Havfruen

Havfruen

 

Fredag den 14. februar 2014 er Frederiksbergcentret festligt pyntet med amoriner, hjerter, duer og gyldne brevkort. Valentinsdag er kommet til Danmark og er blevet et forretningshit. For 1519 år siden fik en romersk præst hugget hovedet af, fordi han trodsede pavens bud om ikke at vie de romerske soldater. På denne dag så mange år efter lover unge elskende hinanden at blive sammen til døden dem skiller.

Forelskelsens rus er den mest fantastiske følelse, der eksisterer. Denne cocktail af lyst og blindt begær tilsat absolut uforstand minder til forveksling om heroinrusens lyksaligheder. Centralnervesystemet bedøves, et minuts eufori bliver efterfulgt af sløvhed. Smerte og ubehag fortoner sig i det uvisse til fordel for ligegyldighed. Rusen efterfølges af kulderystelser, utilpashed og kvalme.

Katrine møder sin Kurt på dating.dk. Hemmeligheder, intime betroelser og kærlighedsdigte flyver mellem dem som hvide duer. Det er kærlighed ved første mail. Nu skal de mødes for første gang i det rigtige liv. På den lille cafè lige til højre for hovedindgangen til Frederiksbergcentret har de sat hinanden stævne.

Kurt har købt røde roser og skyllet håret i henna. Han har tillagt sig københavnske vaner og kender betydningen af at fremstå som smart sælger af sig selv. Katrine har også forberedt sig og har handlet i centret. Sko og parykker kan man aldrig få nok af. Kurt har sit eget malerfirma, han er sparsommelig og kundevenlig. Han plejer sin nye identitet med omhu, fortiden i Hells Angels er død og begravet. Katrine har læst oldgræsk på Københavns Universitet, men de kompetencer er ikke særligt efterspurgte. Som den tilpasningsdygtige kvinde hun er, har hun oprettet en butik på nettet, der har en god omsætning. Katrine sælger specielt tøj og kostumer.

Kemien mellem de to unge mennesker fungerer perfekt. Billederne, de har udvekslet via mail, har ikke været løgnagtige. Kurt inviterer Katrine hjem i sin nymalede lejlighed ved Andedammen nr.5 st.th. Tæt omslyngede slentrer turtelduerne hen ad gaden. Dagen efter er ægteskabet beseglet på kødelig vis. Katrines drøm om kirkebryllup med myrter og slør pakkes ind i glemslens cellofan og de bliver enige om en hurtig vielse på Frederiksberg Rådhus.

Bryllupsrejsen til Grækenland droppes også. Parret rejser med intercitytoget til Esbjerg. Katrine er fra Fanø og hendes mor, der er alene, skal overraskes med en ny svigersøn. En lille færge med det skæbnetunge navn Urd fører de unge elskende det sidste stykke fra Esbjerg til Katrines fødeø. På kajen i Nordby venter Katrines mor Thea.

”Velkommen hjem min søde pige!”

”Tak mor, har far det godt?”

”Jo.. jeg besøger ham på kirkegården hver søndag efter kirketid, så får vi en lille snak!”

”Det er så Kurt min nye mand!”

”Jamen velkommen til Fanø min dreng, her skal du nok føle dig hjemme. Der er snart fødselsdagsfest for Katrines kusine, den skal du naturligvis med til.”

Kurt rækker sin svigermor hånden, men Theas sidste bemærkning er henvendt til datteren, den nye svigersøn ignorerer hun.

”Fint! Er det med fastelavnstema og udklædning som sædvanlig?”

”Det tror jeg nok, jeg hørte henne i Brugsen. Jo jo, alt er som det plejer.”

 

Theas lille elbil tøffer adstadigt sydpå ad den eneste større asfalterede vej på Fanø og mindre end en time senere sidder de alle tre i det lille lavloftede hus i Sønderho. Huset er i lighed med mange andre huse fredet. De fint udsmykkede grønne døre og trægavlene er et bevaringsværdigt minde om den tid, hvor Fanø var en rig ø. Dengang hvor alle voksne mænd sejlede på langfart og kvinderne klarede dyrehold og markarbejde ved siden af almindeligt husligt arbejde. Køkkenet, de sidder i, er beklædt med blåmalede kakler hjembragt fra Holland i storhedstiden. Kaklerne danner en nostalgisk kulisse for sort kaffe og hvidt hjemmebagt brød.

