Lucia

lucias-verdenLucia

”Ved Jupiter det blev en pige!”

Den nybagte far er glad og deler vin og gratis grød ud til alle omkring sig. Helst ville han have haft en dreng, der kunne føre forretningen videre, men når det nu ikke kunne være anderledes, må han få det bedste ud af situationen.”

”Lucia skal være dit navn, så du kan bringe lys til glæde og gavn for andre.”

”Gid du må blive kærlig og smuk som Venus og blive en god hustru for din tilkommende mand, ligesom din mor er for mig.”

Med disse ord bød Franz sin nyfødte datter velkommen til livet. Det næste hans pligt som far for en pige er, at finde en passende mand til hendes fremtid. Hans øjne falder på naboens dreng, der spiller pind ude i den fælles gård. Octavius er en glad rask og rørig dreng og faderen er hans gode ven.

Sådan var skik og brug i havnebyen Syracus på Sicilien i det herrens år 283 e.Kr. og skik skal følges. Romerrigets love overholdes og offergaver gives efter foreskrevne regler til de tolv romerske guder med Jupiter og Juno i spidsen.

Lucia er et kvikt, sundt og nysgerrigt barn. Forældrene er velhavende folk, så hun lider ingen nød og vokser sig stor og smuk. Nysgerrig og legesyg som alle andre børn er Lucia i gang fra tidlig morgen til sen aften. Tid til leg er der nok af, når man som hun har holdne forældre. Lucia suger viden til sig af alt, hvad omgivelserne byder på.

En dag, da Lucia er 12 år og er lige ved at blive til en voksen ung kvinde, leger hun skjul med de andre børn. Hun finder et hul i jorden, der fører hende ned i en underjordisk gang. Det perfekte gemmested for de andre. Der er helt stille i gangen, men det er som om Lucia mærker et åndedræt, der ikke er hendes eget. Det pusler i mørket bag hende og en hånd bliver lagt over hendes mund. I sit højre øre hører hun en stille hvisken, som hun ikke helt forstår.

”Du må ikke fortælle nogen, at du har fundet dette skjulested!”

Lucia stivner, men er også nysgerrig.

”Nik med hovedet, hvis du lover mig det og lader være med at skrige, så slipper jeg dig.”

Lucia nikker så godt hun kan og hånden slipper hende. Hendes øjne har vænnet sig til mørket og hun kan skimte en lille gruppe mennesker, der sidder og ligger i en slags hule for enden af gangen. Hånden og stemmen har været rolig og venlig, så Lucia får ret hurtigt fattet mod til at spørge:

”Gemmer I jer også for nogen?”

”Det kan man godt kalde det, vi vil blive pint og plaget af de romerske soldater, hvis de finder os.”

”Hvorfor det?”

”Fordi vi ikke tror på Jupiter og alle de andre guder.”

”Tror I så slet ikke på at nogen hjælper jer.”

”Jo, vi tror på en gud, der hedder Kristus, men han vil ikke have ofre. Hvis vi ikke vil ofre til de romerske guder, så ved soldaterne, at vi er kristne og så bliver vi slået ihjel.”

Da Lucia kommer op fra den mørke gang er hun forvirret, fortumlet og ved ikke, om det bare er noget hun har drømt. Derfor går hun ned i gangen næste dag for at se, om det virkelig kan være rigtigt at voksne mennesker gemmer sig for hinanden. De er der endnu og Lucia lover at hjælpe dem.

Lucia er gået ind i sit syttende år og tiden for hendes giftermål med naboens søn nærmer sig. Men Lucias mor er syg, så efter bedste romersk skik vil Lucia prøve at hjælpe sin mor og ofre til guderne. Det bedste offer må være at hjælpe nogen, der er i nød. Så hun giver alt, hvad hun ejer væk til fattige. Da tiden for brylluppet nærmer sig er alle hendes ejendele ofret, ikke til guder, men til mennesker i nød.

Da hendes tilkommende hører om denne slags offer bliver han rasende. Hvordan kan  hun være så vantro, hvad skal han med en fattig brud?

Han griber Lucia i det lange smukke krøllede hår og slæber hende til det lokale bordel, hvor han får en pose penge i stedet. Men Lucia er jomfru og dertil en stærk pige, så hun nægter at blive voldtaget af mænd. Hun bliver slået, sparket, stenet, men vil ikke dø. Et bål bygges op under hende, men flammerne slikker kun hendes sønderslåede krop og brænder hende ikke. Jupiters præster er rasende og en af dem stikker sit sværd i hendes hals. Blodet springer og Lucia dør på den mørkeste dag i året.

Lucia bliver kun 21 år og historien om hende lever endnu næsten 2000 år efter. Den dag hun dør er 13.december, som efter julianske kalender er den korteste dag i året. Senere, da romerriget bryder sammen, og kristendommen bliver en anerkendt religion indføres den gregorianske kalender, og så kommer den korteste dag på den nordlige halvkugle til at falde på den 21.december. Men historien om pigen, der ofrede sig selv lever videre. Hun er blevet udråbt til skytsengel for blinde og fejres hvert år som brud med lys og brød, der bæres frem i mørke tider.

Redigeret udgave kommer senere, historien er med i en fysisk skrivegruppe, som vil byde ind med rettelser – jeg har også rettet efter Annis opfordring til mere dramatik.

Reklamer