Cykeldrømme

Min cykel er sort, den er lige tilpas så lav, at jeg kan nå pedalerne, når jeg sidder på sadlen. Far har bygget den i sin smedje. Jeg er stolt af, at far kan bygge cykler, sætte sko på hestene og ordne Christians motorcykel. Jeg fik cyklen i maj, da jeg havde fødselsdag. Bagi sad en stang, som far og Christian skiftedes til at holde fast i. Men det behøvede de ikke ret længe. I dag skal jeg i skole og stangen er taget af.

Så snart jeg er kommet forbi smedjen går vejen stejlt opad. Jeg skal have god fart på ellers kan jeg ikke komme helt op på bakken. Men når jeg først er deroppe, så kan jeg se Herman og Alvildas hvide hus med røde vinduer og grønne træer hele vejen ned til huset. De har ingen børn, og der er altid fint rent i deres køkken. Det hedder en allè, når der står to rækker træer langs med en vej. Deres gård er et husmandssted siger Christian.

Så snart jeg er forbi det lille hvide hus, kan jeg se den lange markvej op til Anna og Anton. De har ingen træer langs deres vej, men en masse børn og mange køer, som de store drenge malker og muger. Anna gav mig engang et glas mælk. Sådan lige fra koen. Men jeg kunne se at det var helt gråt nede i bunden, så jeg drak ikke ret meget. Håbede skidtet sank til bunds, så jeg ikke fik ondt i maven.

Anton sidder næsten altid stille i en stol. Anna siger han har fået strøm gennem sig. Engang satte han sig på en kattekilling, så den døde. Anna er ikke god til at gøre rent. Jeg drømmer tit om at vaske op og gøre rent i hendes køkken. Det gør jeg tit hjemme hos mor, så synes hun jeg er meget dygtig. Somme tider følges Hedvig og jeg i skole, vi går i klasse sammen. Hendes tøj er ikke så fint som mit og hendes underbukser er helt grå. I dag venter jeg ikke på hende, for hun har ingen cykel. Lige efter Hedvig og Annas markvej er der et skarpt sving og så er der lagt asfalt på vejen… huuujj hvor der kan komme fart på, når der er asfalt.

Ved det næste sving, skal jeg dreje til venstre. Men det er let at se, om der kommer nogen cykler, traktorer eller biler, så jeg drejer bare og kører ind forbi købmanden og kirken. Min far har en bil, men det er der ingen af naboerne der har. Måske er det lidt finere at være smed end at have en gård.

Det bliver rigtig varmt i dag. Jeg har fået ny rød vindjakke. Røde sko med rem og en lille rød kuffert, som jeg har min læsebog og mit strikketøj i. De andre kan ikke hverken læse eller strikke, men min storebror, har lært mig at læse og dividere, fordi jeg hele tiden plagede ham, når han sad og læste ”Frem”. Der ligger en hel stak af ”Frem” oppe ved siden af fars seng. Far læser altid, eller også står han i smedjen og laver cykler, hestesko eller knagerækker. Min farmor har lært mig at strikke og passe bier, så jeg ikke bliver stukket af dem.

Lige inden jeg når skolen er der en vejgrøft, hvor der vokser gule kællingetænder, røde valmuer og blå cikorie. Jeg ved jeg kan høre læreren ringe med skoleklokken, hvis vi skal komme ind i skolestuen, så jeg plukker en lille buket.

Buketten sætter jeg i blækhuset, for i dag skal vi ikke skrive med pen og blæk. Vi skal have regning og jeg skal hjælpe Emil, for han er ikke så god til at skrive tallene nedenunder hinanden.

Da det bliver frikvarter er det stegende hedt. Gruset i gården hvirvler op, når vi løber i det. Mine fine røde sko bliver helt støvede. Pludselig kommer en af de store drenge løbende og råber:

”Skolen brænder, skolen brænder …..”