Mens Katrine sludrer med sin mor ude i køkkenet, er Kurt listet ind i stuen, hvor han studerer portrætfotos af familiemedlemmer, der er sat sirligt op på skænken. Mændene på billederne er iført gammeldags teaterlignende kostumer. Kurt når lige at tænke, at det er lidt underligt, at der har været så mange unge mænd med interesse for teater i samme familie, da Katrine omfavner ham bagfra og begejstret siger:

”Du skal være min elskede havmand, og jeg vil være din havfrue.”

 

Kurt befinder sig skidt ved tanken om at skulle til fest blandt ukendte mennesker iført en eller anden fjollet udklædning. Glimt af fortidens hændelser på disse kanter passerer revy i hans hjerne. Hvordan kan han gennemføre sit forehavende på de betingelser?

 

En uge senere er fødselsdagspartyet en realitet. Invitation til festen er sendt ud via de sociale medier. I ugens løb er det strømmet til øen med gæster fra nær og fjern, nogle med rygsæk og små telte, andre i store veludstyrede autocampere. Festen skal holdes på Klitten Camping nær Sønderho Kro. To af de tilkomne autocampere har hollandske nummerplader. De er parkeret side og side med tyske BMW`er og svenske SAAB`er.

I husene omkring campingpladsen er man vant til, at bagerens Bodil holder fastelavns- og fødselsdagsfest på denne tid. Det er en fast tilbagevendende begivenhed på øen. Sønderhos faste beboere er indstillet på stort rykind af tyske turister i sommerhalvåret, så mange har værelser til leje. En nem og til tider skattefri ekstra fortjeneste. Kurt og Katrine har hygget sig for sig selv hele ugen. Det er blevet til mange ture langs stranden, men de har ikke haft kontakt med andre på øen end Thea.

Sidst på eftermiddagen fredag den 21. februar dukker festdeltagerne op fra telte, campere og huse. Musik fra højtalere spiller op på pladsen. Fantasifulde udklædninger bevæger sig i takt. Kjoler af sølvglinsende silkestoffer smyger sig om slanke sild. Fiskere i overalls og sejlsportsfolk med kasketter er blandt de mere afdæmpede udklædninger.

Alle gæster bydes velkomne med drinks tilsat små magiske piller. Katrine hygger sig i sit havfrueoutfit. Hendes lange brune krøllede hår er sat op i en fantastisk frisure, slangekrøllerne er pyntet med knivmuslingeskaller. Kurt er som Poseidon udstyret med trefork og tålmodighed. Han har dog sikret sig, at han i aftenens løb kan skifte til en kedeldragt. Tæt på kroen står en ulåst fragtbil og på forsædet ligger kedeldragt og kørselsdagbog.

Forretten er blåmuslinger. De er indsamlet samme dag og ligger i en stor bunke udenfor den ene autocamper parat til at blive forvandlet til suppe. Hovedretten går rundt i et hyttefad og svinger med klosaksene. Ved siden af dem ligger et par skarpslebne kokkeknive. En stor gryde med vand er sat over på et udendørs gasblus.

Efterhånden som aftenen bliver til nat er festdeltagerne så berusede af stoffer, alkohol og god fiskesuppe, at de føler sig hensat til en guddommelig verden, hvor ingen bemærker andre end sig selv. Katrine virker dragende på mænd. Hun har siden sin første spirende pubertet haft en særpræget erotisk udstråling.

I den korte tid Kurt har været sammen med den voksne Katrine er han blevet mere og mere bevidst om, at hun har haft flere mænd i sine garn, end han bryder sig om at vide. Kurt føler en vrede, der er voldsom og ukendt. Hans værdighed som nygift mand ydmyges og hans indre forvandles til en tikkende bombe.

En lille gruppe af de festdeltagere, der stadigvæk kan bevæge sig, er i nattens løb gået ud til Vesterhavet for at bade. Havet er uheldssvangert stille og klart på denne vinternat. Den lette krusning i vandoverfladen forvrænger de menneskelige spejlbilleder. Kurt håber på at kunne blive lidt alene med Katrine. Fortrængte barndomsminder om ydmygelse og latterliggørelse vokser ind i hans bevidsthed som dødbringende isblomster.

