Spritruten

Midsommerrejsen

I nat var jeg ude at rejse. Jeg var tilbage i min barndom og hente minder om det, der var engang. Jeg fløj over marker, fjorde og bælter tilbage til skoven ved Basnæs på Sydsjælland. Jeg hentede styrke til at leve mit liv her midt i byen sammen med solsorte, råger og enkelte musvitter.

Som en laks, der vender tilbage til det sted, den er undfanget, svømmede jeg tilbage og hentede ballast. Der, i de første ni år af mit lange liv støbtes en stærk form, som jeg har kunnet hvile i, når bare jeg fik lov.

Mine unger og deres unger lever og har det godt, hvor de er i livet. Genvordighederne er stillet på stand-by i øjeblikket, men jeg ved, det hurtigt kan ændre sig. Det bekymrede mig ikke i nat. Alligevel var jeg ked af det, da jeg vågnede til lyset denne skønne regnfyldte søndag. Dagen efter en bål- og heksefri Sct.Hans aften, hvor #metoo  virkelig må have ændret verden, når selv båltalen uden bål indeholdt referencer til den bevægelse.

I bund og grund drejer det sig om ligeværdighed contra magt. På min rejse tilbage i erindringen blev jeg husket på, hvordan min far altid var optaget af at skabe, at producere. Hans fine smedejernslåger står som et smukt monument over ham ved indkørslen til slottet Basnæs. Min farmors bier står også stærkt i erindringen, nok mest fordi insekterne forsvinder. Æbletræet har kun enkelte frugter i år. Naturen har trange kår, men måske er det hele bare i forandring til noget bedre.

Fluerne bed og gigten gjorde ondt i går. Så ved jeg det bliver dagsregn. Men herinde i min trygge hule er jeg mig selv og har det som regel godt med mig selv. Somme tider er hun lidt irriterende, når hun hen på eftermiddagen ikke har nået det hun gerne ville. Opvasken står i blød, sengen er ikke redt, vasketøj og skiftetøj breder sig på knage og bag døre. Men den anden del af mig ved, at det bare er tegn på, at jeg har healet mig selv ved at skrive, tegne, sy, læst, mediteret eller sådan noget.

Tv-et sender genudsendelser af ligegyldigheder. Strikketøjet er kedeligt, når der ingen aftagere er til det. Karklude gider jeg bare ikke strikke, for jeg tilhører generationen, der strikkede penneklude som syvårig. Ingen udfordring at hente der. Nåhh… men en lille sort strikket sag ligger parat med et nemt hulmønster til fingergymnastikken om aftenen. Sådan en sort bomuldsstrikket bluse er der altid afsætning på blandt mine kvindelige efterkommere.

Det er tankerne og det de kan gøre for mit skrivende liv, der holder mig i live. Tankerne skal tøjles og bindes fast til papiret. Skærmene er lidt utro og gemmer ikke de dokumenter, jeg beder dem om. Tankerne skal ud af mit hoved og ind i historier om et levet liv. Det giver roderi inde i hjernen, hvis de ikke bliver sat i system. Ikke kun en eksakt gengivelse af oplevelser, ikke et foto taget på en rejse, men en bearbejdet historie. En refleksion over tilværelsen, sådan som den nu engang kom til at forme sig på godt og ondt for mig.

”Alle lykkelige familier ligner hinanden, men de ulykkelige familier har hver deres historier…” sådan skrev Tolstoj som indledning til Anna Karenina og sådan startede jeg for nu snart 10 år siden med at vove mig ud i erindringsskrivningens vanskelige kunst. Mit liv har været fyldt med oplevelser, der burde have knækket mig, men jeg er ligesom en mælkebøtte, jeg fortsætter bare og bruger andre metoder, tilpasser mig. Min skønne rødhårede mors liv var fantastisk og jeg fatter ikke, hvordan hun overhovedet kunne klare, hvad hun klarede. Forstår efterhånden godt, hvorfor hun ofte reagerede som hun gjorde og måtte have nervemedicin. Jeg har arvet en formidabel evne til at stryge alting af mig, når jeg bare får lov til at skabe et eller andet.

