Dragerier

Drage(nde) tanker

 

Natten igennem står jeg på vagt og passer på, ingen kommer til skade. De sidste timer inden morgenlyset kommer krybende er de sværeste. Søvnen lurer og trætheden truer. Tankerne vandrer rundt i elleskoven og ser fantastiske væsener i alle træernes grene. Vagtskiftet indtræffer, når lyset rammer taget på vogterhuset, hvor jeg står med mit gevær. Glæder mig til afløsningen kommer, så min agtpågivenhed kan holde fri.

Nattens dyr er krøbet i skjul. Dagens liv er ikke vågnet endnu. Kun plantevæksterne lever her i overgangen mellem lys og mørke. Farerne har luret på mig hele natten igennem. Synlige og usynlige dæmoniske skygger har flakset rundt overalt. De fleste har en naturlig årsag til at være der. Det prøver jeg at overbevise mig selv om. De nye mekaniske lydløse droner, er de farligste. De mest dødbringende, de mest uhyggelige, for de er ikke i pagt med naturen. De styres fra et fjernt og ukendt sted, et sted, hvor menneskeligheden er afløst af teknik og robotter adlyder tilfældige herskere.

Det gamle poppeltræ er tyndt i toppen og hult i stammen. Tankerne snor sig som rosenranker med giftige torne op ad den knudrede stamme. Frem af disen dukker de op, elverfolk, stammefolk fra forgangne tider. Nomadefolk eller flygtninge fra steder, hvor det er endnu mere umenneskeligt at være end her i skoven. De ejer kun det de bærer på og møder os, der tilbeder den hellige almindelige ejendomsret som eneste gud. Men det ved de ikke og vandrer os fortrøstningsfulde i møde.

Bundet til træstammerne omkring mig, står glæden, troskaben, medmenneskeligheden og kærligheden og kan ikke komme fri. Hvis de danser i morgengryet er de alt for udsatte for dæmoniske angreb fra et sted ingen ved hvor er. Sådan holder jeg vagt.

20170929_102714

– tak for læsning kære skriveskoleven, inden du kommenterer skal du vide, at ideen jeg fik, da jeg læste opgaven udsprang af kastanjetræet udenfor mit vindue, der smider sine små runde kugler ud på fortovet lige nu – børn og voksne bøjer sig og samler op – min storebror var garder i 1954, og fortalte mig, der er jævnaldrende de tre prinsesser, at de smed kastanjer efter den garder, der stod på vagt, for at se om de kunne få ham til at reagere. På min væg fik jeg endelig et billede op, Clara Alfridas valg af plakat fra Otto Frello`s udstilling, vi besøgte i sommer. Det var så de to ting, der fik ordene herover frem. Nu er jeg spændt på, hvad I skriver til mig. Billedkvaliteten via min telefon blev ikke så god, men jeg synes den passer godt til den dystre stemning vi skulle anslå. 

 

Reklamer

Hekse i oktober

Claras fødselsdage.

Hvert år i oktober glæder jeg mig til at fejre dig mit ældste barnebarn. Da du blev født fik jeg lyst til at skrive. Det har jeg måske nok altid haft lyst til, synes bare aldrig jeg har haft tid, fordi jeg vil det hele og er et værre rodehoved. Undervejs hjem fra København den 24. oktober 1999, lige præcis midt ude i den nye tunnel under Storebælt vidste jeg, at nu var tiden inde til at skrive historier om livet. Du blev min skrivemuse. Du er fjerde generation af kvinder født i 1900-tallet, din oldemor Agnes født 1900, mig din mormor i 1944 og din mor i 1972 og nu dig i 1999, nu var jeg nødt til at skrive, så det gamle årtusinde kunne blive husket af nye generationer. Allerhelst vil jeg bare lege, som du så fint skrev til mig i sangen til min 70-års fødselsdag.