Festen varer hele natten. Først tidligt næste morgen sænker  freden sig over  campingpladsen. De beboere, der har fået en naturlig nattesøvn, vågner op til affald overalt. Ingen bemærker, at den bil, der til daglig bruges til at fragte varer fra fastlandet til kroen, har forladt sin faste plads og er kørt nordpå for at nå en færge i Nordby.

 

Lisbeth skutter sig og trækker strikhuen ned over ørerne. OssoBuco spurter af sted i vandkanten. Morgenturen er dagens højdepunkt for labradorkrydset med det gastronomiske navn. Turen rundt Hønen tager en lille time i jævnt tempo. Helt ude på sydspidsen af øen, der hvor sandet slikker ud i vandet som en kæmpemæssig grå tunge, ligger en bunke plastik og tang, som hunden er stoppet op ved.

Mens Lisbeth indhenter OssoBuco gennemgår hun i tankerne aftenens menu. Der kommer et selskab ovre fra Esbjerg, som skal have stegte ål med stuvede kartofler og citronfromage til dessert. Gammeldags mad, som Lisbeth kender traditionerne omkring, men som ikke er særlig spændende for den dygtige nyuddannede gourmetkok. Desuden er ålen så truet, at det burde forbydes at fange den, skønt de sølle eksemplarer hun fik sidste gang, nok alligevel aldrig havde klaret turen til Sargassohavet.

Med citronfromage contra hybensuppe og havtornebrød i tankerne, når Lisbeth hen til sin hund og stopper op. Plastsækken er grønlig af tang og viklet stramt om benene på en kvindekrop. Det kastanjebrune hår ligger som slanger ud i sandet og dækker ansigtet delvist. Skaller af hjerte- og knivmuslinger er filtret ind i det våde kvindehår. Lisbeth stivner, da hun genkender kvindens gråblege ansigtstræk. Det er Katrine, tækkemandens blærede datter, der gjorde hendes gymnasietid til et mareridt.

Mobiltelefonen har hun glemt, men hun står et øjeblik som forstenet og mindes dengang hun som tilflytter fra København var kommet i samme klasse som den smukke, men meget dominerende, pige fra Fanø. Så sætter hun i løb tilbage over klitrækken med kurs mod Sønderho skarpt fulgt af OssoBuco, der nyder tempoet.

”Pokkers” tænker hun, nu kommer de ovre fra Esbjerg Politi for at stille alle mulige spørgsmål, der uvilkårligt vil rode op i fortiden. En fortid som Lisbeth ikke ønsker at huske tilbage på. Det bliver også besværligt at skulle besvare spørgsmål samtidig med, at hun skal klare betjeningen af de mange spisende vintergæster, der kommer på kroen i weekenden.

I løbet af formiddagen får Lisbeth foretaget de nødvendige telefonopkald til politigården i Esbjerg og til den lokale landbetjent. Hun overvejer ganske kort, om hun også skal kontakte Katrines mor Thea, som bor i det gamle fredede tækkemandshus, men beslutter at lade politiet klare den opgave.

Det tegner til at blive en travl aften på Sønderho Kro, Lisbeth har svært ved at koncentrere sig om menuen. Ålene er ankommet med færgen, der anløber Nordby kl.10 om formiddagen. Det er svært at skaffe ål efterhånden. De ål, kroen får leveret, kommer fra en gammel ålefisker i Darum. Mads er folkepensionist og tjener lidt ekstra på sine åleruser i Sneum å.

 

Mads er morgenmand og inden vintersolen står op går han i gang med at flå de ål, der skal til Fanø. Fragtbilen kommer tidligere end sædvanligt, chaufføren er en afløser, som Mads ikke har set før. Flink mand tænker den gamle fisker, da den ukendte kommer helt hen til huset med en stor hvid kasse, der allerede indeholder is i bunden. Så snart bilen er kørt brygger Mads sig en kop stærk kaffe og skænker sig en lille skarp. Kryddersnaps er hans hobby.

