mille moses blog

Skolegade

Det var januar 1966 og bidende koldt. Min dag var startet ude på landet kl.5 om morgenen. Transporten fra min bopæl til min nye arbejdsplads var lang og besværlig. Togtiderne fra Tjæreborg til Esbjerg passede rigtig dårligt med forretningernes åbningstider.

I tasken havde jeg en bog til ventetiden, en sjat lunken kaffe, et par kogte æg, en slunken pung og lidt toiletgrej. Fra banegården spadserede jeg den korte vej til hjørnet at Englandsgade og Skolegade. Der var øde og stille, men bag mig kunne jeg høre et godstog rumle af sted på sin vej mod havneområdet.

”Fra havnen i Esbjerg udskibes smør og bacon til de engelske morgenborde.” stod der i mellemskolens nye geografibog. Der stod ikke noget om, at der i Esbjerg også lugtede af penge, men den karakteristiske ramme lugt af fisk fra fabrikkerne, var ikke til at tage fejl af.

Hvordan i alverden var jeg dog havnet her, i denne gudsforladte ugæstfrie by, med sine lige gader, sin stank fra havneområdet og sine kolde mennesker? Jeg skulle starte i et 3 måneders vikariat i ”Florians Bolighus”.

Tja hh… hvad kan forelskelse ikke føre til?

April 2011

Jeg er stadigvæk forelsket, ikke i en person, men i selve livet. Nu sidder jeg her igen på en bænk i Skolegade. Klokken er 10 om formiddagen og byen er ved at vågne til årets første varme sommerdag.

Jeg er ikke manden på risten, men konen på bænken, som efter mange år er kommet til at elske den by, der dengang i 1966 virkede så ugæstfri.

Jeg er lykkeligt fri af alle bindende bånd og kedelige kontorjobs, jeg skal bare sanse en skriveoplevelse og kan ellers gøre, som jeg har lyst til.

Florians Bolighus er nu restaurant ”Bones” og duften af grill og barbeque har afløst fiskestanken. Den eneste butik fra dengang er ”Skrædergården”, der med sin stavefejl over indgangsdøren og sin lange snavsede glasfacade minder om længst forsvunden storhed.

Skolegade strækker sig som en doven kat i formiddagssolen.  Værtshuse og madhuse ligger side om side. På den ene side ligger ”King George”, ”Den kinesiske Restaurant”, ”laPizza” og ”Asian Food”. Lidt længere oppe på den anden side ligger ”Kasket Karl” og ”James Bond” hånd i hånd i den kæmpestore asfaltseng.

Esbjerg har omstillet sig fra fiskeri til off-shore. Jeg har omstillet mig fra arbejdsliv til pensionistliv. En blød brummen, som fra en kæmpe humlebi, der lige er kommet frem fra sit vinterhi, når mine ører. Da jeg åbner øjnene bumler en skinnende rød Honda CBR 1000 forbi mig på brostenen. Føreren standser op ud for banken på torvet, og da han tager hjelmen af kan jeg se det er en pensionist som mig selv.

Vi udveksler et par bemærkninger og smiler til hinanden, vi er de lykkelige unge gamle.

4.maj 2011

Merete Richter

Basnæs

– min søster Inger er 20 år ældre end mig, her er hun på vej med mig på cyklen, måske for at besøge farmor og far, der havde en smedje på godset Basnæs.

Erindringer om barndommen svirrer rundt og insisterer på at blive sat på ord og sætninger. Ingen vej udenom for der er så mange ting at fortælle til mine efterkommere. Somme tider tror jeg at jeg har drømt det jeg fortæller nu, men slottet Basnæs eksisterer stadigvæk. Min fars smukke smedejernslåger, min farmors hus kan skimtes på et luftfoto af godset. På denne sydsjællandske egn dannes de første spor af mine mangfoldige erindringer.

Det jeg husker må have lagret sig godt og grundigt, for jeg ved, at jeg mister min far, da jeg er ni år i 1953 og kommer til at bo i Hyrup ved Stouby hos en af mine søstre, der lige har giftet sig med en jysk malersvend.

