En lille christianit bliver til

christianias flag

Historien om Ottos trøje med Christianalogo

 

Onsdag den 26.september 2007 fyldte fristaden Christiania 36 år. Det bliver fejret med masser af dukketeater, udendørs optrin, marked og musik i pusherstreet. Du tager din lidt nervøse mormor mumle i hånden og går rask afsted til metroen, for nu skal vi på Christiania.

Turen ud går fint. På Christianshavn station synes du det kunne være lækkert med en fransk hot-dog. Det muntre trekløver, der består af Clara den rosa fugl, Otto den grønne frø og mumle den blå flodhest spadserer i rask tempo hen ad gaden til Christiania i det fine solskinsvejr.

Inde i fristaden er der et mylder af mennesker, men også en legeplads, hvor vi kan sætte os med en god gedigen burger fra en bod på markedspladsen. Clara og jeg køber forskellige små ting, men du vil ingenting have.

Vi ser et uhyggeligt dukketeater med skeletter og monstre. Det er ”Fyrtøjet” i en meget kreativ udgave. Udendørs er der også masser af teater, men det er koldt allerede ved 18-tiden og derfor går vi lidt rundt.

Trætheden melder sig og jeg kan ikke overse hjemturen, men ringer efter en taxa. Jeg skal fortælle hvor vi skal hentes, men da jeg siger Christiania afbrydes forbindelsen. Endnu en opringning samme resultat. Taxa vil ikke køre til Christiania selv om jeg fortæller, at jeg er en gammel bedstemor fra Jylland, der ikke kan finde ud af, hvor jeg er.

På vej ud står et par modne damer og sælger t-shirts med Christianias logo. Sådan en vil du gerne have. Men du er fem år og de er alle sammen i voksen størrelse. Det er svært, for når du vil have noget, så er du ret så insisterende. Den ene dame kikker indgående på dig. Graver helt ned i bunden af en papkasse med røde og sorte trøjer og frem hiver hun en lille udgave, som bare lige passer dig.

Lykkelige over købet, hvor vi bruger de sidste penge vi har med, går trekløveret til metroen og ankommer glade til Richsvej, hvor mor Lise synes din nye trøje er meget flot.

Reklamer