Der er mange traditioner forbundet med ålegilder. Ålene flås og skæres i fingerlange stykker. Paneres og steges omhyggeligt efter gamle forskrifter. De stegte ål spises med fingrene og de afgnavede ben lægges i kanten af tallerkenen. Ålebenene skal helst nå hele vejen rundt på tallerkenen og under spisningen skåles flittigt i klar snaps, for ålene skal have noget at svømme rundt i nede i maven.

Lisbeth har stået i kokkelære på Kong Hans i København og kender derudover godt alle traditionerne omkring forskellige egnsretter. Sidst på eftermiddagen ankommer Dennis fra Esbjerg. Dennis er ikke uddannet tjener, men han er dygtig og altid villig til at give et nap med i køkkenet. De to unge flirter og har det rart med hinanden. Lisbeth fortæller Dennis om morgenens makabre fund og det letter lidt på nervepresset at have en at tale med. Sammen får de sig en kop stærk sort kaffe inden slaget ved potter og pander skal stå.

Som den dygtige kok Lisbeth er, koncentrerer hun sig fuldt ud om det arbejde, som hun elsker. Ålene ligger parat i flamingokassen. De ligger tilpas køligt og godt mellem blå plastposer og isterninger.

”Godt de er flået!”

”Ja så slipper vi for det svineri.”

”Jeg hader at flå ål, det er virkelig svært, de er så længe om at holde op med at sno sig.”

”Det er heller ikke noget jeg er særlig god til, men pensionerede fiskere har lige det rigtige tag på det.”

Mens Lisbeth og Dennis sludrer, gør de i fællesskab en stor gryde med kogte kartofler klar. Den hvide opbagte mælkesovs forberedes også, så stuvningen lige er parat til at varme op, når gæsterne kommer myldrende. Dennis hakker persille og snitter citronbåde, det er obligatorisk pynt til klassiske fiskeretter. Nu mangler Lisbeth kun at skære ålene ud i passende stykker, panere og stege.

Det er stadig usikkert hvor stort et rykind, der bliver tale om i aften. Men for en sikkerheds skyld starter Lisbeth i god tid. De færdigstegte ål kan holdes parat på lav varme i ovnen, den fede fisk kan tåle det uden at blive for tør. Da den unge kok når til bunden af kassen med det, der kun skulle have været flåede ål, giver hun et halvkvalt skrig fra sig. Pertentligt ordnet efter størrelse og form ligger ti afskårne fingre i bunden af kassen. Neglenes mørke lilla lak står klart på den lyseblå baggrund af plastikposer.

I et glimt ser Lisbeth Katrine ligge livløs på stranden. Hovedet lå i en underlig stilling, som om det var skilt fra kroppen og fingrene? Havde fingrene været der? Lisbeth kan ikke huske det klart og hun får kun med stor anstrengelse og trøstende klap på skulderen fra Dennis gjort sig i stand til at gennemføre aftenens servering.

 

Mens Lisbeth og OssoBuco har fundet havfruen på Hønen, har Kurt med stort held gennemført den mest komplicerede del af sin plan. Poseidons udstyr er skiftet ud med kedeldragten i fragtbilen. Nøglerne ligger i handskerummet sammen med adresse- og indkøbsliste over lørdagens tur til Esbjerg. Chaufføren sover dybt på sit værelse på kroen, stofferne fra fredagens fest har gjort deres.

I den forløbne uge har Kurt med  ravneblik noteret sig dagens gang i Sønderho. Omhyggeligt har han undgået de faste beboeres nysgerrighed. Skæbnen har været på hans side, ingen genkendelse af rockeren fra Esbjerg, der blev gjort til grin af pigen fra Fanø.

I det tidligere morgengry kører han nordpå langs østsiden af øen. På en brakmark kører hjulene fast i mudder. En flok agerhøns flakser forvildede op, da han speeder op for at komme fri. På færgen bliver han i bilen, men der er kun en enkelt passager med. Normalt er færgen fyldt med pendlere, men ikke denne lørdag morgen.

Kurt er stedkendt i området syd for Esbjerg, så han finder let frem til Åle-Mads på Darum Mark. En trækasse med kartofler, persille og økologiske citroner står pakket og parat til ham på Vestfrugt, der importerer og distribuerer frugt og grønt til hele området. Mejerivarer leveres af mælkebilen ved færgelejet. Turen går over al forventning. Klokken 11 om formiddagen er varerne leveret til Sønderho kro. Bilen og kedeldragten efterladt på sin sædvanlige plads.