Jeg nåede ikke til Bloksbjerg, for det er vist bare et kedeligt bjerg i den nordlige del af Tyskland. Der var ikke flere koste, ikke flere billetter til Fleggaard for at hente sprit og slik.smuk rødhåret heks

Reklamer

Fugleperspektiv

Fugleperspektiv

På toppen af en høj bunke kviste og grene sidder jeg og tænker over tilværelsen. Drømmer jeg eller er jeg virkelig en fugl, der om lidt flyver væk fra hele redeligheden.

Jeg er pelikanen, der giver Rasmus Klump værktøj, som jeg har i mit næb.

Jeg er fiskehejren, der om lidt lander på taget af en bil i København.

Jeg er storken, der inspicerer en ny mulighed for at bygge rede.

Jeg er vildanden, der dykker i søen og flyver sydpå med hvislende vingeslag.

Landskabet omkring mig er tidløst og frodigt. Her er masser af plads til alt levende. Mosens vand er fyldt med føde til frøer, tudser og småfisk. Kornmarkerne skjuler musenes reder og harens gemmesteder. Træer og buske bugner snart af frugter, bær, nødder. Det er midsommer.

Mon det er rigtigt, at storken kommer med de små børn? Jeg ønsker mig så brændende et barn. Engang indgik jeg en hemmelig pagt. For at få mit højeste ønske opfyldt måtte jeg give afkald på alt andet. Det er længe siden den pagt blev indgået. Mit højeste ønske var et barn.

Mænd og kvinder kommer gående alene eller i tosomhed. Børn går med bedsteforældre i hånden. Min mor er der også, hendes flammende røde hår lyser op mellem de grå skikkelser. De kommer hen imod mig, men de dæmpet synger min mors yndlingsvise. Visen om vildanden, der opfostrer det dejligste kuld, men hendes vinge såres, så hun ikke kan følge ungerne på træk. Jeg er hendes sidste unge, nu kommer hun for at sige farvel.

Der midt i flokken går min mage. Han er smuk, vild og statelig. Han er soldaten fra eventyret, der lige har erobret et fyrtøj. Han tænder en gnist og sætter ild til de nederste tørre grene. Det knitrer lystigt, ilden tager godt fat, flammerne slikker op ad mine ben.

Livet begynder og slutter i et brændende begær. Åh…hvor jeg elsker …..stork på reden

tak for trofast læsning til alle jer, der har læst med gennem årene, denne her stammer fra en opgave på en betalingsskriveskole, men i min oprydning af gamle skriverier fik jeg lyst til at dele den i anledning af den forestående midsommer og min årlige flyvetur til Bloksbjerg i fantasien…

Den grusomme

Familiemix – efter ide af Clara Alfrida

Hver morgen, når jeg vågner kysser jeg min bedste ven og fodrer ham med bær, sød mango, banan og kokosmælk. Det er vigtigt at mixe forskellige frugter og urter, så det er supersunde ting, der spises i min familie. Somme tider får han havregyn og mandelmælk. Jeg elsker ham, fordi han hjælper mig med at passe på, at min familie får den helt korrekte ernæring.

Vi drikker masser af te i vores familie. Kamille, citrongræs, brændenælde alle de planter som har en  healende virkning i kroppen køber vi i helsekostforretninger og på nettet. Især er vi glade for ingefær, den renser ud og giver klarsyn, og det er som om vi kan høre englene synge, træerne hviske og tingene tale. Min ven hedder Lender til efternavn og Bo til fornavn. På hans dørplade står B.Lender…..

B.Lender er en værre blandemaskine, han snitter og snurrer rundt med knive, så det er en fornøjelse. Han kunne godt have sit eget nummer i en cirkusforestilling, i en reklame eller demonstrere sin kunnen i et indkøbscenter: Mr.B og de roterende knive, snitter alt og er kommet for at blive.