Det skulle tage nogen år inden jeg rigtig kom i gang, faktisk leder jeg stadigvæk efter den rigtige måde at skrive på. Måske finder jeg den aldrig, men jeg leger og har det skønt mens jeg bare skriver løs. Nu bliver du 18 år og for første gang rejser jeg ikke til København i oktober, men du kommer til mig. Det er en fantastisk følelse, at jeg bare kan glæde mig til dit besøg og forberede veganske retter, som vi kan spise sammen. Billedet af det gamle træ, hvor Otto Frellos elverpiger kommer dansende ude fra mosen bliver hængt op over din seng. Et fint portræt af det gamle, der afløses af nye unge generationer. Ny lampe i loftet, så du har et fristed, hvor du er helt dig selv, uden at nogen stiller krav.

For ti år siden, havde jeg en opgave, som jeg var meget nervøs for. Din mor havde travlt og jeg skulle hente dig og pigerne fra klassen på skolen til fødselsdag hjemme hos dig. Skattejagt var obligatorisk til dine fødselsdage. Hvordan skulle jeg dog kunne følge med sådan en flok piger, der så let som ingenting kunne løbe fra mig? Tankerne myldrede i mit hoved og en ide blev født. Alle pigerne skulle have en lille dukke, som var deres, undervejs skulle de finde tøj til den, som jeg skulle gemme på den skolevej som jeg kendte så godt. Men hvordan skulle jeg få det hængt op, når jeg også skulle hente jer på skolen?

Det blev bestemt, at vi skulle tage bussen, det var kun et par klip i mit kort, så var alle piger med i bussen. I var fantastisk velopdragne, gik stille og roligt over fodgængerfeltet og ventede uden larm, satte jer pænt ned i bussen. Alle mine bekymringer kunne jeg godt have sparet mig. Du havde styr på alle veninderne og hjemme var mor klar med fødselsdagsmiddagen.

Imens der blev spist heksegryde og troldeøjne gik jeg på hemmelig mission til legepladsen. Små nøgne stofdukker blev bundet op i et hyldebærtræ lige under viadukten. Så dryssede jeg hatte af filt ud over en væltet træstamme. Kjoler og veste blev gemt i buske og græstotter og til sidst helt henne ved legepladsen gemte jeg slikposer. De små dukker blev et hit blandt jer piger, alle dukker fik navne. De fik også små koste, som I selv lavede af pinde og tørt græs. De andre aktiviteter jeg havde planlagt blev glemt, pigerne i din klasse var så glade for dukkerne, at jeg kom til at love, at jeg til jul ville lave nye, som de så kunne udstyre med nissetøj. I syntes det var synd for drengene, at de ikke også havde været med. Sådan blev det og 24 nisser rejste fra Esbjerg til København med postvæsenet, tog turen frem og tilbage et par gange, for lidt trylleri skal der til.

Der blev taget en masse billeder af de små heksedukker, faktisk så mange, at fødselsdagen fik sin helt egen mappe, men rodet og legende som jeg stadigvæk er, kan jeg naturligvis ikke finde den. Den har gemt sig et sted i min ”heksereol”. I stedet får du et billede af morfar med sine fire børn og to koner. Det er taget i oktober måned da din mor var otte år og vi legede troldefamilie i efterårsskoven.

20170926_105142

Tove Ditlevsen

Tove

Fantasyfestivalen har fyldt mit hoved med ideer til, hvordan jeg skal dreje nye historier. Dragen er ikke bare en drage, men et symbol på min egen indre kraft, der vil ud og kommunikere med andre. Den er skildpaddens storebror, nu skal jeg bare lige have det helt rigtige plot. For bare nogle måneder siden, var jeg stadigvæk usikker på, hvad ordet ”plot” egentlig dækkede over. Det har jeg nogenlunde styr på efter Britt`s gode undervisning i foråret.

