# hetoo

-ville egentlig ikke bruge mere tid på dette efterårs fint skabte opgave leveret af vores dygtige redaktør, men kunne ikke dy mig for at bruge den ekstra time vi fik forærende i nat til at redigere og delvist omskrive historien om Mille, Morten og Thilde. Den tekniske beskrivelse af, hvordan jeg redigerer er som jeg plejer: hele teksten printes ud, med blyant sletter jeg alle unødvendige afsnit – så gennemskriver jeg hele molevitten igen og her er den så i en omsyet udgave.

Klæder skaber folk

Viskestykket er vådt og vasken er stoppet. Mobilen fløjter som en solsort. Mille tørrer hænderne i buksebagen og sætter sig tungt på en lille køkkentaburet.

”Ja”

”Hej, giver du en kop kaffe?”

”Gerne men jeg er helt til rotterne!”

”Nu igen, jeg kommer så snart jeg har handlet ind!”

Mille sætter opvasken sammen og lægger aviserne ind i stuen. Dørtelefonen sender sin skærende tone ind i lejligheden. Omgivet af sin sædvanlige lavendelparfume sejler Thilde op ad trapperne. Med sig har hun en kaktus og en orkidè.

”De var på tilbud i Fakta, det kan jeg ikke stå for!”

Mille tænker på ”Roser og tidsler” og skubber til palmerne på gulvet for at komme hen til vindueskarmen. Vinduet i stuen ligner et lille gartneri og potterne breder sig ud over gulvet og ned ad trapperne i opgangen.

”Planterne er vore børn, synes du ikke?”

Mille nikker og er lige ved at tude.

”Jamen hva`så søde? Har de nu igen skældt dig ud de unge?”

Tårerne løber ned ad Milles usminkede runde kinder.

Thilde åbner skuffen med rene viskestykker og går resolut i gang med resten af opvasken. Mille tænder for elkedlen og finder dåsen med ”Mormors kaffe” frem fra overskabet.

”Vi må leve vore egne liv!”

”Mødre holder nok aldrig op med at bekymre sig?”

Snakken flyder frem og tilbage om stort og småt. Imens ordner Thilde afløbet og sætter fint pudsede glas på plads. Restaurationsbranchen har sat sine spor hos kvinden med det lilla hår.

”Der er kommet en ny restaurant i den gamle biograf!”

”Ja, det myldrer med spisesteder, ”Posthuset” annoncerer med brunch til 139,-kr”

Inden de to kvinder skilles, har de aftalt at spise ”Street-food” i den gamle biograf.

 

Milles humør er i bund. Ude i gården er en måge ved at æde en udhulet græskarmand. Minderne ruller rundt inde i hendes hoved. Børn har været hele hendes liv både privat og på arbejde. Børn hun har elsket er fløjet væk som selvstændige væsener, er fløjet ud af hendes liv og nye er kommet ind. Indtil nu i hvert fald. Strømmen er stoppet, brevveksling ophørt. Sociale medier uden personlig kontakt har overtaget store dele af det menneskelig samvær. Breve er blevet en sjælden uddød aktivitet.

Græskarmanden er næsten ædt op af mågen, der har hentet et par kammerater til at hjælpe sig. Solsortehannen sidder øverst på tagryggen og kikker ud over sceneriet i haven.

Mille og Thilde ankommer hver for sig til “Street-food” i solskin og fint sommervejr, selv det er den 18.oktober, bladene falder tyst fra æble, pære og kastanje. Vinterfrakken kan vente. Mille har fundet sin fine mørkeblå kjole af økobomuld frem. Sjalet i grønne, lilla og turkis farver, strikket så det ligner fjer fra en påfugl, er overtøj nok.

Thilde er helt mod sædvane klædt i gråt. Det klæder hende fantastisk. Den kvinde kan bære alt og farve sit hår som hun vil. Mille slænger sjalet som en fuglevinge på cafestolen og kikker på menuerne. De bestiller Crepes og en økologisk smoothie som aperitif.

”Hvordan går det med kærligheden?” Thilde nipper til sin smoothie og kikker nysgerrigt på Mille.

