Lucia 2017

lucia 2017

  1. december 2017

I dag er en ganske særlig dag. Ved siden af dagens avis ligger en bog. En foræring som netop passer ind i mit tankesystem i dag. Den handler om tid, om historisk tid, om kalendertid, om hvorfor vi holder øje med tiden. Begrebet tid, alder, døgnets rytme.

I dag har jeg fundet historien om Lucia frem, den historie jeg skrev sidste år på denne dag, fordi jeg var så heldig at have fundet en lille gruppe skrivende sjæle, jeg kunne læse op for. I dag læser jeg den med helt andre øjne end sidste år. Den har lært mig noget om tid og lært mig noget om at skrive. Lært mig, hvordan alting ændrer sig med tiden.

For 1713 år siden var Romerriget, den julianske kalender og overguden Jupiter bestemmende for menneskers adfærd i landene omkring Middelhavet. På Sicilien blev en ung kvinde dræbt af Jupiters præster på netop denne dag. Den unge kvinde blev siden ophøjet til helgen i den kristne kirke. Da kristendommen blev indført blev tidsregningen ændret, så nu hersker den gregorianske kalender, efter den blev den længste dag her hos os i de nordiske lande 21. december, men dengang efter den julianske tidsregning var det 13.december, der var den korteste dag i året.

Solen og månen bestemmer nat og dag, men vi mennesker bestemmer, hvordan vi skal tælle timerne og hvad der lige her og nu er vigtigt. Så når vi rundt omkring på skoler og institutioner fejrer Lucia, så fejrer vi hjælpsomhed i mørke tider. I går aftes kørte en krimi over min tv-skærm, den handlede om en forbandelse, der fulgte med at være Lucia-brud. Legenden om pigen fra Sicilien har overlevet tid og sted.

Her kommer min historie om Lucia, som jeg har omskrevet lidt i dagens anledning, fordi skrivende venner via blog og facebook måske læser med.

 

LUCIA

”Ved Jupiter det blev en pige”

Den nybagte far er glad og deler vin og gratis brød ud til alle omkring sig. Helst ville han have haft en søn, men når det nu ikke kan være anderledes, vil han gøre det bedste han kan.

”Lucia skal være dit navn, så du kan bringe lys og glæde til gavn for andre. Gid du må blive kærlig og smuk som Venus og en god hustru for din kommende mand”

Med de ord byder Franz sin nyfødte datter velkommen til livet. Det næste, der hans pligt som far til en pige, er, at finde en passende mand til hende. Han ser naboens dreng, der spiller pind ude i den fælles gård. Octavius er en glad rask og rørig dreng. Drengens far er romersk soldat og en af Franz`s gode venner.

Sådan er skik og brug i havnebyen Syracus på Sicilien år 283 e.Kristus. Skik og brug skal følges eller hoveder kappes af på de formastelige, der trodser de romerske soldater og deres guder med Jupiter og Juno i spidsen.

Lucia er et kvikt og nysgerrigt barn.  Hendes forældre er velhavende folk, der følger skik og brug. Så Lucia kan vokse sig stærk og smuk i fred og fordragelighed med sine omgivelser. Tid til leg er der nok af, når man har det som hende. Lucia suger viden til sig af alt, hvad der sker omkring hende.

En dag, da hun er i sit 12.år og på vej til at blive en voksen kvinde, leger hun skjul med de andre børn. Hun finder et hul i jorden, der fører hende ned i en underjordisk gang. Her er det perfekte gemmested for de andre.

Der er helt stille i gangen, men det er som hun Lucia kan mærke et åndedræt, der ikke er hendes eget. Det pusler i mørket bag hende og en hånd bliver lagt over hendes mund. I sit højre øre kommer en stille hvisken til hende, som hun ikke helt forstår.

”Lov mig du ikke fortæller nogen om dette sted!”

Lucia nikker og den hviskende stemme fortsætter:

”Hvis du lover det, og ikke skriger op, så slipper jeg dig!”

Lucia nikker igen så godt hun kan og hånden slipper hende. Hendes øjne har vænnet sig til mørket og hun kan skimte en lille gruppe mennesker, der sidder og ligger i en slags hule for enden af gangen. Hånden og stemmen har været rolig og venlig, så Lucia fatter mod og spørger:

”Gemmer I jer også for nogen?”

”Det kan man godt kalde det, vi bliver pint og plaget af de romerske soldater, hvis de finder os.”

”Hvorfor det?”

”Fordi vi ikke tror på Jupiter og alle de andre guder.”

”Tror I så slet ikke på, at der er nogen der kan hjælpe jer?”

”Vi tror på, at der er en Gud, som vi kalder Kristus. Han døde på et kors for vores skyld. Han er lyset, livet og næstekærligheden. Han kræver ikke at vi ofrer til ham og hvis vi ikke ofrer til de romerske guder, så ved soldaterne, at vi er kristne og så bliver vi slået ihjel.”

Da Lucia kommer op i lyset igen er hun forvirret og fortumlet. Ved slet ikke om det er noget hun har drømt. Den næste dag går hun ned i gangen igen for at se, om det var virkelighed. Med sig har hun mad og frisk vand.

Lucia går ned til de kristne med jævne mellemrum. En dag er de væk og hun ser dem ikke mere. Men hun glemmer dem ikke. Glemmer heller ikke, hvad de har fortalt hende om deres gud. Lucias mor er syg. Den romerske skik befaler, at for at hjælpe syge skal man ofre til guderne. Lucia tænker ved sig selv, at det bedste offer må være at hjælpe nogen, der er i nød. Derfor giver hun hele sit udstyr, alt hvad hun ejer til de fattige. Dem er der mange af i gaderne i havnebyen Syracus.

Giftermålet med Octavius nærmer sig. Dagen for ceremonielle bryllupshandling forløber efter korrekt romersk skik. Men noget går rivende galt. Brudens medgift er forsvundet. Brudgommen raser. Han har kalkuleret med de penge, så han er nødt til at have dem.

”Hvis du ikke bringer en medgift med dig, så må jeg sælge dig!”

Han griber Lucia i det lange smukke krøllede brune hår og slæber hende til det lokale bordel, hvor han får en pæn sum penge for hende. Lucia er jomfru, smuk og stærk som en bjørn. Hun nægter at ligge med mændene, der kommer og betaler bordelmutter. Det er ikke skik og brug, for er man solgt som sexslave, så skal pengene tjenes ind. Den ene mand efter den anden forlader kammeret uden at være blevet serviceret og stillet tilfreds, så Lucia sendes til stening. Stenene slår ikke Lucia ihjel. Hun kravler forslået væk.

Et bål bygges op under Lucia, men flammerne slikker blidt om hendes sønderslåede krop. De vil ligesom stenene ikke gøre hende ondt. En af de forsmåede mænd, en romersk soldat går grassat og stikker hende i halsen med sit sværd. Blodet sprøjter ud over de, der står nærmest og Lucia synker livløs sammen.

Det er den mørkeste dag i året og folk snakker om pigen, der nægtede at dø endnu. Hvert år klædes unge piger ud som brude og går i mørke med lysende krone på hovedet rundt med mad og drikke til nogen som trænger til trøst og hjælp.

 

 

– tak for læsning, måske har du lyst til at skrive en kommentar til mig, det vil jeg blive meget glad for. Det at skrive betyder, at jeg har det godt i hverdagen, hver eneste dag, der er levet i fred og med gode omstændigheder er en gave. 

Reklamer