Her sidder jeg så 100 år efter at en digter fødtes på Vesterbro. Jeg har hørt hendes navn, jeg har hørt sladderen om hendes liv og levned, dengang jeg var fast gæst hos min søster i Birkerød. Snakken gik der i 1958 om den fordrukne, fordærvede digter, der boede i den lille by. Hendes digt om ”De evige tre”, husker jeg fra seminariets litteraturundervisning, som noget af det eneste anerkendte fra hendes hånd. Også titlen ”Barndommens gade” har jeg samlet op på min vej gennem litteraturens landskab.

De sidste tre år, hvor jeg for alvor har kunnet deltage i kulturlivet på mine egne præmisser, er jeg gang på gang stødt på en gammel seminariekammerat, der har specialiseret sig i, at holde foredrag om kvinder i litteraturen. Karen Blixen og Tove Ditlevsen er de to, der er mest efterspørgsel på. Fordi jeg har gået i klasse med Lene vil jeg høre, hvad hun kan byde på. Karen Blixen kan hun nok ikke fortælle mig noget, som jeg ikke ved om, men Tove Ditlevsen er et næsten ubeskrevet blad for mig.

Forhindringer af praktisk art hober sig op, men jeg kommer igennem på trods af – at mit hoved er fyldt op af fantasy, rim og andre ideer, der skal transformeres ud på skærmen. Billetsystemet kollapser, så jeg må bruge tre-fire forsøg inden jeg ved om jeg i det hele taget har købt adgang. Regnen er uberegnelig kommer fra det ene øjeblik til det andet med voldsomme regnbyger, der går gennem regnslag og paraplyer som små våde kanonkugler. Det er lykkedes mig at låne et par bøger af og om Tove Ditlevsen, men da jeg går gennem døren til biblioteket lyder alarmen – bogen, som jeg har i tasken er udlånt i bogbussen, fordi festivalen havde besat hovedbiblioteket.

Citat fra kapitel 6 i ”Barndom og ungdom”

Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp.

I de første ti år af dit liv lærer du alt, hvad du senere får brug for. Hvis barndommen har været problemfyldt har de fleste menneske en evne til at fortrænge den, til at slette og glemme. Den evne er ikke lige tilgængelig for alle. Traumer fra barndommen kan forfølge et menneske hele livet igennem. Det har jeg selv været utrolig irriteret af i forbindelse med mine egne børns udvikling til voksne mennesker. Hvorfor kunne de ikke glemme og komme videre? Eller i det mindste prøve at forstå, hvordan tiderne var anderledes. I 70-erne er det svært at være udearbejdende alenemor. Det er det stadigvæk, men nu er der trods alt barselsorlov af en pæn længde, arbejdsløshed betyder ikke automatisk også pengeløshed, det gjorde da jeg havde små børn. Hvorfor bliver mine egne erindringer langsomt blege og smukke, mens mine voksne døtre stadigvæk snakkede om, hvordan deres far og jeg som forældre skulle have handlet anderledes. Det spørgsmål har fyldt meget i mit eget sind. Modvilligt må jeg indse, at jeg selv havde fået børn og været gennem diverse vanskeligheder i mit eget liv, inden jeg forstod, hvad min mor – jævnaldrende med Thit Jensen havde været igennem.

Litteraturen er fyldt med sådanne beskrivelser af konfliktfyldte forældre-børn relationer. TV laver udsendelser om familiemedlemmer i indbyrdes strid. Adoptivbørn opsøger biologiske forældre. Vi har en trang til at rode tilbage i den propfyldte kuffert, der indeholder oplevelser fra vores barndom. Da jeg begyndte mine første spæde skriverier var det også barndomserindringer, der først meldte sig. Min ældste bror og søsters reaktioner var forskellige, da de læste med. Da det i høj grad er min egen familie både de ældre og de yngre jeg vil rette mit skriveri mod, så har jeg brugt utrolig meget tid på at finde en form at skrive i, så jeg kom ud med det jeg ville og ingen blev trådt over tæerne. Sidste år, da jeg hørte Erling Jepsen fortælle om sit forfatterskab, blev jeg meget bevidst om, hvordan jeg for alt i verden ikke skal hænge nogen ud ved at bruge nulevende personer uden deres accept. Det har Tove Ditlevsen i hvert fald gjort med sine beskrivelser af mænd, hun har levet sammen med.