”Jeg har opgivet!” Mille har ikke lyst til den snak.

”Det er aldrig for sent!” det sølvgrå i Thildes perfekte frisure blinker og glitrer.

”Jeg vil skrive fiktive erindringer, ingen skal hænges ud eller bagtales, men jeg skal have luft” Milles hestehale svinger let fra side til side.

Thilde læner sig ind over det lille vakkelvorne bord og hvisker fortroligt:

”Jeg har lavet en datingprofil!”

Mille glemmer at tygge og stirrer på veninden.

”Indtil videre har jeg fået sytten tilbud om date i det virkelige liv!”

”Nå… så var det derfor vi absolut skulle her ind og spise moderne?”

” Jeg tænkte du måske ville overtage et par stykker af de her kærlighedshungrende mænd for mig, det er altså mange at skulle skuffe så Mille please… tre til dig og fjorten til mig?”

Efter lidt snak frem og tilbage har Mille indvilliget i, at mødes med tre af Thildes datingtilbud.

Hjemme i lejligheden kikker Mille ud på resterne af græskarmanden, som mågerne har forladt ude på fliserne. Inspicerer sit klædeskab for passende påklædning og tænder for computeren.

Mads Nielsen, 54 år hønseavler fra Bjerringbro kontaktes via mail.

Mille ankommer præcis kl. 11 med bus til stoppestedet, hun er iført blomstret sommerkjole med vidde. Det vandkæmmede hår og de røde roser sætter Milles forventninger om en vellykket date på standby. Mads fremviser stolt sit hønseri. Stanken af burhøns bedøver Milles sanser og sætter sig i blomsterne på kjolen som et minde, der bestemt ikke kommer til at vare længere end til næste vaskedag.

Efter en middag på kroen med suppe, steg og is takker Mille pænt af.

Søren Danielsen 60 år og havnearbejder har fastnettelefon.

Mille cykler til kvarteret med de finske træhuse på Juveskullavej i cowboybukser og tækkelig tunika. Søren er ret ukompliceret at tale med. Han knapper en bajer op med en gaffel og byder hende en sofaplads. Han tænder en cigaret og sætter sig lige ved siden af parat til at gå videre end til snak. Mille rykker så langt væk som muligt og får ”snakket” sig ud af situationen.

Hjemme igen fejer Mille resterne af den ødelagte græskarmand sammen og fylder ham i den grønne spand til kompostering.

Morten Sørensen 64 år, pensioneret folkeskolelærer

Mille og Morten mailer sammen adskillige gange inden hun beslutter sig for at besøge den sidste date.

Morten tager imod i døren til det lille lavloftede bondehus. Skovmandsskjorten og fløjsbukserne sender positive signaler til den spændte Mille. Køkkenet er blåmalet og bordene er fyldt med store fade. Frugt og grønt i store mængder står opmarcheret parat til partering og tilberedning.

Morten følger hendes blik og fortæller om sin aktive pensionisttilværelse.

”Jeg driver et lille økologisk landbrug og har lidt fjerkræ i baghaven.”

”Laver du alting selv?”

”Tjahh. … jeg drømte i mine unge dage om at blive kok eller gartner, men det blev til undervisning, fordi det gav mere stabil indtægt.”

”Jeg ville virkelig gerne have gået på seminarium, da jeg var ung. Men da børnene kom blev jeg hængende i kontorfaget.” det er længe siden Mille så villigt har talt med fremmede mennesker om sin fortid, men noget i Mortens væremåde indbyder til fortrolighed.

Eftermiddagen forsætter med kaffe og hjemmelavet slåensnaps og afsluttes med en tur rundt i huset og haven. Da de skilles aftaler de at mødes til en oktoberfest i forsamlingshuset. Mille glæder sig allerede til at deltage.

Invitationen lyder på den 2.november 2018. Tvangfri påklædning, hjemmelavede økologiske retter og fri bar.

Mille finder sin kjole af det lyseblå cowboystof med nitter frem. Den er kommet helt bagest i klædeskabet. Stilen må absolut passe til sådan en farmer-dating. Der skal nok være både line-dance og træskotramp på programmet.

