I H.C.Andersens fodspor på Basnæs

BasnæsStore- og lillesøster[4815]

– min søster Inger er 20 år ældre end mig, her er hun på vej med mig på cyklen, måske for at besøge farmor og far, der havde en smedje på godset Basnæs.

Erindringer om barndommen svirrer rundt og insisterer på at blive sat på ord og sætninger. Ingen vej udenom for der er så mange ting at fortælle til mine efterkommere. Somme tider tror jeg at jeg har drømt det jeg fortæller nu, men slottet Basnæs eksisterer stadigvæk. Min fars smukke smedejernslåger, min farmors hus kan skimtes på et luftfoto af godset. På denne sydsjællandske egn dannes de første spor af mine mangfoldige erindringer.

Det jeg husker må have lagret sig godt og grundigt, for jeg ved, at jeg mister min far, da jeg er ni år i 1953 og kommer til at bo i Hyrup ved Stouby hos en af mine søstre, der lige har giftet sig med en jysk malersvend.

På samme måde som min mor mistede en forælder i en tidlig alder, så kommer mit liv også til at formes af, at jeg ikke har to forældre, ikke har det andre har: en far en mor og et hjem. Men jeg har noget andet og det er jeg hele livet utrolig taknemmelig for: jeg har en hel flok søskende, der helt til jeg bliver en gammel kone føles som det de er, nemlig tæt familie. Ganske vist rejser jeg til Vestjylland bare 20 år gammel, men hver gang jeg kommer tilbage til min fødeø åbner de døre og favne og hilser mig velkommen. Det er også fra mine søskende jeg har fået fortalt historierne om min mor, historier, som jeg så gerne vil bruge til at lave til en fiktiv roman om kvinders liv og vilkår i 1900-tallet.

I haven og på slottet Basnæs har jeg levet og boet ligesom H.C.Andersen før mig. Voldgraven inspirerede til at skrive eventyr. Slottet med voldgraven omkring var også et eventyr for mig. Fruen på Basnæs Lillian Kauffman døde 2017, da var hun 96 år gammel. Men i 1952 gik jeg rundt i parken omkring slottet sammen med hendes ældste datter Madelaine. Lena og jeg snakkede om alt muligt. Vi var hinandens fortrolige og forholdt os til livets store spørgsmål. Jeg vidste min far var syg, for han var aldrig i smedjen mere. Han havde fået kræft, som dengang var en dødsdom. Ingen talte med mig om det, jeg måtte ikke komme i soveværelset, hvor han lå. Men Lillian på Basnæs hjalp mig med regnestykkerne jeg havde fået for i den lille stråtækte skole i landsbyen Magleby.

Familien bestod af Lillian og hendes mor fru Salomonsen, der boede på et værelse i kældergangen ligesom mig. Hun gik altid i kridhvid nystrøget bluse og fodlang sort nederdel. Faderen til de to mindste børn var vonKauffman, direktør for chokalefabrikker og vist også andre ting. De tre ældste børn Madelaine, Poul og Elisabeth havde forskellige fædre men vi blev alle behandlet ens af Lillian. Sådan følte jeg det som det otteårige danseglade barn jeg var. Hver uge blev den store sal i stueetagen åbnet og danselæreren fra Skælskør kom for at øve klassiske danse med os børn. Jeg var dygtig, for jeg havde gået på danseskole ude i forsamlingshuset på Stigsnæs, så jeg skulle øve med Poul.

Når Poul ind i mellem blev ”stik-hamrende-hysterisk” var jeg den eneste, der kunne berolige ham. Så blev jeg sendt ind til ham med en stor kop kamillete. Jeg kan ikke huske om jeg fik ham til at drikke den, men husker, hvordan han langsomt blev rolig igen. Den evne må jeg have fået i vuggegave, for den har fulgt mig i hele mit arbejds- og private liv.

Familien talte om at emigrere til Costa Rica i mellemamerika og jeg skulle med. Det var jeg vældig optaget af og fandt landet på den globus de havde i skolen. Men så skete der en hel masse i min biologiske familie, så jeg blev aldrig adopteret af den driftige erhvervskvinde på Basnæs.

 

basnes-001-600x401

Reklamer

4 comments

  1. millemoses · juli 8

    ihh mange tak for både interesse, og hurtig kommentar – ja Lillian skal forklares bedre, det har du helt ret i – det er skrevet som godnatlæsning til mit barnebarn, og hun har virkelig sat turbo under gamle mig, fordi hun læser med helt ovre fra Maui – men hun er jo ikke trænet i skriveri selv, så jeg mangler sådan nogen kommentarer som dem her fra dig. Tak for det!! kh m

    Like

  2. katapultens · juli 8

    Længe siden! Men ikke mindre godt et gensyn af den grund. :o)

    Det er herligt at læse om familien. Dejligt, at du og din bror blev enige om, at du skriver historien, som du husker den. Hvem ved – måske fik han ikke ting at vide, som du fik at vide eller overhørte. Og uanset hvad, så er det jo det du husker – og de følelser, som er hægtet op på det – som har været med til at præge dig og som derfor naturligt hører til.

    Jeg blev lidt forvirret i afsnittet efter at Lillian blev nævnt. Der kommer mange navne og jeg var ikke helt sikker på, hvem, der var hvem. Måske det giver sig selv, hvis man læser mere end bare det her brudstykke, men ville lige nævne det.

    Like

  3. millemoses · juli 4

    Tusind tak for besøget Per – det glæder mig, at du synes det er relevant. Det blev sat lidt på stand-by, da jeg startede på saxo. Det gik op for mig, at man ikke bare kunne skrive deruda… men skulle have de rigtige teknikker på plads. Nu har jeg øvet mig i 7-8 år, så nu må jeg godt bare skrive deruda…. ellers ender det med, at jeg ikke får det gjort. Lige i øjeblikket er der nogen i familien, der gider læse med. Da jeg startede blev jeg bremset af min ældste bror for det passede f.eks. ikke, at jeg skulle bortadopteres, det ville han i så fald have forhindret, men siden hen er vi blevet enige om, at jeg altså bare skriver, hvad jeg husker – om det er rigtigt eller forkert må guderne vide, et eller andet sted må jeg have det fra. Da jeg blev 70 havde han altså også en hilsen med til mig fra Madelaine der på det tidspunkt stadigvæk boede på Basnæs og han havde mødt hende i skoven. kh m

    Liked by 1 person

  4. Per Thunedborg · juli 4

    Rigtig godt og levende skrevet. Godt du er kommet i gang med det. Super for børn og børnebørn. Men også udenforstående. Der kommer sikker en masse op, som man ikke har skænket en tanke i hundrede år. Men når man bevæger sig ned i det svundne vil der altid dukke nyt op, man ellers havde glemt. Men det sjove er, at det har man jo ikke. Det har bare været stuvet af vejen for at gøre plads til nyere og mere relevante ting. Men hjernen gemmer på utroligt meget.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s