Anna

stobejernskomfur-til-anna

Anna

 – skrevet sidste sommer og ikke ændret særlig meget, du skal tænke tilbage til begyndelsen af 1900 tallet, hvor der ikke var hverken tog, biler,tver eller overhovedet skærme – elektrisk lys knap nok

Skrigene giver genlyd i den tyste skov. De kommer fra skovhuggerens hytte i den øde sydlige del af Rold. Tusmørket glider som skygger frem mellem stammerne. Kresten retter sin arbejdskrumme ryg op. Mørkets ankomst er tegn til at stoppe det ensomme arbejde for denne dag. Mon det er Mariane? For tidligt igen? Tankerne om den nært forestående fødsel gør ham vagtsom.

 

Undervejs hjem kommer syvårige Thorvald rendende. Drengen er kun iført skjorte, stumpebukser og halvtræsko. Far og søn slår følge. Ingen af dem siger noget. Den råkolde forårsaften trækker gåsehud på drengens blege arme og ben.

 

Inde i hytten er fødslen overstået, da de to når frem. Endnu engang har den udtærede kvindekrop reproduceret sig. Det er ottende gang og Mariane fylder tredive til maj, hvis ikke tuberklerne indhenter hende inden da. Manden med leen høster mange sjæle hos fattigfolk her i det herrens år 1900.

 

Den ældste i flokken kikker nysgerrigt på den lille ny.

”Hun er rødhåret ligesom Thorvald! Hvad skal vi kalde hende?”

”Det må du bestemme Margrethe.”

”Så synes jeg hun skal hedde Anna, det er så nemt at skrive og nemt at sige, når jeg skal kalde på hende.”

Thorvald har sundet sig efter løbet og turen hjem med far, han kikker også ned i vuggen.

”Hun har et kødhoved, du sagde vi fik en ny dukke!”

 

Mariane tager den lille ny op til sit bryst. Men de er slappe og giver ingen næring fra sig. Mariane er udmattet og har mistet meget blod under fødslen, meget mere end sædvanligt.

 

”Margrethe… gå ud og malk koen, så Anna kan få lidt mælk.”

 

Den otteårige stavrer ud i nattekulden med en lygte. Hun falder. Lyset går ud, men far har set hende og henter hende ind. Margrethe klynker ikke, selv om hun har fået en grim hudafskrabning på det venstre knæ. De mindre søskende trøster hende, puster på såret og klapper hende på skulderen.

 

Far Kresten klaprer ud i stalden i sine gamle træsko og malker lidt mælk ud af koen, så den lille ny kan få sit første måltid. Resten af familien har fået fedtebrød. Det er forår og maden er knap. Vinterens forråd er for længst sluppet op. De fleste høns er slagtet og spist. Kun en enkelt god æglægger er gemt, fordi hun skal give familien et nyt kuld kyllinger i forsommeren. Familien sulter ikke, men overlever kun fordi de har koen, kålstokkene og en tønde med saltsild.

 

Der er fem ældre børn i familien, to har ikke overlevet det første kritiske år. Nu er familien fortrøstningsfulde, for at blive født samtidig med foråret varsler godt for den lille ny. Solen står op til en smuk 1.april og Kresten drager til skovs. De fem børn gør, hvad de kan for at klare dagens gøremål. Margrethe leder og fordeler arbejdet. Thorvald henter brænde i sin specielle pilekurv, som han slæber efter sig, mens han leger ”Hyp alle mine heste!”

 

Signe på bare seks somre ryster sengeklæderne i den klare forårssol. De tre små på tre fire og fem år hjælper hinanden med at slæbe gryder ud i gården til vandposten. Når Thorvald har slæbt brændet ind til det store sorte komfur kommer han ud og pumper vand op af brønden. Opvasken er en daglig fest, det vil alle børn gerne deltage i. Nu hvor vandet ikke er så isnende som det var for bare en måned siden.

 

Gulvet skal fejes, natpotten tømmes i rabarberne, hønen skal fodres. Alle har deres små faste opgaver hver morgen, som de hjælpes ad med at give videre til den næste i søskenderækken. Otto på fem er snart klar til at kunne hente brænde, han har øvet sig med en tom pilekurv. Kirstine på fire er allerede blevet ferm til at kravle op på en skammel og flytte ringene i komfuret, så hullerne passer til gryderne. Hun har strenge ordrer på ikke at kravle op, når der lige er tændt op i komfuret. Når der kun ligger et par gløder fra natten og ringene er lunkne der det i orden. Signe kommer ind med en renvasket gryde.