Flere af gæsterne fra nattens fest er ved at køre nordpå, så Kurt finder uden besvær en kørelejlighed til Esbjerg, og han er nu for anden gang denne dag på vej fra Sønderho til Esbjerg. Det virker ikke påfaldende for den svenske bilist, der tager ham med, at han beder om at blive sat af ved politigården i Esbjerg. Kurt er nu iført politiuniform og i den lille rullekuffert har han et sæt skiftetøj og lidt toiletgrej.

På politigården i Esbjerg har man modtaget anmeldelsen af fundet af det mystiske lig på Fanøs sydspids. I formiddagens løb har Hans Brinch, der er fannik og leder af Esbjerg Politis drabsafdeling, tilkaldt assistance fra et rejsehold fra København. Ved middagstid ankommer en enkelt politiassistent fra hovedstaden.

Det sydvestlige hjørne af Jylland er ikke så velforsynede med læger og retsmedicinere er en sjældenhed. Karsten Ravn kan oplyse at Hilda Isakson, en retsmediciner af ældre dato, er undervejs i bil fra Frederiksberg.

Hans Brinch indtager sin naturlige lederposition for bordenden, mens han på sindigt vestjysk maner gennemgår fakta omkring havfruen, som liget indtil videre kaldes. Såvel findested som selve liget er blevet omhyggeligt fotograferet, forseglet i en ligpose og anbragt i krypten under Sønderho kirke. Herfra er det tanken, at det skal transporteres til kælderen på Sydvestjysk Sygehus, hvor Hilda vil foretage obduktion.

Ubesvarede spørgsmål hober sig op for Hans Brinch, som i daglig tale kaldes HB og novicen fra hovedstaden er ikke til megen hjælp.

”Det ville være interessant at finde ud af, hvorfor liget er klædt ud som havfrue? Er fastelavnsfester almindelige på disse kanter?”

HB fnyser af irritation. Skal sådan en københavnersnude nu kommer herover og tro, han er noget. Højt siger han:

”Børn klæder sig ud og render rundt på gaderne, men ikke voksne mennesker!”

”Jamen den mundering får mig til at tænke i sex og hævn som motiv.”

Hilda er ankommet og fornemmer stemningen af kamplystne hanhunde. Imens hun finder en plads og åbner sin computer tænker hun:

”Mænd og territorier er en vanskelig kombination at få til at fungere hensigtsmæssigt i en mordefterforskning.”

Forkontoret modtager en mail fra Frederiksberg Politi:

”Vi sender kun en retsmediciner, vore disponible betjente er alle sammen optaget af presserende opgaver.”

Kurt ser mailen, som han omgående sletter. Nu er rollen som Karsten Ravn sikret. Måske skulle han have bevaret navnet Kurt? Der er dog stadigvæk en fare for afsløring forbundet med et par ældre betjente, der stadig er i job ved Esbjerg Politi og som muligvis husker sager om og ansigter på forhenværende rockere. Men Kurt er fortrøstningsfuld, nu er han nået så langt, resten er op til egen dygtighed i forstillelsens kunst tilsat lidt held og lidt mere computersnilde end de vestjyske betjente.

Afhøringer i forbindelse med festen på Fanø giver ikke ret meget at arbejde med.  Den eneste, der kan give en nogenlunde ædruelig forklaring, er kokken, der fandt liget på stranden. En underlig detalje dukker op, da Hans Brinch ved et tilfælde spørger om kroens fragtbil har været på fastlandet. Den faste chauffør har deltaget i festen og har brugt et par døgn på at sove rusen ud, så han har ikke været ude at køre. Men kroen har fået sine varer og bilens kilometertæller viser, at den har kørt over 100 km siden sidst.

Fingrene i fiskekassen viser sig, at være havfruens fingre, men hvordan de er havnet i flamingokassen med ål og hvorfor fingrene i det hele taget er klippet af med en rosensaks forbliver en gåde. Afklippede fingre signalerer at ofrets fingeraftryk ønskes skjult, men hvorfor så sende dem til kroen? Identifikationen af liget er det eneste, der har været let for efterforskningsholdet. Katrine er et kendt ansigt i Sønderho.