På samme måde som min mor mistede en forælder i en tidlig alder, så kommer mit liv også til at formes af, at jeg ikke har to forældre, ikke har det andre har: en far en mor og et hjem. Men jeg har noget andet og det er jeg hele livet utrolig taknemmelig for: jeg har en hel flok søskende, der helt til jeg bliver en gammel kone føles som det de er, nemlig tæt familie. Ganske vist rejser jeg til Vestjylland bare 20 år gammel, men hver gang jeg kommer tilbage til min fødeø åbner de døre og favne og hilser mig velkommen. Det er også fra mine søskende jeg har fået fortalt historierne om min mor, historier, som jeg så gerne vil bruge til at lave til en fiktiv roman om kvinders liv og vilkår i 1900-tallet.

I haven og på slottet Basnæs har jeg levet og boet ligesom H.C.Andersen før mig. Voldgraven inspirerede til at skrive eventyr. Slottet med voldgraven omkring var også et eventyr for mig. Fruen på Basnæs Lillian Kauffman døde 2017, da var hun 96 år gammel. Men i 1952 gik jeg rundt i parken omkring slottet sammen med hendes ældste datter Madelaine. Lena og jeg snakkede om alt muligt. Vi var hinandens fortrolige og forholdt os til livets store spørgsmål. Jeg vidste min far var syg, for han var aldrig i smedjen mere. Han havde fået kræft, som dengang var en dødsdom. Ingen talte med mig om det, jeg måtte ikke komme i soveværelset, hvor han lå. Men Lillian på Basnæs hjalp mig med regnestykkerne jeg havde fået for i den lille stråtækte skole i landsbyen Magleby.

Familien bestod af Lillian og hendes mor fru Salomonsen, der boede på et værelse i kældergangen ligesom mig. Hun gik altid i kridhvid nystrøget bluse og fodlang sort nederdel. Faderen til de to mindste børn var vonKauffman, direktør for chokalefabrikker og vist også andre ting. De tre ældste børn Madelaine, Poul og Elisabeth havde forskellige fædre men vi blev alle behandlet ens af Lillian. Sådan følte jeg det som det otteårige danseglade barn jeg var. Hver uge blev den store sal i stueetagen åbnet og danselæreren fra Skælskør kom for at øve klassiske danse med os børn. Jeg var dygtig, for jeg havde gået på danseskole ude i forsamlingshuset på Stigsnæs, så jeg skulle øve med Poul.

Når Poul ind i mellem blev ”stik-hamrende-hysterisk” var jeg den eneste, der kunne berolige ham. Så blev jeg sendt ind til ham med en stor kop kamillete. Jeg kan ikke huske om jeg fik ham til at drikke den, men husker, hvordan han langsomt blev rolig igen. Den evne må jeg have fået i vuggegave, for den har fulgt mig i hele mit arbejds- og private liv.

Familien talte om at emigrere til Costa Rica i mellemamerika og jeg skulle med. Det var jeg vældig optaget af og fandt landet på den globus de havde i skolen. Men så skete der en hel masse i min biologiske familie, så jeg blev aldrig adopteret af den driftige erhvervskvinde på Basnæs.

 

Dansetrin til livet (Anna 20 år)

 

Søren forkarl får intet svar. Anna følges med Jens fra mosen til høstfest. De går ikke til Hedegårdens fest. Anna har ikke været i nærheden af gården siden den skæbnesvangre augustdag for ti år siden.

Anna rytme og røde hår betager Jens. Hormonerne koger og smigeren flyder. Anna glæde ved musik og bevægelse er grænseløs og sanselig. Anna nyder at svinge sig til spillemændenes muntre toner. Jens er skøn at danse med. De to forener sig i toner og rytmer.

Sammen går de hjem gennem Rold skov. De mange solskinstimer i de forgangne dage har gjort den skyggefulde skov lun og tryg. Anna mærker nærheden af træ og af menneske. Savnet af nærheden ved et andet menneskes krop ligger dybt i hende. Kirsten på Hedegården er det nærmeste hun har været på et andet menneskes krop. De delte alkove det år, hvor Anna blev sendt hjemmefra for at tjene til føden som lillepige.

