Skyen

– kære Clara kan ikke huske om du har læst denne her, men den er lavet 1.april i år til en opgave i Den nye Skriveskole, ideen om at nogen overlever en stor naturkatastrofe, som truer jorden spøger altid i min hjerne, mest når jeg er bange for at nogen smider en atombombe eller at havene og ozonlaget ødelægges.  Her forestiller jeg mig at alt det vi sender ud pludselig bliver for meget og at det måske ligesom plastic kommer til at ødelægge det naturlige liv. Men det er bare min skøre hjerne, der hele tiden digter løgnehistorier.

Skyen

Liv vågnede fortumlet, gned sig i øjnene og prøvede at lokalisere, hvor i verden hun befandt sig. Det sidste hun huskede var en enorm spamdata sky, der havde formørket solens lys.

Ved siden af hende lå en sammenkrummet skikkelse iført noget, der mindede om et gult fåreskind. Fastelavn er ikke lige nu, tænkte Liv. Hvad er det, hvor er jeg?

Hun kikkede sig omkring og kunne skimte noget der var indtegnet på de mørke klippevægge. Det var vist en hule hun var i. Sådan en som hun havde set i Frankrig på ferien med onkel Georg sidste sommer. Da hendes øjne vænnede sig til mørket kunne hun se, det var billeder af dyr og af jagt. Måske var det virkelig den der hule i Frankrig, den der var et minde om dengang menneskene var primitive og levede af jagt. Motiverne var i hvert fald dyr og de der streger var nok mennesker med spyd. Men hvordan i den al videste verden, var hun dog havnet her.

Bedstemor drak altid ingefærte. Det var godt for fordøjelsen, for udrensning af kroppen og for alt muligt andet, som Liv ikke lige kunne huske. Måske drømte hun, måske var hun inde i bedstemors hjerne og oplevede noget af det den gamle havde opmagasineret det.

Hun prikkede forsigtigt til ”uldbylten” der lå ved siden af. Ud af pelsen stak et rødhåret hoved. Ansigtet var brunet i pletter, som en masse store fregner, men næsen og munden var pæne. Det var øjnene også, da de møjsommeligt kom på klem.

”Hvem er du?”

”Ja hvem fanden er du?”

”Jeg hedder Liv og jeg kan mærke, når jeg kniber mig i armen, at jeg ikke drømmer!”

”Jeg hedder Ulf, det er fordi min far er jæger og så skulle jeg have et dyrenavn.”

”Kender du og din far så noget til de billeder der på klippevæggen?”

”Næh… sådan nogen har jeg aldrig set før.”

Ulf er vågnet helt op og er lige så forvirret som Liv. De kan begge to huske noget med en stor sky, men så ikke mere. De er sultne og bliver enige om, at finde en vej ud af hulen, for der er ikke meget spiseligt her i den gamle grotte.

Udenfor er alt brunt og øde. Sand og forkullede planterester spredt ud over en ørken så langt de kan se. De begiver sig fortrøstningsfulde på vej. Traver bare derudaf, for den her skovbrand kan vel ikke være større end de kan finde ud til beplantede og beboede steder.

Flere dage vandrer Liv og Ulf inden de møder levende væsener. De er kommet i nærheden af havet og det første levende væsen de møder er en kæmpestor skildpadde. De tager hinanden i hånden og kikker op. Den er så stor, at de ikke kan se lyset og havet bag ved den, men de kan høre en suset af bølger og se skildpaddens enorme skygge. Så meget ved de, at så må der være sollys og vand et eller andet sted bag det store vekselvarme dyr.

De tænker på deres liv før grotten.

 

Ulf elskede sin computer og tilbragte al sin tid ved skærmen. Han dyrkede e-sport. Trænede til kamp i virtuelle universer, hvor virkeligheden var opløst i pixels og stærke farver.

Liv dyrkede yoga og sendte hver dag bønner til sin skytsengel om fred på jorden.

Begge havde de været optaget af en verden udenfor den ordinære verden. En verden som var der selv om den ikke var synlig. Hvordan kunne man ellers sende radiobølger og tv-signaler usynligt over lange afstande og hvordan kunne nogen mennesker forstå og ”se” mere end andre.

Mens de gik og gik i den uendelige ørken, havde de snakket med hinanden. Lige indtil dehydrering og hallucinationer stoppede den samtale. De kikkede på hinanden og talte uden ord:

”Ser du det samme som jeg?” de nikkede til hinanden og gik nærmere til det store dyr.

Godt jeg drak en masse af bedstes ingefærte tænkte Liv og lyttede til paddens tanker.

Tror nok jeg er inde i World of Warcraft spillet, men kan ikke huske, der var padder med, tænkte Ulf.

Selv om de var mere end almindeligt bange for kæmpen, så så den rolig og tryg ud, så de gik fortrøstningsfulde nærmere og hørte den sige:

”Ser man det, så er der alligevel er par af de der skrækkelige mennesker, der har overlevet. Jeg troede ellers jeg gamle padde var den eneste.”

”Hvor er vi og hvad er der sket?” Liv og Ulf talte i munden på hinanden.