Men jeg har brug for ham i mit køkken, hans knive er mere sikre end de skarpe i skuffen, det er så besværligt. Han er ikke så vild med æg, for det er hønsenes menstruation, det der skal blive til små gule kyllinger. Nej nej ikke noget dyrisk i den veganske levevis. Men ellers vil han med glæde blande alt muligt sammen. Påsken er ikke den bedste tid på året for ham, han kan ikke forstå, hvorfor alle de æg skal fortæres. Knuste påskeæg og hjerter af chokolade skulle blandes til en påsketærte, som desværre faldt sammen. Mr.B blev så ked af det, at han mistede balancen og afgik ved en grusom død. Knuste glasskår overalt.

Nu må jeg så prøve at leve uden ham. Bruge en sigte og nogen knive, når jeg skal lave min morgenmad. Måske skulle jeg også prøve at bruge tænderne.

fruit-1572556__340

Frugt og grønt

Supermarkedet

Ulf ser hende på lang afstand. Den brune krøllede hestehale og den slanke krop, der står let bøjet henne i frugt- og grøntafdelingen. Midt blandt gulerødder, jordbær, appelsiner og kiwier står den smukkeste pige, han nogensinde har set. Hun sorterer bananer. De lægges i fine mønstre, så kunderne får lyst til at købe. De grønne bananer bagest, så de lyseste gule over i de mørkere og forrest de bananer, der har fået brune pletter. Den perfekte farvesortering og de geometriske mønstre får folk til at stoppe op. Beundrende blikke glider hen over frugterne.

Ulf finder et ærinde, så han kan komme tættere på. Hun retter sig op og kikker direkte på ham. Der løber en strøm af varme gennem ham. Hvad er det hun gør? Han griber den forstøver, der skal holde bakkerne med bær fugtige. Han nærmer sig mens hjertet danser tango inde under den stribede skjorte med Føtex logo på brystlommen. Nu er han kun et par meter fra vidunderet. Øjnene er brune som håret og munden smiler til ham. Hans læber er helt tørre og munden tavs.

”Hej, jeg hedder Liv!”frugthjerte

fruit-1572556__340

Skyen

– kære Clara kan ikke huske om du har læst denne her, men den er lavet 1.april i år til en opgave i Den nye Skriveskole, ideen om at nogen overlever en stor naturkatastrofe, som truer jorden spøger altid i min hjerne, mest når jeg er bange for at nogen smider en atombombe eller at havene og ozonlaget ødelægges.  Her forestiller jeg mig at alt det vi sender ud pludselig bliver for meget og at det måske ligesom plastic kommer til at ødelægge det naturlige liv. Men det er bare min skøre hjerne, der hele tiden digter løgnehistorier.

Skyen

Liv vågnede fortumlet, gned sig i øjnene og prøvede at lokalisere, hvor i verden hun befandt sig. Det sidste hun huskede var en enorm spamdata sky, der havde formørket solens lys.

Ved siden af hende lå en sammenkrummet skikkelse iført noget, der mindede om et gult fåreskind. Fastelavn er ikke lige nu, tænkte Liv. Hvad er det, hvor er jeg?

Hun kikkede sig omkring og kunne skimte noget der var indtegnet på de mørke klippevægge. Det var vist en hule hun var i. Sådan en som hun havde set i Frankrig på ferien med onkel Georg sidste sommer. Da hendes øjne vænnede sig til mørket kunne hun se, det var billeder af dyr og af jagt. Måske var det virkelig den der hule i Frankrig, den der var et minde om dengang menneskene var primitive og levede af jagt. Motiverne var i hvert fald dyr og de der streger var nok mennesker med spyd. Men hvordan i den al videste verden, var hun dog havnet her.

Bedstemor drak altid ingefærte. Det var godt for fordøjelsen, for udrensning af kroppen og for alt muligt andet, som Liv ikke lige kunne huske. Måske drømte hun, måske var hun inde i bedstemors hjerne og oplevede noget af det den gamle havde opmagasineret det.

Hun prikkede forsigtigt til ”uldbylten” der lå ved siden af. Ud af pelsen stak et rødhåret hoved. Ansigtet var brunet i pletter, som en masse store fregner, men næsen og munden var pæne. Det var øjnene også, da de møjsommeligt kom på klem.