På selve dagen ankommer en opstemt Mille i plisseret nederdel, sandalstiletter og en pikant kort pels af kaninskind. Den lyseblå med nitter har hun med i tasken. Mille glæder sig til at starte sin tilværelse  forfra. Tilliden til det andet køn er genoprettet takket være er generøst tilbud fra Morten via mail om at bo på gården. Naturligvis er Mille helt klar over, at hun må involvere sig 100% i det catering-firma, Morten har under opbygning.

Mille har mange erfaringer i bagagen, basisviden om madens sammensætning har hun møjsommeligt indsamlet gennem mange år som ”husmoder”. Mille har altid elsket at eksperimentere,  hun ser frem til et godt samarbejde og forventer sig meget af den næste periode af sit liv.

Økologisk landbrug. Havebrug efter gode gamle principper. Et lille dyrehold som hos bedsteforældrene oppe i Thy. Hele det nostalgiske ved at leve spartansk efter jord til bord principper har altid været en drøm for hende. Nu ser det ud til at kunne blive virkelighed.

Morten har sat Mille stævne på den grusbelagte plads foran forsamlingshuset. Hans lange smækre krop kravler ud af den lille morris mascot. Han er klædt ud som Cæsar i lang hvid toga og gylden laurbærkrans om hovedet. Han ser flot ud. Den aldrende krop kommer til sin ret i det folderige hvide antræk. De matcher måske ikke perfekt? Mille er høj af forventning.  Måske er Cæsar og Dolly Parton et ganske godt match? Maskebal? Det fremgik ikke af indbydelsen. Den plisserede nederdel duver i blæsten. Morten nikker anerkendende, da nederdelen løfter sig og Mille indtager Marilyn Monroe attitude. Den lyseblå med nitterne ala Dolly bliver liggende i tasken.

Thilde er med til festen som Cleopatra.marilyn monroe

Reklamer

Griseri

hængebugsvin

Landmand søger kærlighed

 

Morten tager imod mig i døren til sit lille lavloftede bondehus. Han er en lille skaldet korpulent mand med tatoveringer på det stykke af armen, der kan ses under det oprullede ærme på den ternede skjorte. Morten rækker hånden frem til goddag og jeg tøver et sekund inden jeg tager hans fremstrakte hånd.

”Mille” moses tænker jeg og har svært ved at samle tankerne.

”Vil du have kaffe eller vin?”

”Kaffe tak”

”Sort?”

Jeg glemmer at svare og kikker rundt i det lille lavloftede køkken. Træværket er blåmalet og de åbne hylder har småternet fortræk af bomuldsstof. Køkkenbordet er fyldt med store fade af keramik. Frugt og grønt i store mængder står opmarcheret parat til partering og tilberedning.

”Ja, jeg driver et lille catering-firma ved siden af landbruget”

”Er du alene om både driften og køkkenet”

Morten nikker og skænker kaffe fra en kolbekande op i et krus med påskriften ”Morfars”

”Har du børnebørn?”

”Nej, desværre Mathilde og jeg kunne ikke få børn!”

Inde i mit hoved blinker en lille advarselslampe. Mathilde? Thilde talte aldrig om sine forhenværende mænd. Jeg husker ikke at vi nogensinde har talt om andres børn end mine. Det går op for mig, hvor utrolig selvoptaget jeg må fremstå for Thilde, der altid er parat med en hjælpende trøstemus.

Thildes trøstemus, som bliver afleveret på Sydvestjysk Sygehus, hvor skadestuen giver dem til børn, der trænger til en ”mus” og et knus.

Jeg tvinger tankerne tilbage til situationen i køkkenet, hvor Morten har sat sig overfor mig med en kop kaffe og en karaffel med kryddersnaps.

”Den her er lavet på slåen!”

Jeg stirrer på den mørke væske i karaflen og har svært ved at få ordene til at samle sig, så de kan tage form af lyd og slippe ud af min mund.

”Du siger ikke så meget!”

”Undskyld, jeg er bare lidt forvirret!”