 

”Jeg vil gerne hente vand!” Thorvald har træsko, jakke og vanter på fra sin tur efter brænde. Han elsker sin søster Signe og vil gøre alt, hvad han kan for hende. Signe er familiens kønne lyshårede charmetrold. Thorvald er familiens mandlige overhoved, når far er til skovs.

 

Margrethe og Thorvald er startet i skole, men det er kun hver anden dag. De følges ad de fire km til den lille forskole i Vive.

– tak for læsning af indledningen til historien om Anna, den må gerne kommenteres, den skal med i en fysisk skrivegruppe, hvor vi prøver at opbygge en roman

Reklamer

Puddel eller hest

 

 

– stærkt påvirket af opgavens meget inspirerende tekst om hundeklipning har jeg forsøgt at skrive et portræt af en mor frem, som delvis er en fiktion, delvist med træk af min egen meget farverige mor, der døde i en meget høj alder på et plejehjem. Hendes 20 år yngre “kæreste” var mine brødre ikke så vilde med, men han kom og kondolerede alle ….puddel

————————————————————————

Forår 2017. opg. 1 …..Portræt af mor og datter.

 

 

”Der sidder en vovse i et vindu….” giro 413 kan høres ud i gangen og ud af de åbne vinduer fra min mors stue. Plejehjemmet må have nogle gamle kasettebånd liggende, den faste søndagslyd er et levn fra min barndom.

Mor valser nynnede rundt i sin lille etværelses med eget bad og toilet. Håret har stadigvæk stænk af rødt. Mor retter på høreapparatet og skruer ned for båndoptageren. Polyesterkjolen med de psycadeliske mønstre i sort og lilla strammer over maven på hendes sammenfaldne pæreformede skikkelse. De smalle skuldre og de fregnede arme vugger i takt til den melodi hun nu selv kreerer videre på.

Gad vide, hvordan lyde er, når høreapparatets teknik som en anden censur har været med til at skabe den? Måske forvrænges tonerne, måske forsvinder helheden.

Mor drikker kulsort kaffe og spiser daggammelt wienerbrød. Hun gemmer det i en pose bagest i klædeskabet, for det er ikke sundt, siger plejepersonalet. Mor har bestilt smørrebrød, fordi jeg skal komme på mit månedlige søndagsbesøg. Æg med rejer, rullepølse med rå røde løg, kryddersild og så naturligvis karse, som jeg selv skal klippe.

”Goddag min søde pige!”

”Hej mor” vi er ikke krammere i vores familie.

”Skal du ikke snart ha`gjort noget ved dit hår?”

”Sådan kan jeg nu godt li`det, så ligner jeg ikke en forkert klippet puddel!”

”Dine søstre er så fine at se på, når de kommer her. Små fine krøller over hele hovedet!”

”Jamen mor, de er ti og tyve år ældre end mig, det er ikke moderne længere”

”Du burde også have huller i ørerne og sminke dig lidt. Når du nu absolut vil have den der uklædelige hestehale. Smil til verden og den smiler til dig.”

”Der skal være noget at smile af, ellers gider jeg ikke, det er falsk.”

 

Karsebakken med den lille saks bliver skubbet over til mig. Hvis jeg ikke klipper det ned over æg og rejer, skal jeg høre for det også. Som regel forbereder jeg mig mentalt på samværet med mor. Altid sammenligninger med søstrene, der gør som mor siger. Det forkerte får i familien er blevet min rolle. Den grønne karse minder mig om permanentkrøller i farvet hår. Jeg kan stadigvæk mærke, hvordan det brændte i min hovedbund for mange år siden, fordi jeg som otteårig blev sendt til frisør. Bagefter tog det mange måneder for håret at gro ud og blive glat og pænt igen.

 

De to timer søndag eftermiddag snegler sig af sted.

 

Næste gang jeg skal aftale besøg fortæller plejepersonalet mig, at min mor ikke kan.

”Er mor blevet syg?”

”Nej, nej… Anna har det fint, men hun har fået en kæreste, så hun har bedt os aflyse jeres søndagsfrokost.”

——————————————————————–

– skrevet uden egentlig at være redigeret særlig meget, jeg brygger på min kvinderoman, så portrættet er et kærkomment indslag i noget, der forhåbentlig gerne skulle blive til noget større.

 

alle kommentarer modtages med “virtuelle håndkys” for jeg er stadigvæk ikke blevet  “krammer”

 

 

 

 

 

 

 

Tilfældigt møde

Har jeg ikke set dig før?

 

De automatiske døre suger mennesker ind og ud af rummet.

 

Avislæseren rejser sig og går. Den ledige plads overtages af en ung mor, med et lille meget aktivt barn. I et splitsekund er ungen løbet op ad alle de åbne trin på vindeltrappen til 1. sal. Moderen efter ham i fuld galop. Ungen griner mor hviner.

