Håndarbejdstime anno 1950

Åndens arbejde

”Frikvarter!” fru Svendsens velklingende stemme gjalder ud over samtlige ni svedende piger i forskolealderen.

I min lomme ligger en lille klump tråde, som jeg omhyggeligt har samlet der i timens løb. Vi syr hulsøm og de tråde vi trækker ud af bomuldsstoffet skal jeg bruge til et fysisk eksperiment.

Intet må gå til spilde, hver en tråd kan bruges til nyttigt håndarbejde for flittige hænder. Det ved jeg godt, men altså hvor jeg keder mig, når alting skal bruges på den måde de voksne dikterer.

Imens jeg går forbi fru Svendsen anstrenger jeg mig for at lægge ansigtet i de rigtige uskyldige folder. Let spidset mund til fløjt, åbne øjne uden blink, der kikker lige på lærerinden. Sådan har jeg lært det af min storebror, der har stor erfaring med at føre lærere bag lyset.

Fru Svendsen er tussegammel, hun går i lange sorte kjoler med dybe udskæringer. Lige da jeg går forbi hende har hun travlt med at ordne sin barm, den er kæmpestor, men vi har opdaget at hun bruger brysteholderen som en slagt ekstra taske. Otto min ældste bror, der altid lavede narrestreger, har kikket engang, hvor hun havde glemt, at han stod i skammekrog lige bag hende. Hun har lommetørklæder med bolsjer og småpenge gemt i de to store beholdere, fortalte han bagefter i skolegården.

Mine træsko er røde, min kjole er blåternet og har to lommer foran, som er store og dybe. Kraven rynker smukt, for vi er meget dygtige i vores familie til både håndens og åndens arbejde. Faktisk ved jeg ikke, hvorfor jeg overhovedet skal gå i skole, mine søskende har allerede lært mig at læse, sy, strikke – ja regning er da som storebror Christian siger noget man skal kunne, ellers bliver man snydt.

”Rødt og blåt klæ`r alle narre godt” nynner jeg på min egen hjemmelavede melodi, mens jeg i gadedrengeløb passerer skolegården og sætter kurs mod de små lukkede skure omme bagved.

Det eneste sjove ved at være her er drengene, de leger på en meget mere dristig måde end os piger. Kloge er de bestemt ikke, ikke som min storebror, men Ebbe kan godt gå an, bare han ikke stikker mig bagi med nåle han har hugget i skuffen til håndarbejde.

Så snart jeg er ude af fru Svendsens synsfelt hiver jeg trådene op af lommen, nu begynder eksperimentet. Først skal trådene omhyggeligt bindes sammen til en lang sammenhængende tråd, så skal den rulles op på en stykke papir og endelig skal den synkes. Jeg har øvet mig i at få den ned gennem spiserøret uden at få brækfornemmelser. Tricket er så at få den hevet op igen uden at den går i stykker.

Ebbe annoncerer i skolegården: ”Mille laver et tryllenummer omme ved lokummerne!” råber han til de andre. Snart er alle sytten børn i skolegården forsamlet foran mig, der for en gangs skyld  har hovedrollen.

Jeg ved ikke, hvad det vil sige, at være nervøs, det er en tilstand mit beskyttede liv med far, mor og seks søskende ikke ved hvad vil sige. Ebbe er god til at annoncere.

”Hun har slugt et helt pudevår, fordi hun ikke gad sy hulsøm” beretter han uden at blinke. ”Nu har hendes mave trevlet det op og om lidt kan I selv se, hvad det er blevet til” fortsætter han med eventyret glimtende i sine brune øjne.

Jeg begynder optrækningen af tråden, snyder de peristaltiske bevægelser i halsen med en perfiktion, der kommer af ugelang træning. ”Det passer ikke ”siger Erland med en stemme, der er i fuld overgang. ”Jeg tror hun har hugget trådene og sunket dem” kommenterer Else

Således konfronteret med noget der ligner sandheden, begynder min hals at modarbejde mig. Pludselig står jeg med en stump sytråd i min højre hånd. Panikken breder sig både hos mig, hos Ebbe og hos tilskuerne.

Ingen af os har bemærket at læreren har ringet med klokken. Spisefrikvarteret er forbi, og jeg har ikke nået at spise mellemmadderne. Jeg glemte dem fordi jeg havde hovedet fyldt med andre ting. Nu får jeg brug for al min kunnen indenfor omskrivning af sandheden, for hvordan får jeg forklaret, hvad der egentlig er sket. Mit ry som tryllekunstner med magiske evner er i spil.

Det er kvælende varmt, jeg har intet spist, jeg har irriteret både lærere og min følsomme synkefunktion, jeg skal kaste op. Udenfor vinduerne bliver det mere og mere tåget.

Da jeg kommer til mig selv igen ligger jeg på et tæppe ude i skolegården. Rundt om mig løber børn og voksne rundt i panikagtig stemning. Så megen opmærksomhed er jeg ikke vant til. En bil med udrykning nærmer sig, ”åh, nej” tænker jeg ”måske har jeg været ved at dø?”

Men inden tanken forsvinder fra mit hoved kommer førstelæreren og idet han kikker ned på mig siger han: ”Din lille klovn, kunne du ikke vente med at besvime til vi var kommet ud”

Bilen, der kommer babu-babu er ikke en ambulance, men en fin rød brandbil med stige, slanger og det hele. Flotte flammer står op fra det gamle stråtækte tag på den bygning vi lige har siddet i.

”Skolen brænder, skolen brænder” lyder det rundt omkring mig. Men jeg sidder bare på tæppet og forstår ikke noget, tænker bare på, hvor min fine nye skoletaske med mellemmadderne er.

Min storebror, der går i købstadsskolen ude i Skælskør, kommer drønende på sin cykel. ”Kom læreren ud?” er hans første bemærkning. Da han får øje på mig siger han: ”Hvilke tossestreger har du nu haft gang i?”

Der går et par dage inden det går op for mig, at det slet ikke er mig, der har været årsag til panikken. Førstelæreren holdt bier og på loftet lige under stråtaget lå en stak bitavler, som i den brændende sommervarme havde antændt taget.

Vi fik alle sammen sommerferie en uge før tiden og i august blev forsamlingshuset indrettet med skolepulte, kateder og sort tavle.

Men det er en anden historie.

– da jeg fyldte 74 i maj 2018 var jeg stadigvæk glad for håndarbejde20180531_094944 (1)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s