”Vil du smage min slåensnaps”

Imens jeg nipper til kaffen nikker jeg og prøver at få min mund og mine tanker til at samle sig om situationen.

”Slåen skal helst lige fryses inden den bliver overhældt med sprit, så forsvinder bitterstofferne i bærrene!” Jeg lytter og nikker. Mærker hvordan jeg slapper af og kan formulere en sætning igen.

Det bliver til et par stykker af de små skarpe slåensnapse inden vi går udendørs for at se på bedriften. Foran stuehuset en gårdsplads med en kæmpestor ægte kastanje plantet lige i centrum. Den trelængede gård giver mulighed for en lille stald og et maskinhus.

I baghaven løber høns og ænder rundt sammen med et koreansk hængebugsvin.

”Han hedder Troels og er lige så klog og tam som en hund”

Jeg kan ikke få mig selv til at spørge ind til, hvad Mortens forhenværende kone lavede. Det snurrer stadigvæk rundt i tankerne, at det er den samme Mathilde som laver trøstemus til skadestuen.

”Mathilde gik fra mig fordi jeg åbenbart er steril og hun ville absolut ha`børn”

”kunne I ikke adoptere?”

”åbenbart ikke, i hvert fald gled vi fra hinanden og taler ikke sammen mere”

Jeg koncentrerer mig om Troels, der kommer hen i mod mig og stiller sig afventende.

”Han vil gerne kløes bag ørerne!”

Mine forsvarsmekanismer opløses som tåge, der forsvinder for solens stråler. Jeg klør den lille strithårede gris bag ørerne og smiler til dens ejer.

 

 

 

del 1: https://millemosesblog.wordpress.com/2018/10/05/troestemus/

del 2: https://millemosesblog.wordpress.com/2018/10/13/maend-og-graeskar/

Mænd og græskar

Græskarmandens endeligt

 

Milles humør er i bund, den strikkede mus stirrer på hende med sine udtryksløse perleøjne. Ude i gården er en måge ved at æde en udhulet græskarmand. Suppen fra i går har stået på køkkenbordet og er gået i gæring. Minderne ruller rundt inde i hovedet på Mille som uvorne unger, der bare slås og er uregerlige. Hun ænser ikke skyerne på himlen, der farves lyserøde af den opgående sol og himlen, der klar og lyseblå danner baggrund.

Sammen med opskriften på de strikkede mus har Thilde efterladt en reklame for en nyoprettet restaurant i den gamle biograf i Kongensgade. Street-food hedder den, hvorfor de mange engelske udtryk skal overtage det danske sprog er uforståeligt. Dansk bliver invaderet af engelske udtryk og traditioner. Græskarmanden er næsten ædt op af mågen, der har hentet et par kammerater til at hjælpe sig.

Torsdag den 18. oktober sætter de to veninder hinanden stævne, denne gang skal der ikke kun strikkes og snakkes men også spises og drikkes. De bestiller Crepes fra Frankrig, Fairbrothers Fish and Chips og en økologisk smoothie som aperitif. Mille kikker langt efter en gang ”Rolling Chicken” der serveres ved nabobordet og sender en tanke hjem til græskarmanden i gården, hun må hellere rydde op efter mågernes festmåltid, når hun kommer hjem.

”Hvordan går det med kærligheden?” Thilde nipper til sin smoothie og kikker nysgerrigt på Mille

”Jeg har opgivet jagten!” Mille forsøger at falde ind i jargonen

”Det er aldrig for sent!” det sølvgrå i Thildes perfekte frisure blinker og glitrer.

”Jeg vil skrive fiktive erindringer, ingen skal hænges ud eller bagtales, men jeg skal have luft” Milles hestehale svinger frem og tilbage.

Thilde bøjer sig frem over sin wraps og hvisker fortroligt:

”Jeg har lavet en datingprofil!”

Mille glemmer at tygge og stirrer på veninden.

”Indtil videre har jeg fået sytten tilbud om date i det virkelige liv.”

”Nå… var det så derfor vi absolut skulle her ind og spise moderne?”

”Nej, nej men jeg tænkte du måske ville overtage et par stykker af de der mænd for mig, det er altså mange at skulle skuffe, så Mille please… tre til dig og fjorten til mig?”