 

– kære skriveskolevenner – disse her 443 ord er ikke ret godt gennemarbejdede, det må I bære over med, jeg har så mange ideer i hovedet, at jeg er nødt til at have nogen af dem ud. Sådan er det for mig hele året, ikke kun i disse her få uger, hvor der er chance for at mange læser med. Dette her er ,hvad jeg drømte om i nat, og måske er jeg slet ikke et menneske. Jeg er ikke tilfreds overhovedet, men det er jeg sjældent – derfor er alle kommentarer både negative og positive velkomne. Om du henvender kommentaren til ulven eller mennesket er op til dig selv. Speciel tak til Anni,Ella og Jesper for jeres opsange via mail og  kommentar til bedstemor ulv. Jespers altædende bedstemor, der steger ulv over bål satte gang i fantasien. 

Ulvedrømme.

I dagevis har jeg vandret. Min gamle hjemegn har jeg forladt for altid. Det kneb med føden og vi var for mange. Hvert år midt om sommeren kom en flok vilde gespenster flyvende. Hvorfor de kom vidste de ikke selv, så de var nemme at fange. I mange år var de den bedste fangst for ulvene i min hjemegn. Jeg har ædt mig mæt i dem. Nogen var seje andre var møre og lækre. De havde ikke pels som mus, heller ikke fjer som høns men en slags lag på lag dragt, der var lige til at spytte ud. Nede der i min gamle hule  ligger en masse gylp af det der underlige stof de bruger til at dække deres hårløse kroppe med. Pindene de kom flyvende med var ligesom stoffet aldeles uspiseligt.

De sidste par år er der ikke kommet så mange. Det står også sløjt til med al anden slags føde. Min elskede tæve “Tove”døde sidste vinter af sult og efterlod sig en kuld unger. De fleste af  hvalpene er også døde, nu er der kun mig og en enkelt sejlivet unge tilbage. Wolfie er taget med mig på rejse nordpå for at finde nye egne at leve i. Sulten skriger og flår i mine tarme. Der er ingen varme her i den falmende bøgeskov, ingen anemoner og små væsener, der plukker dem. Ingen fugleunger, der dratter ud af rederne før de kan flyve. Ingen dovne egern, der har ædt sig tykke hen over sommeren, så de er nemme byttedyr.

Vi har prøvet at spise blade og bark. Fanget flyvende insekter med gabet. Fundet en selvdød ko. Et nyfødt lam. Vegetarisk kost er ikke godt for vores maver. Vores tænder og indvolde er indrettet til dyrisk føde. Jeg lærer Wolfie, at det er farligt at komme for tæt på de der mennesker. Deres husdyr har de indhegnet med tråde, der giver stød. De kan skyde os, vi kan blive ramt på lang afstand uden at vore sanser har kunnet registrere fare. Men sulten driver os og hjælper til med at finde på nye metoder til at overleve på. Vores fætre og kusiner hundene er blevet ret latterlige at se på. Alle mulige krydsninger som får dem til at ligne noget, der er løgn. Det værste er næsten at menneskene tror de har fundet venner og hjælpere blandt hunde. Det har de måske også, men sådan nogen overløbere er spioner og forrædere. Vi ulve har også måttet tilpasse os de nye levevilkår.

Vi bliver hvad vi spiser og det har vist sig, at de mange år på Bloksbjerg har udviklet et gen hos os. Vi kan skifte udseende. Om natten vandrer vi og finder føde. Om dagen går vi rundt i menneskeham, sover meget og samler kræfter til vores natlige jagt.

 

skal lige redigere lidt her, den er blevet for tandløs siger Anni Printz, og hun er en god og kritisk læser, skal også lige ha`den til at ligne en omvendt Rødhætte – men kom gerne med gode råd, som altid er dyre, men måske ikke dyrevenlige

Den gamle hvide ulv.

 

Sulten skriger og flår i mine tarme. Der er ingen varme herude i den falmende bøgeskov. Ingen anemoner og små piger, der plukker dem. Ingen fugleunger, der dratter ud af rederne før de kan flyve. Ingen dovne egern, der samler på bog og agern til vinterforråd.