Tirsdag aften fik jeg en suveræn indføring i Tove Ditlevsens forfatterskab, som samtidig er en beskrivelse af hendes liv. Den totale selvudlevering TD står for er smukt skrevet, men også patetisk og på mange måder skræmmende. Jeg føler med hende som person, hvordan hun går gennem sine ægteskaber, mens hun går mere og mere i opløsning indvendig. Manglende anerkendelse, manglende selvrespekt får hende til at søge ind i heroinen og alkoholens tågede landskab. En situation jeg kun alt for godt kender, husker hvordan det var den eneste ferie, den eneste frihed jeg havde, når børn var hentet af fædre at få en masse pinde i øret. Når jeg så havde sovet rusen ud, kunne jeg klare lidt igen.

Efter syv års overvejelser omkring, hvad jeg vil skrive og hvilken genre jeg skal vælge er jeg stadigvæk søgende. De alternative universer og overnaturlige væsener, der befolker fantasy-genren er jeg meget betaget af. Historien om min mor, der har spøgt siden jeg stadigvæk arbejdede og ville fortælle om 1900-tallet i historieundervisningen på mellemtrinet, kunne meget vel blive til en fantasy-novelle om dragen.

 

 

20170625_125447

Mit kufferteventyr

Den fortabte kuffert

 

Hvert år, når skolen holder sommerferie, pakker mor en stor kuffert. Far spænder den omhyggeligt på taget af morris`en. Det er kun mig, der skal med til Jylland, mine brødre skal ud at køre på deres motorcykler. Der er ikke ret langt fra Skælskør, hvor vi bor og til færgelejet i Korsør. Far har beregnet tiden, så der går ikke så længe inden vores bil ruller ombord på Storebæltsfærgen.

Halvvejs ude i Storebælt står vi ude ved rælingen. Mor peger over mod en ø og fortæller om, hvordan der derovre bor uartige piger. Hvis du først er kommet til Sprogø, kommer du aldrig væk igen, fortæller min rødhårede mor. Historien om de uartige piger bliver fortalt igen og igen. Men jeg forstår ikke helt, hvad det ville sige at være så uartig, at man bliver sendt til Sprogø. Hjemme i Fanehuset, som vores hus hedder, ved jeg godt, at hvis jeg ikke vasker mig er jeg en”Skidt Mette” og hvis jeg bliver sur over, hvor urimelig mor er finder hun nr.25 i sangbogen, som er en vise om den Søde Mette og den Skidte Mette.

Turen over Fyn går også hurtigt. Men når vi er kørt over Lillebæltsbroen falder jeg som regel i søvn på bagsædet, som jeg har helt for mig selv. Når jeg er vågen er det ikke spor kedeligt at sidde på knæ og kikke ud ad bagruden. Landevejen forsvinder bag os og bliver smallere og smallere efterhånden som vi kører væk fra den. Det skramler fra taget og vores kuffert glider ned. Et kort øjeblik glider den hen ad vejen i modsat retning, så forsvinder den sammen med vejen og bliver en lille prik.

Mor og far på forsædet hører ikke, hvad jeg siger til dem. Men det plejer de heller ikke at gøre, så det kan ikke betale sig at råbe dem op. Det kan vel også være lige meget om den kuffert kommer med op til mine tykke mostre i Skørping og Mariager. De har sikkert tøj nok.

Da vi ankommer til moster Kirstine i Randers opdager far, at kufferten er væk. Mor bliver som sædvanlig sur på mig, men far spørger, om jeg så noget. Det gjorde jeg og kan også huske, at den gled ned og lagde sig til rette på vejen lige før vi kørte ind i den store by, der starter med to A`er. Jeg får nyt tøj i en fin butik. Mor og far låner noget af moster og mosters kæreste, som er medejer i den kro moster ejer. Den hedder Niels Ebbesens kro, og ligger lige overfor Niels Ebbesens hus. Derovre i det gamle bindingsværkshus står der altid en lem på klem.