Efter lidt snak frem og tilbage og en portion fish af chips senere har Mille indvilliget i at mødes med tre af Thildes datingtilbud.

Hjemme i lejligheden kikker Mille ud på resterne af græskarmanden, som mågerne har forladt ude på fliserne. Inspicerer sit klædeskab for passende out-fitt og tænder for computeren.

Mads Nielsen, 54 år hønseavler fra Bjerringbro kontaktes via mail.

Mille ankommer præcis kl. 11 med bus til Bjerringbro og Mads står ved stationen og tager imod hende. Hans vandkæmmede hår og de røde roser, sætter Milles forventninger om en vellykket date på standby. Mads fremviser stolt sit hønseri. Stanken af burhøns bedøver Milles sanser. Efter en middag på den lokale kro med suppe, steg og is takker Mille pænt af og selv om hun føler, at det er en fej indstilling, lover hun at mødes med ham igen.

Søren Danielsen 60 år og havnearbejder bor i et af træhusene på Juveskullavej. Mille cykler derud til den telefonisk aftalte tid og møder en tatoveret skaldet jovial fyr, der knapper en bajer op med en gaffel og byder hende en sofaplads.  Han tænder en cigaret og sætter sig lige ved siden af parat til at gå videre end til snak. Mille rykker så langt væk som det er muligt og får ”snakket” sig ud af situationen.

Den sidste Mille har lovet Thilde at date er Morten Sørensen. Pensioneret overlærer fra Outrup ved Varde. Morten har et nedlagt landbrug, hvor han dyrker økologiske grønsager. Han er fri af tidligere forhold men hvad mon det betyder? Milles stemning før denne date er positiv, mon der findes en mand derude, der ikke er hverken dyremishandler eller alkoholafhængig og som heller ikke stemmer på hverken Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance?

græskarhoved

Trøstemus

Mathildeenglemus

 

Viskestykket er drivende vådt og vasken er stoppet til af planterester. Mobilen fløjter det signal, der kommer fra facebooks kommentarer. De rædsomme små beskeder er til at få myrekryb og hjerneflimmer af. Mille tørrer hænderne i buksebagen og sætter sig tungt på en køkkenstol.

På displayet kan hun se, at det er den nye strikkeveninde fra den spirituelle klub, der ringer.

”Ja”

”Hej, giver du en kop kaffe?”

”Gerne, jeg er helt smadret!”

”Godt jeg er lige i Fakta, så vi ses om ti minutter!”

Lavendelduften ankommer først og lige bagefter Thilde med det grå hår og de høje hæle. Med sig har hun en kaktus og en orkide.

”Ka`du huske rubrikken ” Roser og Tidsler” i avisen!?”

”Åhh. Ja det var tider, hvor man kunne brokke sig med anstand og afstand ”

Mille sætter planterne i den overfyldte vindueskarm og skubber til de store palmer, der står på gulvet.

”Planterne er vore børn, synes du ikke?”

Mille nikker og er lige ved at tude.

”Jamen hva`så søde? Har de nu igen skældt dig ud over, at du ikke gør nok de der unger?”

”Ja, man skulle tro de efterhånden havde ”trådt deres barnesko””

Det er kun et par uger siden de to kvinder mødtes i en nydannet strikkeklub. Det var som om de havde kendt hinanden hele livet og snakken gik i takt med pindenes knitren. Thilde strikkede sokker på rundpind og Mille fiskede en rundpind frem af strikketasken for at lære at gøre det samme – den lange wire på pinden dannede en sløjfe som blev trukket frem og tilbage. Strømpen voksede frem på magisk vis og blev fin og jævn.

Mille havde vægret sig ved at gå ”til strikning” der var ikke noget nyt at lære, ikke nogen udfordringer. Nørklerier med pinde og garn er en latterlig kvindeting, som ikke er andet end et ligegyldigt tidsfordriv. Næhh.. som storesøster Marie sagde: ”Du skal skrive erindringer! Skriv om vores hysteriske mor, der kastede med køkkenstolene og stak af fra os i flere dage ad gangen.”