”Nogen af jeres art har udløst en bombe, der har ødelagt det meste liv på jorden, men de har altid været nogen dumrianer i jeres art, men det kan I to vel sagtens ikke gøre for.  Nu skal jeg fortælle jer om paddernes verden…..

  • Og så fortalte Morten Skildpadde som kæmpen nu præsenterede at han hed om, hvordan han mente den nye verden skulle være.

 

children-2267201__340

Reklamer

Legitimation

skulptur foran rådhus

Foran vores rådhus her i Esbjerg står en skulptur. Den har to navne. Bølgen er dens pæne navn udadtil. Men den kaldes også for “Elefantparring”. Hver onsdag og lørdag er der marked rundt om elefanterne og rådhustorvet bølger af liv.

I dag er der tomt ude på pladsen, men i forrummet er der allerede nogen, der venter. Sammen venter vi på, at dørene lukkes op præcis kl 10.00. Jeg tæller til 23, og svingdøren sender en lind strøm af mennesker ind i det lille rum. Der er kun 10 stole og 10 minutter til vi kan komme ind, men heldigvis har jeg min lille “rollo” med, så jeg kan sagtens.

En delegation af mappedyr bliver lukket direkte ind af en veloplagt frisk rådhusbetjent. Betjenten er en  rar mand af pæne dimensioner, der fylder sin plads ved skranken  pænt ud både i højden og i bredden.  Hans makker er lille og tynd,  de minder lidt om “Fyrtårnet og Bivognen”.  Men ikke ret mange husker stumfilmens dage ligesom jeg selv. Mappedyrene må komme ind før tid, fordi de skal til møde, får vi at vide, mens vi venter.

Årsagen til mit besøg er , at jeg ikke længere har kørekort og at jeg ikke kan finde mit pas, der iøvrigt også er udløbet for 4-5 år siden og at jeg derfor ikke længere kan legitimere mig selv, når jeg f.eks. skal have taget prøver på Sydvestjysk Sygehus. Jeg har forsøgt at give dem mit personlige rejsekort med foto, men det duer ikke hos kommune og sygehusvæsen, så meget samarbejde kan ikke lade sig gøre i offentlige institutioner.

Da klokken bliver 10.03 lukkes døren op. Køen bevæger sig langsomt ind til to skærme, hvor vi skal registreres og have udleveret et nummer. Jeg får nummer 10.23, som er det tidspunkt, hvor jeg kommer hen til skærmen. Der er ikke køkultur, så jeg væbner mig med en engels tålmodighed og er klar til at skulle bruge det meste af formiddagen på opgaven. Rådhushallen summer af mennesker som i en bikube på en regnvejrsdag.

“Du skal holde øje med skærmene, når dit nummer kommer, skal du henvende dig ved den kasse, der har det nummer, der står ud for 10.23”

Hele scenen minder om billetkøb på Københavns Hovedbanegård inden der kom automater op. Jeg sætter mig tålmodigt og venter på at der står 10.23 og er lidt forundret over, hvorfor jeg telefonisk skulle reservere en tid, der i øvrigt hed 10.20.

“Hvad betyder det, når der står PC foran nummeret?”

“Det er hjælpere der går rundt og vejleder borgere!” svarer en sød dame ved siden af mig.

En pc-hjælper, som trods sin betegnelse er et menneske af kød og blod og ikke en robot eller en rullende pc fortæller mig, at jeg selv skal gå hen og få taget et billede, mens jeg venter. Det gør jeg – men mens sædet foran kameraet justeres, så ansigtet kommer frem prikker pcen mig på skulderen for at gøre mig opmærksom på, at  står der 10.23 på lystavlen, så jeg snurrer rundt på sædet og  bevæger mig hen til kasse 4.

Min gamle gulnede originale dåbsattest fra krigens tid forsvinder sammen med en meget fåmælt dame ind bagved – gad vide om den stadigvæk gælder? Måske tror de den er falsk? Måske eksisterer jeg slet ikke, er slettet af systemet ligesom min gamle skole.

“Har du dit gamle pas med?”

“Nej jeg har bestilt tid til legitimationskort!”

“Hvorfor står du så her!”

“Det fik jeg besked på af en pc!”

Fra nu af kommer der skred i situationen. Den tavse dame beder mig kikke ind i en skærm, nikke når billedet er acceptabelt – jeg skynder mig at nikke, jeg kan alligevel ikke se, hvordan jeg selv ser ud uden briller så skidt pyt.

En to tre vupti, billedet kommer ud på et lille kort og hele operation legitimationskort er overstået.  Da jeg kommer ud af svingdørene er det som om jeg er hoppet af en karrusel i fuld fart. Ude ved elefanterne sætter jeg mig ned, for at få vejret. Den gulnede dåbsattest fik jeg heldigvis igen. Det lille kort med billede er nu min legitimation.

Som regel er det skønt at være pensionist, men i dag har jeg det som om jeg har surfet på en bølge i oprørt hav, som en gammel elefant, der ikke orker flokken mere, så jeg nikker til “de bølgende elefanter” og trisser hjem.