Far

 

Far Folmer

Det er længe siden jeg har været hjemme hos mor og far. Jeg savner lugten af skråtobak og elektricitet, når jeg putter mig ind til ham. Mor lugter ikke nær så godt, der hænger altid madlugte omkring hende og i forklædet.

Jeg ved, at der er noget galt, men er ikke sikker på hvad? Den eneste jeg har at snakke med om død, fødsel og sådan noget er Madelaine, som gerne vil kaldes Lena.

Vi taler om døden Lena og jeg. Hvor bliver de mennesker af, der dør? Lena har haft en moster, der kørte ind i et træ. Bilen kørte så stærkt, at vi stadigvæk kan se et mærke i det træ ned i alleen, som hun ramte. Men Lena kan ikke huske sin moster og savner hende ikke.

Når jeg cykler i skole kommer jeg forbi den hvidkalkede kirke i Magleby. Den er meget højere end alle de andre huse og rundt omkring den er små fine haver. Alle de små haver har alle sammen en sten, hvor der står navne på mennesker, som er døde. Gravsteder hedder de små fine bede inde på kirkegården, de bliver passet fint og mange af dem får små buketter af friske blomster sat i vand i et kræmmerhus.

Lenas familie kommer aldrig i kirken og Lenas moster har heller ikke noget gravsted på kirkegården. Lenas mormor er en lille tynd gammel dame, der altid går i sort nederdel og kridhvid skjortebluse. Hun hedder fru Salomonsen og bor nede i kælderetagen på slottet Basnæs, hvor også Lenas mor og alle hendes små søskende bor.

”Kan vi ikke spørge din mor eller din mormor om det der med døden?” spørger jeg Lena, – hun tænker sig lidt om – og svarer så: ”Jeg tror ikke min mormor ved så meget om det, hun er jøde, og de tror ikke på det der med kirken – og min mor ved i hvert fald ikke noget, hun ved kun noget om at føde børn!”

”Det er snart min fødselsdag, så bliver jeg 10 år”  – Lena er 8 men er meget høj og meget klog, selv om hun ikke går rigtigt i skole ligesom mig. En gang i mellem kommer der en lærer hjemme, hvor de bor, så Lena kan godt læse.

Jeg vågner tidligt om morgenen, den dag, hvor det er min fødselsdag, jeg er glad selv om jeg nok ikke får besøg af mine søskende ligesom jeg plejer. Jeg ligger i sengen og regner ud, hvor gammel jeg vil være, når årstallet skifter til 2000.  Lena og jeg går en lang tur i gartneriet og parken, der ligger rundt om Basnæs.

Da vi kommer ned i køkkenet er alle pigerne helt stille, så åbner de døren ind til ”folkestuen” – der hvor alle de ansatte på slottet spiser. Derinde er der lagt hvid dug på og sat fine lysegrønne bøgegrene op på væggene og på bordet.

”Tillykke” siger de alle sammen og Britta kommer med en fin stor kage.  Jeg bliver så glad, at jeg er lige ved at græde. Jeg har aldrig haft et fint dækket bord og en kage, når jeg har haft fødselsdag.

Det er rigtig dejligt alt sammen, men hvor er mor?

De næste par uger bor og spiser jeg på Basnæs, jeg cykler selv i skole og Lenas mor Lillian hjælper mig med regnestykkerne. Det er lidt underligt at cykle forbi huset, hvor far og mor bor uden at skulle derind.

Det er blevet juni, solen skinner og det er snart sommerferie, jeg glæder mig til at blive fri for den lange cykletur hver morgen og bare gå og daske rundt i parken og i gartneriet på Basnæs. Far er jo ikke ovre i smedjen mere, men farbror Helge er i karetmagerværkstedet, som ligger lige ved siden af hestestaldene.

En dag får jeg besked på at komme hjem, alle mine søskende er kommet og mor græder. Det er helt rart, at hun ikke skændes med Inger eller Ida og jeg synes det er dejligt, at de er kommet alle sammen. Mon de er kede af, at de glemte min fødselsdag?

Ude bagved fars gamle smedje bliver vi fotograferet. Jeg har mine røde knæbukser på og en kortærmet blå skjortebluse. I vejgrøften har jeg plukket mælkebøtter, deres bløde stængler ligger i min hånd, og jeg spekulerer på om jeg har nok til at flette en krans af.

Jeg har fået en ny meget smuk kjole. Den er meget mørkeblå, næsten helt sort, oppe ved halsen er der nogle lådne hvide prikker. Den har lange ærmer med hvide manchetter og en hvid krave – det er sommer, så jeg synes det er lidt mærkeligt at den har lange ærmer og er så mørk i farven.