”Hvem er du?”

”Ja hvem fanden er du?”

”Jeg hedder Liv og jeg kan mærke, når jeg kniber mig i armen, at jeg ikke drømmer!”

”Jeg hedder Ulf, det er fordi min far er jæger og så skulle jeg have et dyrenavn.”

”Kender du og din far så noget til de billeder der på klippevæggen?”

”Næh… sådan nogen har jeg aldrig set før.”

Ulf er vågnet helt op og er lige så forvirret som Liv. De kan begge to huske noget med en stor sky, men så ikke mere. De er sultne og bliver enige om, at finde en vej ud af hulen, for der er ikke meget spiseligt her i den gamle grotte.

Udenfor er alt brunt og øde. Sand og forkullede planterester spredt ud over en ørken så langt de kan se. De begiver sig fortrøstningsfulde på vej. Traver bare derudaf, for den her skovbrand kan vel ikke være større end de kan finde ud til beplantede og beboede steder.

Flere dage vandrer Liv og Ulf inden de møder levende væsener. De er kommet i nærheden af havet og det første levende væsen de møder er en kæmpestor skildpadde. De tager hinanden i hånden og kikker op. Den er så stor, at de ikke kan se lyset og havet bag ved den, men de kan høre en suset af bølger og se skildpaddens enorme skygge. Så meget ved de, at så må der være sollys og vand et eller andet sted bag det store vekselvarme dyr.

De tænker på deres liv før grotten.

 

Ulf elskede sin computer og tilbragte al sin tid ved skærmen. Han dyrkede e-sport. Trænede til kamp i virtuelle universer, hvor virkeligheden var opløst i pixels og stærke farver.

Liv dyrkede yoga og sendte hver dag bønner til sin skytsengel om fred på jorden.

Begge havde de været optaget af en verden udenfor den ordinære verden. En verden som var der selv om den ikke var synlig. Hvordan kunne man ellers sende radiobølger og tv-signaler usynligt over lange afstande og hvordan kunne nogen mennesker forstå og ”se” mere end andre.

Mens de gik og gik i den uendelige ørken, havde de snakket med hinanden. Lige indtil dehydrering og hallucinationer stoppede den samtale. De kikkede på hinanden og talte uden ord:

”Ser du det samme som jeg?” de nikkede til hinanden og gik nærmere til det store dyr.

Godt jeg drak en masse af bedstes ingefærte tænkte Liv og lyttede til paddens tanker.

Tror nok jeg er inde i World of Warcraft spillet, men kan ikke huske, der var padder med, tænkte Ulf.

Selv om de var mere end almindeligt bange for kæmpen, så så den rolig og tryg ud, så de gik fortrøstningsfulde nærmere og hørte den sige:

”Ser man det, så er der alligevel er par af de der skrækkelige mennesker, der har overlevet. Jeg troede ellers jeg gamle padde var den eneste.”

”Hvor er vi og hvad er der sket?” Liv og Ulf talte i munden på hinanden.

”Nogen af jeres art har udløst en bombe, der har ødelagt det meste liv på jorden, men de har altid været nogen dumrianer i jeres art, men det kan I to vel sagtens ikke gøre for.  Nu skal jeg fortælle jer om paddernes verden…..

  • Og så fortalte Morten Skildpadde som kæmpen nu præsenterede at han hed om, hvordan han mente den nye verden skulle være.

 

children-2267201__340

Legitimation

skulptur foran rådhus

Foran vores rådhus her i Esbjerg står en skulptur. Den har to navne. Bølgen er dens pæne navn udadtil. Men den kaldes også for “Elefantparring”. Hver onsdag og lørdag er der marked rundt om elefanterne og rådhustorvet bølger af liv.

I dag er der tomt ude på pladsen, men i forrummet er der allerede nogen, der venter. Sammen venter vi på, at dørene lukkes op præcis kl 10.00. Jeg tæller til 23, og svingdøren sender en lind strøm af mennesker ind i det lille rum. Der er kun 10 stole og 10 minutter til vi kan komme ind, men heldigvis har jeg min lille “rollo” med, så jeg kan sagtens.