Vi kører videre til moster Mary og jeg har fået en tegneblok og en pakke blyanter af moster Kirstine, som er meget rig og altid giver mig gaver. Jeg skriver og tegner om kufferten, der gled ned fra taget og forsvandt. Min mor hører tit radio, og uden at jeg ved det tager hun mine tegninger og min historie.

En måned senere, da vi er hjemme igen, bliver min fortælling om kufferten læst op i et børneprogram i radioen. Nu smiler mor og er stolt af mig. Jeg får en skriveblok og en bog om Barbar, den lille elefant, i præmie for min fine historie.

Fantasyfestival

 

Fantasyfestival

 

Børn og dyr er livets indhold. I hvert fald hvis man er mig. Derfor var weekendens festival et vidunderligt univers at bevæge sig rundt i. De første jeg møder på vej over parkeringspladsen lørdag morgen er en familie, der tømmer bilen for dragter af kæmpedimensioner. En orange torso, der er så stor, at jeg undrer mig over, hvordan familien på fire selv har kunnet være i bilen, får jeg lov til at fotografere. Siden møder jeg far, mor og børn som ork-familie inde i Riddersalen. Det store nyistandsatte biblioteksrum er i anledning af festivalen omdannet til en stor messe med salgsboder. Bøger er det, der sælges mest. Men også billeder af magiske væsener. Uhyggelige dyr. Miniature døre. For et par år siden kom en ”nissedør” i handelen, den havde inspireret en kunstner til at lave andre slags døre.

Det første foredrag er naturligvis Lene Dybdahl. Hendes måde at holde foredrag på er ligesom hendes bøger dejlige i deres uformelle sprog. På forreste række sidder hendes to piger og giver gode råd om, hvordan handlingen i mors næste bog skal drejes. Det jeg i øvrigt tager med mig derfra er ideen om, at drager og monstre repræsenterer dele af vores egen identitet.

Næste programpunkt, jeg har lavet for mig selv i dette orgie af oplevelser, viser sig at være med ekstrabetaling på og da det er udsolgt, må jeg granske i programmet. Udenfor regner det så voldsomt, at nogen af de udendørs aktiviteter må trække ind, det giver mig en glimrende anledning til at få billeder af mennesker, der ligesom jeg selv elsker at ”klæde sig ud”.

Mens jeg sådan venter på næste foredrag, kommer en pige i strutskørt forbi Tellerups stand. Det viser sig at være Nana Foss, der er helt ukendt for mig, men skørter fra halvtredserne kan jeg ikke står for, så jeg følger efter det bølgende landskab på skørtet. Hun vinder min respekt, da hun fortæller om research. I de alternative universer, som fantasygenren som oftest foregår i, er det vigtigt at karaktererne er troværdige og en blind pige kan man ikke beskrive, hvis man bare tager solbriller på og går i Netto, som hun fint udtrykte det.

Den unge mand, med det dansk russisk klingende navn Boris Hansen, der følger efter Nana er ligeså kompetent og nu er der allerede to nye forfattere, jeg virkelig har fået lyst til at læse noget af Hvornår jeg når det, er en kilden sag. Det er blevet eftermiddag og turen går hjemad i sandaler gennem søer af regnvand. Absolut ikke noget gigten er så glad for, men i morgen fortsætter festen.

