gang. Else har ikke deltaget i køkkenarbejdet siden Signe fik plads som kokkepige på Hedegården. Den sidst tilkomne arbejdskraft er en lille ilter rødhåret pige. Moderen døde i barselsseng sidste forår og Anna arbejder nu på gården, hvor hun skal hjælpe til med alt forefaldende arbejde.

Else er glad for, at Anna kender til pasning af spædbørn. Meta skriger og skriger, taber i vægt og Elses bryster er som tomme hudlommer. Mælken vil ikke løbe til, for konen har ikke engang næringsstoffer nok i kroppen til sig selv, og slet ikke til mælkeproduktion. Om natten sover Meta i vuggen ved siden af ægtesengen.

I dag skal Anna gå til købmanden i Vive, så kan Else få lidt fred, mens Meta passes.  Men Else kan ikke falde til ro, hendes fysiske kræfter svinder, hovedet fyldes med forestillinger om manden med leen, der vil høste hende og hendes børn. Vanviddet står at læse i øjnene på den unge kone.

Da dagen går på hæld er Anna kommet tilbage fra Vive. Den lille har sovet i lang tid, meget lang tid. Anna og Signe har travlt med maden til folkene på gården. Rugbrød skal skæres, sild skal hentes i tønden med salt, fedt skal hældes i små lerskåle. Anna skal passe gryden på det store sorte komfur, det er et held at Meta stadigvæk sover, for ganske vist er Anna dygtig, men røre med den store træske kræver begge hænder for en tiårig.

Det bliver den roligste nat siden lille Meta kom til verden. Else og barnet ligger side om side, da Signe næste morgen kommer ind til dem. Manden på gården har for flere timer siden forladt ægtesengen for at røgte. Anna er i sving med at sætte mælk op til tykmælk, for det bliver varmt i dag. I morgen bliver hun 10 år.

Signe rækker ned i vuggen efter barnet, men fornemmer at noget er galt. Hendes morgenglæde forsvinder på et splitsekund. Meta er bleg og kold. Else tumler besværet og søvndrukken ud over sengekanten. Signe er som forstenet.

De to kvinders reaktioner er vidt forskellige. Signe står stille mens tårerne drypper ned i vuggen. Else går fra søvnens favntag til hysteri. Hendes vanvittige skrigeri giver genlyd i hele den firlængede gård.

Sigurd er tættest på stuehuset og kommer som den første ind i sovekammeret. Ægtemanden kommer også og de to mænd holder den skrigende kone fast, indtil hun falder sammen af udmattelse. Signe tager det døde barn op af vuggen og svøber hende i et tæppe. De andre børn skal ikke se deres døde lillesøster.

Sigurd spænder hesten for jumpen og kører efter præsten, doktoren kan det ikke svare sig at sende bud efter. Else skriger til sin mand:

”Det er rakkertøsen, der har slået mit barn ihjel, hun skal selv dø!”

”Så, så lille Else, vi skal nok sørge for, at Anna bliver jaget på porten.”

Signe er klar over, hvad der nu kommer til at ske. Hun skynder sig ud i køkkenet til Anna.

”Skynd dig at pakke dine ting”

”Hvorfor det?”

”Madmor er vred på dig”

”Skal jeg have Meta med i dag?”

”Nej du skal gå hjem til din far og ikke komme tilbage.”

Anna synger ikke, da hun en tidlig formiddag i marts i sine slidte træsko, går de seks kilometer til huset på Vive hede, hvor hendes storesøster Margrethe er husmor. Med sig har hun en vadsæk og sin eneste fine kjole. Stille går hun rundt og hjælper sin søster med de mange huslige gøremål. Hvad der er sket på Hedegården får hun ikke at vide den dag.

Et par dage efter kommer der bud fra Hedegården. Far Kresten bliver overdraget beskeden om, at Anna har været årsag til barnedød og ikke skal komme tilbage. Kresten er en besindig mand, som har overværet adskillige børnefødsler. Ingen af hans egne levende fødte børn er døde, men at klantre en tiårig for mord falder ham ikke ind. Han klapper sin førhen så glade pige på de røde lokker og trøster hende så godt han kan.