Ofrets nye ægtemand er forsvundet sporløst. Han har angiveligt opholdt sig på øen i en uges tid, men ingen kan give et troværdigt signalement af ham. Et ungt par er set gå på stranden og ved festen har en ung mand været klædt ud som Poseidon. Den eneste, der har set ham tæt på, er Thea, men hun er i chok og umulig at få kontakt med. Frederiksberg Rådhus har ikke nogen optegnelser om ægteskab indgået den pågældende dato. Lejligheden ved Andedammen, har stået tom i flere måneder.

Hildas obduktion viser, at ofret er død af en overdosis heroin og at fingrene er klippet af med en rosensaks. Døden er indtruffet  mellem to og fire om morgenen. Resultatet af obduktionen giver ikke særlig megen hjælp til opklaringen af mordet. Den bemærkelsesværdige fremtoning som en Medusa med afklippede fingre og ikke afhugget hoved som i den græske myte, tilskrives blot den fantasifulde udklædningsfest. Egentlig behøver der ikke at være tale om mord, for ofret kan uden videre selv være kommet til at indtage en for stor mængde stoffer og alkohol, konkluderer retsmedicineren.

Efter nogle dage går efterforskningen totalt i stå. Hans Brinch meddeler politiet på Frederiksberg, at Esbjerg politistation selv forsætter arbejdet. Inden retursvaret fra Frederiksberg når frem, har Karsten Ravn alias Kurt ubemærket forladt politistationen. Da intercitytoget passerer tunnelen under Storebælt føler Kurt, at han har fået oprejsning. Nu kan han fortsætte med æren i behold. Spøgelset fra fortiden, pigen der mobbede ham på gymnasiet og droppede ham til fordel for en eller anden taber, er likvideret. Kurts selvtillid kan igen vokse frit og territoriet kan genoprettes. Kurt sletter omhyggeligt alle spor, tilintetgør sin falske identitet som praktikant ved Frederiksberg Politi. Søger ind som kustode på Nationalmuseet og planlægger nye hævntogter for at straffe ondsindede selvoptagne kvinder, der ikke husker de mange mænd, de fanger i deres garn. Det undrer ham, at ingen har forbundet de afklippede fingre med en af rockernes gængse torturmetoder. Han beslutter sig til at gøre afklippede fingre til sin signatur.

Oprydningen efter festen på campingpladsen er for længst overstået. Genstande, der kan have en værdi, opbevares i graverens redskabsskur på kirkegården i Sønderho. Efter nogle måneder sælges de glemte effekter på et loppemarked. Treforken er stadig skarp og blank og indbringer 50 kr. Den bliver omhyggeligt pakket ind. Thea har nu et minde om sin sidste svigersøn. Midt på skænken sætter hun et smukt billede af Poseidon. Treforken indlemmer hun i sin samling af betydningsfulde ting fra fortiden.

————————————————————————-

  • her kommer så det der skal gøre det ud for 2 timers betalt vurdering af 10 siders tekst:
  • der er lidt småting rettet under vejs, som ikke er kommet med, da jeg flyttede dokumentet men det er ikke væsentlige ting, den første er f.eks. at rette johh…. til jo
  • køber absolut ikke mere hos dem

 

Jeg er generelt godt underholdt af novellen. Der er en række fine betragtninger om personerne og øen. (Min tidligere svigermor bor på Fanø – så jeg kender godt øen)

Det virker meget levende – og malerisk – beskrevet.

Du har desuden en række ”fakta” om øen og andre ting, som virker naturlige i fortællingen. Man bliver en lille smule klogere af at læse den – og det er positivt ment 😊

 

Foruden de enkelte kommentarer i teksten, har jeg generelt kun et ønske; at slutningen trækkes lidt ud. Hvorfor ikke lade det være en hemmelighed, at Kurt og Karsten er en og samme person. Du kan sagtens beskrive det som om de var to personer. Og så først til allersidst lade det gå op for Hans Brinch, at han har arbejdet sammen med en svindler. Det ville give et ekstra ”smæk” på fortællingens slutning.