Mille havde altid gjort, hvad Marie foreslog og var også så småt begyndt i en erindringsskiveklub. Men de andre skrev så flot og formfuldendt om en lykkelig barndom og ungdom. Hvordan skulle hun nogensinde få formet i ord, at hun havde været uden forældre i lange perioder. Hvordan skrive om at være alene og usikker i en ufølsom verden? Hvordan skrive om at være bange for at få børn?

Mødet med Mathilde Jensen og hendes radikale meninger havde ændret Milles syn på sin pensionisttilværelse. Siden det første møde havde de skrevet sammen på facebook, udvekslet telefonnumre og strikkeopskrifter.

Thilde åbner skuffen med rene viskestykker og går resolut i gang med at tørre og pudse de sidste dele af den omfangsrige opvask. Mille tænder for elkedlen og finder dåsen med ”Mormors kaffe” frem fra overskabet.

”Vi må leve vore egne liv, de unger har fået nok af vores liv!”

”Mødre holder nok aldrig op med at bekymre sig.”

”Men skal vi acceptere, at være psykologiske skraldespande for deres frustrationer?”

”Jo, jo os kan de sige alt mulig lort til og vi skal være glade for at de gør det!”

”Jamen Thilde-hilde, hvordan kan du være ligeglad, når du får et møgfald!”

”Det skal jeg sige dig søde Mille, tænk ud af strikkeboksen, design et trøstedyr til dig selv eller plant en plante. Så kan du blive glad i låget af strikkeprocessen mens du kikker på planten, der vender sine blade mod lyset og tænke positivt.”

De to veninder sludrer videre og aftaler kørsel til næste strikkebio. En times tid senere forlader Thilde på sine høje klikkende hæle køkkenet. Køkkenvasken er renset. Viskestykkerne hængt til tørre og tårerne blinket væk. En opskrift på en trøstemus er efterladt ved Milles plads.mus og strikketøj

 

 

 

 

 

Farvel for denne gang

Om lidt bli`r her stille…

Dagbog fra 3. oktober 2018

 

Roen, der hersker inde i mig, er som overfladen på et hav, der hviler sig før den næste storm. Solens spinkle stråler blinker til mine øjne. Tonerne fra en vise nynner sagte inde i mig. Det er en af mine mest elskede højskolesange, skabt af en lige afdød visesanger, der ligesom jeg selv havde sin kulturelle baggrund fra 60-erne på Folkets universitet: Askov Højskole.  Vi mødtes kort og gik på samme hold, da vi begge var nitten år, men  ”….. om lidt er det forbi!”…..  lydløst synger jeg den til ende og tænker, at den vil jeg gerne synge, når jeg engang skal herfra for altid.

Den skinnende nye Flixbus passerer hen over jernbanebroen og starter sin rejse frem i tiden med mit elskede barnebarn. Vi har talt vi har grædt vi har nørklet med garn vi har sunget. Lige nu i den dejlige oktobermorgen har vi krammet og vinket. Nu kører min ungdoms aktivisme genfødt i en nitten år gammel krop tilbage til min fødeø.

De sidste dage har jeg været på visit i ungdomsland. Køkkenet har været omdannet til et eksperimentarium for forskellige anvendelser af årstidens frugt og grønt. Grønkålen er ribbet og græskarrene slagtet. Køer og grise er vore venner ikke vores mad, er det mantra jeg har fået gentaget med en psykologisk nidkærhed, der kan gøre enhver indenfor reklamebranchen misundelig. Indimellem har jeg forsøgt at være historisk.

”Vi har været landbrugsland, køer og grise er vore venner, der ofrede deres liv for vores skyld!”

”Jamen det er vi ikke mere, I har ødelagt miljøet, overforbrug af soya til foder, har gjort kloden fattigere!”

Snakken har bølget frem og tilbage. Køkkenet har genlydt af snurrende køkkenmaskiner.  Juicer og supper er hældt på glas og i kander. Håndvasken har været på overarbejde. Pulpen fra saftpressen er omdannet til boller og en grønkålsstok er plantet sammen med krydderurterne i vindueskarmen. En hængende have smukt arrangeret på en ståltrådsgine er efterladt som en smuk installation i mit køkkenvindue.