 

Søndag morgen er benene så stive af gigt, vejr og vind, at der lige må nogen ekstra gymnastiske øvelser til. Heldigvis er regnen stilnet af og foran venter en indholdsrig dag. Markedsboderne står fra lørdag og der er godt gang i alle aktiviteter, da jeg går gennem mit velkendte område fra min gadedør til biblioteket. Dagens første foredrag har jeg valgt skal være Leanette Harpsøe. Samtidig er Lene Kaaberbøl på et andet sted, men Skammerens Datter kender jeg og jeg har ingen kontanter eller mobil-pay til at købe ekstra billet. Sikke et heldigt sammentræf, for Harpsøe fortæller om, hvordan hun er blevet inspireret til sin første roman. Ganske enkelt er ideen kommet til hende alene på Sydsjælland i forældrenes hus langt ude på landet. Der forestiller hun sig, at der er noget udenfor, der vil udrydde mennesker. Scenariet hun beskriver har jeg set på film, for hendes første roman er allerede ude som sci-film. Hun skriver altså på dansk og lader tingene foregå i Danmark. Det falder i min smag, for den australske Flanegan, der er på min egen alder, skriver naturligvis på engelsk. Han er hovedtrækplaster på festivalen, men jeg har været heldig netop at vælge den forfatter ud, der fastholder sin danske identitet.

Heldigvis for mig selv har jeg som næste punkt valgt at høre en bibliotekar og tegner fra Silkeborg Bibliotek fortælle om trolde, nisser, elverpiger og andre væsener. Det er en virkelig god indføring i folketro. Selv om jeg på Vallekilde skrev om en Helhund, i stedet for en Helhest, så vidste jeg ikke, hvad en gravso var og heller ikke hvorfor ellepigerne har hul i ryggen. Virkelig guf at få kontant viden om de væsener, der befolker fantasyfortællingerne.

Resten af dagen forløber lidt tilfældigt men munder ud i et perfekt match af tilfældigheder. Jeg ender hjemme hos mig selv med en citron-verbena og en oliven-urt. Fyldt med indtryk sidder jeg tryg og rolig hjemme i mit eget køkken, da naboen banker på og serverer æbletærte.

Nu vil jeg lade ideerne få ro og grobund. For jeg har på fornemmelsen af fantasy er min genre. Tråden tilbage til min første historie om havenissen, der løb rundt på Vallekilde højskole om natten for syv år siden skal have sig en efterfølger.

 

 

 

Fantasi eller fantacy

Skyriel

 

I de år jeg nu har haft skriveri som min uundværlige hobby, har jeg ofte flirtet med tanken om at skrive fantasy. Det der har afholdt mig fra genren er en høj grad af uvidenhed. Hvad er det? Hvordan skaber jeg et alternativt univers? Hvordan får jeg det ud om menneskelivet, om egne erfaringer og tanker, som jeg gerne vil have ud i mit skriv?

Nu kommer fantacy-festivalen til Esbjerg igen. Denne gang er den ikke henlagt til Gryden og Vognsbølparken, hvor jeg har været utallige gange med skolebørn og derfor ikke rigtig kunne se mig selv gå rundt uden mulighed for at sætte mig på en bænk. Men i år er hele festen henlagt til biblioteket med let adgang til alle rum via elevator, så jeg kan medbringe min egen ”skammel”.

Dennis Jürgensen og Lone Dybdahl var de to navne, jeg først genkendte i oversigtskataloget. Derfor blev de to udvalgt til forberedelse i form af læsning. Da jeg har mange projekter kørende sideløbende og døgnet ikke har timer nok til alt det jeg vil læse, fik jeg ikke læst den første, og jeg kunne ikke forlænge lånet. Alle vil læse fantasy i øjeblikket, når de store navne kommer til byen.

Lone Dybdahls første bog i serien om Skyriel har ligget parat og heldigvis havde fjernsynet ikke nogen Cold Case eller andre spændingsserier klokken tre femogtredive i nat, da jeg vågnede og var udsovet. Udenfor er vinden så småt begyndt at ruske i kastanjerne. Faktisk så meget at jeg nødvendigvis må lukke vinduerne. Den perfekte morgenlæsesituation.