En delegation af mappedyr bliver lukket direkte ind af en veloplagt frisk rådhusbetjent. Betjenten er en  rar mand af pæne dimensioner, der fylder sin plads ved skranken  pænt ud både i højden og i bredden.  Hans makker er lille og tynd,  de minder lidt om “Fyrtårnet og Bivognen”.  Men ikke ret mange husker stumfilmens dage ligesom jeg selv. Mappedyrene må komme ind før tid, fordi de skal til møde, får vi at vide, mens vi venter.

Årsagen til mit besøg er , at jeg ikke længere har kørekort og at jeg ikke kan finde mit pas, der iøvrigt også er udløbet for 4-5 år siden og at jeg derfor ikke længere kan legitimere mig selv, når jeg f.eks. skal have taget prøver på Sydvestjysk Sygehus. Jeg har forsøgt at give dem mit personlige rejsekort med foto, men det duer ikke hos kommune og sygehusvæsen, så meget samarbejde kan ikke lade sig gøre i offentlige institutioner.

Da klokken bliver 10.03 lukkes døren op. Køen bevæger sig langsomt ind til to skærme, hvor vi skal registreres og have udleveret et nummer. Jeg får nummer 10.23, som er det tidspunkt, hvor jeg kommer hen til skærmen. Der er ikke køkultur, så jeg væbner mig med en engels tålmodighed og er klar til at skulle bruge det meste af formiddagen på opgaven. Rådhushallen summer af mennesker som i en bikube på en regnvejrsdag.

“Du skal holde øje med skærmene, når dit nummer kommer, skal du henvende dig ved den kasse, der har det nummer, der står ud for 10.23”

Hele scenen minder om billetkøb på Københavns Hovedbanegård inden der kom automater op. Jeg sætter mig tålmodigt og venter på at der står 10.23 og er lidt forundret over, hvorfor jeg telefonisk skulle reservere en tid, der i øvrigt hed 10.20.

“Hvad betyder det, når der står PC foran nummeret?”

“Det er hjælpere der går rundt og vejleder borgere!” svarer en sød dame ved siden af mig.

En pc-hjælper, som trods sin betegnelse er et menneske af kød og blod og ikke en robot eller en rullende pc fortæller mig, at jeg selv skal gå hen og få taget et billede, mens jeg venter. Det gør jeg – men mens sædet foran kameraet justeres, så ansigtet kommer frem prikker pcen mig på skulderen for at gøre mig opmærksom på, at  står der 10.23 på lystavlen, så jeg snurrer rundt på sædet og  bevæger mig hen til kasse 4.

Min gamle gulnede originale dåbsattest fra krigens tid forsvinder sammen med en meget fåmælt dame ind bagved – gad vide om den stadigvæk gælder? Måske tror de den er falsk? Måske eksisterer jeg slet ikke, er slettet af systemet ligesom min gamle skole.

“Har du dit gamle pas med?”

“Nej jeg har bestilt tid til legitimationskort!”

“Hvorfor står du så her!”

“Det fik jeg besked på af en pc!”

Fra nu af kommer der skred i situationen. Den tavse dame beder mig kikke ind i en skærm, nikke når billedet er acceptabelt – jeg skynder mig at nikke, jeg kan alligevel ikke se, hvordan jeg selv ser ud uden briller så skidt pyt.

En to tre vupti, billedet kommer ud på et lille kort og hele operation legitimationskort er overstået.  Da jeg kommer ud af svingdørene er det som om jeg er hoppet af en karrusel i fuld fart. Ude ved elefanterne sætter jeg mig ned, for at få vejret. Den gulnede dåbsattest fik jeg heldigvis igen. Det lille kort med billede er nu min legitimation.

Som regel er det skønt at være pensionist, men i dag har jeg det som om jeg har surfet på en bølge i oprørt hav, som en gammel elefant, der ikke orker flokken mere, så jeg nikker til “de bølgende elefanter” og trisser hjem.