Spritruten

Midsommerrejsen

I nat var jeg ude at rejse. Jeg var tilbage i min barndom og hente minder om det, der var engang. Jeg fløj over marker, fjorde og bælter tilbage til skoven ved Basnæs på Sydsjælland. Jeg hentede styrke til at leve mit liv her midt i byen sammen med solsorte, råger og enkelte musvitter.

Som en laks, der vender tilbage til det sted, den er undfanget, svømmede jeg tilbage og hentede ballast. Der, i de første ni år af mit lange liv støbtes en stærk form, som jeg har kunnet hvile i, når bare jeg fik lov.

Mine unger og deres unger lever og har det godt, hvor de er i livet. Genvordighederne er stillet på stand-by i øjeblikket, men jeg ved, det hurtigt kan ændre sig. Det bekymrede mig ikke i nat. Alligevel var jeg ked af det, da jeg vågnede til lyset denne skønne regnfyldte søndag. Dagen efter en bål- og heksefri Sct.Hans aften, hvor #metoo  virkelig må have ændret verden, når selv båltalen uden bål indeholdt referencer til den bevægelse.

I bund og grund drejer det sig om ligeværdighed contra magt. På min rejse tilbage i erindringen blev jeg husket på, hvordan min far altid var optaget af at skabe, at producere. Hans fine smedejernslåger står som et smukt monument over ham ved indkørslen til slottet Basnæs. Min farmors bier står også stærkt i erindringen, nok mest fordi insekterne forsvinder. Æbletræet har kun enkelte frugter i år. Naturen har trange kår, men måske er det hele bare i forandring til noget bedre.

Fluerne bed og gigten gjorde ondt i går. Så ved jeg det bliver dagsregn. Men herinde i min trygge hule er jeg mig selv og har det som regel godt med mig selv. Somme tider er hun lidt irriterende, når hun hen på eftermiddagen ikke har nået det hun gerne ville. Opvasken står i blød, sengen er ikke redt, vasketøj og skiftetøj breder sig på knage og bag døre. Men den anden del af mig ved, at det bare er tegn på, at jeg har healet mig selv ved at skrive, tegne, sy, læst, mediteret eller sådan noget.

Tv-et sender genudsendelser af ligegyldigheder. Strikketøjet er kedeligt, når der ingen aftagere er til det. Karklude gider jeg bare ikke strikke, for jeg tilhører generationen, der strikkede penneklude som syvårig. Ingen udfordring at hente der. Nåhh… men en lille sort strikket sag ligger parat med et nemt hulmønster til fingergymnastikken om aftenen. Sådan en sort bomuldsstrikket bluse er der altid afsætning på blandt mine kvindelige efterkommere.

Det er tankerne og det de kan gøre for mit skrivende liv, der holder mig i live. Tankerne skal tøjles og bindes fast til papiret. Skærmene er lidt utro og gemmer ikke de dokumenter, jeg beder dem om. Tankerne skal ud af mit hoved og ind i historier om et levet liv. Det giver roderi inde i hjernen, hvis de ikke bliver sat i system. Ikke kun en eksakt gengivelse af oplevelser, ikke et foto taget på en rejse, men en bearbejdet historie. En refleksion over tilværelsen, sådan som den nu engang kom til at forme sig på godt og ondt for mig.

”Alle lykkelige familier ligner hinanden, men de ulykkelige familier har hver deres historier…” sådan skrev Tolstoj som indledning til Anna Karenina og sådan startede jeg for nu snart 10 år siden med at vove mig ud i erindringsskrivningens vanskelige kunst. Mit liv har været fyldt med oplevelser, der burde have knækket mig, men jeg er ligesom en mælkebøtte, jeg fortsætter bare og bruger andre metoder, tilpasser mig. Min skønne rødhårede mors liv var fantastisk og jeg fatter ikke, hvordan hun overhovedet kunne klare, hvad hun klarede. Forstår efterhånden godt, hvorfor hun ofte reagerede som hun gjorde og måtte have nervemedicin. Jeg har arvet en formidabel evne til at stryge alting af mig, når jeg bare får lov til at skabe et eller andet.

Jeg nåede ikke til Bloksbjerg, for det er vist bare et kedeligt bjerg i den nordlige del af Tyskland. Der var ikke flere koste, ikke flere billetter til Fleggaard for at hente sprit og slik.smuk rødhåret heks

Reklamer

Fugleperspektiv

Fugleperspektiv

På toppen af en høj bunke kviste og grene sidder jeg og tænker over tilværelsen. Drømmer jeg eller er jeg virkelig en fugl, der om lidt flyver væk fra hele redeligheden.

Jeg er pelikanen, der giver Rasmus Klump værktøj, som jeg har i mit næb.

Jeg er fiskehejren, der om lidt lander på taget af en bil i København.

Jeg er storken, der inspicerer en ny mulighed for at bygge rede.

Jeg er vildanden, der dykker i søen og flyver sydpå med hvislende vingeslag.

Landskabet omkring mig er tidløst og frodigt. Her er masser af plads til alt levende. Mosens vand er fyldt med føde til frøer, tudser og småfisk. Kornmarkerne skjuler musenes reder og harens gemmesteder. Træer og buske bugner snart af frugter, bær, nødder. Det er midsommer.

Mon det er rigtigt, at storken kommer med de små børn? Jeg ønsker mig så brændende et barn. Engang indgik jeg en hemmelig pagt. For at få mit højeste ønske opfyldt måtte jeg give afkald på alt andet. Det er længe siden den pagt blev indgået. Mit højeste ønske var et barn.

Mænd og kvinder kommer gående alene eller i tosomhed. Børn går med bedsteforældre i hånden. Min mor er der også, hendes flammende røde hår lyser op mellem de grå skikkelser. De kommer hen imod mig, men de dæmpet synger min mors yndlingsvise. Visen om vildanden, der opfostrer det dejligste kuld, men hendes vinge såres, så hun ikke kan følge ungerne på træk. Jeg er hendes sidste unge, nu kommer hun for at sige farvel.

Der midt i flokken går min mage. Han er smuk, vild og statelig. Han er soldaten fra eventyret, der lige har erobret et fyrtøj. Han tænder en gnist og sætter ild til de nederste tørre grene. Det knitrer lystigt, ilden tager godt fat, flammerne slikker op ad mine ben.

Livet begynder og slutter i et brændende begær. Åh…hvor jeg elsker …..stork på reden

tak for trofast læsning til alle jer, der har læst med gennem årene, denne her stammer fra en opgave på en betalingsskriveskole, men i min oprydning af gamle skriverier fik jeg lyst til at dele den i anledning af den forestående midsommer og min årlige flyvetur til Bloksbjerg i fantasien…