Her i min pensionistlejlighed har vi oplevet solopgang og solnedgang over trækronerne i et par uforglemmelige dage. Jeg tænder for visesang på den gamle kasettebåndoptager, læser i min papiravis om en udstilling i Malmø med strikkede malerier og gipsindstøbte grisetæer. I min strikkekurv ligger nitten nøgler himmelblåt garn. Jeg fælder en lille tåre og er trist over tiden, der er gået så stærkt og at udløbsdatoen for det liv, der er mit, nærmer sig. Men jeg er lykkelig over, at der er unge stærke frie mennesker til og selv vil jeg nyde hver eneste dag, hvor jeg kan klare mig selv og dyrke mine interesser.

 

Bronzestatuen

Speeddating   – i skriverejsen skal vi lave en indledning til en krimi – her er min omskrevne Havfrue-historie fra vist nok saxos krimiskole – eller også var det en konkurrence. Nu er jeg startet forfra. Iflg. opgaveoplægget skal vi bibringe læseren UNDREN noget vil komme til at ske INDLEVELSE sanserne inddrages SPÆNDING omkring stedet, hvor er vi? LØFTE om noget dramatisk, brødkrummer lægges ud.

I et hjørne af hotellets restaurant får han øje på hende. Det røde krøllede hår bølger ned over dragtens irgrønne tweed. Kurts arbejdsru fingre knuger om den lille buket med lyserøde pariserroser. Nu er det nu. Han tøver og mindes de andre fra mødet. Det røde hår og navnet: Anna har brændt sig fast. Forelskelsens rus har indtaget smedens krop. Automatisk går han frem foran hende.

”er de til mig!”  de små rosenhoveder er ved at bøje sig i stilken.

”ja!” Kurt skifter buketten fra højre til venstre hånd et par gange.

Anna plukker en knop og sætter den i reversen på Kurts habitjakke.

”sådan, så kan vi godt bestille en præst!”

Kurt sætter sig og ved ikke, hvor han skal gøre af sine hænder. Tjeneren lægger et menukort foran ham og fjerner sig diskret. De grønne øje foran ham slår smut og spejler sig i glasset.

”Vil du have vin?”

”Nejtak! Men gerne en kop kaffe!”

Ordene sidder fast i struben på Kurt, men Anna vinker til tjeneren: ”To kaffe tak!”

Det er den 14.februar 2014 og lokalet er pyntet med amoriner og lyserøde gasballoner. Annas violparfume når Kurts næsebor som et kærtegn. Den skæggede hage dirrer og munden nægter at forme ordene. Tankerne sejler ud, hvor Kurt har været et par gange. Ud der, hvor der ingen vej er tilbage. Hvordan skal han nogensinde kunne gennemføre sit forehavende med denne skønne kvinde.

”et kys for dine tanker, to for et smil”

Anna løfter kaffekoppen op til sine pink læber og lader øjnene dvæle ved Kurts overarme, der næsten ikke kan være i den snævre habitjakke.

Kurt ryster forvirret på hovedet og vælter kaffe ud over den lejede habit. Anna ler på en melodisk dyb frekvens. Situationen kammer over i det komiske og smeden kommer til sig selv.

”Vil du se mit værksted?”

Kurt betaler for kaffen, undskylder for den plettede dug. Sammen forlader Anna og Kurt hotellets restaurant.

Bronzefigurerne i værkstedet vækker begejstring hos Anna. De smukt gengivne kvindekroppe gør hende nysgerrig. Hvordan støber han dem?

 

medusa-m-fiskehale

Kærlighed til træer.

Erindring om træer

Min kærlighed til træer er opstået før jeg kan huske. Jeg har fået fortalt, at jeg skreg som en besat i de første måneder af mit liv, men at jeg blev stille, når barnevognen blev sat under den store blodbøg i mit første barndomshjem.