Mad må jeg have. Jeg kan høre nogle dumme får bræge i deres indhegning. Det er farligt territorie, men jeg er snart nødt til at vove mig ind i menneskeland. Hjemme i hulen er der kun en enkelt hvalp tilbage af det seneste kuld. Moderulven, min egen smukke tæve, blev skudt af en emsig jæger, der af en eller anden grund tror ulve er farlige. Måske har han læst Grimms eventyr og tror ulve spiser mennesker. Det har vi indtil videre ikke gjort. Skaffe mad til et helt kuld hvalpe er for meget for mig. Som overhoved i flokken gør jeg mit bedste, men kan ikke skaffe føde nok.

Sidste års kuld blev sendt nordpå, for at finde bedre levevilkår. Vi har forsøgt os med udelukkende at æde planter og lav som klov- og hovdyrene, men det er vores tandsæt og maver ikke indrettet til. Da den lille flok toårige grå ungulve forlod hulen, blev der tyst og stille. Masser af plads men stadigvæk ingenting at æde. Lugten af råddent kød er som skøn blomsterduft nok er for mennesker. Fem små ulveskeletter ligger og hvidner bagest i hulen. Somme tider må jeg nøjes med at indsnuse duften af råd.

I dag er dagen, hvor jeg bare må have mad i min egen og lille Wolfies maver. Alvorligt overvejer jeg at fange og æde et menneskebarn. De dumme hårløse aber generer sig ikke for at spise, lam, kylling, kalv og unger af alle mulige andre dyr.  Så hvorfor egentlig ikke fange sådan en lille dum unge og slæbe hende hjem i hulen. Hvad mon de smager af? Piber de ligesom en mus, når de bliver bidt? Skriger de som høns? I hvert fald er de nemme at fange, for deres sanser er ikke særlig skarpe.

– kære Clara 

her er en opgave i en skriveskole, som jeg lavede udfra det billede du købte på Otto Frello udstillingen, den blev ugens “grinebidder” blandt de andre, der skrev med – gæt selv hvorfor

Bisættelse med maner.

Scenen: en lille åben båd med påhængsmotor og et par gamle årer ligger i højre side. Bagtæppet er Frellos maleri af den gamle poppel med udbrændt stamme. Ved siden af båden ligger en stor bylt pakket ind i sorte plastsække. Båden er grøn og passer ind i maleriet på bagtæppet. Scenegulvet er udstyret med et forsænket soppebassin.

 

Personerne: Olga og Gudmund

Olga er en lille væver dame, med stålgråt pagehår og rødmalet hønserøvsmund. På hovedet har hun en hat i pilleæske facon med slør for ansigtet, hun bærer en matchende tætsiddende frakke i Jaqueline Kennedy stil. Hat, frakke og slør er koksgråt.  Sorte pumps og håndtaske af ægte skildpadde afslutter påklædningen. Med sig har hun en buket blegrosa haveroser.

 

Gudmund er iført overalls i ubestemmelig grønlortebrun farve. Ternet skovmandsskjorte og halm strittende ud af træskoene. Kasketten vender skyggen fremad. Han kommer duknakket ind på scenen med en skovl på slæb. Olga kommer småløbende ind bag efter ham.

 

—————————–sidste akt—– måske kun et enkelt tilfælde, hvem ved—————————————————— replikker står efter G: og O: …. inkvitter eller hvad det nu hedder på teatersprog står med ………… prikker foran – jeg kan ikke finde ud af at markere og rette f.eks. til kursiv her på bloggen… og tænkte ikke over det før det var sat ind – så håber det kan forstås. mvh millemosesfortælleren, der nu vover sig ud i noget, jeg ikke har forstand på.

—————————————————————————————————————————————

G:  Dit tovlige kvindemenneske, du tror vel for dælen da ikke, jeg kan grave med de der årer.

O: Åhhh Gudmund min elskede, det var godt du huskede det var i dag.

G: Hun lå midt i det hele, så jeg var nødt til at flytte hende.

O: Du skal skifte tøj, du kan ikke forrette en begravelse i de bukser.