 

Fra min plads med ryggen til gaden har jeg hele sceneriet foran mig, jeg er tilskuer i et totalteater. Nydelig kvinde ser forgrædt ud. Vi kender hinanden fra dengang vore børn blev passet hos samme dagplejemor. Hendes ægteskab holdt mit gjorde ikke. Nu er vi begge to singler i 70-erne, der har mange minder at udveksle.

 

Anne-Grethes mand døde i efteråret, min har giftet sig med et par andre undervejs, men ellers kunne vi begge to have hold guldbryllup sammen med Margrethe og Henrik. 1967 var romantikkens år, forventningens år, længselsåret.  Sådan er der så meget, der heldigvis bliver helt anderledes end det er beregnet til at blive.

 

Mens vi sådan sidder der i bibliotekets forhal får vi selskab af en nydelig herre, der tror han er på Rio Bravo. Cafeteriet her på biblioteket serverer kaffe og kage ikke drinks og fadøl.

”Du ligner Thyra Frank!”

Mit grånende hår sat rodet op med et spænde i nakken. Passende antal kilo. Jakke, tørklæde og buksekant i farver som forårshyacinther…tjahh…. Det kan jeg vist ikke løbe ret langt væk fra.

Vores samtale interveneres på det kraftigste af den beduggede herre. Anne-Grethe og jeg er høflige. Mange års arbejde med børn og unge har givet os en masse politur. Værtshussnak og ditto dunst forskrækker os ikke. Den nydelige taber sin pung og et pressekort falder ud på bordet.

 

En energisk ung kvinde, elegant klædt i sort og sølv tiltrækker sig min opmærksomhed. Måske er det hende jeg venter på, måske kan jeg så slippe for værtshusfyren, der har taget fejl af de snorlige esbjergensiske gader. Anne Grethe og jeg aftaler at mødes, når vi alligevel skal på biblioteket igen. Vi vil prøve kaffe og kage til 30 kr. næste gang.

 

Kurset jeg skal starte på mangler sin eneste mandlige deltager. Han har forvildet sig ned på havnen, hvor GPS`en sikkert er stået af i bassin nr.4 for hele området omkring Jernbanegade er et vildnis af afspærringer, omkørsler og vildveje. Turister og andre besøgende til energibyen Esbjerg bliver narret til at køre rundt i byens ældste gader på lykke og fromme uden kort er de fortabte.

 

Den nydelige vil følge mig til elevatoren og hjælpe mig med at finde vej til kursuslokalet. Alkoholen er ved at fordampe, men sigtbarheden til elevatorens knapper er nok stadigvæk lidt slørede, for jeg må selv finde ud af, hvor jeg skal hen. Han følger med som det tynde øl og optræder som om vi har kendt hinanden længe.

Heldigvis er jeg pinligt ædru og har en vis erfaring med værtshusbekendtskaber med i bagagen. Rollatoren giver mig den støtte jeg har brug for, så jeg undgår behændigt at blive taget under armen. Det går op for mig at min tvivlsomme beundrer har hørt, hvad Anne-Grethe og jeg talte om. Måske er han bare sådan og har kun fået et par enkelte genstande på det forrige værtshus. Tågen fra alkoholen skærper somme tider sanserne.

 

Min ledsager præsenterer sig som gratist, journalist, cand.oecon. Det viser sig at vi hedder Anne Marie, Henrik og Margrethe – og så er der kursusleder Britt, der fumler rundt i telefonnumre og almindelig forvirring over den forsvundne deltager. Henrik indtager rollen som leder, min feminisme stikker hovedet frem men på overfladen er jeg tavs. Min løse tand hæmmer min lyst til at konversere, protesen i undermunden knækker hvis jeg bider tænderne for hårdt sammen og falder måske ud, hvis jeg griner.  Henrik skriver vore navne ned på en blok jeg har lånt ham sammen med min eneste tuspen. Gad vide om det er alvor, at han vil skrive i Ekstrabladet om Writers Academy på Esbjerg Bibliotek? Syv segl lægger sig over min mund, fastgjort med imaginær gaffatape.

 

Endelig ankommer den sidste deltager. Det er længe siden, jeg har ventet så intenst på en medkursist. Henrik skriver små sedler, mit håb om at han snart går, må stå som en aura omkring mig, så meget ønsker jeg det.

 

Man kan være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og man kan være det forkerte sted på det rigtige tidspunkt. Måske kan man også  bare ville snakke med mennesker, der har andet i hovedet end alkohol og small talk. Totaloplevelsen af kursusstart på Esbjerg Bibliotek blev sjov og uventet.

forsiden af huset og biblioteket 014