Nærhed, tryghed, kropskontakt er, hvad Jens kan byde på lige der i skoven, hvor mosset er blødt og indbydende. Skovbunden hilser menneskene velkomne og lader dem uforstyrret smelte sammen. I et øjebliks lykke oplever Anna livet, når det er i sin allerbedste stemning. Stille og lykkefyldt lister Anna hjem og falder i en dyb drømmeløs søvn i alkoven.

Anna arbejder i køkkenet, synger sine glade viser. ”Vildandens sang” og ”Den ene spilled banjo..den anden mandolin…” er to af de foretrukne. Salmerne fra konfirmationstiden er heller ikke glemt, men spillemandsmelodierne giver mere munterhed og lyst til det tunge arbejde med gryder og vasketøj.

Anna går til bal i forsamlingshusene på egnen. Mest danser hun med Jens, men en lørdag aften er han der ikke. Kjolelivet bliver strammere og strammere. De ældre tjenestepiger kikker skævt til det struttende forklæde. Anna er svimmel og har kvalme om morgenen.

Det rygtes blandt folkene på gården og en dag kaldes Anna intetanende ind til forvalteren.

”Du er med barn?”

Anna ser uforstående på ham.

”Hvem er faderen?”

Anna kikker ned og folder hænderne over maven.

”Du må vide, hvem du har haft samkvem med?”

Tårerne løber stille ned ad de blege kinder.

”Jens fra nabogården” hvisker pigen med det røde hår.

”De har ingen der lyder det navn!”

I et nu mærker Anna den stemning, der var på Hedegården, dengang hun blev sendt hjem til sin far i Rold uden at få løn. Chokket lammer hende. Men instinktivt ved hun, hvad der kommer til at ske. Forstå gør hun ikke, for hvad kan være forkert? Hvorfor er nærvær, lykke og godhed forbudt?

”Jamen så må du pakke dine ting og tage hjem til din far. Du har været vellidt i folkestuen alle her på gården kan lide dig, du er god til at lave mad, så du får ingen dårlige skudsmål men heller ingen anbefalinger herfra.”

Anna går forbi kirkegården og lægger en lille buket gul snerre på Detes grav.

Midsommerrejsen

I nat var jeg ude at rejse. Jeg var tilbage i min barndom og hente minder om det, der var engang. Jeg fløj over marker, fjorde og bælter tilbage til skoven ved Basnæs på Sydsjælland. Jeg hentede styrke til at leve mit liv her midt i byen sammen med solsorte, råger og enkelte musvitter.

Som en laks, der vender tilbage til det sted, den er undfanget, svømmede jeg tilbage og hentede ballast. Der, i de første ni år af mit lange liv støbtes en stærk form, som jeg har kunnet hvile i, når bare jeg fik lov.

Mine unger og deres unger lever og har det godt, hvor de er i livet. Genvordighederne er stillet på stand-by i øjeblikket, men jeg ved, det hurtigt kan ændre sig. Det bekymrede mig ikke i nat. Alligevel var jeg ked af det, da jeg vågnede til lyset denne skønne regnfyldte søndag. Dagen efter en bål- og heksefri Sct.Hans aften, hvor #metoo  virkelig må have ændret verden, når selv båltalen uden bål indeholdt referencer til den bevægelse.

I bund og grund drejer det sig om ligeværdighed contra magt. På min rejse tilbage i erindringen blev jeg husket på, hvordan min far altid var optaget af at skabe, at producere. Hans fine smedejernslåger står som et smukt monument over ham ved indkørslen til slottet Basnæs. Min farmors bier står også stærkt i erindringen, nok mest fordi insekterne forsvinder. Æbletræet har kun enkelte frugter i år. Naturen har trange kår, men måske er det hele bare i forandring til noget bedre.