I min verden er træer levende væsener. Jeg forestiller mig ofte, at de kan tænke og høre, hvad jeg føler. Karen Blixen skriver et sted om kaffetræet, at hvis det får kappet sin hovedrod, så sender det en masse siderødder ud tæt under overfladen. Det er mange år siden, jeg fandt den sætning hos Karen Blixen og ved ikke længere præcist hvor i hendes forfatterskab det står. Måske har jeg omskrevet sætningen efter mit eget behov.

Gennem hele min barndom og ungdom flyttede jeg så ofte fra sted til sted, at min egen hovedrod, min hjemegn, mit hjem, aldrig fik lov at vare længe nok til, at min hovedrod kunne fæstne sig. Men jeg blev meget dygtig til at tilpasse mig nye steder, sende overfladiske rødder ud i alle retninger, så jeg ikke væltede. Rodløshed vidste jeg ikke, hvad betød, før jeg havnede på et seminarium i Vestjylland, hvor alle klassekammeraterne var fra Esbjerg og Fanø. De var hjemmefødninge.

Mit første forår i det vestjyske var traumatisk. Hvor var alle de slanke bøgestammer med anemonetæpper om fødderne? Hvor var de nyudsprungne bøgegrene på min fødselsdag i maj? De små forkrøblede ege i Grimstrup krat og læhegnene pegede mod øst og hviskede:

”Tag tilbage til Sjælland, for der vokser bøgetræerne!”

Overalt i det vestligste Danmark er der plantager med nåletræer, hvor svampene om efteråret danner smukke underskove, men der kom til at gå mange år inden jeg så skønheden der. Når jeg rejste østpå for at besøge min sjællandske familie var de der igen, de flotte katedraler, som bøgeskoven dannede. Hastigt fløj de forbi den duggede rude i toget.

Blodbøgen, har jeg læst mig til, er en sjælden botanisk art, som ingen i Vestdanmark troede på fandtes. I det hele taget fandt hele den viden om botanik, som jeg havde indsnuset gennem mine første leveår, ingen genklang. Min vestjyske familie havde en have, hvor der ikke voksede andet end løg og kartofler. Alt andet blev ædt af de fritgående høns.

På magisk vis har mit kærlighedsforhold til træer kompenseret for mine egne manglende rødder. Minder fra de forskellige steder, hvor jeg har boet, er knyttet til de træer, der voksede der. Hasselhegnet hos min søster da jeg var elleve. Kirsebærtræet hos min mor i Roskilde, da jeg var tretten. Tjørnehegnet langs min svigerfars marker, som vestenvinden havde givet hældning mod øst. Den hurtigt voksende ahorn i parcelhushaven. Blommetræet med sin overdådighed af frugt, der bød mig velkommen, da jeg med tre sultne unger flyttede fra land til by. Træerne blev mine venner.

Et helt specielt forhold fik jeg til piletræerne. Brønden, hvor jeg boede i stormflodsområdet ved Sneum Sluse, blev forurenet af overfladevand, der løb tilbage. Pilekvisten bøjede sig på magisk vis i mine hænder og viste, hvor den nye brønd skulle graves. Pilens lange bøjelige unge skud, der slår rødder, bare de får færten af vand. Deres bøjelige føjelige grene, der går dem fletbare så jeg kunne danne smukke ”levende” kurve.

Nu er mine fingre ikke stærke nok til, at jeg kan flette pilekviste sammen mere. Men jeg har fundet en ny kæreste i kastanjen udenfor mit stuevindue. Den står sammen med mange andre kastanjer i en allè og bliver passet og plejet af stadsgartneren. Knopperne svulmer i varme og væde i april. I maj sætter den hundrede af smukke lys til min fødselsdag. I efteråret fyldes fortovet med ”godbidder fra himlen” som vores dejlige labradorretriever troede det var.

På min grav ønsker jeg mig et træ med paradisæbler.

Citat fra Jobs bog kap.14 vers 7-10

Thi for et Træ er der Haab. Fældes det skyder det atter, ældes end Roden i Jorden, dør end stubben i Mulde, lugter det vand, faar det atter skud, skyder grene som et nyplantet træ. Men dør en mand er det ude med ham, udånder mennesket, hvor er han da?

 

ordtræ