G: Der er vel ingen grund til at trække i søndagstøjet for at grave et hul?

O: Du skal ikke grave huller, hun skal stedes til hvile i vand.

G: Nåh… det havde da ellers været bedre at kule hende ned der ved poplen.

O: Nej, nej nej, vi vil ikke risikere at en eller anden omstrejfende hund graver hende op.

G: …brummer og kikker ned ad sig selv – ryster på hovedet og siger: Ka sgutte huske, hvor habitten har gemt sig, så det bliver som det er.

O: ….børster ham på skuldrene, retter på det fraværende slips og skjortekraven, hiver et par halmstrå ud af den ene træsko og siger: Ja så får det vel være som det er, måske kunne vi have lånt en lang mørk frakke.

G: Har du tænkt dig, at den lille plimsoller der, skal kunne bære både Maren, dig og mig.

O: Du skal ro, og jeg skal læse en bøn og Maren er vi nødt til at have med.

G: Det bli`r sgu en halvfarlig tur, vi har nok mere brug for en redningsvest end for din fine taske der.

G…..peger på skildpaddetasken og  giver sig til at bakse plastiksækken op i båden..og siger: Godt hun tabte sig på det sidste, men hun vejer stadigvæk godt til.

O: … binder roserne sammen til en krans, mens hun overvåger, at bylten lastes på forsvarlig vis.

G: Nå, lad os så få trukket hende ud i vandet og se om hun kan flyde!

…… slæber båden ud og Olga tripper bagefter med blomsterkrans og skildpaddetaske. Båden holder sig på mirakuløs vis flydende og Gudmund løfter galant Olga ud og planter hende i den ende, hvor der ikke er motor. Så kravler han selv op og støder fra land med den ene åre. Spaden lader han ligge.

G: Der er ikke så dybt her og du kan vel huske at svømme, hvis vi tipper rundt, når vi lænser Maren ud over rælingen?

O: …roder i sin taske og fisker et lille stykke papir op…. Ignorerer den sidste bemærkning med en overlegen mine.

Midt ude i soppebassinet, der skal forestille Varde å får Gudmund med besvær løftet den sorte plastik bylt ud over rælingen. Båden vipper faretruende, Olga klamrer sig til rælingen, tasken og rosenkransen. Bylten lander med et ordentligt plask, og sender kaskader af mudret åvand ind over dem begge to.

O: Mindet om dig vil altid være hos os…..

……. Olga græder med høje lyde og smider blomsterne ud, hvor boblerne begynder at komme op til overfladen.

G: ….tager kasketten af og mumler …..jeg har lavet en mindetavle over dig, du var den bedste mælkeyder i hele Varde kommune.

TÆPPE

 

Drage – tanker

– 1.del er uændret gentagelse af sidste uges opgave. Hvis du kære læser kan huske det går du direkte til 2.del – der er nøjagtig 700 ord – ikke bevidst men da tælleren viste mit lykketal som er 7, tænkte jeg, at nu kunne jeg lige så godt stoppe, det bliver nok ikke bedre.

Inspirationen til 2. del er foruden DnS opgavens formulering kommet fra en tv-debat om kunstig intelligens, folketingets debat om passende påklædning og ravnkildes brandtræ. 

Dragen forelskede jeg mig i ved fantasy-festivalen. Han er kommet for at blive i mit skriveri fremover.

1.del

 

Natten igennem står jeg på vagt og passer på, ingen kommer til skade. De sidste timer inden morgenlyset kommer krybende er de sværeste. Søvnen lurer og trætheden truer. Tankerne vandrer rundt i elleskoven og ser fantastiske væsener i alle træernes grene. Vagtskiftet indtræffer, når lyset rammer taget på vogterhuset, hvor jeg står med mit gevær. Glæder mig til afløsningen kommer, så min agtpågivenhed kan holde fri.

