Heks eller ej

For første gang på millemosesbloggen kommer her et gammelt foto fra familiealbummet og en “næsten” autentisk beretning. 

  • ved godt jeg ikke helt overholder min egen opgaveformulering, men dette her havde jeg bare lyst til at skrive – der er henvisninger til de gamle heksehistorier fra 2016 og en endnu ældre – Vildandens sang, som står lige efter denne tekst er en besvarelse på en anden opgave – den har dannet grundlag for min formulering.

20170625_124900

På året korteste nat drømte jeg om min farmor. Min farmor har bier. Vi står foran farmors lille bindingsværkshus, jeg har min fine ternede kjole på. Toner som jeg ikke ved, hvor kommer fra blander sig med duften af honning. Vi følges hver dag ad ud i barndommens skov, hvor der altid er anemoner og liljekonvaller.

Min farmor har lange sorte skørter på. Når hun går ude hos bierne har hun en stor flot hat på. Billedet af hende ligner nettets billeder af hekse. Farmor er heks, hun kender alle planterne og lærer mig at skrive fine slyngede bogstaver. Farmor er min skytsengel, som jeg helt alene går gennem egeallèen for at besøge.

I min verden er en heks et klogt menneske. Et mand eller kvinde helt i pagt med naturen. Sådan er min farmor, der kom på besøg i min drøm. I hendes have findes alle slags blomster og en hel by af bistader. Når honningen skal slynges må jeg blive udenfor, for så er køkkenet fyldt med en sværm af bier. De stikker ikke farmor, men mig vil de måske stikke, fordi de ikke kender mig så godt.

Da jeg skal begynde i skole kan jeg læse og skrive flotte skrå bogstaver. Jeg kender alle grøftekantens og skovbundens planter, men ved ikke, hvordan jeg har lært dem. I drømmen får jeg at vide, hvordan jeg har lært om planterne. En skytsheks som min farmor kan  trylle sin viden ind i hovedet på børn helt uden at herse med dem.

Nu er heksedukker igen brændt på bål og fløjet til et sted ingen ved hvor er. Men i min verden bliver hekse aldrig onde. Hekse er som engle. De svæver rundt i cyberspace og passer på os.

Da jeg vågnede af drømmen fandt jeg en mappe med gamle sorthvide fotos, som i lang tid havde været væk. Nu har jeg fundet dem, de dryssede ud af bogreolens dyb og står nu på forunderlig vis her på millemosesbloggen.

 

 

20170625_124915

Reklamer

Vildandens sang

heks på kviste

– i forbindelse med et online kursus fik jeg for et par år siden en opgave, hvor jeg skulle forestille mig, at jeg skulle brændes som heks. Det blev til denne tekst, som jeg egentlig stadigvæk er ret glad for. Tror ikke nogen af skriveskolevennerne i DnS har læst den. Den har muligvis været i forfatterklassen, hvor et par af jer har læst alt, hvad jeg har brokket af mig, men så er I advaret. Teksterne i forfatterklassen fik jeg ikke med mig ud, men jeg husker et par “samtaler” med Benedicte og Jytte Hartkær, hvor vi boltrede os i heksesnak.

 

På toppen af en høj bunke kviste sidder jeg og tænker over tilværelsen. Somme tider drømmer jeg, at jeg er en fugl, der kan flyve væk fra det hele.

Jeg er pelikanen i “Rasmus Klump” med værktøj i næbbet.

Jeg er fiskehejren, der elegant lander på taget af en bil midt i København.

Lige nu er jeg storken, der inspicerer en ny mulighed for at bygge rede.

Landskabet omkring mig er tidløst og frodigt. Her er masser af plads til alt levende. Mosens vand er fyldt med føde til frøer, tudser og småfisk. Kornmarkerne skjuler musenes reder og harens gemmesteder. Træer og buske bugner af frugter, bær og nødder.

Storken kommer med de små børn? Jeg ønsker mig så brændende et barn. Engang indgik jeg en pagt. For at få mit højeste ønske opfyldt, måtte jeg give afkald på alt andet. Det er længe siden den pagt blev indgået.

Mænd og kvinder kommer gående alene eller i tosomhed. Børn går med bedsteforældre i hånden. Min mor er der også. Hendes flammende røde hår lyser op mellem de grå skikkelser. De komme hen imod mig, mens de dæmpet synger min mors elskede vise. Den om vildanden, der opfostrer det dejligste kuld, men hendes ene vinge såres, så hun ikke kan følge sine unger på træk.

Der midt i flokken går også min mage. Han er smuk, vild og statelig. Han er soldaten fra eventyret, der lige har erobret et fyrtøj. Han sætter ild til de nederste tørre grene. Det knitrer lystigt, ilden tager godt fat, flammerne slikker op ad mine ben.

Livet begynder i et brændende begær. Åh… hvor jeg elsker…..

Noget om spisevaner

 

 

Pernille der elsked`persille
spiste grønt så tit som hun ville
da tungen blev blå
gik hun helt i stå
og spiser nu kød lissom Mille

Når bense online koger grød
så dufter det lifligt af mjød
det er digitalt
og helt radikalt
serveren blinker og skærmen bli`r rød