Fluerne bed og gigten gjorde ondt i går. Så ved jeg det bliver dagsregn. Men herinde i min trygge hule er jeg mig selv og har det som regel godt med mig selv. Somme tider er hun lidt irriterende, når hun hen på eftermiddagen ikke har nået det hun gerne ville. Opvasken står i blød, sengen er ikke redt, vasketøj og skiftetøj breder sig på knage og bag døre. Men den anden del af mig ved, at det bare er tegn på, at jeg har healet mig selv ved at skrive, tegne, sy, læst, mediteret eller sådan noget.

Tv-et sender genudsendelser af ligegyldigheder. Strikketøjet er kedeligt, når der ingen aftagere er til det. Karklude gider jeg bare ikke strikke, for jeg tilhører generationen, der strikkede penneklude som syvårig. Ingen udfordring at hente der. Nåhh… men en lille sort strikket sag ligger parat med et nemt hulmønster til fingergymnastikken om aftenen. Sådan en sort bomuldsstrikket bluse er der altid afsætning på blandt mine kvindelige efterkommere.

Det er tankerne og det de kan gøre for mit skrivende liv, der holder mig i live. Tankerne skal tøjles og bindes fast til papiret. Skærmene er lidt utro og gemmer ikke de dokumenter, jeg beder dem om. Tankerne skal ud af mit hoved og ind i historier om et levet liv. Det giver roderi inde i hjernen, hvis de ikke bliver sat i system. Ikke kun en eksakt gengivelse af oplevelser, ikke et foto taget på en rejse, men en bearbejdet historie. En refleksion over tilværelsen, sådan som den nu engang kom til at forme sig på godt og ondt for mig.

”Alle lykkelige familier ligner hinanden, men de ulykkelige familier har hver deres historier…” sådan skrev Tolstoj som indledning til Anna Karenina og sådan startede jeg for nu snart 10 år siden med at vove mig ud i erindringsskrivningens vanskelige kunst. Mit liv har været fyldt med oplevelser, der burde have knækket mig, men jeg er ligesom en mælkebøtte, jeg fortsætter bare og bruger andre metoder, tilpasser mig. Min skønne rødhårede mors liv var fantastisk og jeg fatter ikke, hvordan hun overhovedet kunne klare, hvad hun klarede. Forstår efterhånden godt, hvorfor hun ofte reagerede som hun gjorde og måtte have nervemedicin. Jeg har arvet en formidabel evne til at stryge alting af mig, når jeg bare får lov til at skabe et eller andet.

Jeg nåede ikke til Bloksbjerg, for det er vist bare et kedeligt bjerg i den nordlige del af Tyskland. Der var ikke flere koste, ikke flere billetter til Fleggaard for at hente sprit og slik.

Fugleperspektiv

På toppen af en høj bunke kviste og grene sidder jeg og tænker over tilværelsen. Drømmer jeg eller er jeg virkelig en fugl, der om lidt flyver væk fra hele redeligheden.

Jeg er pelikanen, der giver Rasmus Klump værktøj, som jeg har i mit næb.

Jeg er fiskehejren, der om lidt lander på taget af en bil i København.

Jeg er storken, der inspicerer en ny mulighed for at bygge rede.

Jeg er vildanden, der dykker i søen og flyver sydpå med hvislende vingeslag.

Landskabet omkring mig er tidløst og frodigt. Her er masser af plads til alt levende. Mosens vand er fyldt med føde til frøer, tudser og småfisk. Kornmarkerne skjuler musenes reder og harens gemmesteder. Træer og buske bugner snart af frugter, bær, nødder. Det er midsommer.

Mon det er rigtigt, at storken kommer med de små børn? Jeg ønsker mig så brændende et barn. Engang indgik jeg en hemmelig pagt. For at få mit højeste ønske opfyldt måtte jeg give afkald på alt andet. Det er længe siden den pagt blev indgået. Mit højeste ønske var et barn.

Mænd og kvinder kommer gående alene eller i tosomhed. Børn går med bedsteforældre i hånden. Min mor er der også, hendes flammende røde hår lyser op mellem de grå skikkelser. De kommer hen imod mig, men de dæmpet synger min mors yndlingsvise. Visen om vildanden, der opfostrer det dejligste kuld, men hendes vinge såres, så hun ikke kan følge ungerne på træk. Jeg er hendes sidste unge, nu kommer hun for at sige farvel.

