Valkyrien

19.august – dagbog fra mit pensionistliv

 

Den dag jeg blev 73 år og 3 måneder. Humøret og livsviljen fejler ikke noget, men gangfunktionen er på retur. Det har hjulpet, at jeg ikke går så meget rundt mere for at pseudotræne musklerne omkring knæene. Har overvejet svømmestadions varme bassin igen, men turen derud er en værre omgang med bus, stok og jeg skal komme efter dig. Ligesom jeg passer på benene passer jeg på fingrene. Især højre tommelfinger gider altså ikke hækle mere, strikke i blødt garn går fint. Ville gerne lave en hæklet bryllupskage med to aber på toppen, men prøver at omsætte den til strik, for lidt dril skal der til, når nu sønnen vil gifte sig væk.

 

I går var jeg klædt på til foredrag og havde fundet et stort rødt ”regn”slag frem som kunne gå ud over både rollator, rygsæk og kone. Jeg nåede 100 m op til de store træer foran biblioteket. Her blev jeg enig med mig selv og en ukendt dame med paraply om, at det vist var bedst jeg vendte om og gik hjem og fik tørt tøj på. Vindstød og slagregn havde løftet slaget op om ørerne på mig og alt var gennemblødt. Regnen løb i små lystige bække ned ad nakken og gjorde min fine nystrøgne slipsetunika ganske gennemblødt.

 

Taxa i Esbjerg er heldigvis stabile samarbejdspartnere og godt jeg havde fået vasket og strøget et par pæne kjoler mere. Så tyve minutter senere var jeg klar med ulden dobbeltdækning over knæ og skuldre. Det skulle vise sig at være en god beslutning for lokalet vi sad på pindestole i samtlige fire timer var køligt. Ingen varm kaffe eller anden forplejning, sådan som sognehuset altid er gode til at stille an, når der er kirkehøjskole.

 

Tyve tilhørere fik en fantastisk indføring i Richard Wagners liv og virke. Et helt nyt og uudforsket univers for mig. Musikken talte til mig, jeg har altid godt kunnet lide klassisk musik, men aldrig givet mig selv ro og tid til at lytte til tonernes storm, ild, kærlighed. Manden Richard Wagner var en utiltalende selvforherligende utro satan, men hans værker står som søjler i musikkens og kunstens verden. Foredragsholderen var sublim, skiftede mellem tydelig klar fortælling uden manuskript, videoklip af Århus teaters opsætning af Valkyrien(vist nok i 70-erne), små demonstrationer på klaver og en indføring i de musikalske temaer, som Wagner er en mester i at bruge.

 

Den komplicerede historie om Rhinguldet og de andre tre operaers handling skal jeg have læst op på, men desværre har biblioteket ikke nogen udgaver tilgængelige. Myter, sagn, gamle nordiske guder har jeg nogenlunde i erindringen, men Wagner blander alt muligt ind i sine handlingsforløb.

 

Det bliver absolut spændende at høre og se den Nye Operas opsætning af Valkyrien på vores lokale musikhus. Især glæder jeg mig til at følge ledemotiverne i musikken for de forskellige personer. De er efter lørdagens indføring genkendelige og måske kan jeg koncentrere mig om andet end skuespillet på scenen, dekorationerne, kostumerne og hvad jeg ellers plejer at fokusere på, når jeg er i teatret. Overvejer at se rigtig operaagtig ud og lukke øjnene, så jeg kan adskille syns og høresans. Som overvejende visuel tror jeg det er en god træning for mit fremtidige pensionistliv at blive bedre til at lytte. Votan(Odin) skal synges af en ældre herre med en skøn dyb basstemme. Jeg blev aldeles forelsket i den stemme, da jeg hørte ham på torvet sidste onsdag, hvor han sang ”Old Ben Gun…” Det er altid dejligt at lære noget nyt og her tror jeg på, jeg bliver aldeles begejstret ligesom jeg blev for Carsten Jensen sidste år i august. Hvor er det herligt at være pensionist og have sine sansers fulde brug, så skidt med at bevægeapparatet knirker og knager.

 

Reklamer

Nervedans

Rytmeallergi: Besvarelse på august 2017 spontanopgave i Den nye Skriveskole ….

 

Bela Bartok ligger under min hovedpude. Altså ikke ham selv, men noderne til hans musik. Mine fingre har nervøse trækninger. Halvt i søvne spiller de luftklaver mens jeg langsomt vågner til en ny diset dag.

 

Mon jeg nu husker det hele, mon noderne tavst er smuttet ind i min hjerne mens jeg sov? Det er i dag, jeg skal spille Bartok musik på det store Steinway på konservatoriet. Angsten kommer krybende som en tåge langs gulvet og skjuler mine fødder. Kryber op ad benene og giver min mave kuldegysninger. Den når den mine arme og helt ude i fingerspidserne sitrer nervøsiteten.

 

Taber elkedlen, vælter kaffekoppen. Den våde avis bliver ulæselig. Bogstaverne bliver brune og utydelige. Måske er det slet ikke i dag, måske kan jeg blive væk fra den længe ventede koncert. Måske kan jeg vælge et andet mål i tilværelsen. Nervøsiteten æder mig op indefra. Det er umuligt at holde morgenmaden i maven. Den ofres sammen med ro og balance på det hvide keramiske alter.

 

Tøjet er gjort klar. Skarlagenrød kjole med bar ryg. Dydig knælængde og lange ærmer. Sko med moderat højde på hælene. Jakken må ikke krølle kjolens overdel. Trappen op til flyglet har tre trin, nok til at træde ved siden af, falde i kjolesømmen, få hælen i klemme. Forestillingen om alt det, der kan gå galt fylder min hjerne med tvangstanker.

 

Turen fra Østergade til Kirkegade, hvor konservatoriets sal på 2.etage tilbagelægges i trance. I rygsækken ligger Bela Bartok og i min hjerne hviler nervøsiteten sig, mens den lader sig optage af at få mine ben til at tage skridt efter skridt. Nøjagtigt sætter jeg fødderne direkte på fliserne ingen mellemrum berøres af hverken sål eller hæl.

 

Porten til bygningen åbner sig af sig selv. Som om en usynlig engleskare er på vagt denne tidlige dag for at hjælpe mig. Usynlig som dem kommer jeg op i salen og sætter mig på bænken foran det store trygge sorte flygel. Bartok kommer mig til undsætning. Hans toner har lejret sig i min hjerne som en fast bestanddel af de kringlede veje i erindringen.

 

Publikum ser jeg ikke, ser kun de gyldne bogstaver foran mig og de dansende noder i bogen. Små strejf af lys rammer linjerne og blander sig med de sorte nodetegn, som jeg slet ikke behøver at følge med øjnene. Fingrene er ikke længere nervøse, de danser sikkert hen over tangenterne. De ønsker de kunne blive ved at spille i en uendelighed.

 

———409 ord skrevet i et hug – alle kommentarer velkomne – for jeg har næsten ikke rettet mig selv – ligesom Tro går jeg lidt på kompromis med at gennemarbejde inden jeg sætter ind, ellers får jeg det ikke gjort. Vender så tilbage til historien, men egentlig er det bare skriveprocessen jeg nyder når ordene bare lige pludselig flyder ud af fingrene og danser på tastaturet – om Bela Bartok koncerten blev god eller historien om min fiktive optagelsesprøve blev det tjah…. det vil jeg lade eventuelle læsere afgøre…. hovedsagen er at holde mig selv skrivende