 

Men novellen er absolut ikke uden evner!

 

 

 

 

Reklamer

Fed forvirret firserferie fra fortidens færgelejer.

Den 3. opgave i DnS forårsforløb 2017 troede jeg ikke, jeg havde mulighed for at deltage i. Men her er en selvoplevet genbrugshistorie, som vist lige er sådan noget med at miste og finde i gen. De medskribenter, der har læst mine skriblerier gennem flere år har måske læst den før, men den har ikke været en opgaveløsning hverken på saxo eller i DnS . 

– der er 1182 ord, så er du advaret – historiens pointe blev en vits på samtlige lærerværelser i Esbjerg kommune, det fandt jeg ud af på et kursus, hvor den blev fortalt som en vittighed omkring kvinders orienteringssans. Desværre kom jeg til at udbryde: “Det var da mig!”

Fattigfirserne var et udtryk vores dronning brugte i sin nytårstale for nu over 30 år siden. Udtrykket var rammende for den situation jeg selv befandt mig i familiemæssigt såvel som økonomisk i det årti. Siden mit første barn blev født i 1972 havde jeg ikke haft en fridag alene og slet ikke haft ferie sammen med mine tre børn. Så nu skulle det være. Mine børn havde aldrig mødt deres mange onkler, tanter, mostre, morbrødre på Sjælland. Vi boede på en nedlagt skole og i en nedlagt brugsforening i en lille landsby tæt på Vesterhavet mellem Esbjerg og Ribe.

Kollektivet som vi boede i havde mange kvadratmeter under tag, men oliefyrets varme sivede lystigt ud mellem sten og tagplader til gavn for mus, rotter, mår og fugleliv. På trods af at tre ud af fem voksne havde rimelige indtægter på undervisning, var pengene små. Pasningsgaranti var noget fremtidigt, noget utopisk. En ung pige i huset blev en nødvendig løsning. De fem børn som boede i kollektivet husker udelukkende positive oplevelser fra den tid. Juletræet fældede ikke sine nåle før til fastelavn, fordi gymnastiksalen det stod i var ret kølig.

Kollektiv trafik fandtes, men bare ikke, hvor vi boede. Minimum var ti km i bil eller på cykel til arbejdsplads og indkøbsmuligheder. Derfor var vi i besiddelse af tre gamle biler og fem cykler. Nu skulle en ferie planlægges og gennemføres for så få penge som muligt. Forventningerne var tårnhøje, for det var sjældent mine tre poder på otte, seks og fire år havde været andre steder end ved Ribe å for at fodre ænder.

Vi ejede i fællesskab en forholdsvis god Saab, der kørte både på gas og benzin. Den var forsynet med seler foran, havde gode dæk og kunne køre mere end 60km/t. Ruten planlægges omhyggeligt på et rimelig nyt kort. Pladsreservation via telefonnettet med Juelsminde-Kalundborg overfarten ordnes. Bilen pakkes med børnetøj, frugt og tegnegrej.

Vi kører gennem det flade vestjyske landskab i højt humør. Den første del af turen byder ikke på særlig tæt trafik. Ungerne er optaget af gættelege med hinanden og skiftes til at synge fjollede drillesange. Lige inden vi når Kolding fletter trafikken vestfra sammen med den, der kommer sydfra. Jeg skal nordpå mod Vejle og Horsens. Ratgearet er jeg ikke så fortrolig med, bilen hoster, ungerne skændes og jeg panikker.

Mine meget frit opdragede selvstændige børn er ikke vant til, at jeg råber op. De fornemmer stemningen og holder kæft i meget lang tid. Den gode stemning er blevet anspændt og trykket. Min seksårige er meget optaget af geografi og alt andet omkring ham, så han siger pludselig helt glad og tilfreds: ”Mor der er Lillebæltsbroen!” Nu er gode råd dyrere end jeg har råd til. Pladsreservationen er tidsbestemt, og jeg kan ikke nå den til den aftalte tid, hvis jeg vender om. Den anspændte tilstand inde i mit hoved breder sig til arme og ben, der nødvendigvis skal lystre for at jeg kan betjene køretøjet. Begrebet stress er ikke indført i mit sprog, selv om jeg i mit job er jeg vant til pressede situationer, så skal jeg ikke samtidig køre en bil jeg ikke er vant til og finde rundt på ukendte veje.