Der midt i flokken går min mage. Han er smuk, vild og statelig. Han er soldaten fra eventyret, der lige har erobret et fyrtøj. Han tænder en gnist og sætter ild til de nederste tørre grene. Det knitrer lystigt, ilden tager godt fat, flammerne slikker op ad mine ben.

Livet begynder og slutter i et brændende begær. Åh…hvor jeg elsker …..

tak for trofast læsning til alle jer, der har læst med gennem årene, denne her stammer fra en opgave på en betalingsskriveskole, men i min oprydning af gamle skriverier fik jeg lyst til at dele den i anledning af den forestående midsommer og min årlige flyvetur til Bloksbjerg i fantasien…

Familiemix – efter ide af Clara Alfrida

Hver morgen, når jeg vågner kysser jeg min bedste ven og fodrer ham med bær, sød mango, banan og kokosmælk. Det er vigtigt at mixe forskellige frugter og urter, så det er supersunde ting, der spises i min familie. Somme tider får han havregyn og mandelmælk. Jeg elsker ham, fordi han hjælper mig med at passe på, at min familie får den helt korrekte ernæring.

Vi drikker masser af te i vores familie. Kamille, citrongræs, brændenælde alle de planter som har en  healende virkning i kroppen køber vi i helsekostforretninger og på nettet. Især er vi glade for ingefær, den renser ud og giver klarsyn, og det er som om vi kan høre englene synge, træerne hviske og tingene tale. Min ven hedder Lender til efternavn og Bo til fornavn. På hans dørplade står B.Lender…..

B.Lender er en værre blandemaskine, han snitter og snurrer rundt med knive, så det er en fornøjelse. Han kunne godt have sit eget nummer i en cirkusforestilling, i en reklame eller demonstrere sin kunnen i et indkøbscenter: Mr.B og de roterende knive, snitter alt og er kommet for at blive.

Men jeg har brug for ham i mit køkken, hans knive er mere sikre end de skarpe i skuffen, det er så besværligt. Han er ikke så vild med æg, for det er hønsenes menstruation, det der skal blive til små gule kyllinger. Nej nej ikke noget dyrisk i den veganske levevis. Men ellers vil han med glæde blande alt muligt sammen. Påsken er ikke den bedste tid på året for ham, han kan ikke forstå, hvorfor alle de æg skal fortæres. Knuste påskeæg og hjerter af chokolade skulle blandes til en påsketærte, som desværre faldt sammen. Mr.B blev så ked af det, at han mistede balancen og afgik ved en grusom død. Knuste glasskår overalt.

Nu må jeg så prøve at leve uden ham. Bruge en sigte og nogen knive, når jeg skal lave min morgenmad. Måske skulle jeg også prøve at bruge tænderne.

Supermarkedet

Ulf ser hende på lang afstand. Den brune krøllede hestehale og den slanke krop, der står let bøjet henne i frugt- og grøntafdelingen. Midt blandt gulerødder, jordbær, appelsiner og kiwier står den smukkeste pige, han nogensinde har set. Hun sorterer bananer. De lægges i fine mønstre, så kunderne får lyst til at købe. De grønne bananer bagest, så de lyseste gule over i de mørkere og forrest de bananer, der har fået brune pletter. Den perfekte farvesortering og de geometriske mønstre får folk til at stoppe op. Beundrende blikke glider hen over frugterne.

Ulf finder et ærinde, så han kan komme tættere på. Hun retter sig op og kikker direkte på ham. Der løber en strøm af varme gennem ham. Hvad er det hun gør? Han griber den forstøver, der skal holde bakkerne med bær fugtige. Han nærmer sig mens hjertet danser tango inde under den stribede skjorte med Føtex logo på brystlommen. Nu er han kun et par meter fra vidunderet. Øjnene er brune som håret og munden smiler til ham. Hans læber er helt tørre og munden tavs.

”Hej, jeg hedder Liv!”