Vi skal i kirke selv om det ikke er søndag. Siden min søster Rita viste mig, hvordan man på bare et par timer kunne trylle et stykke stof om til en kjole med flæser, sløjfer og rynket nederdel – så har jeg prøvet at lægge mærke til, hvordan tøjet er syet. Så jeg sidder oppe i kirken og studerer de lådne hvide prikker i min nye kjole. Det er som om de ligger ovenpå stoffet, som kæmpestore snefnug, det er meget smukke.

Vi synger: ”Altid frejdig, når du går…” den kan jeg udenad, den sang vi tit i sangtimerne og far og mor sang den nytårsaften. Oppe foran alteret står en stor hvid kasse, pyntet med en masse blomster.

Præsten taler alvorligt og siger, at det er sørgeligt, når forældre dør fra mindre børn! Han kikker på mig og jeg forstår pludselig, at det er mig og min far han taler om.

Alle mine søskende er med i kirken, de ser alle sammen alvorlige ud, Ida og Marie græder. Mine egne tårer begynder at dryppe ned på de fine hvide snefnug på min kjole. Lidt efter skal vi gå ud af kirken og kisten bliver båret ud, det er kun min nye svoger fra Jylland, der ser, hvordan jeg har det, så han tager mig i hånden mens vi går ud på kirkegården.

Jeg kan ikke huske, hvad der mere sker, kun at jeg næste dag cykler i skole. Vi skal have botanik, og det elsker jeg, for jeg kender navnene på alle blomsterne i grøftekanten. Jeg plukker gule kællingetænder, blå kornblomster, røde valmuer og hvide kamilleblomster. Der er også en flot stor lille slangeurt, men den stikker i fingrene, så den lader jeg stå.

Den lærer vi har til naturhistorie har vi også til sang. Han har en kraftig stemme og lyder som de operasangere, jeg har hørt i radioen. Da han får min markbuket spørger han: ”Hvordan gik begravelsen?”

Noget går i stykker inden i mig. ”Hvad i alverden bilder han sig ind?” – jeg kan ikke svare ham og vil ikke græde, mens de andre ser det, så jeg løber ud til min cykel og kører så hurtigt jeg kan væk fra skolen.

”Heldigvis det snart er sommerferie, for jeg kommer aldrig i den skole mere!” tænker jeg mens jeg træder alt hvad jeg kan i pedalerne.” Hvordan får jeg mine ting? Det er lige meget med den gamle røde taske, de skal ikke blande sig!”

Nogle dage efter skal vi op på kirkegården og ordne gravstedet, jeg kommer med for jeg kan godt lide havearbejde. Der er en fin sten på graven, der sidder en lille fugl af metal og så står der ”FAR” med bogstaver af samme slags røde metal som fuglen er lavet af.

Inde i gruset er der en kant. ”Hvad er der sket med gruset?”

Min storebror siger på sin sædvanlige ærlige ligefremme måde: ”Når kisten rådner, så falder den sammen og så synker jorden under gruset.”

Jeg siger ikke noget, men løber væk, ligesom jeg gjorde fra skolelæreren.

”Hvis kisten falder sammen, så ligger far jo derinde og kan ikke få luft?”

Ude ved bilen tegner jeg tal og bogstaver i gruset, jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvad der sker, men er bare nød til at tegne 1-taller og 8-taller – så gammel skal jeg være, før jeg må få lov til at køre bil.

 

 

Men det er ikke min far, der ligger dernede – jeg er sikker på, at han bare er ude at rejse, er taget ”på valsen” ligesom han gjorde i sine unge dage – eller også sidder han oppe i Norge på en fjeldtop og passer på, der ikke sker noget med mor og mig.

I skolen synes de det er ”synd” for mig, men jeg kan ikke holde ud, når der er nogen der synes noget er ”synd” for mig, det er som om det er lidt flovt, jeg kan sagtens klare mig selv. Så derfor gik jeg bare ud til min cykel og cyklede alt hvad jeg kunne væk fra Stigsnæs Centralskole og alle de dumme forkælede møgunder og sanglæreren med operastemmen.