Min orienteringssans og mine køretekniske færdigheder er minimale. Ganske vist er jeg vant til forskellige typer gearkasser. Foruden den gasdrevne Saab har vi en gammel postbil, som normalt er den bil jeg har til rådighed. Dens gear sidder også i højde med rattet, men skal overtales lidt til at ramme rigtigt. Som regel trækker jeg ud roder lidt rundt og finder frem til en passende motorlyd. Den reflekshandling kan gassaaben ikke lide, så den går i stå midt på broen.

Trafikken omkring mig er tæt, mine børn er musestille. Min plagede hjerne kommer i tanke om, at bilen jo også kan køre på benzin. Heldigvis virker systemet og jeg kommer i gang uden at skulle sætte advarselstrekant ud på Lillebæltsbroen. Gas har jeg nok af, men der er næsten igen benzin på tanken. Det bruger vi normalt kun lige, når bilen skal stå stille. Der er et eller andet galt, så den ikke vil starte direkte på gas.

Fyn passerer forbi os og humøret begynder at stige inde i bilen. Men benzinmåleren falder og inden Odense lyser en rød lampe. Det er blevet midt på dagen og sulten melder sig i tre barnemaver som er vant til regelmæssige fodringstider. Afkørsel til et cafeteria mellem Odense og Nyborg når jeg ikke at dreje af til. Bilen fortsætter som om den automatisk har forstået, at dens fører ikke er i stand til at tage beslutninger.

Imens foretager min forvirrede hjerne små strejftog ind i økonomiland. Budgettet for denne tur er stramt, faktisk har jeg slet ikke råd til at køre længere. Jeg trøster mig med at sejlruten Halsskov-Knudshoved nok er billigere end Juelsminde-Kalundborg. I hvert fald er den to timer kortere. Ved færgelejet er der selvfølgelig lang kø, og uden reservation har jeg sikkert mange timers ventetid foran.

Heldigvis kan jeg tanke benzin i ventetiden. Vi kan også gå en lille tur. Selvom vi holder i kø, så flytter køen sig kun, når en færge fyldes med biler. Bilen fyldes op med benzin, desværre glemmer jeg at tanken ikke er så rummelig, så en masse dyre dråber løber ud på asfalten.

Den eneste mad jeg kan købe er røde pølser. Det er ungerne begejstret for. De er nemlig vant til grove hjemmebagte boller og selleribøffer. Det hvide brød og de knaldrøde pølser vækker forundring og begejstring. Kan mad virkelig være så smart? Efter et par timers ventetid holder vi forrest i den kø, der skal dirigeres ombord på den næste færge. Lige inden færgen lægger til er lillebror på fire væk. Jeg må køre ud af køen og placere mig bagest igen.

Da færgen har forladt lejet får jeg øje på en rød prik ude på de sten, der ligger ved molen. Stor er min lettelse, da jeg opdager det er min yngste, iført sin nye røde cykelryttertrøje. Så er han i det mindste ikke gået om bord på den færge, der lige er sejlet.

Endnu en time går med at vente på færgefart. Da jeg endelig kører ombord på M/S Dr.Ingrid bliver jeg som den første bil dirigeret helt ud forrest på vogndækket. Helt derud, hvor færgens forparti åbner sig, når vi nærmer os indsejlingen på Sjællandssiden. Overfarten tager en lille time, og færgen er så spændende, at ungerne glemmer, at de kun har fået meget lidt mad.

Min højdeskræk aktiveres, den deler jeg kun med min ældste datter, så de to små boltrer sig helt ude foran. De poserer i forstavnen og bliver fotograferet på kølerhjelmen og jeg må overgive mig til deres begejstring, det er egentlig ret sjovt at holde derude, hvor man kan kikke ned i vandet.

Så er vi på Sjælland og bilen samarbejder med mig, så jeg når frem til min storebror i Roskilde uden yderligere forhindringer.

Turen fik sig en mindeværdig afslutningsreplik. Da vi kom tilbage til Jylland fortalte min yngste glad til alle vi kendte: ”Vi er i familie med hele Danmark.”

 

lillebæltsbroen