Nattens dyr er krøbet i skjul. Dagens liv er ikke vågnet endnu. Kun plantevæksterne lever her i overgangen mellem lys og mørke. Farerne har luret på mig hele natten igennem. Synlige og usynlige dæmoniske skygger har flakset rundt overalt. De fleste har en naturlig årsag til at være der. Det prøver jeg at overbevise mig selv om. De nye mekaniske lydløse droner, er de farligste. De mest dødbringende, de mest uhyggelige, for de er ikke i pagt med naturen. De styres fra et fjernt og ukendt sted, et sted, hvor menneskeligheden er afløst af teknik og robotter adlyder tilfældige herskere.

Det gamle poppeltræ er tyndt i toppen og hult i stammen. Tankerne snor sig som rosenranker med giftige torne op ad den knudrede stamme. Frem af disen dukker de op, elverfolk, stammefolk fra forgangne tider. Nomadefolk eller flygtninge fra steder, hvor det er endnu mere umenneskeligt at være end her i skoven. De ejer kun det de bærer på og møder os, der tilbeder den hellige almindelige ejendomsret som eneste gud. Men det ved de ikke og vandrer os fortrøstningsfulde i møde.

Bundet til træstammerne omkring mig, står glæden, troskaben, medmenneskeligheden og kærligheden og kan ikke komme fri. Hvis de danser i morgengryet er de alt for udsatte for dæmoniske angreb fra et sted ingen ved hvor er. Sådan holder jeg vagt.

 

2.del

Nu ser jeg ham komme. Hans lange slanke krop bliver tydelig samtidig med at solens stråler bryder igennem. Afløsningens time er kommet. Endelig kan mine sanser gå til hvile. Han kommer til syne i sin symbolske drageform. Men jeg kender ham fra tidligere. Det ildsprudlende gab er ikke farligt, det er livgivende, renser ondskaben ud af menneskene, så kærligheden kan komme fri. Jeg slipper geværet og tager bjørnens skind væk fra mit hoved.

Glæden, troskaben og medmenneskeligheden står der stadig, bundet til hver sit træ. De ranker sig, for når kærligheden først er kommet løs, ved de, at nu kommer deres tid også. Poplen er hul, stammen er arret og mærket af bål og brand fra tidligere tider. Udbrændt og gammel har den stået på samme sted, som vogter for glæde, troskab og menneskelighed.

Det gamle træs døde rødder har beskyttet nye rødder fra mange unge træer indtil de havde så meget kraft i sig, at de selv kunne leve deres liv. En ung kraftig og levende skov står rundt om den gamle. Nu er kun tilbage for poplen at værne om de flygtninge fra verden udenom, der i nattens løb er krøbet i ly ved dets gamle knudrede rødder. Under dragens beskyttende skjold kan livet leves. Men boblen er ikke verden. Ude bag ved dragens beskyttende og livgivende ild lurer tomheden. Derude befinder sig levende væsener, som må kæmpe og dø uden at have levet.

Med lyset og ilden fra dragens gab kommer ikke alene kærligheden men også værnet mod dronernes uforudsigelige angreb. Dragens store krop fylder himmelen som et kæmpemæssigt skildpaddeskjold. Dronerne kan ikke trænge gennem dens skællede hud. De tvinges til at vende tilbage til deres udgangspunkt for at lade op. Nu løsnes båndene der binder glæden. Den danser sit morgenritual og finder vej til menneskenes hjerter. Dragens hale slår takten. Medmenneskeligheden rusker sig løs og omfavner de nyligt ankomne med åbenhed. Samuraier danser deres rytmiske sværddans og byder burkaklædte kvinder op. Slørene fejer som vimpler i morgenluften og dagen kan begynde.

Kærligheden løser troskabens bånd. To og to eller i større grupper tager alle levende under boblen hinanden i hånden og hengiver sig til foretagsomhed og fællesskab.  De fire der stod bundet stiller sig øst, nord, vest og syd som statuer, der værner et samfund, hvor positive egenskaber kan få lov at leve.

Men boblen er ikke verden.  Derude lades dronerne. Derude brændes bøgerne. Kunstig intelligens og robotter står parat til at overtage verden.