Det er alligevel snart sommerferie, og jeg lærer jo aldrig noget i skolen. Jeg har læst masser af Morten Korchs romaner, kan sagtens skrive breve, ja jeg har skrevet en sang til min søster Idas bryllup. Melodien er ”Søren Bramfri`s lærkesang” – jeg har hørt den i ønskekoncerten. ”Nu går våren gennem Nyhavn… fra Shanghai og til Kap Horn” – den er nem at digte på: ”Nu skal store søster giftes …. – jeg har skrevet 3 vers  på 18 stykker ternet papir og tegnet en påskelilje oppe i det ene hjørne.

Hjemme i haven under blodbøgen er der lidt underligt. Mor plejer ikke at rydde op og gøre rent, det lader hun min søster Inger om. Når hun kommer på besøg bliver stolene sat op på bordet og vasket på benene!! – alle edderkopperne farer forvildet omkring, når Inger kommer.

Der er ingen høns, der render rundt og skraber i staudebedene, gamle mis Pussi er heller ingen steder. Hvorfor er alting så underligt stille og hvor er mor?  Der står nogle store baljer på græsplænen. De er fyldt med kærnemælk og så har mor puttet alle kedlerne og tallerkenerne af kobber op i mælken – underlig måde at gøre dem rene på!

Ida kommer ud i haven.

”Har du allerede fået fri fra skole?” – jeg gider ikke svare hende, det kan hun vel se, at jeg har. Når hun er på besøg kan jeg bedre forstå det der med kobbertallerkenerne i mælken – hun er lidt skør.

”Når du får sommerferie, kan du komme med mig hjem til Hyrup” siger Ida –

Ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om det, hun og Inger har altså været for meget på husholdningsskole og vasker alting – også mig – alt for meget og alt for tit. Det hedder vist nok ”patina” når neglene er lidt sorte og der er ”lakridser” mellem tæerne – jeg skal nok selv vaske mig, når jeg får lyst til det.

 

Men som sædvanlig har mor og mig ingenting at skulle have sagt, når Ida er på besøg – Inger nøjes da i det mindste med at gøre rent – så mus og edderkopper flygter langt væk – men Ida dirigerer og kommanderer – som regel ender det med, at hun skændes med mor og så rejser Ida og græder lidt, når hun siger farvel.

I sommerferien 1954 rejser jeg med Ida til Hyrup og jeg har mine nye fine ternede skolekjoler med. Den ene er rødternet og allerede ved at være for lille, den anden er grønternet og går helt ned over knæene. Jeg har også en fin ulden grå vinterfrakke, en fjollet hue med duller på og et par brune snøresko.

Ida kan en hel masse med planter og håndarbejde. Når vi er alene er hun ikke så slem at være sammen med,  når jeg bare lader være med at prøve på at bestemme noget så er det såmæn ikke værre end at være sammen med mor, når far og Christian ikke er der.

Skolen, jeg skal gå i, er lidt mærkelig. Huset er en meget lang bygning, taget er af strå ligesom der i Magleby, hvor det pludselig brændte. Men hvis bare ikke lærer Krebs Lange har sine bitavler oppe under stråtaget, så går det nok ikke så galt.

Krebs Lange er en mørk, tyndhåret mand med store hornbriller, vest, urkæde og tyndslidte garbardinebukser. Min svoger Henning går i hvide overalls med maler-pletter, det ser meget mere hyggeligt ud. Godt jeg kun skal om i skolen hver anden dag, for jeg er altså ikke helt tryg ved ham ”krebsen den lange” – han sidder oppe ved katederet hele tiden, og det er som om han slet ikke er der.

Hver eneste dag – når vi altså er i skole – skal vi fyre i kakkelovnen og skrive med pen og blæk – jeg elsker at skrive, men kommer til at hade de spruttende penne og skrivebøgerne med skrå streger, som vores bogstaver skal læne sig op ad. Det går ”krebsen” meget op i, men han fortæller aldrig historier ligesom de andre lærere jeg har haft, vi skal heller aldrig lave ”legemsøvelser”.

De fleste elever i klassen er drenge, og de bor alle sammen på et børnehjem, der ligger i nærheden. Drengene har selvfølgelig kapret pultene lige ved kakkelovnen, der er jo dejlig lunt. De myldrer også ind i den mørke, dystre skolestue så snart ”krebsen” viser sig i køkkendøren ovre hos sig selv. Vi er 2 piger, som sidder ved vinduet.

Imens ”krebsen” får slukket piben, strøget sig over de 5 hår på hovedet,  i langsom gang bevæget sig op til stolen ved katederet, kontrolleret at der ikke ligger tegnestifter eller kridtsnuller på stolen og endelig kikker ud på os – så har drengene haft travlt med til at stikke ud efter os tre piger med spidsede blyanter,  løfte op i vores kjoler og lave ”skøre” hoveder af os.