Skyriel er en fortælling om pigen de kalder Sky, som jeg møder i første kapitel som en meget fremmelig femårig. Hun kan jage en hjort med bue og pil, færdes alene i skoven, hvor hun kan læse naturen. Hun bor sammen med en gammel mand, som ind imellem har fortællestemmen. Han sender hende i skole, hvor hun ikke bryder sig om at være. På rekordtid lærer hun sig bogstaverne og læsningens kunst. Derfor bliver hun moppet og kaldt ”magiker”. Jeg fornemmer elementer af ”Brødrene Løvehjerte” i hvert fald er der en ond og en god verden i det univers Skyriel befinder sig i.

Dybdahl inddrager elementer fra alle de klassiske gamle fortællinger, som vi kender fra bibel, eventyr og sagn. Da vi møder Skyriel første gang minder beskrivelsen mig om beretningerne i bibelen fra Jesu barndom. Flugten fra den onde konge, der føler sin magt truet. Varsler i form af stjernen over borgen ved fødslen. Da Sky nærmer sig puberteten kommer varslerne om fremtiden i form af skyformationen i dragefacon og stjernemærker på brystet.  Med et letlæst sprog fører forfatteren mig gennem barndommen og billedet af en fantastisk skæbne tegner sig. Da lyset bryder frem udenfor i min egen virkelighed er jeg nødt til at lægge den tunge bog fra mig og sove lidt inden dagen for alvor melder sig.

Inden læsningen har jeg set et kæmpestort persongalleri, men måden bogen er skrevet på giver ingen problemer med at fastholde koncentrationen. Personerne føres langsomt ind i handlingen ved hjælp af små episoder, hvor de kommer i kontakt med Sky.

Det er interessant at lægge mærke til skrivestilen. Den er enkel, ligetil grænsende til det simple. Jeg tænker overhovedet ikke over synsvinkler og alle de andre teknikker omkring skriveri, som jeg har vanskeligt ved at forstå, når jeg synes jeg skal tage hensyn til dem i mit eget skriveri. Derfor er jeg sikker på, at jeg vil læse mere fantacy i den nærmeste fremtid. Måske også prøve at sammensætte mit eget univers ligesom jeg gør i min skildpaddeprofil.tiger med skildpadde

Operation X

Operation X

Somme tider byder tilværelsen på spændende oplevelser, du slet ikke havde forventet. Sådan gik det for mig i går, da jeg helt havde glemt køb af billet til et foredrag på biblioteket. Troede kun biblioteket havde foredrag om litteratur og glædede mig til at møde en for mig ukendt forfatter.

Overvejede at sælge billetten, da jeg opdagede det var noget helt andet. Men heldigvis ville ingen af de glade sangere, som jeg var sammen med i bibliotekets musikafdeling købe den.

Godt jeg ikke solgte,det jeg troede var et fejlkøb, for Morten Spiegelhauer var en fantastisk foredragsholder. Afslappet og uden nogen form for manuskript fortalte han om sit meget udsatte job som opsøgende journalist. De fleste af de mere end hundrede tilhørere i “Storm P.-salen” på biblioteket havde set TV2`s Operation X-udsendelser. Det havde jeg også selv.

Morten fortalte om sine op og nedture med jobbet. Om sin begyndende paranoia og sin adressebeskyttelse. Foredraget var spækket med optagelser fra programmer, som jeg ikke havde set. Mest gyseligt var en afsløring af en fyr, der datede unge slanke piger via nettet. Sjovest var en historie om “Blåvand Zoo” der solgte sine krontraner. Hans reaktion var virkelig “guf” for en opsøgende journalist.

Billedet fandt jeg på nettet, og det forestiller Morten med et af emnerne til den nye sæson, der starter 22.oktober 2017, på Claras 18 års fødselsdag. Det handler om, hvordan vandhaner indeholder alt for meget bly og nikkel. Vi skylder sådanne journalister tak for at gå ud og afsløre fup og svindel i samfundet.

Glad og beriget gik jeg hjem og nyder min helt private højskole lige her uden for mine vinduer. I dag går turen igen til biblioteket, hvor vi forhåbentlig får startet en fysisk skrivegruppe.