”Krebsen” kikker bare lige ud over os, og så kikker han ned i sine ting på katederet og siger: ”Skriv k- er!” – det skal vi så resten af timen – så jeg keder mig meget.

Når det så blev frikvarter igen må Marianne og mig prøve at klare os, drengene kan en masse ord, som vi aldrig har hørt. Marianne har spurgt sin far om, hvad fisse, kneppe og pule betød – men Mariannes far en smed, og han blev helt rød i hovedet og sagde hun skulle ”vaske sin mund med brun sæbe”

Vi har også prøvet at slå ordene op i en ordbog, men de er nok ikke danske, for vi kan ikke finde dem i ”Den lille skoleordbog” – det kan være de er polske eller grønlandske for en af drengene hedder Kowalski til efternavn, det er sikkert polsk og en anden er helt mørk i huden og sorthåret, han er fra Grønland.

Det jeg ikke lærte hos Krebs Lange sørgede min energiske propre store søster for. Ida har en kæmpe køkkenhave med alle slags grønsager, buske, urter, stauder, løg- og knoldvækster. Alting har navn og jeg ved nøjagtigt hvordan citronmelisse, broccoli, pastinak og selleri ser ud.

Når vi ikke laver mad eller ordner haven syr, strikker og hækler vi – Ida kan alt. Ude under halvtaget hænger urter fra skoven og fra grøftekanten og inde i skuret står nogle store glas med små rør i, der bobler.

En dag er Ida ekstra glad, hun har ikke tid til sine sædvanlige gøremål. Opvasken og lokumsspanden må vente. På køkkenbordet ligger en stor buket tørret pengeurt.

”Gad vide, hvad hun nu har fundet på, måske har hun læst i en af sine bøger, at den kan bruges til salat?” tænker jeg

Ude i Hennings malerværksted henter hun en lille træplade. De runde frø fra pengeurten skiller hun ad, så der ligger en hel masse fine ”sølvpenge” på køkkenbordet. ”Pengene” limer hun op på pladen, så de ligner kroppen på en fisk – de sølvskinnende plantedele ligner fuldstændig er stor fed aborre. Munden laver hun af de spidse blålige blade fra mandstro. Den stikkende tidsel hun har stående sammen med de andre planter til tørring ned i et hjørne af køkkenhaven.

I skolen går den ene dag efter den anden med at skrive bogstaver, jeg har mindst 10 hæfter liggende med stjerne på omslaget. Vi får en guldstjerne, hvis vi har skrevet hele hæftet med passende hældning og uden rettelser. Hjemme hos Ida har jeg syet en hel landsby i korssting – med gadekær, huse, mennesker og dyr.

Det er vinter, men vi har mange grønsager og spiser lækker sellerimos og rødbedebøffer med bløde, gyldne stegte løg.

Når vi skal have kød cykler vi de 3-4 km til Stouby og henter en brun pakke i frysehuset. På pakken står ”nakkesteg” med Idas flotte runde skrå bogstaver. Hun har sikkert også været tvunget til at skrive blækbogstaver hver eneste dag, da hun var 10 år for 18 år siden.

Idas mave er vinteren over blevet større og større, hun kan ikke cykle mere. En dejlig forårsdag i marts må jeg ikke komme hjem fra skole, men skal blive ovre hos smedens Marianne og lege. Vi kan høre nogen skrige, ligesom når hjemmeslagteren er på besøg.

Om aftenen, da jeg kommer hjem, ligger Ida helt stille i sin seng, ved siden af sig har hun et lille barn, sådan et har jeg aldrig set før, og jeg skal prøve at holde ham.

Den lille dreng skal hedde Jens efter sin farfar og Folmer efter sin morfar. Men det er blevet bestemt, at jeg ikke skal bo hos Ida mere. Vores mor har fundet et hus i Roskilde, hvor jeg skal bo sammen med hende, Christian og Marie.

Det er meget uretfærdigt synes jeg, at jeg bare skal flytte, når de andre bestemmer det. Der er ingen steder hvor jeg kan få lov til at være og få lov til at have nogen ting, der er mine egne.

I lang tid efter vil jeg ikke snakke med Ida, for det var vel nok tarveligt, at mor og mig skulle smides ude, bare fordi hun havde fået en unge.

– jeg har brugt billedet af blomsterne fra Tines begravelse, det var det eneste jeg kunne finde, som jeg syntes passede til fortællingen om min fars begravelse.

 

 

2015-07-18 13.37.39

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s